Intet er væk, før mor ikke kan finde det

Intet er væk, før mor ikke kan finde det

Herhjemme er intet væk, før mor ikke kan finde det. Både mand og børn kan stå og påstå hårdnakket, at de har ledt alle vegne og at et eller andet bare er VÆK, hvorefter jeg – både får mand og børns vedkommende – ofte kan finde det liggende et eller andet sted med frit udsyn. Ergo er der tre mulige scenarier:

1: De har ikke gjort sig umage/er dovne som bare pokker
2: De trænger til briller
3: De har så meget crap generelt, at de ikke kan se skoven for bare træer

Der er desværre en sandhed til det der med at det VIRKELIG er væk, hvis jeg ikke kan finde det. Og så er det faktisk virkelig skidt, når jår jeg har købt ældsteungens fødselsdagsgaver for 3 måneder siden og ikke – som i slet ikke – kan huske, hvor jeg har lagt dem. Og hun fejrer fødselsdagen i weekenden. FÅRK!

Hvorfor pokker skulle jeg også lige gemme dem? Min hjerne kan ikke komme på, hvor jeg tænkte, var et helt vildt genialt gemmested.

Jeg har ledt på alle skabe, i alle skabe, under alle skabe, i kælderen, i sengeskufferne, under sofaen, i sybordet – ja selv i sokkeskuffen og feriekufferterne.

Stupid is as stupid does. Jeg har nu omkring 48 timer til at udvikle mad-skills i tingfinder-leg. For jeg kender en pænt vrangvillig 7-årsfødselar, som bliver pænt skuffet, hvis der ikke står gaver på bordet, når hun vanen tro står klar før en vis herre får sko på og forventer sang og flag og morgenbord. Shit, shit, shit!

Tænk, Mette. Tænk, for pokker!

 

Bloggeren, der blev væk

Bloggeren, der blev væk

Jeg er ikke blevet væk. Jeg er her. Lige herovre i hjørnet, hvor jeg prøver at samle mig selv lidt.

Jeg har været alt for stille på bloggen i alt for lang tid. Undskyld! Men jeg har strukket mig lidt for langt fysisk og psykisk på de seneste, og det giver oftest ris til egen røv. Det burde jeg have lært efter 36 år, men ak nej – det skete igen.

Jeg vil ikke have det til at blive en klagesang. Dem er der ikke mange, der gider synge med på, mig selv inklusiv. Det er bare sådan det er. Jobbet har taget sin tørn i en sådan grad, at jeg ikke har kunnet tænke to sammenhængende tanker, når jeg kom hjem. Der har været op- og nedture i familielivet. Sygdom og snue har tærret på kræfterne. Venner og den nærmeste familie har haft brug for mig, og hverdagens trummerum har taget sin sædvanlige luns af livet.

Jeg har tænkt tusind tanker, som jeg egentlig gerne ville dele her på siden. Nok mest for min egen skyld. Jeg har bare ikke haft for fem flade øres overskud til at gøre det. Simple as that.

Har I andre det også sådan? At I indimellem bruger jer selv så meget for at hjælpe andre, at I selv bliver væk i processen? At I føler, at I har gjort 1000 gode ting for andre, men glemt at gøre en eneste for jer selv? Jeg vil gerne hjælpe – det er en kæmpe del af min personlighed. Jeg tror fuldt og fast på, at den ene tjeneste er den anden værd og at hvis man selv tager del og deler ud, så kommer det godt tilbage. Det gør det heldigvis også i mange situationer, men andre gange gør det bare ikke. Hvad skal man så stille op med det?

Når min mand indimellem er i sit provokerende hjørne, hævder han, at samtlige gerninger er egoistiske og med en bagtanke. At man gør noget for andre for sin egen selvfølelses skyld. At man giver en gave i håb om at få én selv, eller at få ros og anerkendelse for det. At man bager boller til mødregruppen for at højne sit eget værd og tilsyneladende overskud. At man tager teten på jobbet for at modtage andres beundring.

På nogle punkter har han ret. På andre punkter vil jeg dog hævde, at man ikke har et valg. Når jeg gør noget for mine børn, er det for deres bedste og fordi de er afhængige af det. Så tænker jeg ikke på, om det får mig til at fremstå på en bestemt måde for dem, for andre eller for mig selv. Jeg gør det bare – og det skal jeg. Jeg er deres mor. Når jeg prøver at samle en ven op fra gulvet mentalt, er det ikke for selv at fremstå overskudagtig eller som en helt – det er fordi jeg holder af vedkommende. Jo, så hjælper de nok mig en anden gang, når jeg har brug for hjælp. Men det er ikke det afgørende i situationen. Skal man prøve at imødekomme hans tanke, er det i disse situationer, fordi man føler, at både børn og venner beriger ens liv på andre punkter.

Når jeg derimod står for forældrekaffe i børnehaven eller kører en bilfuld unger til børnefødselsdag, derude hvor kragerne vender, så er det med en bagtanke. Nemlig at vise overskud og velvilje. Bare en gang imellem. For at hjælpe mine børns hverdag og sociale liv på vej. Og håbe på, at andre forældre kører/bager/hjælper en anden gang. At andre synes, jeg bakker op om fællesskabet, selv om meget få mennesker drømmer om at sidde og vente i 3 timer, til man kan proppe bilen med børn igen og køre retur.

Jeg kan grundlæggende ikke lide tanken om, at det hele skal måles og vejes i, hvad man kan får for det, man gør. Jeg synes ikke, det er en del af at være (med)menneske. Dog, lige nu, hvor jeg føler, at jeg er delt i 1000 stykker, er det fordi jeg har spændt buen for hårdt. På nogle områder fordi jeg gerne har villet vise mit værd, men på mindst lige så mange, fordi jeg ikke har haft et valg. Tingene skulle bare gøres.

På jobbet har jeg været fristet til at lade være og se, hvad der så skete. Det samme hjemme indimellem. Ville verden gå under, hvis jeg ikke gjorde det/ikke var der/sagde nej tak? Måske. Måske ikke. Vi må nok erkende, at en del af problemet er, at jeg sjældent bare lader ting sejle. Jeg synes, jeg tager ansvar – bare ikke så meget for mig selv.

Jeg glæder mig usigeligt til påskeferien. Til at have 10 dage uden planer, hvor jeg skal prøve at hellige mig så lidt som overhovedet muligt. Hvis det altså kan lade sig gøre alene hjemme med 2 starutter under 7 år… Til at trække stikket og prøve at pleje en lidt mere egoistisk side, som jeg ikke er helt fortrolig med. Ikke være den, der siger “Jamen, de kan bare lege her hos os” og så ende med at være konfliktmægler og serviceorgan i 4-5 timer. Det er jeg såmen så rigeligt i hverdagene.

Min læring bliver forhåbenligt at sige mere fra. Sige fra for at passe på mig selv, og samtidig anerkende, at det at være servicemindet også er en del af at være mig. Jeg skal finde en bedre balance i det for mig selv og mine nærmeste. Elastikken skulle jo helst holde til jeg bliver gammel og slap og rynket over det hele. Og det er først, når jeg er 100 år, hævder min ældste!

Torsdags-træls med et twist af galgenhumor

Torsdags-træls med et twist af galgenhumor

Jeg synes ellers, jeg efterhånden er er ganske god til at være mor om torsdagen. Jeg prøver altså også ihærdigt alle de andre dage. Men torsdag har jeg ikke så travlt – heller ikke selv om jeg står alene med banditterne til kl. sent. Ingen fritidsinteresser, vi skal nå, ingen indkøb og ikke ret meget “skal”.

Min mor kommer indimellem på besøg om torsdagen, hvilket indimellem kan hæve mit stressniveau indimellem, selv om vi så er to voksne om to børn. Den korte forklaring er, at min mor og jeg ser ikke altid ens på tingene, og det er ikke altid lige let. Nuff said.

Når jeg så ikke føler mig helt tilpas og føler, at jeg skal forsvare mine og mine børns handlinger, så kommer jeg – ironisk nok – til at skælde mere ud…på mine børn. Øv bøv! Det er ikke fedt. Hverken for dem eller for mig. Og sikkert heller ikke for min mor.

Filmen knækker, når alle stadig vil have et stykke af mig kl. 16.50, imens jeg prøver at få aftensmad på bordet. Når jeg prøver at få den ene til at lytte, hvad den anden siger og ikke afbryde hvert 5 sekund. Når det negative er i fokus og det positive har virkelig trange kår, og når jeg kan mærke en halsbetændelse komme snigende. Så hjælper det ikke altid at tænke på, at det er fredag i morgen og at solen skinner, selv om det er pissekoldt, at det er lønningsdag og at vi ikke skal andet end det, vi vil i weekenden. Åbenbart ikke.

Jeg prøvede, men alligevel kom jeg til at bide af den ældste, da hun tredje gang i streg afbrød mig, selv om jeg bad hende om lige at høre mig til ende. Resultat? Hun stormede ud af køkkenet, græd og var uforsonelig i en halv time. Den yngste har et attentionspan så lille, at man skal lede efter det med lup, og ordet nej har aldrig rigtig haft en effekt på ham. Især ikke, når han er sulten og raider hele køleskabet for ostehaps og smoothies, hvis jeg ikke er vaks ved havelågen. Min mor bemærkede deres “mærkelige opførsel”. Jeg var træt!

Og nu er jeg virkelig træt af det. Træt af, at jeg ikke var nok i kontakt med min fornuft, og lød følelserne få lang line. It’s a fu*king Jane Austen! Træt af ikke helt at slå til. Igen. Bare træt! Det er super træls at sidde i sofaen og være ked af det, der skete. At have lyst til at storme ind i soveværelset og vække ældsten og kysse-kramme livet halvt af hende og sige undskyld. Ret beset skal det siges, at jeg sagde undskyld og fortalte hende, at min måde at reagere på ikke var god mor-opførsel. Selv om intentionen var at gøre godt, så hun mere trist ud, og så tvivlede jeg igen på, om det var det rette. Skulle jeg så bare have ladet være og ladet som ingenting for ikke at åbne situationen igen? Hvad pokker gør man, når man gør det rigtigt? Hvordan gør den gode mor, når hun både er forstående og sætter grænser?

Jeg ved det ikke og indimellem tænker jeg på, om jeg nogensinde lærer det. Om jeg nogensinde føler, at jeg gjorde det helt rigtige. Når man så er torsdags-træls, så er det godt, at Intra kan sørge for lidt opmuntring.

 

Vinterferie i London med en 6-årig

Vinterferie i London med en 6-årig

Vi tog i vinterferien forskud foråret i altid mega-lækre London. Min mand, datter og jeg driblede en tur til min (vel nok) yndlingsby i Europa. Lillebror blev hjemme hos farmor og farfar. Indrømmet: Det hev i mit moderhjerte sådan at dele mine børn op, selv om jeg vidste, at han ville blive bundforkælet hjemme. Jeg er vant til altid at have dem sammen. Det føltes som forskelsbehandling af værste skuffe.

Sagen er den, at storesøster har fablet om at komme til London i laaaang tid. London er min mands og mit get-away en til to gange om året, når vi tildeles udgangstilladelse. Sagen er nemlig også den, at vi ikke har en voksen-weekend alene sammen meget oftere end det, da pasning langt fra hænger på træerne.

I januar spurgte vi den ældste, hvad hun allerhelst ville i vinterferien. Vi vidste udemærket, hvad hun helst ville, men kender hende også godt nok til at vide, at hun sjældent giver udtryk for store og dyre ønsker. Netop derfor får vi endnu mere lyst til indimellem at opfylde dem. Bare fordi hun er, som hun er.
“Jeg vil bare gerne have en dag alene sammen med dig og far”, lød svaret. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun mente det fuldt ud. Hendes smil, da vi fortalte hende, at hun kunne få hele tre af den slags dage – i London – var ubeskriveligt. i 4 uger har hun ikke fablet om andet end London, og NU skulle det så endelig være!

Jeg er jævnt rejsevant i London, så det er ikke en udfordring. Vi valgte også at bo i et af mine favorit-hoods: Earl’s Court, som har gode trafikforbindelser til det meste af byen ét sted fra. Hvad der potentielt kunne blive udfordrende ville være, om den unge dame kunne gå de afstande, London kræver, og om hun var med på undergrundsbanerne. Det blev ikke en udfordring overhovedet. Jeg tror simpelthen, hun havde besluttet sig for, at være stor nok og bevise, at hun helt sikkert var gammel nok til at komme med os. Hun var så sej! Og så glad! Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at hun gik 20.000-30.000 skridt pr. dag!

Det eneste, der blev en udfordring var at få hende til at sove længere end til kl. 5, at få hende til at spise noget, som ikke var præcis som hjemme og at prøve at tøjle min egen trang til at forkæle hende vildt. Vi var tidligt (!!) oppe hver dag (!!), hun endte med at leve af (hvidt) brød, smør, æg og laks Fra M&S Food, og jeg endte med at sige ja til det meste (av min pengepung!).

Hun var så optaget at det hele. I særdeleshed af bylivet generelt, så det blev ikke til store og lange museumsbesøg. Vi var omkring Big Ben, som er pakket ind på grund af restaurering (hvilket vi godt vidste på forhånd), men hun ville bare gerne set det. Vi gik ned omkring Buckingham Palace og formåede at få hende til at sige, at vi var mega pinlige, fordi vi jokede med, at dronningen nok inviterede på aftensmad, når prinsessen fra Danmark var ankommet. Vi shoppede i Hamley’s – total overgearet legetøjs mekka/helvede (afhænger af øjnene, der ser…) og hun fik lækkert forårstøj med hjem i kufferten. Vi kom også omkring Westminster Abbey, hvilket dog ikke vakte den store interesse. Og ja, så var vi bare. Var sammen – total udelt opmærksomhed. Det er noget af det, jeg ikke føler, jeg kan give i hverdagen. I hvert fald ikke nok til begge.

Og lige præcis det er grunden til, at jeg delte mine børn op. At de hver især har brug for alenetid med os. Denne gang var det søster. Næste gang er det lillebror. Om det er store eller små ting, vi skal, er ikke afgørende. Det er tiden og nærværet derimod.

London er altid lækker, og det var fedt at vise min ældste en del af det, jeg elsker ved den. 6 år er gammel nok til at opleve, huske, prøve sproget lidt af og til at kunne. Hun er sej og turen var en succes.
Og så gør det heller ikke noget, at der var 10 grader, fuld sol og påskeliljer på spring. For min skyld, kunne vi godt gøre det hele om igen lige om lidt igen <3

London

 

Drømmen om noget andet

Drømmen om noget andet

Jeg har lagt mærke til noget, igennem det sidste år. En sandhed, som gør lidt ondt. Hver gang jeg har ferie sammen med familien, drømmer jeg om at ændre hele den måde, hvorpå vores hverdag er indrettet. Jeg drømmer om at gøre noget andet, så vores hverdag kommer til at være en forlængelse af det, vi er i ferierne, og ikke dens diametrale modsætning.

For det føles sådan lige nu. Lige som weekenderne er mit high, så er ferierne det endnu mere. I ferierne er jeg tættere på at være den mor, jeg destræber mig på at være altid. Den mor, som tager tingene lettere og ikke hver dag sætter pladen i hak: Skynd dig lige! Kom nu! Jeg har jo sagt det 10 gange!

Når først man har sat sig med hus og bil og over 5000 kr om måneden alene til skole og institution, så kan det godt se sort ud for at lægge hele lo*tet om. Det er et spørgsmål om prioriteter – I hear ya! Det hele kan i princippet skæres fra og forsimples. Man kan blive tvunget til det eller vælge det.

Det handler i høj grad om de ydre faktorer, som alle æder en del af mig og min familie hver dag. Men det handler i lige så høj grad om, at se på, hvad man kan ændre på noget i hverdagen. Kan jeg undvære et job? Ikke hvis jeg gerne vil bo, hvor jeg gør og have mine børn på den skole, de er/kommer på. Kunne jeg tænke mig at gå hjemme lige nu? Ja, det kunne jeg faktisk godt – lige nu. Måske ikke om 5 år, når børnene ikke længere har så meget brug for mig, som de har i dag. Kunne jeg leve enklere? Ja, det er jeg sikker på, jeg kunne. Jeg har været privilligeret længe, i form af at jeg har tjent penge nok til at leve mere end at overleve.

Det er svært at sige, hvad der præcis skal til. Jeg kan bare mærke, at jeg skal ændre noget! Noget, som betyder noget, hvad enten det er én stor ting, eller flere små. Noget, som gør at jeg bliver gladere og mere nærværende.

Jeg er gået i tænkeboks, og med forårets komme, kommer optimisme og mod sandsynligvis også. I hvert fald bliver jeg ovenud lykkelig over at høre mine børns glade stemmer, imens de leger (please, ikke jinx’e noget ved at skrive det!), vintergækkerne med frost på under hækken, solen som skinner fra en skyfri himmel i dag, vinduerne som lige er pudset, vasketøjet på tørrestativet. Det er ikke en kæmpe Lotto-gevinst, der kan gøre mig glad (selv om den med garanti ville være rar og gøre mange ting lettere), men derimod det, jeg når fordi jeg vil og ikke fordi en anden kræver, at jeg skal. Det jeg er, fordi jeg har overskud til det og ikke det, jeg ender med, fordi andre forventer, at jeg gør.

Nyd dagen derude. Træk vejret helt ned i maven og pust langsomt ud. Træk den friske frostluft ind og lad solen skinne i dit ansigt. Og tænk spå på, hvad der gør dig mest glad <3

Hverdagen

Får man nogensinde søvn nok igen?

Får man nogensinde søvn nok igen?

Er jeg den eneste, der har taget en fridag for simpelthen at forsøge at sove ud? Det gjorde jeg i dag. Desværre ringede det på døren, lige så snart jeg var faldet i søvn. Jeg tvivler dog på, at en enkelt dag overhovedet ville kunne gøre op for det søvnunderskud, jeg har opbygget over igennem de seneste 7 år.

Jeg har egentlig altid sovet ok – med mindre min hjerne havde fundet en eller anden ting, den ikke kunne slippe. Jeg har sovet i telt, på sovesal, på kollegiet med papirtynde vægge og højlydte naboer – ja, jeg har sovet mig igennem en Kashmir-koncert, dengang de var hottest (…om det så siger mest om Kashmir eller mit sovehjerte, skal jeg ikke gøre mig til dommer over).

Efter jeg har fået børn, sover jeg ikke. Mest fordi jeg ikke får lov, og indimellem fordi jeg ikke kan få mig selv til det.

Mine børn vågner, før fanden får sko på. Kl. 5 eller før. Jeg har forsøgt at lægge dem i seng igen, skubbe deres sengetider, overbevise dem om, at det er mega-fedt at tage dynen med ned på sofaen og se morgen-TV, selv om mor og far stadig sover, lært dem at tage havregryn selv om morgenen, you name it – I’ve tried! Men det virker ikke. Intet slår åbenbart mors og fars fulde – og vågne – tilstedeværelse.

Vores datter var 5, før hun præsterede at sove igennem en hel nat. Hun sov 2×15 min. til middag, da hun var baby, og hun ynder – stadigvæk – at stå ved siden af min seng før kl. 5. Det er en lille smule skræmmende at vågne ved, at et barn står stille og stirrer på dig…

Da hun var lille, kunne vi vikle hende og få hende til at slappe nok af til at falde i søvn. Med tiden kørte det løb i takt med at hun fik flere centimeter på kroppen. Det er ikke skide nemt at vikle en knap 7-årig.

Hendes bror sov egentlig ganske udemærket som spæd. Dog skulle jeg enten give sonde eller medicin hver eneste f***ing time det første halve år. Kan godt forstå, at nogen vælger afbrudt søvn som torturmetode. Det føltes i hvert fald sådan dengang. Pludselig vendte det – så sov han ikke længere så godt, og vi blev banket tilbage til start som brikker i et spil Matador. Sh*t!

Givet hans hjertesygdom, har jeg indimellem – ironisk nok – svært ved at give mig hen til søvnen. I de perioder, hvor angst og frygt overmander mig, kan jeg nærmest ikke lukke et øje. Tænk, hvis noget skete, imens jeg sov. De perioder kommer og går. Jeg kan vågne af de mindste lyde, som minder mig om hans tid i respirator, eller når han fejlsank mad eller medicin. Det var – og er – hæsligt.

Jeg føler, at jeg kunne stå op og sove. At kroppen lige nu er så meget i søvnunderskud, at der bare ikke er mere at tage af. Og så bliver jeg et meget lille menneske, når jeg hører om andre, der lige får børnene passet i weekenden, så de kan sove eller knalde, så meget de vil. Jeg vil også!!! Der er bare ikke rigtig nogen til at passe.

Får man mon nogensinde sovet helt ud? Eller bliver man notorisk ved med at mangle søvn – med tiden fordi man gradvist skal give slip og dermed kan ligge og spekulere på, om de nu også har lyttet til det, man forsøgte at lære dem og ikke gør noget dumt? Ligge og vente på lyden af døren eller en sms, hvor der står, at de er kommet sikkert hjem? Bliver det bare ved fra nu af og til de selv får børn? Eller længere?

Nu er det vinterferie, og det er fedt! Også selv om jeg godt ved, at jeg ikke får min søvn dér heller. Men jeg glæder mig til ikke at skulle præstere på jobbet, alt imens hele kroppen skriger på hvile og øjnene er ved at falde i. Sig det ikke til min chef!

Hvis jeg er heldig, falder de stadig for det gamle “når-man-bruger-briller-bliver-man-nødt-til-at-lukke-øjnene-imdimellem-trick og lægge nakken tilbage på sofaens ryglæn og powernappe, imens de ser en tegnefilm på Netflix! Min version af Netflix n’ chill. For lige nu er søvn i højere kurs end sex.

Søvn

Fastelavns-nægteren

Fastelavns-nægteren

“Fastelavn, er mit navn”, synger ældsten, alt imens hun er i gang med at kreere sit outfit til på fredag i skolen. Hun har aldrig været noget “konventionelt” til fastelavn, men har altid insisteret på at sætte sit eget præg på tingene. Allerhelst skabe sit eget kostume selv. En Minnie Mouse, der kan flyve (aka. Minnie-kostume og fe-vinger), en prinsesseflagremus (det meget mærkværdige barn, der kommer ud af et potentielt forhold mellem Elsa og Batman), et kostume som ligner hendes yndlingsbamse (som mor her blev sat til at sy), en pirat-prinsesse og i år: En cowgirl med balletkjole. ‘

Fantasi har hun – det må man give hende. Fantastisk er hun også i ret udpræget grad <3

Hun tager det hele ind og giver sig selv fuldt ud. Synger, klæder ud og er hamrende ligeglad med, om hun er noget helt andet end resten.

Hendes bror derimod, han vil hellere end gerne slippe for hele udklædningsræset. Faktisk er han ved at krybe i et musehul ved tanken. Første år vi prøvede, var han en svært vrangvillig pirat og skreg sig gennem arrangementet. Begyndervanskeligheder, tænkte jeg. Det var nyt og uprøvet. Andet år var han klædt ud som sin yndlingsbamse, hvilket han var med på, imens jeg syede kostumet på hans ønske. På dagen skreg han som en pisket, indtil jeg tog kostumet af ham igen. Jeg så et vist mønster. I år valgte jeg at spørge forsigtigt ind til, hvad han ønskede. “Jeg vil gerne være mig selv”, lød svaret. Fair nok. Jeg har nu fattet pointen.

I morges gav jeg det sidste shot i at motivere til evt. udklædning. Iført cowpoyhat, Motor Mille-briller og overskæg, gik jeg rundt og pakkede tasker m.m. Og trak gardinerne fra, hvilket naboen gjorde på præcis samme tid. Vi fik øjenkontakt, og han er nu sandsynligvis ret sikker på, at vi er kugleskøre på den anden side af hækken.

Mine krumspring ændrede imidlertid ikke på noget. Og det er nu heller ikke, fordi han skal have hele fastelavnskonceptet stoppet ned i halsen, fordi jeg synes, det kunne være sjovt eller sødt. Vi forsøger at få ham til at tage lidt mere del i fællesskabet i børnehaven. Derfor gav jeg det et ekstra skud.

Vi blev enige om, at han kunne tage sin badekåbe med drageøjne og -tænder på hætten med. Hvis han skulle ændre mening. Den blev i tasken og det var fint. Han skulle ikke tvinges til noget, og den hang bare i garderoben.

Og lur mig, om han ikke havde badekåben på på alle fotos fra børnehaven i dag. Det havde jeg alligevel ikke set komme. Jeg skal nok bare vænne mig til at min lille fyr selv skal komme til konklusionen. Han vil ikke, fordi vi andre siger det. Han skal vænne sig til tanken og er overraskende god til at mærke efter i en alder af kun 4 år plus det løse. Det er nu sejt og prisværdigt nok.

Jeg har nogle cool unger, hvis jeg selv skal sige det. Den ene er fri og fjerdig. Den anden mærker efter og drager sin egen konklusion. Som søskende af samme forældre og dermed relativt ens genpulje, ligner de hinanden uden på, men er vidt forskellige inden i. Hvad der virker for den ene gør ikke for den anden, nødvendigvis.

Det er lidt en svær øvelse som mor at finde det rette for dem begge sammen og for dem hver især. Men jeg prøver – og forhåbentlig bliver jeg god til det en dag 🙂

Fastelavn

 

Lidt om legeaftaler

Lidt om legeaftaler

Hvor mange legeaftaler har en gennemsnitlig 4-årig? Jeg synes, det er lidt svært, når mine børn på lige præcis den front er son nat og dag.

Den ældste er maks inkluderende. Hun har altid haft en kæmpe omsorg for andre og udelukker helst ingen. Hun har gamle venskaber og nye venskaber. Hun er typen, der får en ny ven i toget eller på færgen blot ved at sige: “Hej, hvad hedder du? Skal vi lege?”. Hun er egentlig stille af væsen – ikke den mest frembrusende i klassen, men god til at lege og give sig hen til legen. Hun har ikke de vilde kanter, når blot alle er med og får lov at bestemme.

Hendes bror er lige modsat. Han er også født med et omsorgsgen på størrelse med Lolland-Falster, men han er langt mere lukket. Han kan lege med sine biler eller Star Wars-figurer i timevis – eller se Netflix lige så længe, hvis det stod til ham. Det synes at være nok for ham at have sin søster at lege med en hel weekend. Han leger i børnehaven, men trækker sig også, når det bliver for meget.

Da min datter var 4 år, havde hun ofte legeaftaler og spurgte indimellem selv efter dem. Min søn er lige blevet 4 år, og han siger konsekvent nej, hvis jeg spørger,, om han vil have en ven med hjem eller lege med dem.

Jeg vil rigtig gerne, at han får et godt forhold til sine børnehavevenner, men jeg vil heller ikke presse legeaftalerne ned i halsen på ham. Jeg har været så vant til, at min ældste selv rystede dem ud af ærmet, at det kommer til at virke “ualmindeligt”, at min yngste slet ikke efterspørger dem. Modsætningen er tydelig.

Når jeg funderer over det, havde jeg med garanti ikke ret mange legeaftaler, da jeg var fire år – hvis nogen overhovedet. Jeg kan huske, hvor benovet jeg var (og stadig er), over at min datter opsøgte det så aktivt. Det var heller ikke noget, min mor gik op i eller efterstræbte.

Set i bakspejlet, ville jeg måske gerne have været skubbet lidt mere i retningen af et større socialt liv. Jeg tror, det ville have hjulpet mig senere i livet. Men går jeg nu og lægger mine egne oplevelser over på min søn?

Han leger i børnehaven. Mest med pigerne og mest med dem, som enten er yngre end ham selv, eller dem, som har sociale udfordringer. Det virker som om, de flokkes om ham. Han er børnehavens klovnehoved. Ham som fjoller og danser og siger skøre ting, Seriøsitet og koncentration er ikke hans stærkeste side.

Jeg tager mig selv i at være bekymret for, at han ikke får sine sociale relationer. Og ærligt: At han ikke bliver en del af drengenes netværk i den kommende “skolegruppe” i børnehaven, fordi han søger væk fra den. Lige nu er det min bekymring, fordi jeg ikke ønsker, at det skal blive hans bekymring. Giver det mening?

Skal jeg bare lade være med at bekymre mig? Lade ham styre det hele selv og tænke, at han finder sin egen vej? Eller skal jeg prøve at “præge” og hjælpe nye venskaber på vej? Fordi jeg tænker på, hvad jeg selv tænker, ville have styrket mig som både barn og voksen?

Han er kun 4 år – I know – men gode og kærlige råd modtages gerne.

 

 

Julefred, så ægte som det fås

Julefred, så ægte som det fås

Nu kan vi næææsten tælle dagene til juleaften på én hånd. Vi tæller ned, gør vi. Både til lillebrors fødselsdag og til jul. Vi er i hvert fald klar. Gaverne er købt, det samme er alt til julemaden. Juletræet er skovet og pyntet.

Vi skal “kun” være 3 voksne og to børn til jul i år og hvis jeg kan bestemme, så skal det være helt stille og roligt. Det er nok naivt at tro, at ungerne ikke vil være spændt til det alleryderste for at finde ud af, hvad der gemmer sig i gaverne under træet. Eller gå lettere i selvsving, når indholdet er pakket ud.
Hvis du lover ikke at sige det til nogen, så er jeg faktisk lidt allergisk over for børn (og voksne!), som gerne vil skynde sig til pakkerne. Jeg ved godt, at det er som at sætte dem ind i en slikbutik og forbyde dem at smage, før de er prop-mætte. Men jeg håber da at indgyde en lille smule behovsudskydelse i mine egne to.

Mest af alt glæder jeg mig til at få juleferie. Jeg er SÅ træt! Og det er ungerne også! Ferien er helliget til at gøre tilbygningsprojektet færdig. Om alt går vel: Også at begynde at tage de nye rum i brug! Yay! Om overskuddet og elektrikeren vil, kan vi i hvert fald begynde! Jeg er tyvstartet lidt. Juletræet og en sækkestol er flyttet ind. Jeg kan allerede mærke, hvor rart det bliver at være der. Bare sidde og kigge og slappe af.

Præcis som i går, hvor sad jeg lige dér og nød synet af Ældsten, som pyntede juletræet. I kølvandet på familiefødselsdag og en overflod af gaver til lillebror, havde hun brug for at trække sig lidt og være alene sammen med mig. Selv om hun ikke ville være ved det, kender jeg hende godt nok til at kunne mærke, at hun følte sig forbigået. Hendes fornuft ved, at hun får gaver til foråret, når hun har fødselsdag og at hun ikke bør være misundelig, men en dum følelse nagede hende indeni. Det var tydeligt at mærke. Her var juletræspyntning en rigtig god “medicin”.

Da mørket faldt på, var mit hjerte næsten ved at gå i stå af cuteness overload. Her sad hun ved siden af juletræet, imens begge husets pelsdyr lå og stirrede betaget på hende. Hun var nemlig i fuld gang med at fortælle dem, hvorfor vi holder jul – helt på eget initiativ – imens hun aede deres pels:
“Vi holder jul, fordi det er Jesus’ fødselsdag. Jesus er Guds søn. Jeg ved ikke, om jeg tror på Gud, men jeg tror i hvert fald på Jesus, for han har fødselsdag. Og derfor får vi et juletræ, som skal pyntes. Det ved jeg faktisk heller ikke, hvorfor vi gør. Men der skal gaver under træet, og vi har også købt nogen til jer. Men I må ikke spise julepynten eller slå den ned fra træet. Det må man ikke. Men man må gerne ligge under træet eller andre steder…”.

Sådan blev hun ved. Det er da fantastisk og jeg forsøgte ikke at afsløre, at jeg stirrede og lyttede. Dyrene så ikke ud til at have noget imod det, og jeg har haft verdens bredeste smil fra øre til øre, imens jeg betragtede fra min plads i sækkestolen.

Så slukkede vi lyset i stuen, tændte lys på træet og, sad tæt sammen og så på hendes fine resultat. Farverigt, ulige fordelt, lettere kaotisk og alligevel mega smukt og fantastisk. Præcis som vores familieliv.

Sad bare, uden at sige noget (hvilket er en særdeles sjælden ting for min ældste), alt imens jeg indsnusede duften fra hendes hår. Lige dér var essensen af julen: Tid, ro og kærlighed. Julefred så ægte, som den fås. Helt klart ét af de juleminder, som for altid vil blive hos mig, og lige præcis, hvad vi begge havde allermest brug for <3.

Julefred

 

Min egen julemand fylder 4 år

Min egen julemand fylder 4 år

Min baby fylder 4 år lige om lidt! Det er ikke til at forstå, at det allerede er 4 år siden verdens sejeste mand i ekstremt miniformat kom til verden <3.

6 uger før tid valgte han at komme. Lige i rette tid til jul. Det blev en jul, jeg aldrig vil glemme – på godt og ondt. Glæde og sorg kom og tog magten fra mig, fra det øjeblik, han forlod min krops trygge omgivelser. Han var syg – alvorligt. Det vidste vi, og der skulle ikke megen hovedregning til at regne ud, at en 6 uger for tidlig fødsel ikke satte odds i hans favør. Jeg var lykkelig og rædselsslagen på samme tid.

For 4 år siden lå jeg på sygehuset med præmature veer og håbede på, at det vehæmmende stof ville virke. Det gjorde det til at starte med, men udfaldet har jeg jo allerede afsløret. Min søn kom ud, længe før han burde.

Det vigtigste er, at lægerne var dygtige, at han var stærk, at jeg holdt hovedet nogenlunde ovenvande, og at han er her i dag, så vi kan fejre ham, kysse ham og elske ham med hud og hår.

Vi har fejret ham på forskud, for resten af familien har nok at se til i næste weekend, som en stor del af den øvrige verden. I dag tudede jeg ikke, men det kan jeg love dig for, at jeg gør i den kommende uge. Tude af glæde, altså.

Lille og stor på samme tid. 4 år er en forunderlig tid. Babytiden forlades for altid. Det er et halvt år, siden bleen og sutten røg. Middagsluren forsvandt for næsten et år siden. Jeg tager stadig mig selv i at se efter tilbud på bleer, for så at huske, at det nærmest er lysår siden. Han står på spring til de store drenges rækker. Han råber prut midt i maden, er vild og voldsom på en helt anden måde, end sin søster. Han siger “piv piv” og “Hu-aaah” og “Arghhh” og andre drabelige krigs- og kamplyde, og han har selektiv hørelse som ingen anden. Men han er også følsom og lille, når det hele bliver for meget, Når han føler sig forurettet, når han er træt, eller når hans søster ikke vil lege med ham. Det sidste er næsten det værste. For ud over hans far, så er hun hans største helt i denne verden. Når han er syg, er mor den bedste medicin.

Lille og stor på én og samme tid. Hidsig og helt igennem fantastisk. 100% lækkerhed fordelt på 107 cm og 18 kilo.

Han startede livet uden garantier for overhovedet at få lov at leve det. Der er aldrig nogen garantier, men han har sparket røv, siden han blev født. Lige om et øjeblik er han 4 år. Fire fantastiske år. Min egen superhelt. Min lille julemand. Min ballademager og min skat.

Engang blev jeg bedt om, om jeg ville beholde ham eller vælge ham fra. Før vi fik en chance for at lære ham at kende. Før han fik en chance overhovedet. Jeg tog chancen. Troede på det, fordi jeg ikke kunne forestille mig at lade være. Det er jeg evigt taknemmelig for. Jeg er evigt taknemmelig for begge mine børn og for at de har den styrke, de har på hver deres måde og hver deres vilkår.

Engang troede jeg ikke, det var noget for mig at blive mor. Det var det heldigvis, og jeg elsker det <3