De Urørlige og lidt om tiden, der tager os

De Urørlige og lidt om tiden, der tager os

Her i sommerferien har jeg haft lejlighed til at catche bare en lille smule op på film og bøger, jeg længe har haft lyst til at se og læse. Du kender sikkert det med at tænke, at de stadig er ret nye, når du endelig når til dem, for så at finde ud af, at den film eller den bog, du endelig sætter dig ned med, er endt med at være 2-5  år gammel.

Sådan havde jeg det, da jeg i går så De Urørlige. Oppe i mit hoved, var den 1-2 år gammel – men mine damer og herrer – den er fra 2011! 7 år…og dermed lige så gammel som mit første barn. Som jeg sender i 1. klasse om få uger by the way! Whaaaat?

Det var så, hvad der skete, imens jeg stod med bleer og børn, der hverken ville sove eller spise. Imens jeg byggede små mennesker og gjorde mit bedste for at hænge på og hænge i, så kørte verden videre. Selvfølgelig gjorde den det.

Jeg fik et flashback til dengang, hvor jeg på 3. måned var indlagt med min nyfødte søn på sygehuset og stod og kiggede ud i morgentrafikken omkring sygehuset. Det virkede som om, at hele verden kørte forbi mig som et tog, men at jeg ikke kunne hoppe på det. Heller ikke selv om hver en celle i mig skreg på at blive en del af livet igen.

Jeg gav liv, jeg blev en del af mine børns liv – den vigtigste del, vil jeg gerne tro. I hvert fald indtil de bliver store nok til selv at tage vare på sig selv. Jeg blev også en del af et liv, som jeg nok delte med tusinder af andre mødre, men hvor jeg alligevel ofte følte mig 100% alene. Og stadig kan det fra tid til anden. På 7 år er mit liv blevet et andet – på godt og ondt. Heldigvis mest godt.

I små glimt skimter jeg nu igen et tog. Det er ikke det samme tog, men derimod det tog som alle forældrene med større børn kører med. Det tog, hvor de  ude i horisonten pludselig kan se lidt af det, de var en gang – det de interesserede sig for, men ikke havde tid til i mange år. Det tog, hvor  langsomt med stødt kører mod den destination, hvor man bliver mere og mere perifær, fordi man har opdraget sine børn til selvstændighed og robusthed. Det tog, hvor man skal til at finde ud af, hvad man er blevet til i årene, der gik. For man er ikke den samme.

Nå, men det var De Urørlige, vi egentlig kom fra. Og selv om den er lige så gammel som min førstefødte, og du måske allerede har set den, så er det stadig en vildt god film. Livsbekræftende og sjov. Selv for én som aldrig rigtig har fundet charmen ved franske film (nej, heller ikke ved Den fabelagtige Amélie fra Montmartre).

Hvis du mangler noget at se en af i de resterende dage af din sommerferie, så er den både på Filmstriben og på Netflix <3

10 ting, der er sommerferie for mig

10 ting, der er sommerferie for mig

I går aftes fik jeg endelig sommerferie. Wuhuuuu! Årh mand, den havde ladet vente længe på sig! 3,5 uger hjemme sammmen med de sødeste. Det er årets højdepunkt.

Vi er mega fans af staycation om sommeren. Eller sådan generelt. Når jeg nærmest hver dag føler, at andre eller andet stryer mit liv, i stedet for at jeg selv sætter kursen på GPS’en, så har jeg ikke overskud til at planlægge en eksotisk og Instagramvenlig ferie med snorkling, øhop og sightseeing. Det må komme på et tidspunkt og heldigvis er mine unger ikke gamle nok til at stille spørgsmålstegn ved det.

Vi skal ikke sidde i sofaen eller havestolen alle tre uger, men i hvert fald en god del af dem. Der skal i hvert fald være et passende antal dage, hvor man ikke behøver kigge på klokken. Dage hvor ingen venter eller forventer.

Danmark er for mig dejligst om sommeren og derfor har jeg slet ikke lyst til at forlade landet. Der er mindst 100 ting at tage sig til på frivillig basis, hvis man altså skulle få lyst til at rejse sig fra havestolen. Min top-10 over ting, en fuldendt sommerferie skal indeholde er:

  • Sand imellem tærerne og saltvand på kroppen:
    Jeg elsker-elsker-elsker de danske strande og viser gladeligt både kejsersnitar og strækmærker på lårbasserne frem, hvis blot jeg kan kaste mig i bølgen blå. Jeg vil 100 gange hellere bade i havvand, end jeg vil henlæbe mig til en klorstinkende svømmehal med tis i vandet. Boede jeg tættere på vandet, er jeg ret sikker på, at jeg ville blive helårsbader.
  • Aftensmad ved vandet:
    Jeg sejlede en del som ung (hvilket nok også forklarer min kærlighed til havvand). Her var der noget magisk over at sidde og nyde aftensmaden med udsigt over en himmel, som gradvist ændrede farve til nattens toner. Lyden af bølger, måger og andre menneskers småsludren. Kogte majskolber, godt brød, friske rejer eller et stykke røget laks. Om det så er på en havnemole eller på stranden, det spiller ingen rolle.
  • Lange morgener på ubestemt tid: 
    Det er fedt, når klokken, mobiltelefonen eller kalenderen ikke betyder miget. Når man er i nattøj hele dagen og leger at virkeligheden ikke findes. At ligge på sofaen og se en film eller læse en lang kapitelbog med ungerne – fuldstændig ligeglad med spisetider og gøremål. At blive vækket af arvingerne før kl. 6 (den del ændrer sig ikke, blot fordi det er ferie) og til sin store overraskelse kigge på uret “lidt senere” og se, at klokken pludselig er 14.30 – for så at læse videre, da der jo ikke er noget, vi skal nå og at det ikke kan betale sig at tage nattøjet af igen.
  • Jordbær, ærter, vandmelon, majskolber, nye kartofler – og kold Asti:
    Det behøver vidst ingen forklaring, vel?
  • Løbeture med overskud:
    Min kærlighed til løb fylder ikke så meget på bloggen. Løb er mit frirum og i ferierne er jeg ikke henlagt til at løbe kl. 20.30, når ungerne er faldet i søvn og opvasken er taget.
    Det startede som en erkendelse af, at det var dyrt at forære Fitness.dk 259 kr. hver måned, når jeg kun kom 1 eller ingen gange, efter at jeg fik mit første barn. Før hun blev født, så jeg mig selv i centeret – fit – of course – og i fuld gang med at træne, imens hun sov sødt. Det lykkedes dog aldrig. Jeg havde ikke godt sovende børn, lette og overskudsfyldte barsler eller en mand, som gladeligt tog de små, imens jeg fik et par timer til mig selv. En dag blev det for meget og jeg smed i arrigskab et par løbesko på og forsøgte at flygte fra det hele. I hvert fald i en time. Jeg nåede ikke så langt væk, før jeg egentlig savnede dem igen. Men jeg kom i tanke om, at jeg vidst nok var mega god til at løbe, da jeg var yngre. Den del af mig, der lå før børn og barsel, kunne jeg nærmest ikke huske. Og så løb jeg noget mere – og gør det stadig. Faktisk ret godt, i al ydmyghed.
  • At sige nej:
    I ferierne kan man ellers sige ja til meget mere end i hverdagen. Men for at sige ja til det, jeg gerne vil, kræver det også, at jeg siger nej. Nej til andres behov for at se mig og min familie, hvis vi ikke har lyst eller ikke orker det. Nej til dårlig samvittighed – eller et forsøg på det i hvert fald. Nej til arbejdstelefonen og -mailen. Og nej til ungerne, når de for gang nr. 100 råber af hinanden eller råber: “Moar, kom lige og se”. Misforstå ikke: Jeg vil hjertens gerne se mine og høre mine unger, men ikke 30 gange i løbet af en kop kaffe eller for den mindste streg på tegningen. Det er altså helt ok bare at sidde og ikke være til rådighed.
  • Kærestetid:
    Min mand og jeg har kærestetid 1-2 gange om året. Den måde, vores familier er og ser ud på, giver ikke rum for små ferier ved og med bedsteforældrene eller en weekend fri en gang imellem. Vi elsker vores unger, og vi er sammen med dem mellem 360 og 363 dage om året. Og lige præcis derfor er de 24-48 timers kærestetid, vi ofte er heldige at kunne få i sommerferien, hellig. Vi plejer at sætte os i bilen og køre ud efter næsen – første gang kører vi til højre og næste gang til venstre – og så ender vi et eller andet sted, vi enten kommer i tanke om eller endnu ikke kender. Bare det er et sted, hvor man kan holde i hånden og snakke sammen uforstyrret. Det er klart en af de ting ved sommeren, som jeg holder allermest af.
  • Havearbejde: 
    Den havde du nok ikke set komme, hva’? Men der er også en frihed i at gå og luge og rydde eller male og reparere og se, hvor langt man kommer. Jeg arbejder med ord, viden og koncepter, og når jeg går hjem fra arbejde, kan jeg ikke altid fisisk se, hvad jeg egentlig har udrettet. Den vare jeg sælger er vigtig, men den kan ikke altid måles og vejes lige nu og her. Når jeg luger haven, kan jeg se, hvor langt jeg er kommet. Når jeg maler er det det samme. Når jeg reparerer eller bygger, står der oftest et færdigt realutat, jeg kan se og føle på. Det føles godt.
  • Optimisme:
    Sommerferie er lidt som nytåret. Det er en form for skæringsdato for at forandre noget, der ikke er hensigtsmæssigt eller at drømme om noget nyt. Det er en pause fra hverdagen, hvor man har tid og mulighed for at stoppe op og mærke rigtig efter, hvad det er man vil. Det er sørgerligt at indrømme, men det er først i de store ferier, jeg kan mærke mig selv igen. Når hamsterhjulet står stille.
    Der er en optimisme omkring sommeren, hvor lyset, tiden og friheden får mig til at drømme og tænke og mærke ekstra efter. Som ungerne synger den sidste fredag inden ferien: “Alt det vi har lært, alt det der var så svært, skal vi glemme, for hovedet skal ha’ ro”.
  • Kærlighed:
    Ferie giver mere plads til den kærlighed, som er der, men som indimellem har lidt trange kår i en hektisk hverdag. Det værende kærlighed til mine børn og ekstra meget tid til at fortælle og vise dem det, kærlighed til min mand og til at huske på, at der er mere end børnene og et realkreditlån, der binder os sammen, kærlighed til mine to katte, som på alle måder viser mig deres kærlighed og hengivenhed efter en travl dag. Og kærlighed til mig selv. For når jeg er afslappet og i balance, virker de begyndende rynker ikke så tydelige igen, de kilo som aldrig forlod min krop efter 2. graviditet generer ikke så meget og de gråhår udlignes af solen. Kort sagt, så kan jeg i de store ferier igen begynde at mærke, hvem jeg er og hvem jeg er blevet efter 7 år som mor, små 13 år som kone/kæreste og snart 37 år som menneske.

Det skarpe øje vil sandsynligvis have set en tendens. Det handler mere eller mindre om at manglende tid spænder ben for en hel del godt. At man kan knokle nok så meget i hverdagen i et moderne konsulentjob og nogen gange gå hjem og være i tvivl om, hvor meget man konkret har udført – sådan for real – og hvor man egentlig er på vej hen. At selv om jeg er sammen med min mand og mine børn stort set alle årets dage – og mig selv ditto alle f*cking 365 – så kan jeg stadig føle mig lidt fremmed i eget liv, når tid og overskud til for alvor at mærke efter og stoppe op indimellem mangler.

Man burde seriøst kunne tage en hel måned ud af kalenderen mindst én gang om året og komme helt ned på jorden igen og føle frihed, så man ikke er henvist til kun at drømme om at vinde den næste EuroJackpot og skride fra jobbet for good.

Men for nu kan både jobbet og telefonen rende og hoppe frem til 2. august. Vejret ser det jo ikke ud til, at man kan klage over, så bare kom an, sommerferie. Jeg er SÅ klar til dig!

God ferie, derude!

Når sommerfuglene flyver fra maven til ørerne

Når sommerfuglene flyver fra maven til ørerne

“Hvor gammel skal man være for at få huller i ørerne, mor?”. Spørgsmålet kom fra den 7-årige. Årh mand, hvor har hun stillet det spørgsmål mange gange. Fra hun var 5 år, tror jeg. I børnehaven havde flere af hendes små veninder huller i ørerne fra de var helt små, og en anden god veninde fik det, da hun var 5 år. Betagelsen ville ingen ende tage.

“Når du er 8 år”, svarede jeg – uden helt at vide hvorfor, det lige præcis blev 8 år. Nok bare fordi det var tilstrækkeligt ude i fremtiden på daværende tidspunkt.

Grundig, som hun er, blev jeg afkrævet en forklaring på, hvor gammel jeg selv var, da jeg fik huller i ørerne. Og hvad mormor havde sagt til mig!

Jeg var 10 år, og jeg kan faktisk stadig huske både situationen, hvor jeg endelig fik et ja, og selve det rum og følelsen, da jeg fik det lavet. Sært, ikke? For så skelsættende er det nu heller ikke? Det var nok spændingen over, hvor ondt det ville gøre. Jeg havde ikke rigtig oplevet anden smerte, end et vognlæs hudafskrabninger og en brækket lillefinger. Men jeg var præcis lige så optaget af at få lov, som hun har været. Den slags nedarves åbenbart 😛

Igennem det seneste halve år er “8-års-reglen” blevet udfordret. Hvorfor? Gælder den stadig? Hvad hvis det var en uge før 8 år?

Jeg har selvfølgelig godt kunnet se, hvor lange blikke hun sendte til andre piger med huller i ørerne, og hvordan jeg selv nærmest bliver ædt med øjnene, når jeg indimellem tager øreringe på.

Hun er så mega sej og mega pligtopfyldende. Hvis hun får et ansvar, så lever hun op til det, så godt, hun kan. Sååååå jeg bøjede reglen. Og så var hun sgu ikke helt sikker på, at hun var klar. Jeg har hende lettere mistænkt for, at det egentlig bare handlede om, hvor meget hun kunne forhandle mig ned i tid 😛 Røver!

Vi har talt om øreringe, vi har set på øreringe, vi har talt om smerte eller ej – som er en pokkers svær størrelse at relatere til, både når man er 7 og på vej til 37. Det bedste, jeg kunne give hende med på vej, var at opfordre til at spørge hendes små veninder.

“De siger, at det kun gør ondt, lige når det sker og så ikke mere. Men ikke ret meget ondt, mor.” Det tænker jeg, var et meget smart træk, når jeg selv skal sige det.

I søndags kom hun så med en mine, som jeg genkender, når hun er fast besluttet på noget. “Jeg vil gerne ud og kigge på øreringe med dig nu”. Ay captain! Afsted med os.

Vi besøgte omkring halvdelen af byens guldsmede. Grundig er hun. Måske min fars kvart-tyske gener slår igennem nu? De fleste steder var de super-pædagogiske og talte med hende i øjenhøjde og lyttede og viste de “pistoler”, som skulle lave hullerne. Nogle steder sagde de et højt klik. Andre steder ikke. Nogle steder “skød” de begge ører på én gang. Andre steder ét af gangen. Nogle steder sværgede de til guld, andre steder til titanium og tredje steder igen til medicinsk kirurgisk stål. Hvis hun havde haft mange overvejelser inden, fik jeg mange overvejelser nu.

“Jeg er klar til det i dag”. Hun er sk**e smuk, når hun er fast besluttet på noget. Som om, hun vokser 10 cm i højden og endnu mere i modenhed. Faktisk er hun generelt det smukkeste, jeg nogensinde har set.

Så var der jo ingen vej uden om. To “skud” og der sad en funklende sommerfugl i medicinsk kirurgisk stål i hver øreflip. Ikke et piv. Ikke engang et klem i min hånd, da damen “skød”. Så sej var jeg ikke, da jeg fik mine i – det kan jeg garantere.

Styrke har hun rigeligt af – og de rette ord også:

“Før havde jeg sommerfugle i maven. Nu er de fløjet op i ørerne, mor”.

Shit, hvor jeg elsker hende! <3 <3 <3

Og pist væk var 0. klasse

Og pist væk var 0. klasse

I fredags forsvandt 0. klasse. Pist væk – 200 skoledage er gået så hurtigt! Det er ikke helt til at forstå, at det er et år siden, vi sagde farvel til forårs-fritteren med 0. klasse stående som et lysende objekt i en nær fremtid. Hvor pokker blev tiden dog af?

For ét år siden var skoletasken ny og hun kunne ikke vente med at få den på ryggen. For et år siden kunne hun nok alle bogstaverne, men der var ingen forventning om, at hun kunne sætte dem sammen til ord. For et år siden kunne hun næsten ikke vente til sommerferien endte.

Meget har ændret sig på 1 år og fredag var både ganske speciel og samtidig velodig.

Hendes vanvittigt dygtige, empatiske, kompetente og kærlige 0.-klasselærer gik på pension efter en halv menneskealder på skolen. En lærer, som har betydet alverden for en god skolestart. Alverden for os og for vores datter.

Bare hun kunne følge os helt til 10. klasse“, sagde E, da hun hørte, at læreren skulle stoppe. Omend det ikke bliver fysisk at følge dem, så tror jeg, at de har fået et stærkt fundament med, som forhåbentlig holder hele vejen til de går ud igennem skolens smedejerneporte om 10 år. Jeg ville godt nok give meget for, at hun også havde nået at have vores yngste i 0. klasse. Men jeg er sikker på, at de har lagt kræfter i at finde én, som kan fylde så fantastisk en plads ud.

Det var vemodigt at sige farvel, om end det blev en helt speciel og kærlig afsked.

0. klasse har været et år med stor udvikling. Det er ikke  samme pige, vi satte ind i 0. klasse, som vi nu sender i 1. klasse om 1½ måned. Hun har lært en masse. Men hun har – ærligt talt – ikke altid elsket 0. klasse og lige nu får 1. klasse en lettere lunken velkomst fra hendes side af.

Hendes lærer spurgte i fredags: “Og hvem glæder sig så mega meget til at komme i 1.B?” Alle undtagen min datter rakte ivrigt hånden op. I stedet kiggede hun ned i bordet med en fast mine.

Det er ikke fordi hun ikke vil i skole hver dag. Tværtimod. Det vil hun faktisk gerne, men det er indimellem som om en lille del af hendes helt fantastiske glød og energi slukkes, når vi rammer klasselokalet. Og jeg tror det er en følelse af pres. Det ord kommer bare til at lyde så grimt og som om pilen skal peges et sted hen – oftest på forældrene. Men jeg synes ikke, vi presser hende. Der er ting, man skal, når man går i skole, men der skal også være rum til at være den, man er, selv om man er skolebarn. Lad os kalde det forventninger i stedet.

Jeg ser nærmere, at hun lægger et enormt pres på sig selv. Og det er pisseærgerligt og pissetidligt. Hun er kun 7 år. Det er som om, hvis hun ikke kan det hele perfekt, så vil hun ikke. Hendes angst for at fejle er imdimellem for stor til, at hun vil prøve. Det gælder for læsningen, for at klatre op i klatrestativet, for at prøve den lille rutsjebane i svømmehallen.

Hun reagerer måske ganske alderssvarende – kaster sig væk fra situationen med en mine og en tone, som om hele verden faldt om hendes ører. I øjnene kan man imidlertid se en prøvende mine: Hvad skete der ved det, hvor jeg gør sådan? Hvad gør mor og far? Hvad gør mine venner? Det handler helt sikkert om en grad af usikkerhed. Om hvordan hendes plads er i verden. Hvad der sker ved bestemte handlinger og holdninger. Og så handler det om, at det ER et kæmpe spring, hun har været igennem i 0. klasse, og at hun trænger til en lang sommerferie. Fra børnehavens leg til et skema med mange nye fag og nye lærere, som venter efter ferien. Og hvad vil det så sige for hende, når hun ikke kan løbe tilbage i sikker havn og få en krammer af hendes skønne og altfavnende 0. klasselærer.

Det er i hvert fald, hvad jeg tror, der sker i hendes hjerne. Hun er ikke så meget for at lukke op og lade mig ind lige nu. Jeg tror såmen, at bag den afvisende holdning, kan hun fint læse. Bag det afventende, ligger der en lyst til at prøve noget nyt. Der er mindst 100 andre punkter, hvor hun er den sejeste tøs og den vildeste first-mover, der tør være sig selv fuldt ud. Vi skal “bare” finde den rette vej ind i modviljen, så den ikke bliver en hæmsko for hende.

Men nu er der snart ferie. En halv uge mere i fritteren med en detour til farmor og farfar og en dag med mig på job. 0. klasse skal fordøjes i 6 uger nu, og 1. klasse skal i den grad tales op, så det nye og uvante kan mødes med åbent sind. Jeg er i hvert fald super optimistisk over hendes nye lærer-team, som virker så søde og kompetente. De bliver på alle måder værdige arvtagere fra den nu pensionerede børnehaveklasselærer.

Hvis du har gode råd om at tale ind i angsten for at fejle i en 7-årigs høejhøjde, så del lige ud, ikke?

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Tirsdag morgen med totale trætte børn (og forældre). Du ved, en af de dage, hvor en forkert sok kan få verden til at ramle…

Ungerne kom en del senere i seng, end de plejer, da der var afslutning på skolen i går aftes. Well, de sover normalt senest kl. 19.00, så det er altid lidt en udfordring med relativt almindelige arrangementer i skole, børnehave eller i familien.

Så vi startede dagen i minus, og det kunne mærkes. Lillemanden har ellers ladet nej-hatten ligge på hylden et stykke tid nu, men jeg skal da lige love for, at han havde taget den på her til morgen. Skrig og skrål. Nej, nej og attter nej. Kaste med alt og slå hælene i. Selv om jeg VIRKELIG strammede mig an og selv om jeg selvfølgelig godt vidste, hvad årsagen var, så var det VIRKELIG svært at holde igen og ikke være unødigt sur. Jeg syntes, jeg klarede det ganske ok, omstændighederne taget i betragtning, men hans søster, som var lige så træt, satte også i et hyl og stampede i gulvet:

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har“, hylede hun, så højt hun kunne, alt imens tårerne kom frem som et lyn fra en skyfri himmel.

Så var det bare lidt svært at fortsætte med at være sure. Og rigtig svært ikke at lade være med at grine.

Ens unger rykker så mind-blowing meget ved ens værdier og hverdag, og det kan føles som om, livet indimellem presses halvt ud af én i forsøget på at lykkes. Men de lærer én så meget og ser indimellem lige igennem situartionen uden et filter. Og så virkede det pludselig virkelig latterligt at stå en tirsdag morgen og være sure på det dyrebareste vi har, nemlig hinanden <3

Gode podcasts: Hit med dine

Gode podcasts: Hit med dine

Imens vi byggede hytten om, fik jeg for alvor øjnene op for, hvilken fantastisk opfindelse podcasts er. Ting skulle gøres og der opstod pludselig et rum, som føltes eksotisk og på samme tid velkendt, hvor man havde en ledig stund i sine øregange, imens væggene blev spartlet og malet, eller imens alt byggeaffald skulle sorteres og køres væk. Shit, det ville jeg gerne have fået øjnene op for, imens jeg gik endeløse ture med barnevognen, fordi ældstebarnet kun sov, hvis vognen trillede.

Vis mig den småbørnsforælder, som ikke ihærdigt har prøvet at følge noget, man synes er viiiirkelig spændende på TV eller i radioen, hvor det ikke er muligt at sætte på pause eller starte forfra, for så at blive afbrudt 117 gange af stort og småt, banditterne vil, gør, kan og ikke kan. Så er podcasts jo genialt.

Jeg elsker så meget at lytte til dem, når jeg maler, når jeg gør rent, når jeg går en tur eller når jeg cykler på arbejde. I en hverdag, hvor her og nu-behov kommer før fordybelse og tid til at samle viden, giver det mig rigtig meget at kunne fokusere på ét emne eller én ting i 30-40 min. Få koncentreret viden eller forskellige synspunkter direkte ind i øregangene, også selv om den yngste skriger “Hvem vil gerne tørre mig?” fra toilettet. Det er for mig en vild luksus at kunne fokusere på et emne i en hverdag med en million ting, som kæmper om opmærksomheden.

At have en høretelefon i det ene øre, imens jeg laver mad og ordner andet praktisk udelukker ikke ungerne fra at få min opmærksomhed, lige når de har brug for den, og virker langt mindre isoleret og egoistisk, end hvis ungerne konstant så mig glo på en skærm, imens jeg læste en artikel. Ok, det ville også være utopi, med den alder, de har. Ikke destomindre er deres far overraskende god til det…

Jeg lytter til forskellige podcasts. Dem om markedsføring og kommunikation til jobbet. Dem om forældreskabet. Dem om verdens sammenhæng og politik, og nogen gange om dem med streaming og musik. Lige nu lytter jeg mest til podcasts om at have et skolebarn og det, det betyder for barnet, familien og skolen i sig selv, og her er Forældreintra fra Radio 24/7 et ganske glimrende bud (hvis man hører til dem, som kan holde René Fredensborg ud i større doser, altså).

Mine yndlingspodcasts i forældre-kategorien er:

En udvalg og en blandet landhandel af andre podcasts, jeg lytter til er:

Hvis du knus-elsker podcasts lige så meget, som jeg gør, så smid mig hjertens gerne dine yndlings-casts lige midt i mit kommentarfelt. Jeg vil meget gerne inspireres (og lige så gerne høre, hvad det er, du bliver fanget af ved dem!) 🙂

Kh, Mette

Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Er jeg er en pylremor? Selv om jeg ikke er meget for at indrømme det, så er der nok en vis sandhed i det. Mine børn har altid haft en relativ vid komfortzone, og den der med at de stopper, når de kommer for langt væk, den har aldrig rigtig holdt.

Mine unger er ikke svære, selv om de indimellem kan drive mig halvt eller helt til vanvid. De er sgu nogle gode, skønne og fornuftige unger, som har et relativt koncept om verden allerede. Vi skal bare lige arbejde liiiiidt mere med den lilles evne/vane/uvane med at kaste med ting, når han bliver vred. Her er der stadig ret meget rum for forberding…

Well, frem til pointen. Jeg er nok lidt for god til at sige “pas på” – også selv om de er nogle skide søde unger, som kender grænserne. “Pas nu på, når du løber ned af bakken”. “Pas lige på med ikke at cykle for stærkt”. “Pas på, du ikke taber den”. Du ved, den type, hvis indre biograf spiller lidt for meget katastrofefilm, uden at der nødvendigvis er helt så meget grund til det. Eller er der? Er det bare en dårlig vane?

Min mand siger ofte, at så må de sgu slå sig. Så må de lære, at noget var dumt eller farligt. Min fornuft tænker, at han da har ret – de kan og skal ikke pakkes ind i bobleplast hele livet. Mit moderhjerte skriger, at han skal klappe i. For jeg har sgu ikke lyst til, at de skal slå sig hårdt eller ende i noget, der er farligt. Det er et spørgsmål om for lidt og for meget – og jeg er jo ganske udemærket klar over, at jeg skal give slip. Men lad mig lige gøre det gradvist, ikke? 😛

Derfor var det med sammenvredne hænder og med hjertet oppe i halsen og noget nær opkastfornemmelse, at jeg i dag så til imens min 7-årige datter ræsede for fuld smadder ned af en stejl, asfalteret bakke på sit løbehjul. Hurtigere og hurtigere på regnvåd asfalt. Jeg nåede at sige “Pas på. Det kan være glat, når det har regnet” – sådan ca 30 sekunder før hendes far råbte “Bare giv den fuld gas”. Hun lyttede tydeligvis mest efter sin far.

Der skete ikke noget, men der var fuld gang i biografen, siger jeg dig. F**k mand, hvor min krop reagerede, og jeg hadede min mand en lille bitte smule lige dér.

Sådan havde jeg det også lidt dagen før, hvor jeg kommer ud for at tømme postkassen og jeg til min store overraskelse ser min datter cykle ud i rundkørslen for enden af vejen. Du ved, en af de der “rundkørsler”, som bare er tegnet på vejen og som ingen rigtig respekterer alligevel. For mig så det ud som om, at hun  kørte ud uden at se sig for, og en del af mit indre døde lidt i det øjeblik. Der havde hun aldrig været før alene.

Jeg prøvede at forholde mig i ro, til hun igen lavede 2 meter lange bremsespor på vejen foran mig. “Kiggede dig dig for????”, gispede jeg. “Ork ja, mor. Far sagde, at jeg gerne måtte! og der kom jo ingen biler.”
Jeg vil virkelig ikke mistro hende, men jeg er også pinligt bevidst om, hvor distræt, hun i øjeblikket er, og hvor meget hun kører på autopilot.

Mænd ser ikke farer på samme måde som kvinder – og i den henseende kan det godt undre lidt, at det var dem, der var jægerne i stenalderen. Bjørn? Naaaah, den gør nok ikke noget. Haps. Død.
Jeg ved godt, at jeg skal give slip. Og jeg ved også godt, at det nu engang er godt nok, at min mand indimellem bare lader dem gøre ting, så jeg ikke skaber små neurotiske individer, hvor min hensigt er at opdrage dem som selvstændige små væsner med en god portion ben i næsen. Fornuft og følelser er i en indre kamp som vel egentlig bare hedder moderskab.

Jeg hedder Mette og jeg er en pylremor.

Som det siges: Giv mig sindsro til  at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,  mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Imens jeg øver mig, så er der altså en grund til, at kvinder lever længere end mænd (og forsøger at lade vores børn gøre det samme!). 

 

Mere sommer-taknemmelighed (og noget om at blive voksen)

Mere sommer-taknemmelighed (og noget om at blive voksen)

Jeg drysser lige lidt mere taknemmelighed ud over den danske sommer. Mit seneste indlæg var en ode til de danske sommeraftener. I dag drysses der lidt glimmer over havens glæder.

Spurgte du mig for 15 år siden, så skulle jeg aldrig bo i forstaden og værne om mine frie weekender hjemme. Spurgte du mig for en 6-7 år siden, ville jeg have forsvoret, at jeg aldrig skulle blive en form for selvvalgt selvforsynende og proppe mine små terrorister med hjemmedyrket frugt og grønt. Der er løbet meget vand i åen siden – og en hel del afgrøder i jorden. Og jeg er ret vild med det!

I dag har jeg høstet årets anden store høst af rabarber, som fluks er forvandlet til saft efter denne opskrift blot med lidt mindre sukker i (smag og behag selvfølgelig :-)). Der er jordbær, ærter, bønner, spinat, blåbær, solbær og ribs på spring – og krydderurterne dufter skønt under soveværelsesvinduet. Det er simpelthen sommerrigdom i sin reneste form <3

Min have er zen, selv om der sjældent er ro i den før kl. 20. Der er skvalderkål i rigelige mængder i hækken og mælkebøtter i græsplænen, men den er min og jeg elsker den, selv om den aldrig kommer til at kandidere til Havemagasinet eller lignende.

Spurgte du mig for blot 2 uger siden, ville jeg have forsvoret, at jeg ikke ville ønske, at det ville regne stabilt et par døgn. Lige nu ville både min have og min høst dog være ret taknemmelige for 48 timers regn, så det ikke dør helt hen, før det hele knap er begyndt.

Ja, sådan ændrer ens perspektiver sig så hele livet – over ugen, måneder og år. 36 going on 80. Måske jeg rent faktisk er blevet så voksen, som min dåbsattest påstår? Ligegyldig hvad, så er det her, jeg helst vil være, og jeg gør mig ingen tanker what so ever, om jeg er kedelig, som dengang for 15 år siden.
Om et øjeblik sniger jeg mig ud i ungernes badebassin og køler af inden natten og tørrer på trampolinen, imens jeg lytter og indsnuser haven. Hvis du har muligheden, skulle du prøve det 🙂

Sommeraftener

Sommeraftener

Jeg knus-elsker sommer og især sommeraftener. Der er noget ganske magisk over lyset, luftens varme, legen og den tid, som synes at være længere end resten af årets dage. Det føles som en synd at sidde inde på kontoret hele dagen, når Danmark tilsmiles med så fantastisk vejt. Det er jo en rum tid siden, vi havde i nærheden af en hæderlig sommer! Men pengene tjener jo ikke sig selv. Desværre.

Min have, mine jordbær og min nyanlagte græsplæn gisper efter vand, men mig, jeg suger solen til mig, når jeg har fri. At have så godt vejr i maj og starten af juni føles som om, man laver overtræk på kontoen. At man bruger af sommerferiens sol, før den overhovedet er startet. For Christ’s sake – det regnede jo non-stop sidste år! GISP!!!

Overtræk eller ej – jeg ELSKER det! Jeg elsker at høre ungerne juble i badebasinet, imens jeg klipper ned og luger ukrudt og tuller rundt i haven. Jeg elsker at se deres fryd, når de splitterravende nøgne spæner efter hinanden med haveslangen. Jeg elsker at se dem dejse omkund i vores seng, når de har brugt alle kræfterne. Og jeg elsker at være i haven til det bliver køligt, men ikke mørkt.

Jeg føler mig fri og stærk på en anden måde, når solen og varmen har fat. Trætheden føles ikke på samme måde drænende, og jeg føler mig anderledes fri og fuld af selvtillid, når fuglenen synger, imens jeg ligger og lytter på trampolinen efter løbeturen eller havearbejdet.

For min haves skyld kan jeg godt tage nogle dage med regn. Hvis altså bare solen lover at komme igen og skinne hele juli måned, så mine børn kan få somre, som jeg husker mine i barndommen. Sol, solbær, sjov og saftevand i skyggen. Strand, sand, vand og mini-golf. Blommer og sommeræbler, grill og snobrød.

Jeg elsker sommeren og jeg glæder mig VILDT til det bliver juli og jeg løber ud fra kontoret og ud i et mekka af tid og frihed og samvær med mine nære og kære. Hvis det skulle blive i fuld sol, så skulle jeg være så evigt taknemmelig <3

 

Børnefamiliens tid

Børnefamiliens tid

Shit, igår sad jeg midt i sofaen og følte, at mit liv var på TV. Manden var ude med en kammerat, imens jeg sad hjemme og så temalørdag på DR2. Ja, så er man blevet så gammel…

Jeg havde nok satset på en chick-flick eller en eller anden actionfilm, der hverken krævede eller tog for mange hjerneceller, imens jeg så den. Men jeg blev fanget af programmet “Børn er roden til alt ondt”. Et indblik i familieliv og børneliv omkring 10’erne.

Hvordan vi både kæmper men muligheder og begrænsninger. Med forventninger (egne og andres), arbejde og familieliv. Med at få det hele til at gå op uden at tabe os selv eller vores børn. My life indeed!

Den ene forsker beskrev det som en “idealiseret kultur med 100 muligheder“. Og det lyder ganske rigtigt set fra min vinkel. Før jeg fik min første, var jeg lykkeligt uvidende om mange ting. Bl.a. hvor mange meninger, der er om moderskabet og hvad det skal indeholde. Ligeledes hvor svært det kan være at føle, at man kun er halvt til stede de fleste steder i livet: På jobbet, over for vennerne, i parforholdet og i moderskabet i særdeleshed (og at håbe inderligt på, at ingen af parterne lægger mærke til det. #selvbedrag).

Det er hamrende bipolært. For jeg kan få helt ondt i maven over at skulle være væk fra mine børn en hel nat og nogle dage er jeg ved at løbe ned til skolen og børnehaven, fordi jeg har savnet dem så meget. Og så er der dage, hvor de skændes så meget og/eller mine indre batterier er så afladet, at jeg ønsker, at de var væk et stykke tid. Ikke alt for lang tid, men lige nok til at jeg kunne glemme alle forpligtelserne og gøremålene et øjeblik. Glemme følelsen af slet ikke at være “mig” mere. Jeg er blevet til et andet “mig” på godt og ondt, og skal jeg lægge hovedet på blokken, så ville jeg vælge det “andet mig”, hvis jeg blev bedt om det. Men det forhindrer mig ikke i indimellem at savne det og den, jeg var.

En anden forsker talte om lykketab i den tid, der siges at være den lykkeligste i éns liv. Tab af lykke, frihed, fællesskab og nærvær. Det er ingen af os vel stolte af at indrømme, selv om en stor del af os nok har følt det, hvad enten det var et kortvarigt stik eller en nagende, insisterende følelse. For har jeg ikke også fået lykke? Oplevet lykke og tryghed, når mit barn søger mig og viser mig, at han/hun ikke kan eller vil undvære mig. Lykke, når man lytter til deres sagte åndedræt en lørdag aften. Lykken, når man hører dem grine inderligt. Lykke når man ser deres søskendekærlighed. Lykke, når det indimellem lykkes, hvad enten det er store enner små sejre: Det lykkedes mig at komme igennem dagen. Det lykkedes mig at lade være med at skælde ud i dag. Det lykkedes lægerne at redde min søns liv. Det lykkedes mig at opdrage en helt igennem empatisk lille pige. Det lykkedes mig at nå det hele.

I programmet skulle en far og en mor meget lig min mand og jeg prøve at få familielivet til at gå op via en coach. De skulle finde mulighed for en børnefri weekend en gang om måneden, fordi hjælp udefra ikke var noget, der hang på træerne. De skulle prøve at skære hverdagen ind til benet, så der blev mulighed for at have masser af tid med ungerne, men også øjeblikke alene eller i tosomhed. De skulle prøve at få arbejdsliv, transport og fritidsinteresser til at gå op, selv om det syntes som om, der ikke var tid til det. Det var nærmest smertende lig med de prioriteringer, vi ofte kæmper med – og samtidig var det ekstremt befriende at vide, at der findes andre, som også kæmper med det samme. At jeg/vi ikke er eklatante fuck-ups på forældrefronten. Der er nogen som os. Måske flere end vi tror?!??

Men hvis vi så fik den tid? Hvad ville vi så bruge den på? Ville vi bruge den på os selv, på at komme i bund med bunkerne eller sammen med børnene? For hvis man føler sig hamrende utilstrækkelig på nærmest alle fronter – hvor giver det så mening at sætte ind? Det er jo så næste dilemma. Jeg for mig selv kan i hvert fald sige, at jeg ikke ville bruge den på at arbejde. Jeg ville bruge den hjemme; hjemme i en afveksling mellem sammen med ungerne, ved siden af ungerne eller uden ungerne. Bare hjemme uden at skulle noget.

Mine unger har ikke været roden til alt ondt, men siden jeg har fået dem, har jeg indimellem fået svært ved at genkende mig selv. Jeg er helt sikkert vokset som person, selv om jeg indimellem kan føle mig som et meget lille, meget tarveligt menneske, når jeg føler, jeg fejler eller ikke kan række eller rumme mere. Jeg har lært en masse af at blive mor. De vildeste ting. Igen på godt og ondt.

Jeg elsker mine børn sindssygt højt, men indimellem elsker jeg ikke den, jeg er, når livet med dem bliver for meget. Pilen er rettet imod mig selv, forstås.

Fik jeg mere tid, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne for at forhinde at komme til at føle sådan.

Var du ude og feste, så du Kronprinsesn fødselsdag, var du gået kold på 20 på sofaen eller stod du med grædende børn, så vil jeg anbefale dig at bruge lidt over en time på at se programmet (hvis du altså er så heldig at have en time fri). Hvis du er helt cool i moderskabet og ikke føler nogen smalle steder i parforholdet, så drop den bare. Under alle omstændigheder er linket her.