Førstegangsmor flytter hjem igen

Førstegangsmor flytter hjem igen

Hej til dig, som læser med på bloggen og på Momster.

Dette bliver mit sidste indlæg i Momster-land. Dog langt fra det sidste ord fra mig. Jeg har besluttet, at Førstegangsmor flytter hjem igen til de gamle rammer på forstegangsmor.wordpress.com.

Jeg håber, du følger med
Her fortsætter jeg fortællingen om hverdagen med smil og sorger, skøre indfald og andre løjer. Hvis du allerede fulgte min blog, før jeg flyttede ind på Momster-sitet, så skal du ikke gøre noget. Hvis du derimod vil være sikker på at læse med fremover også, så husk at klikke på Følg Førstegangsmor nederst på min nye “gamle blog”.

Tak fordi du læser med – det håber jeg, du vil fortsætte med fremover også.

Vi ses på Forstegangsmor.wordpress.com

Møs fra Mette <3

Larsen gennem livet

Larsen gennem livet

Der er ikke mange steder i medierme, hvor Kim Larsens liv ikke beskrives midt i den bedste sendetid. Og ganske med rette, for han var om nogen – sammen med Grundtvig, H.C. Andersen og B.S. Ingemann soundtracket til den danske folkesjæl. Fra og med i dag, får vi ikke flere sange fra hans hånd og mund.

Jeg er vokset op til tonerne af Larsen. Mine forældre elskede hans musik og hans reaktionære måde at være på. Min far lignede ham endda. Ved i det tilfælde ikke, om jeg skal være glad for, at jeg ligner min far… Jeg var ikke meget mere end 1 år, før jeg stod og rockede til Gasolin og da jeg var 2, udkom Midt om Natten-albummet og der er billeder af en lyshåret, krølhåret mig med store hørebøffer på og LP’en i baggrunden.

Jeg elsker Papirklip, Pianomand, Tik Tak, Kvinde Min og Larsens version af Kirngsat av Fjender. Jeg begravede sågar min far til tonerne af Om Lidt Bli’r Her Stille spillet uden tekst på det brusende kirkeorgel. Jeg kan stadig i dag ikke høre den, uden at jeg græder.

Ergo: Larsens musik er en dyb del af mit eget livs soundtrack so far.

I studietiden var han flere gange kunde i de detailbutikker, hvor jeg havde studiejob, og man mødte ham ofte på cykel gennem byen eller i den lokale svømmehal. Uden hensigten at plette et ellers stort dansk renomme, så var det ikke altid en mindeværdig oplevelse. Hans facon og holdninger var hans egen. Den del er vidst ingen hemmelighed. Men han var sig selv og helt ude i hverdagens liv sammen med alle os andre. Det har jeg stor respekt for.

Én bekendt beskrev i dag i et opslag på sociale medier Larsens musik med en flygtnings blik. Da han kom til Danmark for mange år siden som flygtning, forstod han ikke et ord af teksten, men han blev hurtigt klar over, at her var der tale om en del af danskheden og fællesskabet. Det kræver alligevel en del at være så stor en del af en nations kulturarv. En nutidig del, som de fleste af os, der lever i dag, husker personligt. Grundtvig og Ingemann og Andersen er det samme, men langt før den tid, vi kender og lever nu.

Selv min 4-årige søn kendte hans navn, selv om jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke har gjort noget for at bringe Larsens musik ind i hans opdragelse endnu. Vi hørte “Susan Himmelblå” i bilen en dag, og promte kom det fra ham: “Det er Kim Larsen, mor. Det hører vi også nede i børnehaven”. 4 år og helt uden idé om, hvordan manden overhovedet så ud, at han boede i vores ny og at hans mor var fodret med musikken fra barns ben – og alligevel kunne han navnet på manden bag musikken.

Så Larsen. Far vel på den vej, du nu engang skal. Tag en smøg og en kold øl sammen med Pianomanden, hvis han spiller på din vej. Måske ved du nu, om der er fuglefløjt og fest og farver hele natten lang.
Tak for sangene, minderne og det, du har gjort for det danske fællesskab. Tak for et ordsmederi, mit tekstforfatter-hjerte gerne ville have fundet på. Måske dine ord fra før jeg kunne tale har haft en afsmittende effekt. Jeg er i hvert fald sikker på, at din musik vil være noget nær udødelig mange år fra nu.

 

Stille blues i mol og maj
Pianomand ka du høre mig
Hvordan står det til i de dødes land
Det ved du nu – pianomand

Er der koldt og mørkt i den sorte grav
eller stråler himlen som det klareste rav
er der sang og musik i de dødes land
og swinger det – pianomand

Er der fuglefløjt og bægerklang
Er der fest og farver hele natten lang
Er der sol over Gudhjem i de dødes land
Eller dybt godnat – pianomand
Er der sol over Gudhjem i de dødes land
Det ved du nu – pianomand.

———————000————————-

  • Kim Larsen – Pianomand

Hverdagens helte: Madplan giver så meget mening!

Hverdagens helte: Madplan giver så meget mening!

Hvis jeg skal nævne én ting, som har gjort en kæmpe forskel for vores hverdag, så er det at lave madplan. Hverdages helte kommer i mange former, om det så er bedsteforældre, barnepiger, rengøringshjælp eller indkøb leveret til døren, der gør udfaldet. Hjemme hos er det madplanen, som har fået hverdagen til at hænge bedre sammen – og endda givet lidt mere luft i økonomien.

Madplanen er ikke noget nyt hjemme hos os. Faktisk har vi haft den i snart 5 år. Jeg har vidst bare aldrig rigtig fået skrevet om den og dens fortræffeligheder.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg startede ud i den skeptiske ende af skalaen. Det der med at skulle planlægge og ikke mindst vide, hvad vi skulle spise hele ugen syntes både uoverkommeligt og kedeligt. Som med sexliv, alenetid og løbeture – skulle jeg så også til at sætte min mad i skema, efter barn nr. 2?

Yngsteslynglens fødsel, hjerteoperation og lange vej tilbage til et tilnærmelsesvis normalt familieliv lærte skeptisk mor at lave madplan. Pludselig var tiden og overskuddet endnu mindre og så kunne vi jo lige så godt prøve.

Der gik ikke mange uger, før vi var solgt til konceptet. Det var jo nærmest en åbenbaring kun at skulle handle ind maks. 2 gange om ugen. Og da jeg for sjov prøvede at samle bonner ind igennem et par måneder, skulle det også vise sig at være en ganske god forretning.

Rent praktisk, planlægger vi ugens måltider i fællesskab lørdag. Børn og mand vælger hver en ret til ugen, og mor her fylder resten ind, så vi kommer kostpyramiden nogenlunde rundt. Pludselig har alle en selvvalgt (yndlings)ret på menuen en dag i ugen.

Søndag handler én af os eller hele familien ind og onsdag fylder jeg op med mælk, brød og frisk frugt og grønt. Easy peasy! Ingen trætte, sure unger med på panik-shopping. Meget mindre madspild, da vi stræber efter at købe ind, så vi kan bruge op.

OG ikke mindst: Imellem 1000 og 1300 kr. sparet om måneden i forhold til før madplanen. Det er altså et habilt tilskud til sommerferien eller hverdagens fornøjelser på et år. Eller sko. What ever does it, ladies 😛

Jeg synes, det er fedt. Vi lever sundere og mere varieret og forbruger mindre. Jeg synes, det er fedt og giver så meget mening. For mig, for familien, for ungerne, for miljøet og for pengepungen. What’s not to like?

Hvis du stadig er skeptisk, så giv dig selv lov til at prøve et par uger eller fire. Se hvad det gør for din familie og økonomi på en måned f.eks. Mit bud er, at du slet ikke vil synes, at det er helt så tosset og kedeligt endda <3

 

Den dag, forældreintra gik amok

Den dag, forældreintra gik amok

I fredags gik forældreintra amok. Pling. Pling. Pling. Jeg opgav at tælle. Og jeg gad ærligt talt ikke kigge. Det var weekend for crying out loud!

Pling. Pling. Pling. Plingeling over hele linjen. Jeg tænkte, at det måtte være en systemfejl. Så meget kunne ingen forældre have at sige omkring kl. 17 en fredag aften.

Pling. Pling. Pling. F*cking pling!

Så måtte jeg jo kigge – teknologien vandt. Det skulle så vise sig, at der ikke var tale om en fejl. 45 beskeder, mine damer (og herrer, hvis nogen skulle have forvildet sig herind). 45 spørgsmål og svar og svar til alle og svar til nogen omkring biografklub, pædagogisk dag, glemte regnbukser (sendt til hele indskolingen), menu i boden og husk lineal til matematik på mandag.

Fair nok at spørge om bio-klub og hvem der er på hvilke hold eller køber voksenbilletter. Men det stikker helt af, når alle skal sige “også mig” eller “ok” eller “Jeg har ikke set Magnus’ grønne regnbukser heller”. Stop lige en halv. Nej, stop jer selv helt! Vi skal lige have en snak om, hvad det er for et medie, vi har med at gøre.

Lad mig minde om, at der er en funktion, der hedder “Svar” og én, der hedder “svar alle”. Use them wisely!

Det er en samtale, hvor nogen spørger, men med mindre man har set de skide regnbukser eller ikke ejer linealer, så tager vi den ikke i plenum, vel? Jeg er ligeglad med, om 5 forældre skriver “ok – og god weekend” til matematiklæreren, eller om nogen IKKE har set de grønne regnbukser. Havde vi talt sammen i klassen, havde vi sikkert knap hørt “ok” eller “ikke mig”, men på et alle-medie som Forældreintra, så hører alle med. Det er svært at overhøre. Tro mig. Også selv om det ikke vedkommer os.

Jeg har hørt rygter – og det er måske, hvad det rent faktisk er – om at nogle skoler har oplevet, at Forældreintra også var en dating-platform. Den del har jeg så ikke oplevet endnu, selv om den giver lidt kulør til mængden af høflighedsfraser og glemte sager. Nu er jeg jo også en gift kvinde, men derfor kunne det alligevel være en sjov detalje – især, hvis man kom til at bruge “svar alle”-funktionen 😀

Forældreintra blev hendes død
Forældreintra er fint, men hvilke regler styrer vi lige efter her? Det er møg-let, og når en lukket Facebook-gruppe blev nedstemt på første forældremøde, så er det jo ganske genialt, at vi har denne smukke platform til fælles. Så hvordan får vi stampet den bedste forældreintra-kultur op af jorden? Er det måske en utopisk drøm, jeg har, at forældreintra kan blive et sted med praktisk og relevant info og halvt eller helt blandet op med ligegyldige tilkendegivelser?

Har I i dine børns klasse talt om, hvordan Forældreintra kan bruges, så vi bliver oplyste og ikke det omvendte? Har du måske nogle gode fif, jeg kan tage med til næste forældremøde – sådan et virkeligt ét ansigt til ansigt?

Jeg vil virkelig gerne lære at elske Forældreintra – især gerne inden barn nr. 2 starter i skole om 5 måneder, så jeg ikke ender med 90 beskeder en fredag aften, hvoraf kun 5 reelt vedkommer mine børn.
Ellers tror jeg sgu, der ender med at stå “Forældreintra blev hendes endeligt” på min gravsten.

 

Skal jeg fortsætte med at blogge?

Skal jeg fortsætte med at blogge?

Ikke et ord på bloggen i lang tid, tænker du måske. Hvis du altså ikke helt har opgivet mig. For jeg ved godt, at frekvensen af mine indlæg er vigende. Undskyld!

Så hvad sker der egentlig? Nogle gange svigter tiden. Andre gange inspirationen, selv om der sker 100 ting om ugen – mindst. Jeg starter faktisk på 5-10 indlæg om ugen, men kommer helt ærligt til at tvivle på, om det jeg har at skrive eller sige overhovedet er relevant eller interessant. Jeg lever trods alt er relativt gennemsnitligt hverdagsliv, kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i byen og taler oftere med forældre i min datters klasse, end med mine bedste venner. Nogen gange kan jeg bare ikke rigtig mærke de samme følelser i indlæggene, som de følelser, jeg mærker IRL og netop trænger til at formidle eller bearbejde via bloggen.

Noget af forklaringen skal også findes i, at jeg p.t. er i gang med endnu et uddannnelsesforløb, hvor der skal læses godt 200 siders hard-core faglitteratur pr. undervisningsgang + skrives opgaver. Det er pi**e-spændende, men tager al den tid, der ikke går med ungerne. Lektier hver aften i 10 uger. Yay…

Jeg har kørt bloggen i 8 år og tænker fra tid til anden, om jeg skal fortsætte. Har jeg stadig lyst til at blogge? Er det, jeg vil fortælle relevant for nogen? Og er det stadig relevant for mig at blogge? Er markedet for moderskabsblogs så overloadet, at det har fået ca. samme status, som at døbe sit barn Brian eller Johnny? (Undskyld, hvis du eller dit barn hedder det). Døde min idé om at skrive om moderskabet definitivt, da jeg også tog beslutningen om, at min blog ikke skulle være kommerciel?

Først og fremmest: Ja, jeg har lyst til at skrive og dele. Før og efter jeg blev mor for første gang, havde jeg et enormt behov for at komme ud med allle de tanker, jeg ikke altid vidste, hvem jeg skulle tale med om, men stom trængte sig på inden i. Både gode og svære, that is. Det var relevant for mig – og i takt med, at jeg skrev, viste det sig, at andre også fandt det relevant. Mellem os sagt, kunne jeg slet ikke fatte det, første gang jeg fik en blog-kommentar. NOGEN havde LÆST mine tanker – på den gode måde. Seriøst!??!

Markedet for moderskabsblogs er vokset siden. Eksplosivt. Med større eller mindre held. Med større eller mindre relevans. Honestly. At være relevant kræver tid – ikke mindst for at forblive relevant. Jeg prøvede mig lidt med sponsorerede indlæg, men følte ret hurtigt, at jeg tabte mig selv og mit udgangspunkt i det. Min autencitet. Men når jeg ikke har tiden, ikke anmelder alverdens produkter? Ikke altid kan koncentrere mig tilstrækkeligt, render rundt efter børn, der ikke vil sove eller bliver revet væk i en storm af forældremøder, lektier (mine og børnenes), arbejde og alt det andet – hvad er jeg så i blogland? Skal man så bare lukke butikken ned og sige tak for denne gang?

Jeg ved det ikke. Det er super svært. Jeg hænger mig ikke i læsertal og klik-statistik. Men jeg kan mærke, at det går min ære nær, at jeg ikke får skrevet.

Nu ved du, hvad jeg laver og hvad jeg tænker på, når mine tanker ikke kanaliseres ned til tekst og indlæg. Jeg er her, men tænker på, hvad jeg har at bidrage med. For mig selv og for andre i blogland.

Well, hvis du stadig hænger på, så tak fordi du tog dig tid til at læse med. Hvis du har en kommentar til det, så skriv det endelig 🙂

Møs fra Mette

 

Then we take Berlin

Then we take Berlin

Smid mig dit bedste Berlin-tip og jeg skal være så taknemmmelig! Om en måned sætter manden og jeg nemlig kursen mod den tyske hovedstad og jeg glæder mig!

Valget er tidligere ellers faldet på London. Jeg elsker London, men denne gang drager vi tilbage til en by, vi hver især ikke har besøgt siden de sene teenageår. Dengang før Berlin var det foretrukne børnefamilie- og hipsterparadis. Dengang, hvor det hele var post-koldkrigs-gråt. I hvert fald set med danske gymnasieelevers øjne. Sådan er det heldigvis ikke mere.

Jeg glæder mig til at tage hul på Berlin igen. Kærestetid er virkelig sjældent på programmet, og jeg glæder mig selvfølgelig til tid, overskud og muligheden for at tale sammen, men også til at opleve sammen. En ven sagde engang, at det virker lidt som om, vi flygter, når vi har kærestetid. Det kan der være noget om, for de 2 gange om året, vi har 48 til 52 timer uden børn, så vælger vi at rejse på storbyophold. Måske det er fordi vi har en trang til igen at opleve verden? Måske det er fordi vi så er tilstrækkeligt langt fra opvask, oprydning og andre gøremål hjemme? Måske det er fordi der så ikke er nogen reel chance for, at farmor og farfar fortryder pasningen og ringer efter os 😛

Tilbage til Berlin. Der er Checkpoint Charlie, rester af muren, Zoo, Brandenburger Tor og de andre monumenter. Men hvad er der ellers? Hvor er dit yndlingssted i Berlin? Det, som måske ikke lige er i Turen går til… Hvor spiser man godt, når man er uden børn, men ikke er millionær? Hvilken transportform er den smarteste, når man har 2 dage på egen hånd og skal have mest ud af dem? Hvor ligger den café eller den lille butik, jeg bare ikke må gå glip af? Kvali-vare, high-street eller second-hand? Hvor får man den bedste kaffe to go? Hvilken lille gade skal man opleve? Eller noget helt andet.

Vi har tid, ingen bestemt senge- eller spisetid, et relativt budget og et hotel på Alexanderplatz. Derudover er vi åbne or forslag!

Hit me, Berlin-lovers!

Hvad jeg skal vide om drenge #2

Hvad jeg skal vide om drenge #2

Som drengemor er der meget, jeg skal lære. Blandt andet, at en drengs og mands liv handler om benhårde prioriteringer. Det handler jo for pokker om artens overlevelse – og et forkert valg kan have store konsekvenser. Løve = løb eller kæmp? Aftensmad = få det overstået eller tag 2 timer med iPaden? Kaste op = Nu eller senere? Forklaring følger…

Søn står og tripper som en gal på stuegulvet, alt imens han har et stykke vandmelon i den ene hånd og sin anden hånd solidt placeret på tissetrolden.

Moderen spørger, om han skal tisse. Han nægter. Nej, han skal bare have mere vandmelon. Få sekunder senere kommer han til konklusionen, at han skal tisse. Surpriiiiiise! For det er en anden ting, der er værd at vide om drenge. Du kan sige noget, og de kan nægte pure. Men så er et frø plantet, og lur mig, om de ikke selv kommer til samme konklusion lidt efter. De skal bare føle, at de selv kommer til løsningen. Kvindelist 101.

Søn sidder på toilettet og fortæller, at han føler, han skal kaste op. Straks spørger jeg, om han skal have en spand. Nej, det er bare kvalme. Han gør sig færdig og imens han vasker hænder, lyder det:

“Øhm, det der med at kaste op, det venter jeg lige med, til efter jeg har set tegnefilmen færdig”.

Som sagt: Det er vigtigt at kunne proritere 😛

For den uskyldsrene er alting rent

For den uskyldsrene er alting rent

Der er rigtig mange ting, man skal lære om den vide voksne verden – og så længe man er uskyldsren, siges det, at alt er rent.

Det giver anledning til mange ting, som min mor og mine kolleger af en aller anden grund altid kommenterer med: “Det skal du huske til konfirmationssangen!”. Der er en grund til, at jeg fuldt og helt HADER lejlighedssange. Både på mine egne og andres vegne. “Så du gjorde eller sagde noget pinligt, da du var 7 og ikke vidste bedre eller var 17 og pisse-hamrende fuld. Lad os da endelig sætte det på vers!” Hvis man virkelig har en virkelig nedrig familie eller vennekreds, så bliver det på Det er hammer, hammer fedt. #shootmeplease

Nå, men jeg hæver mig så skridtet over lejlighedssang og skriver det ned på en blog. Eller er det måske skridtet lavere endnu, da der er relativt flere, som læser bloggen, end der er medlemmer af min familie? Nå, nok om det. Dete var ikke mine short-comings, vi skulle tale om!

Aften kl. 19.15 i Danmark. Finke-frøkenen – 7 år gammel og to dage inde i 1. klasse skal have tøjet af og have nattøj på. Fjoller, overgearet og med ballade i øjnene beder hun sin far om hjælp til at få bukserne af.

“Kan du ikke lige hive bukserne af mig?” og fortsatte. “Har mor nogensinde bedt dig om det, far?”.

Jeg samtykkede fra badeværelset, hvor jeg var i gang med at finde hendes tandbørste: “Jooo, det er sket før”.

“Ok, har du så nogensinde bedt far om at hive dine underbukser af?”, fniste hun, alt imens hun moonede os, det bedste, hun kunne.

“Jooo, det er vidst også sket før”.

“Hvaaaad? Har du virkelig det, mor?”, kluklo hun, alt imens hun fortsatte med at vise sin ellers så søde po-po.

Hendes far var lammet et kort øjeblik, men genvandt fatningen og var dog åndsnærværende til at sende indforståede blikke og undertrykke et fnis.

Tjooo, det er sket et par gange eller sår’n.

Og når vi nu har stukket hovedet i den sjove og små-lumre afdeling, så råbte vores søn i går for sine lungers fulde kraft, imens han stod med sine underbukser omkring anklerne og beskuede rejen: “Moar, når jeg bliver stor, så vil jeg have en lige så stor tissemand som far!”. Vi bor relativt tæt på vores naboer og lufter forresten hele hytten ud lige inden ungernes sengetid. Så det ved naboerne også nu.

Tænk sig, en læringskurve man skal igennem fra 7 til 17 år til 37 år. Jeg husker stadig den gang, jeg spurgte min mor, hvad et kondom var, midt under familiemiddagen. DET endte heldigvis ikke i konfirmationssangen!

Klar til 1. klasse

Klar til 1. klasse

“Jeg glæder mig ikke til at starte i 1. klasse”. Det var ordene fra min ældste, da 0. klasse rindede ud. Jeg ville lyve ppå det groveste, hvis jeg sagde, at det ikke bekymrede mig. Det var sgu lidt tidligt at være skoletræt. Jeg trøstede mig selv med, at hun bare trængte til sommerferie. Jeg troede dog ikke helt på min egen trøst.

Ferien faldt på et tørt sted. Tør som bare pokker var sommeren det eneste rigtige. Fri fra skole, fri til at være sammen. Fri fra det hele for en stund.

Ferien var det eneste rigtige. Ferien var det, der skulle til. For da vi cyklede i fritter i morges, sagde hun:

“Mor, må jeg ikke godt have blomster med til min nye lærer på mandag?”

Selvfølgelig må hun det. Jeg fortalte hende, at det var en god idé. At mange gjorde sådan på 1. skoledag.

“Så vil jeg skrive et kort til hende og skrive, at jeg glæder mig til at starte i 1. klasse”.

De ord både overraskede mig og fyldte mig med glæde. I snart 6 uger har hun på intet tidspunkt nævnt 1. klasse eller nogen forventning til det. Hverken god eller dårlig. Jeg kender hende jo godt. Hvordan kan jeg glemme det?

Når min egen frygt eller bekymring får overtaget, så glemmer jeg, at min datter gør sig mange tanker, føler mange følelser og kommer ofte på magisk vis frem til løsningerne selv. Ofte skal hun “bare” have et lille skub eller en snak om ret og vrang, muligt og umuligt.

Det værste jeg kan gøre er at dele mine tunge tanker med hende. At spørge for meget. Jeg skal vægte mine ord, så hun selv kan komme til sine løsninger eller konklusioner, så de bliver muligheder frem for en form for angst eller vægring. Sådan er moderskabet vel generelt. Vi skal skabe livsduelige børn. Børn, som tør og gør. På den gode og fællesskabs-elskende måde.

Jeg er ærlig for hende. Alderssvarende ærlig. Fortæller hende, hvad der kunne være en mulig løsning og lader det synke ind hos hende. Nogen gange kommer hun overens med mine ord som en løsning. Andre gange beslutter hun, at det stik modsatte er det helt rigtige. Andre gange igen er det en kombination. Men når der er sunket ind, findes oftest en løsning. Vores fælles eller hendes egen.

Hun havde brug for ferie til at føle sig klar til 1. klasse. Til at få slettet tavlen efter et langt år med mange nye sociale og faglige oplevelser. Med nye og andre regler – i klassen og klassekammeraterne imellem. Det er i hvert fald, hvad jeg tror.

Hun havde vidst brug for at komme på afstand og savne. Og på det punkt er hun 100% mit kød, blod og sind. Åh, hvor jeg forstår den følelse.

Jeg håber, hun får verdens bedste skolestart på mandag. At hun får et godt og fedt skoleår i 1. klasse. Jeg forventer, at det bliver en(dnu) en omvæltning og at vi igen og atter igen vil få reaktioner på alt det nye. At hun igen vil blive træt og træt af det og trænge til ferie. Sådan husker jeg i hvert fald selv min skoletid. Jeg havde intet imod min skole og imod at lære, men jeg savnede fra tid til anden at flygte lidt i kortere eller længere tid.

Mandag morgen. Ja, så har jeg en 1. klasser. Store, søde pige. Smukke, tænksomme, følsomme, kærlige barn. Sådan har hun altid været – hvorfor mon jeg få undrede mig over, at hun var det for blot 1 måned siden? Mit moderhjerte skygede for det, jeg godt ved, fordi jeg ønsker alt det bedste for hende. En bedre og blidere skolegang end min egen.

Hun skal få blomster med og skrive sine ord. Og jeg håber, at hun vil blomstre fuldt ud i hele 1. klasse. Gerne resten af sin skoletid, tak!

Verdens bedste sommer

Verdens bedste sommer

Du danske sommer, jeg elsker dig! I dag er sidste dag. Sidste dag i en helt og aldeles skøn sommerferie. Jeg.Vil.Ikke.Tilbage.På.Job!!! Piv!

På feriens førstedag fortalte jeg om alle de ting, som gør en god sommer for mig. Og jeg kan med stolthed sige, at stort set alt på listen er opfyldt. Der har været havvand og havnebad, sand mellem tærerne – ja over hele kroppen. Der har været Jordbær, ærter, nye kartofler, mad under åben himmel. Der har været kærestetid, løbeture og en klædelig optimisme, som jeg håber kan vare måneder endnu.
Det eneste, det har skortet på er havearbejde, fordi det hele har været så tørt, at det ikke rigtig gav mening – og så har der klart været for lidt Asti i glassene. Det sidste må der seriøst gøres noget ved. Måske det bliver nødvendigt at drukne sorgerne over at hverdagen går i gang igen. For fuld styrke.

Vi har bygget en terrasse til huset. Vi har lært en dreng at cykle selv. Vi har brugt hver en given lejlighed til at bade og være ude i det skønne solskinsvejr. Vi har haft legeaftaler. Vi har besøgt venner og haft dem på besøg. Vi har boet på hotel og har været i Legoland. Vi har vandret og shoppet. Vi har været på restauranter og vi har sover i telt. Alt i alt har vi nydt livet og det helt igennem skønne vejr, vi har haft i år.

3 uger er gået og jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og gøre det hele om igen. Hvert eneste minut. Hvert eneste sekund.

Jeg ved, at der venter hasteopgaver og stramme deadlines fra det øjeblik, jeg åbner mailboksen i morgen tidlig. Jeg ved, at der er meget mindre tid og mange ting, vi skal nå, når skolen også starter. Jeg ved, at vi tager en tur mere i hamsterhjulet, hvor nogle ting på en eller anden måde synes at gå igen – både de gode og dem, man gerne ville være for uden. Jeg ved det, selv om jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at glemme det de seneste uger.

Men efter som jeg ikke har vundet den store gevinst i EuroJackpot, og desværre ikke kan leve af min blotte tilstedeværelse, så er der nok ingen vej uden om at møde op på jobbet i morgen. Tilbage til hverdagen, tilbage til børnehavelivet og ikke mindst skolelivet som mor til en 1. klasser! Det er altså lidt vildt, synes jeg. Hvad mon det vil byde?

Hverdagen kommer! Mellem dig og mig sagt, er det så ok allerede at glæde sig lidt til juleferien?????