10 ting, der er sommerferie for mig

10 ting, der er sommerferie for mig

I går aftes fik jeg endelig sommerferie. Wuhuuuu! Årh mand, den havde ladet vente længe på sig! 3,5 uger hjemme sammmen med de sødeste. Det er årets højdepunkt.

Vi er mega fans af staycation om sommeren. Eller sådan generelt. Når jeg nærmest hver dag føler, at andre eller andet stryer mit liv, i stedet for at jeg selv sætter kursen på GPS’en, så har jeg ikke overskud til at planlægge en eksotisk og Instagramvenlig ferie med snorkling, øhop og sightseeing. Det må komme på et tidspunkt og heldigvis er mine unger ikke gamle nok til at stille spørgsmålstegn ved det.

Vi skal ikke sidde i sofaen eller havestolen alle tre uger, men i hvert fald en god del af dem. Der skal i hvert fald være et passende antal dage, hvor man ikke behøver kigge på klokken. Dage hvor ingen venter eller forventer.

Danmark er for mig dejligst om sommeren og derfor har jeg slet ikke lyst til at forlade landet. Der er mindst 100 ting at tage sig til på frivillig basis, hvis man altså skulle få lyst til at rejse sig fra havestolen. Min top-10 over ting, en fuldendt sommerferie skal indeholde er:

  • Sand imellem tærerne og saltvand på kroppen:
    Jeg elsker-elsker-elsker de danske strande og viser gladeligt både kejsersnitar og strækmærker på lårbasserne frem, hvis blot jeg kan kaste mig i bølgen blå. Jeg vil 100 gange hellere bade i havvand, end jeg vil henlæbe mig til en klorstinkende svømmehal med tis i vandet. Boede jeg tættere på vandet, er jeg ret sikker på, at jeg ville blive helårsbader.
  • Aftensmad ved vandet:
    Jeg sejlede en del som ung (hvilket nok også forklarer min kærlighed til havvand). Her var der noget magisk over at sidde og nyde aftensmaden med udsigt over en himmel, som gradvist ændrede farve til nattens toner. Lyden af bølger, måger og andre menneskers småsludren. Kogte majskolber, godt brød, friske rejer eller et stykke røget laks. Om det så er på en havnemole eller på stranden, det spiller ingen rolle.
  • Lange morgener på ubestemt tid: 
    Det er fedt, når klokken, mobiltelefonen eller kalenderen ikke betyder miget. Når man er i nattøj hele dagen og leger at virkeligheden ikke findes. At ligge på sofaen og se en film eller læse en lang kapitelbog med ungerne – fuldstændig ligeglad med spisetider og gøremål. At blive vækket af arvingerne før kl. 6 (den del ændrer sig ikke, blot fordi det er ferie) og til sin store overraskelse kigge på uret “lidt senere” og se, at klokken pludselig er 14.30 – for så at læse videre, da der jo ikke er noget, vi skal nå og at det ikke kan betale sig at tage nattøjet af igen.
  • Jordbær, ærter, vandmelon, majskolber, nye kartofler – og kold Asti:
    Det behøver vidst ingen forklaring, vel?
  • Løbeture med overskud:
    Min kærlighed til løb fylder ikke så meget på bloggen. Løb er mit frirum og i ferierne er jeg ikke henlagt til at løbe kl. 20.30, når ungerne er faldet i søvn og opvasken er taget.
    Det startede som en erkendelse af, at det var dyrt at forære Fitness.dk 259 kr. hver måned, når jeg kun kom 1 eller ingen gange, efter at jeg fik mit første barn. Før hun blev født, så jeg mig selv i centeret – fit – of course – og i fuld gang med at træne, imens hun sov sødt. Det lykkedes dog aldrig. Jeg havde ikke godt sovende børn, lette og overskudsfyldte barsler eller en mand, som gladeligt tog de små, imens jeg fik et par timer til mig selv. En dag blev det for meget og jeg smed i arrigskab et par løbesko på og forsøgte at flygte fra det hele. I hvert fald i en time. Jeg nåede ikke så langt væk, før jeg egentlig savnede dem igen. Men jeg kom i tanke om, at jeg vidst nok var mega god til at løbe, da jeg var yngre. Den del af mig, der lå før børn og barsel, kunne jeg nærmest ikke huske. Og så løb jeg noget mere – og gør det stadig. Faktisk ret godt, i al ydmyghed.
  • At sige nej:
    I ferierne kan man ellers sige ja til meget mere end i hverdagen. Men for at sige ja til det, jeg gerne vil, kræver det også, at jeg siger nej. Nej til andres behov for at se mig og min familie, hvis vi ikke har lyst eller ikke orker det. Nej til dårlig samvittighed – eller et forsøg på det i hvert fald. Nej til arbejdstelefonen og -mailen. Og nej til ungerne, når de for gang nr. 100 råber af hinanden eller råber: “Moar, kom lige og se”. Misforstå ikke: Jeg vil hjertens gerne se mine og høre mine unger, men ikke 30 gange i løbet af en kop kaffe eller for den mindste streg på tegningen. Det er altså helt ok bare at sidde og ikke være til rådighed.
  • Kærestetid:
    Min mand og jeg har kærestetid 1-2 gange om året. Den måde, vores familier er og ser ud på, giver ikke rum for små ferier ved og med bedsteforældrene eller en weekend fri en gang imellem. Vi elsker vores unger, og vi er sammen med dem mellem 360 og 363 dage om året. Og lige præcis derfor er de 24-48 timers kærestetid, vi ofte er heldige at kunne få i sommerferien, hellig. Vi plejer at sætte os i bilen og køre ud efter næsen – første gang kører vi til højre og næste gang til venstre – og så ender vi et eller andet sted, vi enten kommer i tanke om eller endnu ikke kender. Bare det er et sted, hvor man kan holde i hånden og snakke sammen uforstyrret. Det er klart en af de ting ved sommeren, som jeg holder allermest af.
  • Havearbejde: 
    Den havde du nok ikke set komme, hva’? Men der er også en frihed i at gå og luge og rydde eller male og reparere og se, hvor langt man kommer. Jeg arbejder med ord, viden og koncepter, og når jeg går hjem fra arbejde, kan jeg ikke altid fisisk se, hvad jeg egentlig har udrettet. Den vare jeg sælger er vigtig, men den kan ikke altid måles og vejes lige nu og her. Når jeg luger haven, kan jeg se, hvor langt jeg er kommet. Når jeg maler er det det samme. Når jeg reparerer eller bygger, står der oftest et færdigt realutat, jeg kan se og føle på. Det føles godt.
  • Optimisme:
    Sommerferie er lidt som nytåret. Det er en form for skæringsdato for at forandre noget, der ikke er hensigtsmæssigt eller at drømme om noget nyt. Det er en pause fra hverdagen, hvor man har tid og mulighed for at stoppe op og mærke rigtig efter, hvad det er man vil. Det er sørgerligt at indrømme, men det er først i de store ferier, jeg kan mærke mig selv igen. Når hamsterhjulet står stille.
    Der er en optimisme omkring sommeren, hvor lyset, tiden og friheden får mig til at drømme og tænke og mærke ekstra efter. Som ungerne synger den sidste fredag inden ferien: “Alt det vi har lært, alt det der var så svært, skal vi glemme, for hovedet skal ha’ ro”.
  • Kærlighed:
    Ferie giver mere plads til den kærlighed, som er der, men som indimellem har lidt trange kår i en hektisk hverdag. Det værende kærlighed til mine børn og ekstra meget tid til at fortælle og vise dem det, kærlighed til min mand og til at huske på, at der er mere end børnene og et realkreditlån, der binder os sammen, kærlighed til mine to katte, som på alle måder viser mig deres kærlighed og hengivenhed efter en travl dag. Og kærlighed til mig selv. For når jeg er afslappet og i balance, virker de begyndende rynker ikke så tydelige igen, de kilo som aldrig forlod min krop efter 2. graviditet generer ikke så meget og de gråhår udlignes af solen. Kort sagt, så kan jeg i de store ferier igen begynde at mærke, hvem jeg er og hvem jeg er blevet efter 7 år som mor, små 13 år som kone/kæreste og snart 37 år som menneske.

Det skarpe øje vil sandsynligvis have set en tendens. Det handler mere eller mindre om at manglende tid spænder ben for en hel del godt. At man kan knokle nok så meget i hverdagen i et moderne konsulentjob og nogen gange gå hjem og være i tvivl om, hvor meget man konkret har udført – sådan for real – og hvor man egentlig er på vej hen. At selv om jeg er sammen med min mand og mine børn stort set alle årets dage – og mig selv ditto alle f*cking 365 – så kan jeg stadig føle mig lidt fremmed i eget liv, når tid og overskud til for alvor at mærke efter og stoppe op indimellem mangler.

Man burde seriøst kunne tage en hel måned ud af kalenderen mindst én gang om året og komme helt ned på jorden igen og føle frihed, så man ikke er henvist til kun at drømme om at vinde den næste EuroJackpot og skride fra jobbet for good.

Men for nu kan både jobbet og telefonen rende og hoppe frem til 2. august. Vejret ser det jo ikke ud til, at man kan klage over, så bare kom an, sommerferie. Jeg er SÅ klar til dig!

God ferie, derude!

Mere sommer-taknemmelighed (og noget om at blive voksen)

Mere sommer-taknemmelighed (og noget om at blive voksen)

Jeg drysser lige lidt mere taknemmelighed ud over den danske sommer. Mit seneste indlæg var en ode til de danske sommeraftener. I dag drysses der lidt glimmer over havens glæder.

Spurgte du mig for 15 år siden, så skulle jeg aldrig bo i forstaden og værne om mine frie weekender hjemme. Spurgte du mig for en 6-7 år siden, ville jeg have forsvoret, at jeg aldrig skulle blive en form for selvvalgt selvforsynende og proppe mine små terrorister med hjemmedyrket frugt og grønt. Der er løbet meget vand i åen siden – og en hel del afgrøder i jorden. Og jeg er ret vild med det!

I dag har jeg høstet årets anden store høst af rabarber, som fluks er forvandlet til saft efter denne opskrift blot med lidt mindre sukker i (smag og behag selvfølgelig :-)). Der er jordbær, ærter, bønner, spinat, blåbær, solbær og ribs på spring – og krydderurterne dufter skønt under soveværelsesvinduet. Det er simpelthen sommerrigdom i sin reneste form <3

Min have er zen, selv om der sjældent er ro i den før kl. 20. Der er skvalderkål i rigelige mængder i hækken og mælkebøtter i græsplænen, men den er min og jeg elsker den, selv om den aldrig kommer til at kandidere til Havemagasinet eller lignende.

Spurgte du mig for blot 2 uger siden, ville jeg have forsvoret, at jeg ikke ville ønske, at det ville regne stabilt et par døgn. Lige nu ville både min have og min høst dog være ret taknemmelige for 48 timers regn, så det ikke dør helt hen, før det hele knap er begyndt.

Ja, sådan ændrer ens perspektiver sig så hele livet – over ugen, måneder og år. 36 going on 80. Måske jeg rent faktisk er blevet så voksen, som min dåbsattest påstår? Ligegyldig hvad, så er det her, jeg helst vil være, og jeg gør mig ingen tanker what so ever, om jeg er kedelig, som dengang for 15 år siden.
Om et øjeblik sniger jeg mig ud i ungernes badebassin og køler af inden natten og tørrer på trampolinen, imens jeg lytter og indsnuser haven. Hvis du har muligheden, skulle du prøve det 🙂

Åndehul

Dinah Washington sang det. “What a difference a day made. Twenty-four little hours. Brought the sun and the flowers. Where there used to be rain”. Ved godt, at det er en kærlighedssang, som overhovedet ikke handler om vejret og en dag i haven. Men tog man den nu helt bogstaveligt, så er den et godt soundtrack til min dag.

Weekenden var i udgangspunktet uden planer, men min mor havde behov for hjælp (eller nok mest bare besøg), der kom uventet besøg (hvilket i og for sig var ganske ok) og der var beslutninger, som skulle tages, for at vi kan komme videre med vores planer om at renovere huset (med alt for store beløb på skrift). Pist væk var dagen, og jeg kunne ikke helt undgå at føle mig lidt trist over det. Jeg har et behov for hjemmetid på størrelse med Lolland-Falster p.t.

Men i dag var det strengt forbudt at skulle andet end at være hjemme, være sammen alle 4 og at være ude i det helt fantastiske forårsvejr.
Jeg har savnet foråret, lyset, duften af jord og græs og lyden af vejens unger, som leger, og det var ubeskriveligt rart at trække i striktrøjen og gummirøjserne og rode lidt i haven. Stikke komposten om, fylde krukkerne med god jord, så jeg kan plante forårsblomster ud i løbet af ugen, beskære roserne og ikke mindst plante de rabarnerknolde, jeg har hentet i oldefars have, inden hans hus får en ny ejer.

Da vi købte vores hus for 8 år siden, så jeg ikke for mig, at vi skulle have så meget andet end græs, et æbletræ og de smukke syrener, som haven allerede havde. Vi er langt fra selvforsynende, men i dag har vi desuden blåbærbuske, solbærbuske, en ribsbusk, et staudebed, et rosenbed og nu også rabarber. Kort sagt: Vores have er en mindre udgave af  mine bedsteforældres, og jeg elsker det. Den er som et trygt barndomsminde fyldt med dufte, gøremål, gemmesteder og farver, som jeg rigtig gerne vil give videre til mine egne børn. Hvis mine bedsteforældre kan kigge med et eller andet sted fra, så tror jeg, de ville være glade og rørt over at se deres oldebarn fylde jord på planterne og vande sammen med mig. Selv om sådanne tanker ikke rigtig ligger til min  rationelle natur, kunne jeg godt lide tanken om, at de fik muligheden.

Det var så rart at kigge på trampolinen og lytte til lyde med ældstepigen. At drikke rød saft og spise æblebåde i haven. Bare hun og jeg, imens lillebror samlede kræfter oven på to døgns voldsom hoste dag og nat. Selvfølgelig gad hun ikke ligge der sammen med mig hele dagen, men foretrak naturligt nabobørnenes selskab, så snart de også kom ud i deres have. Kommandocentralen er et hul i hækken, og herigennem fjolles, byttes ting fra haven og aftales legeaftaler her eller der. Vel at mærke af børnene selv, og der gik ikke lang tid, før vi havde fire børn i en bunke på trampolinen. Den mulighed kunne mindstemanden alligevel ikke lade gå fra sig – hoste eller ej. Fire grinende, højlydte unger i en selvopfunden leg, imens min mand og jeg sad og så på dem og grinede af deres påfund.

Jeg sugede den sidste sol ud af dagen med en løbetur. Søndag er den bedste dag at løbe. Vejene anderledes stille, og duftene er anderledes her i udkanten af byen. Ikke så meget bilos og langt mere duft af skovbund og nyslået græs efter mange måneders kulde og regn.

Nu er dagen gået og den har virkelig være god. Jeg håber, mine børn synes det samme. Jeg håber, at ældstepigen synes, det har vejet lidt op for den tid, jeg ikke har haft tid i ugens løb på grund af en syg dreng og mangel på overskud og søvn. Jeg håber, hun vil huske dagen i dag. Det vil jeg i hvert fald!

IMG_20170326_134045_849

En bid af min barndoms paradis: Æblegrød med mindre sukker

I august er min kære gamle morfars æbletræ ved at bukke under for vægten af de store, smukke, røde æbler. De skønneste Discovery-æbler, som jeg siden barns ben har spist med største fryd. Direkte fra træet, før man talte om økologi. Træet har stået på samme plads i små 40 år og er i dag så stort og bærer så meget frugt, at træets grene næsten når jorden, når æblerne er flest og størst, og danner en lille hule under sig.

Som barn hjalp jeg min mormor og morfar med at plukke æblerne. Kan huske, hvor langt til jorden, der syntes at være, når jeg fik lov til at kravle øverst op på stigen og plukke de aller største og mest uspolerede æbler. Det kostede et hvepsestik i ny og næ, men glæden blev absolut ikke ødelagt. Tværtimod: Jeg elsker de æbler!

Haven har altid indeholdt små kroge, hvor min leg som barn kunne give liv til fantasien. Bedene fyldte med stauder til alle årstider, hjemmedyrkede kartofler og asparges og et drivhus fyldt med salat, blomkål og smukke vinranker. Med tiden blev flere dele nedlagt, da kræfterne med alderen ikke var det samme, og da min mormor døde for nogle år siden, syntes min morfar at tabe interessen for haven og dens pragt. Så det blev den nærmeste familie og en havemand, som kørte projektet videre.

Derfor er det mig, som står for at plukke solbærrene og slå græsset, når vi er på besøg. Æbletræet er vi fælles om at plukke årets høst fra – og dele “rovet” til grød, saft og til at gemme til kolde tider i fryseren.

Hjemme hos os er det de rå æbler og en hjemmekogt æblegrød, der er favoritten. Jeg tror simpelthen ikke, min yngste er født med en stopknap, når det gælder kold æblegrød med mælk. Ok, han fornægter sjældent mad, men når han får grød af æbler fra oldefars have, er tilfredsheden i hans blik svær at skjule, og alt imens han gufler det i sig, udtrykker han sin begejstring: “Mig godt li’ det”, “Uhmmmm, smaget godt, mor”, “Mig elsker æblegrød” med tilfredse smask i mellem.

Da jeg var barn, foretrak familien grøden sød. Uden at være fanatisk eller binde det op på sukkerpolitik, så foretrækker jeg den knap så sød med årene. Discovery er ikke verdens sødeste æble, så helt uden bliver grøden dog ikke.

Har du selv lyst til at give dig i kast med at koge en nem og knap så sød æblegrød, så vil jeg på det varmeste anbefale denne opskrift:

  • 2 kg skrællede æbler uden kernehus (OBS: 2 kg. EFTER skrælning/udskæring)
  • 4 dl. vand
  • 2 vanillestænger – gerne økologiske
  • 1/2-1 dl. rørsukker. Kan udelades, hvis du foretrækker dette.

Sådan gør du:

  • Skræl æblerne, skær kernehuset fra og skær æblebådene i tynde skiver
  • Æbleskiverne kommes i en stor gryde og vandet tilsættes
  • Skær vanillestængerne på den lange led og skrab indholdet ud. Bland indholdet i gryden. Selve vanillestængerne kan med fordel koges med.
  • Kog æbler, vand, vanille og vanillestænger i 20 min ved høj varme. Rør godt rundt, imens det koger.
  • Når æblerne er kogt og bløde, sorteres vanillestængerne fra.
  • Tag gryden af varmen og brug en stavblender til at blende æblestykkerne til en fin, blød masse.
  • Bring den blendede æblegrød i kog ved mindre varme og tilsæt sukker. Lad det koge i 2 min.
  • Tag grøden af og voila! Du har en skøn og og sund(ere) æblegræd til familien.

Grøden er venlig mod små munde og maver og kan evt. blandes i havregrøden for at give en lækker, sødlig smag for både børn og voksne.

Grøden kan opbevares i køleskabet i en uges tid. Hjemme hos os, har vi dog aldrig prøvet dette, da den forlængst er spist inden da! 😉

 

All good things must come to an end

Sommerferien er slut, og lige meget, hvor meget jeg ville ønske det anderledes, er der ingen vej tilbage. Den første uge er gået, siden jeg igen måtte slå bagdelen i kontorsædet bag skrivebordet, og åbne mailboksen til 150+ mails og en liste af opgaver, der var vokset hen over de tre uger, jeg havde været fraværende. SUK!

Det har sgu været en god sommerferie. Det må jeg sige. Low key og helt fantastisk. Jeg kunne gøre det hele om igen med manden og ungerne hjemme!

Økonomien og overskuddet rakte ikke til at rejse uden for landets grænser, men det er lige meget, for der blev plads til alle de fantastiske børnefamiliefælder: Zoo, Legoland, Cirkus Summarum og et legeland på en regnvejrsdag. Det blev til en enkelt tur til stranden i gråvejr, hvor ældstefinken og jeg kom i vandet, og lillebror også syntes, det var en god idé, indtil vandet ramte tissetrolden. SÅ satte han altså grænsen og stak i et hyl af dimensioner!
Det blev til is og skovture og cykelture og hygge. Til byggeprojekter i haven og deraf følgende tømrelus på neglene, når en 4-årig insisterer på at slå søm i – imens mor holder sømmet vel at mærke… Det blev til sneglejagt en regnvejrsaften og legeaftaler og snobrød med naboernes unger. Det blev mere, end jeg havde turde håbe på. Og det er jeg taknemmelig for.

Så her er vi – dansker-blege efter en sommer, hvor vejrguderne ikke tilsmilede landet. Tilbage på job med et par kilo ekstra på sidebenene som følge af daselivet, men uden den energi og gejst, der måske kunne forventes. Desværre. Vi brugte ferien på at lægge nogle planer. Ikke alle dem, vi burde, men dog gode planer, hvis jeg selv skal sige det. Nu skal vi bare lige have den omkringliggende verden i form af bank m.m., før jeg vil indvie jer i nogle af planerne.

Vi fik også fortalt hinanden, at vi elsker hinanden. Mere end vi plejer. Jeg er ret sikker på, at vi har alle intentioner om at blive ved med at være sammen, selv om tingene ikke er optimale. Det kan de blive, og det tror vi på, at de bliver. Jeg tror egentlig ikke, trods hverdagens forviklinger og uindfriede forventninger, at vi havde glemt det. Men det var godt at få sat ord på og blive mindet om, at vi engang for over 6 år siden sagde ja til både medgang og modgang.

Nu hvor jeg sidder med dagligdagens trummerum igen med al dens herlighed af madpakker og vasketøj og ting, jeg skal nå, kan jeg mærke et inderligt savn efter børnene og at være hjemme sammen med dem. En følelse, som ikke er helt ny, men stærkere end nogensinde før. Jeg er kommet hjem med en følelse af at være snydt for deres dag og liv hver dag i denne uge, når jeg har hentet dem i institutionen. At jeg har været væk i den tid, hvor det virkelig betød noget. Der, hvor jeg rigtig kunne se deres personligheder og få en fornemmelse af, hvordan mine små mennesker er, i den tid, jeg har dem til låns, før de bliver deres egne og har mindre og mindre brug for mig. Det sætter tusind tanker i gang i min hjerne på godt og ondt. De er i så fantastisk et stadie i deres liv hver især og sammen lige nu, at jeg benovet hver dag og samtidig føler, at jeg ikke har et klap forstand på, hvordan jeg skal håndtere det bedst. De selvstændige, og søskende, og sure og sjove og stædige og jaloux og stærke og sårbare på en og samme tid. Små sind under konstruktion, og jeg får så småt en fornemmelse af, hvordan deres personligheder vil forme sig, når de bliver voksne. Denne tid har jeg bare ikke lyst til at gå glip af!

All good things must come to an end, siges det. Og det er sikkert rigtigt. Ferien var fantastisk, og savnet efter den er næsten ikke til at bære.

Værested for dagdrømmere

Så så man lige mig få sommerferie! Udsigt til 3 uger i det danske wannabe efterårsvejr sammen med slyngenynglen og en lille del af tiden også barnefaderen. 3 uger, med praktiske opgaver og oprydning med hård hånd – og ellers udflugter, haveliv, legepladser, legeaftaler og ret mange is. Ingen udenlandsrejser eller fancy sommerhuse eller uger, hvor bedsteforældrene tager ungerne med på ferie.

Ældstebarnet er ved at gå ud af sit gode skind af bare mangel på legekammerater i hendes optik (selv om der har været 3 spontane legeaftaler på en uge). Troede egentlig først, det startede senere i livet, at man var ved at DØ af kedsomhed ved tanken om 3 ugers ferie med forældrene… Yngstebarnet hærger som sædvanligt alt, hvad han kan komme til på sin vej og står glad og fro op kl. 5 hver morgen. Man skulle jo nødig spilde tiden…ZZzZZ

Et af de projekter, der stod på listen over gøremål i ferien, var at forvandle en gammel boksmadras til en skøn daybed, der skal pryde vores udestue, der er et levn fra den tidligere ejer af huset. Lad os sige det, som det er: Han var ingen Byggemand Bob – og en forholdvis vægelsindet mand, der ikke helt kunne bestemme sig for, om den skulle være halvtag, terrasse med sider eller en udestue og manglede evnerne til at tilføje en (ret) nødvendig portion finish, så den er mere eller mindre, hvad man vel kan kalde en øjebæ. Manden (altså min) gik amok på mængderne af rod i udestuen i sidste uge – nok lidt i desperation over at have to børn på for lidt plads, og udestuen i den forstand tjener det noble formål, at minde os om ønsket om en tilbygning – og imens vi drømmer – et kærkomment sted for ungerne at rykke legen og dermed også mængden af legetøj ud. Vi har ellers mest brugt den til opbevaring af pap og ting, der skulle på lossepladsen og til tørrerum. Men nu er den fint opryddet og har fået nyt tæppe på!

Hvem skulle have troet, at inspirationen kunne slå mig en fredag efter arbejde – med en ny og ubrugt sommerferie i baggagen – og at ungerne artede sig i en sådan grad, at jeg kunne sætte mig ved symaskinen og producere 5 kæmpe-puder til “projekt daybed”. Fandt et vattæppe og en bunke hyggetæpper frem fra gemmerne og voila! Første etape af rummets forvandligt er gennemført! Gennemført, siger jeg. Ikke blot et påbegyndt projekt, der strander, fordi børnenes og hverdagens behov tager over.

Næste etape byder på små hylder mellem ruderne, hvorpå der kan være grønne slyngplanter og krydderurter, samt at finde et lille bord til kaffen (ikke at forglemme!).

Men indtil da vil jeg smide mig her og nyde, at jeg rent faktisk fuldførte noget og fik en lille følelse af overskud. Og håbe inderligt på, at de to små banditter vil give mig flere af sådanne stunder, de næste tre uger!

(pssssst…luk lige øjnene for det knæhøje græs og ukrudtet i haven, ikke?)

Ude godt, men hjemme bedst?

Nå, så gik der en uge. En uge på job efter anden og sidste barsel. En uge uden for husets fire vægge.

Enormt mange mennesker spurgte mig, hvor vidt jeg var nervøs/spændt/ked af/glad for/klar til at starte på job igen – især Lille Vs hjerteforløb taget i betragtning og hele tiden inden. Mit svar var klart: Jeg følte intet omkring jobstarten. Hverken positivt og negativt. Intet. Og det har nok ikke været så skidt igen, hvor koldt, det ellers måske lød. For inden i gædede jeg mig til afveksling fra livet hjemme, kunne slet ikke forestille mig, hvordan det ville komme til at hænge sammen med vores jobs og to børn i institution og var nervøs for, hvordan jeg nu skal jonglere hele setuppet omkring hans hjerte, berøringsangsten fra andres side, hans mange sygehuskontroller og at være på job 37 timer om ugen. Men der var jo ligesom ingen vej tilbage – så hvorfor ikke hoppe lige ud i det. Pengepungen gisper også efter cool cash efter en periode på barselsdagpenge (#pissedumideatværepådagpengeoptiljul).

Det hele var jo lidt, som det plejede efter knap 8 år på samme arbejdsplads. Flex ind, drej nøglen, sid bag skrivebordet. Ungerne havde været overraskende medgørlige denne morgen. Det kunne jeg nok ikke tage som et tegn i sol, måne og stjerner, at det ville blive SÅ let hver morgen.

Selv om 3000 emails, et nyt mailsystem, manglende hukommelse om koder, CMS og øvrige arbejdsgange og et opkald fra vuggestuen om, at min søn muligvis var syg, men at de ville vende tilbage, når han vågnede, måske kan virke skræmmende på nogle mennesker, så var den overordnede følelse, da dagen var endt og jeg sad i sofaen: “Var det bare det?”. Jeg havde jo både haft en voksen samtale, havde været på toilettet uden forstyrrelser OG spist mad regelmæssigt – og sønnike var heldigvis ikke syg alligevel. Det var sgu da en field day sammenlignet med livet hjemme!

Andendagen var ungerne mindre medgørlige, men det gik alligevel og med kaffe i koppen (som i øvrigt er blevet gratis i mellemtiden – optur!) koder i hukommelsen, var der kun en vej: Igennem mailboxen! Slet, slet, slet, læs, slet, slet, slet, læs… Easy Peasy. Liiiige indtil jeg skulle til første genopfriskning af vores CMS og diverse tilhørende IT-systemer og alt, hvad der var sket, siden jeg gik fra, følte jeg, mit hoved skulle springe og at jeg ikke kunne rumme mere. Mit stakkels lille hoved har jo kun regnet i milliliter og holdt styr på lillemandens lur, lort og leg, ikke opdateret mkommunale IT-systemer og udtænkt markedsføringskampagner. Shiiiiiiit!!! “Og så tager vi bare resten i næste uge, når du er godt i gang…”. Oh, Gud – der er jo mere!?!!!

Og så gik ugen. Kollegerne begyndte at tale om, hvad de skulle i weekenden og om den årlige julefrokost. Weekend? Nårh ja, det er jo en del af pakken i at gå på arbejde. Og julefrokosten? Tja, havde rent faktisk glemt den og havde planlagt en aften i selskab med manden, katten og Netflix. Kom dog afsted, lyttede til alt fra sladder og seriøse samtaler til fuldemandssnak OG holdt mig vågen helt til kl 24,00!

Ja, og så kom den der weekend. De der to dage, hvor man igen har spillopperne hjemme fra institution og man ikke er på job, men lever, som var man hjemme på barsel igen. ALLEREDE? Hvad skulle vi – andet end babysvømning og tøjvask? Ikke en skid. Gå en tur, lege, vaske op, afkalke kaffemaskinen, støvsuge, vaske gulv og alt det der. Ungerne var i et pokkers humør. Mindstemanden ville stå op hele tiden, men bentøjet er endnu ikke så stærkt. Søster legede dominatrix over for ham, når de skulle dele legetøj, mad eller opmærksomheden fra mor og far – og han syntes at have lært lidt af hende og gav igen, når hun var i centrum. Hyl, skrig, smil og så hyl igen. Mindstemanden kastede op i reseri, søster pillede maden til atomer og råbte “dumme mor” til det meste. Det var bare igen hamrende svært at dele sig. Det var bare igen huslige pligter, kriser ved spisebordet og mangel på sex og samliv. Goddamnit! Et glimt af de sidste måneder af min barsel efter kun en uge.

Ærlig talt. Jeg elsker de to små banditter af hele mit hjerte, men når de er i det hjørne, hvor man prøver at stille begge tilfredse, men aldrig når i mål, så glæder jeg mig faktisk lidt til at komme på job i morgen igen. Sætter uret til kl. 5.10 og så kører ugen igen!

Undskyld jeg har reproduceret

Jeg skrev et lignende indlæg, sidst jeg var på barsel. Men intet har ændret sig på tre år, er jeg ked af at konstatere. De ældre beskylder de unge for at have dårlig pli, men mange unge kunne med rette sige “Spejl, og DOBBELTSPEJL” (eller…måske? Har ikke rigtig den rette lingo under huden mere, efter jeg har passeret de 30…).

For hvad sker der liiiiige for ældre mennesker, der har trang til at gøre livet surt for småbørnsforældre? Som får et kick ud af at skælde ud på sagesløse mødre med barnevogn eller som sidder og venter på enhver lejlighed til at skælde den yngre generation ud? (Ja, sådan virker det!). Hvor blev de venlige gamle damer af, der nev i fede barnekinder, smilte sødt og havde tvivlsomt smagende tyske frugtbolcher i en dåse i tasken. Hvor blev de ældre herrer af, der havde en kæk og munter bemærkning i ærmet. Hvor fa’en er de forsvundet hen?

Nu hvor jeg færdes ude i samfundet i formiddagstimerne, er det som om, min barnevogns blotte tilstedeværelse er som et rødt flag for dem, som ikke længere har noget at få tiden til at gå med. Jeg har ikke kasketten siddende alt for højt oppe på hovedet eller bukserne hængende så langt nede, at der ikke skal meget sidevind til, før de falder ned. Jeg råber ikke “Hvad fuc* rager det dig” (…har rent faktisk styr på min grammatik og har også undervist i den…) eller fylder bussæderne eller fortovet. Jeg er 30+ og vil bare gerne gå en tur med min spæde søn i barnevognen eller vedligeholde mit hus og min have. Forstadskedelig og det hele.

Men hvis jeg tænder græsslåmaskinen kl. 18.00, så er det midt i maden, skriger den gamle mand i baghaven. Og hvis jeg tænder den kl. 13.00, er det midt i middagsluren. Og kl. 19.00 er det midt i nyhederne… Jeg tænder den af omtanke ikke i tidsrummet før kl. 8.00 eller efter kl. 21.00. Hertil tænker jeg faktisk på mine medmennesker. Men jeg er ret sikker på, at du også ville finde lejlighed til at råbe ad mig, for kl. 9.00 er det vel sagtens midt i formiddagskaffen og kl. 15.00 midt i Landsbylægen eller hvad pokker TV2 Charlie sender på det tidspunkt. Og når jeg så sidder og putter mine børn og prøver at få dem til at falde til ro kl. 20.00 og du finder tid til at slå dit græs eller råbe til de øvrige naboer over hækken, så står jeg ikke og råber af dig. Jeg affinder mig med, at sådan er det, at bo i Suburbia. Sådan er det, at have naboer i et parcelhuskvarter.

Og til det midaldrende/60+ ægtepar, som den anden dag pressede mig og min søn i barnevogn ud på kørebanen, fordi de partout skulle gå hånd i hånd på HELE fortovet i stedet for i 2 sekunder at trække lidt til side, imens vi kantede os forbi. I skal ikke snakke om, ikke at vise hensyn. Jeg stoppede op helt ude i siden af fortovet, så vi kunne passere hinanden, men konen skulede surt og manden vrissede, at sådan et “monstrum af en barneslæde” ikke skulle fylde det hele og nægtede at trække lidt til siden, så vi ikke havde andet valg end kørebanen for at passere. Det kaldes dårlig pli. Og ja, det ord kender jeg godt, selv om jeg er under 50 år, men det er længe siden, “kære ægtepar”, at I har slået det op i en ordbog og forstået dets betydning. Og når I er ved det, så læs også lige betydningen af “høflighed” og “omtanke”.

Nårh ja, og så har jeg stadig en hudafskrabning på højre achillessene, fra den anden dag, hvor en pensionist-scooter (eller hvad de der med hare og skildpadde-tempo hedder) på fortovet kørte op i hælen på mig. Og da jeg vender mig forskrækket om og siger av, bliver der fra damen 70+ kvitteret med et “Ja, så må du flytte dig, unge dame”. Da jeg brokkede mig over, at hun bare kørte ind i mig, svarede hun, at det ikke kunne være rigtigt, at de ældre ikke kunne komme forbi”, tiltrods for det faktum, at jeg gik helt inde ved hækken. Og så satte hun køretøjet i hare-mode og ræsede videre. Uden at sige undskyld.

Eller ham den ældre herre, der fandt det nødvendigt at irettesætte mig, fordi jeg havde valget mellem cykelstien eller kørebanen de ti meter, der ikke var fortov i dag. “Det er en cykelsti det her – så find dog et fortov. Eller det er du måske ikke gammel nok til at vide”. Undskyld mig, sure gamle mand. Du er i hvert fald så gammel, at du skal have stærkere briller og en pænere attitude, hvis du får ondt i r*ven over, at jeg betræder cykelstien, hvor der intet fortov er. Og jeg går endda så langt inde til siden, som jeg kan, imens du stadig har 1,5 meter fortov at passere på. Jeg holdt min mund og lod som ingenting. Hvilket bare pissede ham mere af.

Og så vil jeg ikke engang begynde på alle de samtaler, jeg overhører i bybussen p.t., hvor jeg desværre, på grund af en løbeskade, er tvunget til at tage den, når vi skal ind til byen. Alle de sure opstød om unge, der opfører sig ih og åh så dårligt. Om alle de unge, der ingen opdragelse har og ikke kan tale pænt. Om alle de unge, der er forkælede og ikke tænker på andre.

Undskyld, vi har valgt at reproducere os. Undskyld, vi har valgt at sætte nye arbejdstagere i verden, som skal være med til at køre samfundet rundt og betale skat, så I stadig kan komme på sygehuset og få Folkepension. Det vides ikke, om samme privilegier er os i den yngre generation forundt, når vi engang har arbejdet, til vi er 72 år eller mere. Beklager, at vi er sådan en torn i øjet på jer. Men I skulle virkelig tage at se jer i spejlet og overveje, om I selv kunne være med til at provokere eventuelle modsvar fra den yngre generation. I skulle tage at feje for egen dør først, når I taler om pli og opførsel. For vi er faktisk nogen, der stadig efterlever dette og sætter en ære i at lære vores børn det samme.

DISCLAIMER: Fare for generalisering.

Om ikke andet, er det godt for julehyggen

Og så er vi her igen: Decemberstorm, medierne i alarmberedskab, journalister i vandkanten og varsler om at blive inde. Lukkede broer, Danmark delt i to osv. Ok, og så skal jeg passe på ikke at blive for kæk, for det kostede en hel del reparation på taget m.m. og en del ridser og buler i bilen, sidst der var storm over Danmark i oktober 2013. Håber, der kun bliver tale om en storm i et glas vand (…og så slog vi os alle på lårene af grin…).

Men nu hvor jeg er på barsel, tænkte jeg, at jeg hellere måtte være den meget ansvarsfulde mor og hente min datter i vuggestuen, inden middagsluren, så hun kunne komme hjem og sove til middag hjemme og så jeg ikke skulle ud med højgravid mave og hente hende (potentielt) med træer og andet godt flyvende om ørerne. Og fra Fjæsbogen, kan jeg se, at jeg var præmiemor, for kl, 13.15 blev alle forældre i Odense Kommune bedt om at hente deres børn fra institutioner og skoler, da alting ville lukke ned! Point på den konto, dér!

Og ih, hvor var det hyggeligt at slumre til middag på sofaen med tumlingepigen <3 Det gik lige i morhjertet. Og da jeg kunne høre, at faren også var hjemme fra Sjælland (og jeg ikke skulle tilbringe aftenen som græsenke med en tumling, der sandsynligvis ville skrige på sin far hele aftenen) blev det endnu mere hyggeligt!

Men når det sådan skal storme og de ligefremmest giver stormen navn og de sociale medier boomer med opdateringer og der hashtagges #stormidk og #bodil som skidt fra en spædekalv, hvorfor så ikke gøre noget ved det der jul, som snart står for døren. Var det ikke for den kære furie Bodil, lå der sandsynligvis ikke to ruller brunkagedej i mit køleskab og ungen var ikke stoppet ud med hjemmebagte pebernødder.

Så bliver det alligevel jul i det lille hjem og så kan jeg bruge resten af aftenen på at æde de pebernødder, der fik lige rigeligt i ovnen og spekulere på, hvordan jeg endte med at have både potaske og nelliker i køkkenskabet, så projektet kunne lade sig gøre. Mig bekendt har vi boet her i snart 5 år og jeg mindes ikke, at have bagt noget som helst julet i den tid (som i aldrig….?!?????).