Intet er væk, før mor ikke kan finde det

Intet er væk, før mor ikke kan finde det

Herhjemme er intet væk, før mor ikke kan finde det. Både mand og børn kan stå og påstå hårdnakket, at de har ledt alle vegne og at et eller andet bare er VÆK, hvorefter jeg – både får mand og børns vedkommende – ofte kan finde det liggende et eller andet sted med frit udsyn. Ergo er der tre mulige scenarier:

1: De har ikke gjort sig umage/er dovne som bare pokker
2: De trænger til briller
3: De har så meget crap generelt, at de ikke kan se skoven for bare træer

Der er desværre en sandhed til det der med at det VIRKELIG er væk, hvis jeg ikke kan finde det. Og så er det faktisk virkelig skidt, når jår jeg har købt ældsteungens fødselsdagsgaver for 3 måneder siden og ikke – som i slet ikke – kan huske, hvor jeg har lagt dem. Og hun fejrer fødselsdagen i weekenden. FÅRK!

Hvorfor pokker skulle jeg også lige gemme dem? Min hjerne kan ikke komme på, hvor jeg tænkte, var et helt vildt genialt gemmested.

Jeg har ledt på alle skabe, i alle skabe, under alle skabe, i kælderen, i sengeskufferne, under sofaen, i sybordet – ja selv i sokkeskuffen og feriekufferterne.

Stupid is as stupid does. Jeg har nu omkring 48 timer til at udvikle mad-skills i tingfinder-leg. For jeg kender en pænt vrangvillig 7-årsfødselar, som bliver pænt skuffet, hvis der ikke står gaver på bordet, når hun vanen tro står klar før en vis herre får sko på og forventer sang og flag og morgenbord. Shit, shit, shit!

Tænk, Mette. Tænk, for pokker!

 

Der skulle gå knap en måned…

Der skulle gå knap en måned…

…før jeg kom til tasterne igen. Som flere gange før, prøver jeg at skrive om stort og småt, men når inspirationen svigter, så ender jeg med at have mindst 20 ufærdige indlæg liggende, som hverken synes gode eller relevante længere. What to do?

Jeg valgte at tage en lille blog-pause og acceptere det i stedet for at have dårlig samvittighed over ikke at få skrevet. Erfaringen siger mig, at jeg ikke får det bedre af det.

Når man så har haft en rigtig god weekend med masser af sol og hjemlige sysler med ungerne, så kommer lidt af enerigen og overskuddet tilbage (og man bliver også ret glad indeni, når der ligger en kommentar fra en fast læser, som savner ens skriverier!). For de har nemlig været vildt fedt at kunne luge i haven og bygge højbede og lave snobrød. Tage på aftentur til open by night med ældstepigen og se hende føle sig VIRKELIG stor (ved at være ude til kl. 21…). Bare gå i aftensolen sammen med hende og spise is og kigge på alverdens ting, prøve øjenskygger i Magasin og sludre om løst og fast. Så er hun pludselig på vej til at blive stor.

Det blev til en weekend med 11 km. i løbeskoene, til at få ryddet op og til at ligge og kigge op i himlen på ungernes trampolin og bare lytte til verden. Til at smide ansvaret for en legedag for klassen over på manden og give mig selv lov til for en gangs skyld at sige nej i stedet for at stille op. Det hele skal jeg klart gøre noget mere.

Er jeg klar til at tage på job i morgen? Ikke det fjerneste. Jeg kunne blive udendørs alle døgnets timer i det her vejr! Jeg knuselsker de lyse (og varme) dage!

Jeg skal nok komme tilbage til tasterne, for det er ikke fordi, der slet ikke sker noget her i provinsen. Tværtimod. I skal nok få fortællingen om at acceptere en skoleplads, når ens barn kun er 4,4 år, at familie ikke altid er en let størrelse, at gøre sig tanker om pligter og lommepenge, om at prioritere sig selv og alt det andet, som udgør hverdagens tusindbrikkerspuslespil.

Weekend

For 12 år siden

For 12 år siden

I dag for 12 år siden fik jeg en kæreste. Vi havde kendt hinanden lidt længere og syntes, at hinanden var værd at lære bedre at kende. I dag for 12 år siden sad vi i min hvide Ektorp-sofa fra IKEA og blev enige om, at vi skulle være kærester – på nogenlunde lige så elegant vis, som da man var 14 år og første gang sagde ordet kærester. Det trods vores relativt fremskredne alder af henholdsvis 24 og 26 år. Ret kejtet, som jeg husker det. Hvad der skete senere på aftenen, vil jeg ikke gå nærmere i detaljer med – I don’t kiss and tell.

Det skulle vise sig at blive mit livs længste forhold. Heldivgis varer det endnu. Jeg skriver heldigvis, fordi der er løbet en del vand i åen siden da. Både ret rene og klare, men også det beskidte og nærmest forurenende.

Vi har fulgt ca. samme drejebog som så mange andre par: Flytte sammen, købe hus, blive gift, få børn og så videre. Der har dog været nogle særdeles store bump på vejen igennem de 12 år. Hvis vi havde vidst, den dag i den hvide sofa, at vi skulle gennemgå fysisk og mental stress, et hus med adskillige vandskader, et barn med spisevægring og et alvorligt organsygt barn samt en masse andet i kølvandet på det – havde vi så stadig sagt ja dengang?

Det er måske meget godt, at vi ikke vidste, hvad tiden ville bringe og lod forelskelsen få fat, før kriserne kom. Det er måske også meget godt, at vi begge er ret vedholdende og glade for det nære og velkendte – for jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke nær havde fået det bedste af os. Jeg tror, vi begge har følt os enormt ensomme i perioder. Alene med tanker og følelser, selv om vi var omgivet af mange mennesker. Selv om vi havde hinanden.

Der er ikke fordi, kriserne har ramt os som par – altså i den forstand, at vi skændes vildt og vendte vrede og frustration mod hinanden. Jovist skændes vi til husbehov – hvem gør ikke det – men vi har alligevel formået at forblive stærke sammen. Jeg kan sagtens synes, at han er verdens største og dummeste røv – og han ganske givet det samme om mig. Men vi har holdt sammen og holdt (hinanden) ud i 12 år her til aften. Det er jeg godt nok glad for.

12 år er ret lang tid. Mit længste forhold før dette holdt i 2 år. Vi var begge studerende den gang, så vi tog ikke hinanden for pengenes skyld. Det var for hinandens skyld, ynder jeg at tro. Fordi der var noget allerede dengang, der bandt os sammen – længe før vi blev bundet af ægteskab, realkreditlån og forældres forpligtelser.

Vi har fejret dagen med en lejet trailer og en tur på lossepladsen. Med at så en græsplæne og gøre hytten ren. Med at lave mad med ungerne og læse godnathistorier. Nu med kaffe – stadig i en sofa fra IKEA.

Kærlighed

Kan man lukke lockouten ude?

Kan man lukke lockouten ude?

Er jeg helt alene om at have lidt ondt i maven over uvisheden omkring potentiel strejke og lockout? Det er vildt, så meget uvisheden omkring en reelt mulig konflikt påvirker mig. Måske er det irrationelt, men det rykker ved hele mit fundament. Hele vores fundament.

Den underliggende uvished spiller slet ikke sammen med en hverdag, hvor jeg nærmest hver dag prøver at bruge alle strategier, jeg har lært for at holde resterne af tidligere langtidsstress i ave. Selv om det er flere år siden, jeg var meget syg af stress, så gør sådan en situation som denne, at flere symptomer får lov at stikke hovedet frem igen.

Jeg er på lønmodtagers side og forstår fuldt ud, at vi skal stå op for vores fremtidige rettigheder i det offentlige. At lige løn for lige arbejde er en kamp, der er værd at kæmpe, og ikke mindst, hvad denne konflikt er et symbol på. For hvad så, hvis vi fjerner frokostpausen? Vi skal nok få noget at spise på én eller anden måde, men hvis arbejdsgiver nu virkelig er en snu rad, så er 7,5% ekstra arbejdstid så lig med, at man kan spare 7,5% væk og lade resten løbe (endnu) stærkere? Vi løber allerede stærkt, skulle jeg hilse og sige.

Det meste af min uro over konflikten rækker dog ind i det nære og mere lavpraktiske: Hvis strejken kommer på tale, skal jeg ikke selv strejke, men det skal pædagogmedhjælpere i min søns børnehave og min datters skole – og så er der dage, de ikke kan komme i børnehaven eller SFO’en, og de øvrige dage er der lagt op til kortere åbningstid. Jeg har i forvejen svært ved at få familielivet til at hænge ordentligt sammen.

Kommer det til lockout, så er jeg omfattet og det samme er børnenes instutition og skole. Så må de komme med mig, der hvor jeg skal være. Det er, hvad det er. Men så er der ingen løn på ubestemt tid, og det er heller ikke just en fest for nogen parter. Jeg har altid haft styr på mine ting, og jeg går ikke bankerot over at undvære penge i uger eller en måned, men igen: Uvisheden rykker ved tanker og følelser og gør ikke ret meget godt.

Det rykker dog ikke kun ved hverdagen. Det rykker i den grad også ved min følelse af (lige)værd og retfærdighedssans. Det rykker ved min følelse af at blive mødt og forstået af de politikere, vi satte kryds ved. De skuffer mig i den grad ved at lade arbejdsgiversiden få offentligt ansatte til at fremstå som forkælede, krævende snyltere, når virkeligheden er, at vi knokler røven ud af bukserne for en løn, der ikke er i nærheden af vores privatansatte ligeværdige. Også hvis du regner frokostpausen fra. FYI: Vi når sjældent at holde den.

Det skuffer mig at retorikken fra arbejdsgivers side er så negativ om omkrig halvdelen af alle skatteydere. Det får en klang af at være nedladende og det gør mig vred. Hvad der gør mig endnu mere vred og forarget er, hvis der er hold i de forlydender, at der spekuleres i, hvad de penge, som går fra de offentligt ansattes manglende løn, skal bruges til at dække af huller i statskassen. Det er skammeligt. I så fald stemmer jeg for folketingsvalg i meget nær fremtid, så de 450.000 offentligt ansatte, som er i klemme, kan få lov at stemme på dem, de så synes, har varetaget deres interesser bedst på det seneste.

Ja, jeg ved det. Jeg er træt af det og frustreret. Men situationen er frustrerende og uvisheden har hængt over hovedet på os for længe nu. Jeg gik forbi Forligsinstututionen den anden dag og havde lyst tl at fortælle folkene derinde en hel del. Men havde de mon lyttet, hvis jeg havde fået muligheden? Jeg ved det ikke. Faktisk tror jeg, at en del af dem derinde slet ikke har den fjerneste idé om, hvordan vilkårene i det offentlige rent faktisk er.

Om Nutella og verdens lækreste mand

Om Nutella og verdens lækreste mand

Det er måske ikke helt normalt at få tårer i øjnene, når man spiser ristet brød med nutella. Det kunne være fordi det smager noget nær guddommeligt. Men i mit tilfælde er det fordi det minder mig om en tid, som jeg ikke savner, men ikke kan glemme.

Sidst jeg spiste ristet brød med nutella var en kold vintermorgen i 2015 på afdeling A40 på Skejby Sygehus. Min søn sov rusen ud efter endnu en narkose, og jeg smurte mig en mad og fik en kop kaffe i mørket på stuen. Vi lå alene på stuen og ventede på forhåbentlig at blive udskrevet eller i værste fald at få endnu en stuekammerat, som græd hjerteskærende enten før eller efter operation.

Min søn havde denne gang “kun” været igennem et forsøg på kateterisation af arvævet efter hans store åbne hjerteoperation. Men selv om det “kun” var en lille omgang denne gang, var det ikke lykkedes at udvide afvævet og der var tilstødt endnu en komplikation i form af en åre i lysken, som skulle observeres for potentiel blodprop. Vi havde endnu ikke været igennem et indgreb eller en undersøgelse uden mindst én komplikation, som komplicerede hans forløb. Derfor var det lidt svært at få armene over hovedet i forhold til udskrivelse, for 1) hvad så, når udvidelsen ikke lykkedes? og 2) hvor fedt var det at forlade sygehuset og køre 150 km. hjem med viden om, at min søn potentielt kunne udvikle en blodprop i benet?

Nutella was highly needed!

Det er 3 år siden nu, og vi har HELDIGVIS ikke været indlagt siden. Ikke for noget med hjertet i hvert fald. Det er jeg mega taknemmelig for! Han er en sej bøf, ham den lille. Her i ferien har jeg haft ekstra tid til at tænke over, hvor stor og sej, han egentlig er. Han er faktisk det sejeste menneske, jeg kender. Fra lille og uden garatier for at overleve til en stor dreng, som or alvor udvikler sig i børnehaven. Sproget, legen og hans viden om verden. Han leger med sin søster og sine venner og med, hvad hans egen krop kan. Dykker i svømmehallen i en sådan grad, at jeg indimellem kommer hen og hiver ham op af ren og skær refleks, fordi mit moderhjerte og min hukommelse fortæller mig, at han må være i fare. Tro m ig, han hyler og skriger og råber “Neeeeej, mor! Jeg kan godt selv! Du ødelægger det!”.

Sorry, baby! Mors hjerne har været programmeret til at gøre alt for at redde dig siden 20. graviditetsuge.

Om 11 måneder skal han i skole. Shit og Yay på samme tid. Min lille dreng bliver for hurtigt stor og det er helt vildt fedt, at han er kommet så langt trods alle odds. Jeg endevendte hans skab i weekenden, og alt i 104 var håbløst for småt. Da jeg ryddede op i hans skab i juleferien passede det fint. Han vokser og udvikler sig helt som han skal.

Han er så sej og stærk, at han indimellem får sin mor til at glemme, at han var syg. Og det er noget af en præstation, for det er som om, det blev en del af min DNA at være i panik-mode, da hjertelægerne skannede og fandt massiv deformitet. Han viser mig hver dag, hvor sej han er, og det gør det lettere at leve med minderne om den tid, der var og ønskerne om at hans fremtid må blive lige så stærk og relativt problemfri, som nu.

Verdens lækreste og stærkeste mand er 4 år, 107 cm. lang, vejer 19 kilo og har små 30. cm ar fra hals til mave. Og jeg er verdens heldigste kvinde, at få lov til at være hans mor <3

Sne er sundt for sjælen

Sne er sundt for sjælen

Det var måske ikke sne, jeg drømte om i min påskeferie. Men når den nu er her, så lad os få det bedste ud af den. Det fik vi i dén grad her i ferien. Vi fik også det bedste ud af ferien generelt.

Jeg synes ofte, at jeg er nærmest latterligt dårlig til at lege og lade fantasien få frit spil sammen med ungerne. Hvem kan ikke lege med sine børn? I mit baghovede rumsterer der tit tusind ting, jeg kan eller skal, og så har jeg svært ved at forholde mig til, hvad Barbie sagde eller gjorde, og hvor mange kilometer i timen, bilerne skal køre på rumbanen på Mars og siger “piiivvvv crash bum bang swisssssh”.

Her i påskeferien har jeg virkelig lagt mig selen for at være den gode, sjove, nærværende mor. Jeg har leget med Polly Pocket, har bagt boller og pølsehorn, har taget ungerne med i biffen, har læst løjt i timevis, har sunget og tegnet, klippe-klistret, budt legekammerater velkommen, leget i sne, været på legepladsen og meget andet. Det har været sjovt og godt, men ikke uden børn, der trods rigelige mængder opmærksomhed alligevel fadt tid og behov for at slås over småting. Heller ikke uden til en vis grad at trække veksler på mig selv, kan jeg mærke. Jeg har trængt til selv at ånde lidt op og trække mig tilbage, men har givet ungerne så meget, jeg kunne, fordi jeg føler at jeg giver for lidt opmærksomhed i hverdagen.

2 gange i løbet af ferien har jeg overvejet at spille time-out-kortet. At sige nej til en oplevelse for at blive hjemme og mærke stilhed og alenetid i eget hjem. Den slags tid har der været forsvindende lidt af de seneste 7 år. Manden og børnene ville gerne på kælkebakken og en tur i svømmehallen. Jeg overvejede virkelig at blive hjemme begge gange, og måske burde jeg have gjort det, men det er på kælkebakken og i svømmehallen har det med at blive hængende i hukommelsen. En tur ud i et noget nær magisk sneklædt landskab med kælk i ferien, hvor tiden ikke betød noget – det er den slags oplevelser, der bliver til minder. Og det minde ville jeg ikke være fraværende i!

Sne er klart smukkere, når man har fri og kan gå og kigge på det, end når man skal afsted 15 minutter forsinket med to børn før en arbejdsdag. Det var sk**eflot! Der manglede bare lige en talende snemand og et rensdyr og en isdronning – så var det ren magi.

Svømmehallen var – tja…svømmehallen, og ikke tilnærmelsesvis magisk i sammenligning med ovennævnte. Jeg er normalt ikke til klor og fællesbad, men indrømmet: Det var sjaw! Især fordi at lige pæcis i dag min datter overvandt skrækken for vandrutsjebanen og min søn pludselig begyndte at dykke frivilligt.

Det var vigtige øjeblikke, og jeg er glad for, at jeg ikke valgte at blive hjemme. Så vil jeg hellere øve mig i at trække stikket lidt mere i hverdagen. Vi skabte minder i denne ferie. Vi gav nærhed og viste ungerne, at mor og far ikke kun er formaninger, for lidt tid og jævnt fortravlede individer. Vi kan også være fjollede og sule hinanden i sneen eller kaste rundt med hinanden i svømmehallen. Vi var både mor og far – og kærester – som vi gerne ville være. Vi var fakisk i nærheden af at være så carefree, som vi var, før vi blev forældre og et enormt ansvar hvilede på vores skuldre. Who would have thought.

Hvorfor pokker er det så svært i hverdagen? Hvorfor skal hverdagen føles som en marathon og ferierne som et flygtigt øjebik?

Denne ferie gav minder og noget udefinerbart, som er værd at minde hinanden om, når hverdagen igen sluger det bedste af os. Er jeg udhvilet? Ikke i nærheden af. Glæder jeg mig til at komme på job? Ærligt svar: Ikke det fjerneste! Jeg håber, mine børn har fået lige så meget ud af ferien, som jeg har, for jeg synes, den har været god trods tanker om strejke, lockout m.m.

Åh, hvor jeg allered glæder mig til den næste ferie sammen med min lille enhed og føle mig som mig igen <3

Ingen Mother of the year

Ingen Mother of the year

Der er de dage, hvor man bare ikke ligger lunt i svinget til at kvalicficere til mother of the year-titlen. Hvor man jogger i spinaten og bruger resten af dagen på at prøve at håndtere den dumme følelse i maven. I dag  var det noget nær et guilt-trip fra morgen til aften.

Manden min afleverer ungerne i torsdag. I dag havde jeg fri, så jeg tog den lille i børnehave, imens mand og datter cyklede i skole. Jeg skulle en tur forbi min læge kl. 9.00 og tog en hurtig kop kaffe hjemme, inden jeg cyklede ind til lægen. Alt imens min telefon åbenbart lå og hyggede sig på lydløs i tasken. Alt imens manden forsøgte at ringe 3 gange. Jeg så opkaldene 8.30 og læste SMS’en. Gymnastiktøj og biblioteksbøger manglede. Herregud, tænker du måske. Men det gjorde det også i sidste uge, og derfor var jeg knap så afslappet omkring det.

Jeg kunne godt pudse glorien og tænke, at det jo ikke var MIG, der havde glemt det for anden uge i træk. Men hun er MIN datter, og jeg vil meget nødig, at hun ikke har det med i skole, som er nødvendigt for hendes skoledag – hun  skal ikke stå udenfor eller være på sidelinjen unødigt.

Så op på cyklen i en helvedes fart. Mor her trampede i pedalerne, godt hjulpet ppå vej af en heftig cocktail af tidspres, guilt-trip og frustration over min bedre halvdels manglende evne til at huske. Løb ind på skolen. Ingen børn i klassen. SHIT! Var det så gymnastiksalen eller biblioteket, jeg skulle satse på at nå at finde dem i, inden jeg blev nødt til at køre til læge? Jeg satsede på gymnastiksalen og trak heldigvis det længste strå her.

Foran hele klassen fik hun nu sin gymnastiktaske og jeg hang biblioteksbøgerne i hendes garderobe. Lige i dette øjeblik gik det op for mig, at hun skulle præsentere en bog for hele klassen – siddende i en f-ing stor fortællestol – og fortælle og vise billeder. Fra en bog, der ikke lå i tasken! Goddamnit! Ingen mulighed for at nå hjem og hente den, ingen mulighed for at låne den på skolen, eftersom eneste eksemplat lå hjemme på køkkenbordet og larmede i sit fravær. Her var der ingen gymnastikbluse, hun kunne få overhovedet og så var alt godt. Her kunne hun ikke gennemføre det, hun var sat på til. På et podie, for pokker!

Jeg siger dig: Jeg har haft ondt i maven hele dagen. Ikke anet, om jeg skulle blive på skolen og sætte mig i den pokkkers stol sammen med hende og fortælle en historie eller hjælpe hende med at huske. Sige ærgerlig-ærgerlig til lægen, eller lade som ingenting og håbe, at hun kunne huske noget af det eller valgte én af de bøger på biblioteket, som vi har læst. For dem er der altså en del af. Mit hoved kunne ikke slippe det. Så meget fyldte følelsen af at være lortemor nr. 1. Også selv om jeg ikke var den, der havde glemt bogen. Det nyttede ikke rigtig at placere skyld, når barnet ligegyldig hvad ville sidde dér – foran klassen – og skulle sige: Jeg har ikke bogen med.

Det var med lidt nervøse og tunge skridt, jeg gik ind på skolen kl. 13.00. Følte, jeg havde et enormt neonskilt over hovedet, hvor der stod “hende moren, der glemte”. For pokker, det er jo bare en bog. Men min datter trives ikke super fedt med børnehaveklassen p.t. Hendes selvtillid er lav i øjeblikket og så havde vi lige muligvis gravet den følelse dybere ind i hende.

Jeg valgte at spørge ind til, om hun havde præsenteret en bog på biblioteket, selv om hendes mere eller mindre inkompetente forældre ikke havde fået bogen med. Hun kunne ikke skjule sin skuffelse. Av av! Læreren havde så valgt at en anden, der ville, havde præsenteret en bog og at vores datter tager plads i stolen efter påske. Det er en slags plaster på såret. Nu skal jeg bare lige finde ud af, hvordan jeg lapper den skuffelse, hun stadig bar på, da vi kom hjem. Bygger hendes selvtillid op til, at hun selvfølgelig skal sidde i den stol og fortælle.

Her kommer mit arbejde mig sandsynligvis til hjælp, da den nyeste bog i Det hemmelige rige-serien faktisk lige er landet på mit skrivebord. Hvis du har en pige i alderen 5-8 år, vil du sikkert vide, at barnet vil være top-begejstret. Din beggejstring er nok sværere at spore. Især, hvis du som jeg har læst alle 25-26 stykker i serien… (#glitterogglimmeroverload) Den vil hun gerne læse og anmelde foran klassen. Den er længe ventet og kan forhåbentlig højne både street-cred, selvtillid og hendes humør efter hendes forældres fuck-up i dag.

Det er ikke let at være skoleforælder. Heller ikke skolebarn med min mand og jeg som forældre, selv om vi prøver at huske og hjælpe. Slet ikke hvis barnet ikke helt er nede med skolen i øjeblikket og manden kan udstikke dessiner fra den anden side af Storebælt, men ikke selv eksekvere. Det er ikke første gang – og sikkert heller ikke sidste gang, jeg/han/vi ikke formår at nå/huske/gøre/hjælpe med det hele. Selvfølgelig kunne hun selv have husket bogen, men hun er kun 6 år. Det er stadig os som forældre, der skal sørge for at rammerne om hendes skolegang er i orden og lære hende at agere i skolen. Det skal vi så liiiige øve os på.

Satser ikke på, at hun som 25-årig skal i terapi på baggrund af denne situation. Jeg accepterer, at jeg ikke får medaljen for mother of the year i år – og sikket heller ikke de kommende år. Det bliver åbenbart ikke lettere at være mor, selv om man har haft tid til at øve sig.

Bloggeren, der blev væk

Bloggeren, der blev væk

Jeg er ikke blevet væk. Jeg er her. Lige herovre i hjørnet, hvor jeg prøver at samle mig selv lidt.

Jeg har været alt for stille på bloggen i alt for lang tid. Undskyld! Men jeg har strukket mig lidt for langt fysisk og psykisk på de seneste, og det giver oftest ris til egen røv. Det burde jeg have lært efter 36 år, men ak nej – det skete igen.

Jeg vil ikke have det til at blive en klagesang. Dem er der ikke mange, der gider synge med på, mig selv inklusiv. Det er bare sådan det er. Jobbet har taget sin tørn i en sådan grad, at jeg ikke har kunnet tænke to sammenhængende tanker, når jeg kom hjem. Der har været op- og nedture i familielivet. Sygdom og snue har tærret på kræfterne. Venner og den nærmeste familie har haft brug for mig, og hverdagens trummerum har taget sin sædvanlige luns af livet.

Jeg har tænkt tusind tanker, som jeg egentlig gerne ville dele her på siden. Nok mest for min egen skyld. Jeg har bare ikke haft for fem flade øres overskud til at gøre det. Simple as that.

Har I andre det også sådan? At I indimellem bruger jer selv så meget for at hjælpe andre, at I selv bliver væk i processen? At I føler, at I har gjort 1000 gode ting for andre, men glemt at gøre en eneste for jer selv? Jeg vil gerne hjælpe – det er en kæmpe del af min personlighed. Jeg tror fuldt og fast på, at den ene tjeneste er den anden værd og at hvis man selv tager del og deler ud, så kommer det godt tilbage. Det gør det heldigvis også i mange situationer, men andre gange gør det bare ikke. Hvad skal man så stille op med det?

Når min mand indimellem er i sit provokerende hjørne, hævder han, at samtlige gerninger er egoistiske og med en bagtanke. At man gør noget for andre for sin egen selvfølelses skyld. At man giver en gave i håb om at få én selv, eller at få ros og anerkendelse for det. At man bager boller til mødregruppen for at højne sit eget værd og tilsyneladende overskud. At man tager teten på jobbet for at modtage andres beundring.

På nogle punkter har han ret. På andre punkter vil jeg dog hævde, at man ikke har et valg. Når jeg gør noget for mine børn, er det for deres bedste og fordi de er afhængige af det. Så tænker jeg ikke på, om det får mig til at fremstå på en bestemt måde for dem, for andre eller for mig selv. Jeg gør det bare – og det skal jeg. Jeg er deres mor. Når jeg prøver at samle en ven op fra gulvet mentalt, er det ikke for selv at fremstå overskudagtig eller som en helt – det er fordi jeg holder af vedkommende. Jo, så hjælper de nok mig en anden gang, når jeg har brug for hjælp. Men det er ikke det afgørende i situationen. Skal man prøve at imødekomme hans tanke, er det i disse situationer, fordi man føler, at både børn og venner beriger ens liv på andre punkter.

Når jeg derimod står for forældrekaffe i børnehaven eller kører en bilfuld unger til børnefødselsdag, derude hvor kragerne vender, så er det med en bagtanke. Nemlig at vise overskud og velvilje. Bare en gang imellem. For at hjælpe mine børns hverdag og sociale liv på vej. Og håbe på, at andre forældre kører/bager/hjælper en anden gang. At andre synes, jeg bakker op om fællesskabet, selv om meget få mennesker drømmer om at sidde og vente i 3 timer, til man kan proppe bilen med børn igen og køre retur.

Jeg kan grundlæggende ikke lide tanken om, at det hele skal måles og vejes i, hvad man kan får for det, man gør. Jeg synes ikke, det er en del af at være (med)menneske. Dog, lige nu, hvor jeg føler, at jeg er delt i 1000 stykker, er det fordi jeg har spændt buen for hårdt. På nogle områder fordi jeg gerne har villet vise mit værd, men på mindst lige så mange, fordi jeg ikke har haft et valg. Tingene skulle bare gøres.

På jobbet har jeg været fristet til at lade være og se, hvad der så skete. Det samme hjemme indimellem. Ville verden gå under, hvis jeg ikke gjorde det/ikke var der/sagde nej tak? Måske. Måske ikke. Vi må nok erkende, at en del af problemet er, at jeg sjældent bare lader ting sejle. Jeg synes, jeg tager ansvar – bare ikke så meget for mig selv.

Jeg glæder mig usigeligt til påskeferien. Til at have 10 dage uden planer, hvor jeg skal prøve at hellige mig så lidt som overhovedet muligt. Hvis det altså kan lade sig gøre alene hjemme med 2 starutter under 7 år… Til at trække stikket og prøve at pleje en lidt mere egoistisk side, som jeg ikke er helt fortrolig med. Ikke være den, der siger “Jamen, de kan bare lege her hos os” og så ende med at være konfliktmægler og serviceorgan i 4-5 timer. Det er jeg såmen så rigeligt i hverdagene.

Min læring bliver forhåbenligt at sige mere fra. Sige fra for at passe på mig selv, og samtidig anerkende, at det at være servicemindet også er en del af at være mig. Jeg skal finde en bedre balance i det for mig selv og mine nærmeste. Elastikken skulle jo helst holde til jeg bliver gammel og slap og rynket over det hele. Og det er først, når jeg er 100 år, hævder min ældste!

DIY: Baggy-babybukser

DIY: Baggy-babybukser

Jeg har endelig fået gang i symaskinen igen og der er kommet hele to par baggy-babybukser fra min hånd her til aften.

Jeg skal ikke selv have flere børn, men det forhindrer mig heldigvis ikke i at sy til andre. Og når vores gode venner skal have en lille pige i maj, så er det er god grund til at sætte foden på pedalen og sy en masse fine små ting.

Jeg har en masse “rester” fra tidligere projekter. Ikke nok til at skabe noget i str. 110 eller 122 til mine egne banditter, men rigeligt til at sy babytøj i både str. 56 og 62. Bukser, huer, body, pandebånd osv. Det er total win-win. Det giver plads i skabet hos mig, det er godt at være nøjsom og bruge op, og de færdige stykker tøj giver luft i et budget, hvor pengene med fordel kan bruges til andet end babytøj. Og så gør det glad at give.

Jeg har brugt et mønster fra denne blog. Den er ret genial, fordi du let og enkelt kan måle mønster op til den størrelse, du skal bruge, og selv bestemme, hvor “baggy” modellen skal være. Helt op til str. 110.

Det meste af mit stof køber jeg hos Piraf.dk – også det stof, jeg benytter her: Resterne af en rapport med dådyr og resterne af top-lækkert stof fra Elvelyckan Design.

Baggy-babybuks

Denne model er super enkel at sy – faktisk så enkel, at min 4-årige har hjulpet mig ved maskinen (ok, med ført hånd). Det er sgu lidt vildt at tænke på, at en størrelse 56, som vi har syet i dag, engang var håbløst for stor til hans præmature krop. Når jeg sidder med det i dag, og knap kan sy buksebensrib sammen for mine tykke pølsefingre – og samtidig har en stor knægt i str. 110 siddende på lårene – så virker det som en fjern fortid. Som noget fra en anden planet.

Baggy-babybuks

1 time = to par “reste”bukser (og en hue, som ældstepigen har syet). Det er god brug, vil jeg vove at påstå.

Lur mig, om der ikke kommer en hel del mere fra hånden, når jeg får det sidste stof på plads i mit nye syværelse? Både til andre, til mine egne og til mig selv.

Hvis du vil se, hvad jeg ellers syr, så følg hashtagget #madebymetten på Insta, eller se med i sidemenuen.

God sylyst!

 

Torsdags-træls med et twist af galgenhumor

Torsdags-træls med et twist af galgenhumor

Jeg synes ellers, jeg efterhånden er er ganske god til at være mor om torsdagen. Jeg prøver altså også ihærdigt alle de andre dage. Men torsdag har jeg ikke så travlt – heller ikke selv om jeg står alene med banditterne til kl. sent. Ingen fritidsinteresser, vi skal nå, ingen indkøb og ikke ret meget “skal”.

Min mor kommer indimellem på besøg om torsdagen, hvilket indimellem kan hæve mit stressniveau indimellem, selv om vi så er to voksne om to børn. Den korte forklaring er, at min mor og jeg ser ikke altid ens på tingene, og det er ikke altid lige let. Nuff said.

Når jeg så ikke føler mig helt tilpas og føler, at jeg skal forsvare mine og mine børns handlinger, så kommer jeg – ironisk nok – til at skælde mere ud…på mine børn. Øv bøv! Det er ikke fedt. Hverken for dem eller for mig. Og sikkert heller ikke for min mor.

Filmen knækker, når alle stadig vil have et stykke af mig kl. 16.50, imens jeg prøver at få aftensmad på bordet. Når jeg prøver at få den ene til at lytte, hvad den anden siger og ikke afbryde hvert 5 sekund. Når det negative er i fokus og det positive har virkelig trange kår, og når jeg kan mærke en halsbetændelse komme snigende. Så hjælper det ikke altid at tænke på, at det er fredag i morgen og at solen skinner, selv om det er pissekoldt, at det er lønningsdag og at vi ikke skal andet end det, vi vil i weekenden. Åbenbart ikke.

Jeg prøvede, men alligevel kom jeg til at bide af den ældste, da hun tredje gang i streg afbrød mig, selv om jeg bad hende om lige at høre mig til ende. Resultat? Hun stormede ud af køkkenet, græd og var uforsonelig i en halv time. Den yngste har et attentionspan så lille, at man skal lede efter det med lup, og ordet nej har aldrig rigtig haft en effekt på ham. Især ikke, når han er sulten og raider hele køleskabet for ostehaps og smoothies, hvis jeg ikke er vaks ved havelågen. Min mor bemærkede deres “mærkelige opførsel”. Jeg var træt!

Og nu er jeg virkelig træt af det. Træt af, at jeg ikke var nok i kontakt med min fornuft, og lød følelserne få lang line. It’s a fu*king Jane Austen! Træt af ikke helt at slå til. Igen. Bare træt! Det er super træls at sidde i sofaen og være ked af det, der skete. At have lyst til at storme ind i soveværelset og vække ældsten og kysse-kramme livet halvt af hende og sige undskyld. Ret beset skal det siges, at jeg sagde undskyld og fortalte hende, at min måde at reagere på ikke var god mor-opførsel. Selv om intentionen var at gøre godt, så hun mere trist ud, og så tvivlede jeg igen på, om det var det rette. Skulle jeg så bare have ladet være og ladet som ingenting for ikke at åbne situationen igen? Hvad pokker gør man, når man gør det rigtigt? Hvordan gør den gode mor, når hun både er forstående og sætter grænser?

Jeg ved det ikke og indimellem tænker jeg på, om jeg nogensinde lærer det. Om jeg nogensinde føler, at jeg gjorde det helt rigtige. Når man så er torsdags-træls, så er det godt, at Intra kan sørge for lidt opmuntring.