Hvad jeg skal vide om drenge #2

Hvad jeg skal vide om drenge #2

Som drengemor er der meget, jeg skal lære. Blandt andet, at en drengs og mands liv handler om benhårde prioriteringer. Det handler jo for pokker om artens overlevelse – og et forkert valg kan have store konsekvenser. Løve = løb eller kæmp? Aftensmad = få det overstået eller tag 2 timer med iPaden? Kaste op = Nu eller senere? Forklaring følger…

Søn står og tripper som en gal på stuegulvet, alt imens han har et stykke vandmelon i den ene hånd og sin anden hånd solidt placeret på tissetrolden.

Moderen spørger, om han skal tisse. Han nægter. Nej, han skal bare have mere vandmelon. Få sekunder senere kommer han til konklusionen, at han skal tisse. Surpriiiiiise! For det er en anden ting, der er værd at vide om drenge. Du kan sige noget, og de kan nægte pure. Men så er et frø plantet, og lur mig, om de ikke selv kommer til samme konklusion lidt efter. De skal bare føle, at de selv kommer til løsningen. Kvindelist 101.

Søn sidder på toilettet og fortæller, at han føler, han skal kaste op. Straks spørger jeg, om han skal have en spand. Nej, det er bare kvalme. Han gør sig færdig og imens han vasker hænder, lyder det:

“Øhm, det der med at kaste op, det venter jeg lige med, til efter jeg har set tegnefilmen færdig”.

Som sagt: Det er vigtigt at kunne proritere 😛

For den uskyldsrene er alting rent

For den uskyldsrene er alting rent

Der er rigtig mange ting, man skal lære om den vide voksne verden – og så længe man er uskyldsren, siges det, at alt er rent.

Det giver anledning til mange ting, som min mor og mine kolleger af en aller anden grund altid kommenterer med: “Det skal du huske til konfirmationssangen!”. Der er en grund til, at jeg fuldt og helt HADER lejlighedssange. Både på mine egne og andres vegne. “Så du gjorde eller sagde noget pinligt, da du var 7 og ikke vidste bedre eller var 17 og pisse-hamrende fuld. Lad os da endelig sætte det på vers!” Hvis man virkelig har en virkelig nedrig familie eller vennekreds, så bliver det på Det er hammer, hammer fedt. #shootmeplease

Nå, men jeg hæver mig så skridtet over lejlighedssang og skriver det ned på en blog. Eller er det måske skridtet lavere endnu, da der er relativt flere, som læser bloggen, end der er medlemmer af min familie? Nå, nok om det. Dete var ikke mine short-comings, vi skulle tale om!

Aften kl. 19.15 i Danmark. Finke-frøkenen – 7 år gammel og to dage inde i 1. klasse skal have tøjet af og have nattøj på. Fjoller, overgearet og med ballade i øjnene beder hun sin far om hjælp til at få bukserne af.

“Kan du ikke lige hive bukserne af mig?” og fortsatte. “Har mor nogensinde bedt dig om det, far?”.

Jeg samtykkede fra badeværelset, hvor jeg var i gang med at finde hendes tandbørste: “Jooo, det er sket før”.

“Ok, har du så nogensinde bedt far om at hive dine underbukser af?”, fniste hun, alt imens hun moonede os, det bedste, hun kunne.

“Jooo, det er vidst også sket før”.

“Hvaaaad? Har du virkelig det, mor?”, kluklo hun, alt imens hun fortsatte med at vise sin ellers så søde po-po.

Hendes far var lammet et kort øjeblik, men genvandt fatningen og var dog åndsnærværende til at sende indforståede blikke og undertrykke et fnis.

Tjooo, det er sket et par gange eller sår’n.

Og når vi nu har stukket hovedet i den sjove og små-lumre afdeling, så råbte vores søn i går for sine lungers fulde kraft, imens han stod med sine underbukser omkring anklerne og beskuede rejen: “Moar, når jeg bliver stor, så vil jeg have en lige så stor tissemand som far!”. Vi bor relativt tæt på vores naboer og lufter forresten hele hytten ud lige inden ungernes sengetid. Så det ved naboerne også nu.

Tænk sig, en læringskurve man skal igennem fra 7 til 17 år til 37 år. Jeg husker stadig den gang, jeg spurgte min mor, hvad et kondom var, midt under familiemiddagen. DET endte heldigvis ikke i konfirmationssangen!

Klar til 1. klasse

Klar til 1. klasse

“Jeg glæder mig ikke til at starte i 1. klasse”. Det var ordene fra min ældste, da 0. klasse rindede ud. Jeg ville lyve ppå det groveste, hvis jeg sagde, at det ikke bekymrede mig. Det var sgu lidt tidligt at være skoletræt. Jeg trøstede mig selv med, at hun bare trængte til sommerferie. Jeg troede dog ikke helt på min egen trøst.

Ferien faldt på et tørt sted. Tør som bare pokker var sommeren det eneste rigtige. Fri fra skole, fri til at være sammen. Fri fra det hele for en stund.

Ferien var det eneste rigtige. Ferien var det, der skulle til. For da vi cyklede i fritter i morges, sagde hun:

“Mor, må jeg ikke godt have blomster med til min nye lærer på mandag?”

Selvfølgelig må hun det. Jeg fortalte hende, at det var en god idé. At mange gjorde sådan på 1. skoledag.

“Så vil jeg skrive et kort til hende og skrive, at jeg glæder mig til at starte i 1. klasse”.

De ord både overraskede mig og fyldte mig med glæde. I snart 6 uger har hun på intet tidspunkt nævnt 1. klasse eller nogen forventning til det. Hverken god eller dårlig. Jeg kender hende jo godt. Hvordan kan jeg glemme det?

Når min egen frygt eller bekymring får overtaget, så glemmer jeg, at min datter gør sig mange tanker, føler mange følelser og kommer ofte på magisk vis frem til løsningerne selv. Ofte skal hun “bare” have et lille skub eller en snak om ret og vrang, muligt og umuligt.

Det værste jeg kan gøre er at dele mine tunge tanker med hende. At spørge for meget. Jeg skal vægte mine ord, så hun selv kan komme til sine løsninger eller konklusioner, så de bliver muligheder frem for en form for angst eller vægring. Sådan er moderskabet vel generelt. Vi skal skabe livsduelige børn. Børn, som tør og gør. På den gode og fællesskabs-elskende måde.

Jeg er ærlig for hende. Alderssvarende ærlig. Fortæller hende, hvad der kunne være en mulig løsning og lader det synke ind hos hende. Nogen gange kommer hun overens med mine ord som en løsning. Andre gange beslutter hun, at det stik modsatte er det helt rigtige. Andre gange igen er det en kombination. Men når der er sunket ind, findes oftest en løsning. Vores fælles eller hendes egen.

Hun havde brug for ferie til at føle sig klar til 1. klasse. Til at få slettet tavlen efter et langt år med mange nye sociale og faglige oplevelser. Med nye og andre regler – i klassen og klassekammeraterne imellem. Det er i hvert fald, hvad jeg tror.

Hun havde vidst brug for at komme på afstand og savne. Og på det punkt er hun 100% mit kød, blod og sind. Åh, hvor jeg forstår den følelse.

Jeg håber, hun får verdens bedste skolestart på mandag. At hun får et godt og fedt skoleår i 1. klasse. Jeg forventer, at det bliver en(dnu) en omvæltning og at vi igen og atter igen vil få reaktioner på alt det nye. At hun igen vil blive træt og træt af det og trænge til ferie. Sådan husker jeg i hvert fald selv min skoletid. Jeg havde intet imod min skole og imod at lære, men jeg savnede fra tid til anden at flygte lidt i kortere eller længere tid.

Mandag morgen. Ja, så har jeg en 1. klasser. Store, søde pige. Smukke, tænksomme, følsomme, kærlige barn. Sådan har hun altid været – hvorfor mon jeg få undrede mig over, at hun var det for blot 1 måned siden? Mit moderhjerte skygede for det, jeg godt ved, fordi jeg ønsker alt det bedste for hende. En bedre og blidere skolegang end min egen.

Hun skal få blomster med og skrive sine ord. Og jeg håber, at hun vil blomstre fuldt ud i hele 1. klasse. Gerne resten af sin skoletid, tak!

Verdens bedste sommer

Verdens bedste sommer

Du danske sommer, jeg elsker dig! I dag er sidste dag. Sidste dag i en helt og aldeles skøn sommerferie. Jeg.Vil.Ikke.Tilbage.På.Job!!! Piv!

På feriens førstedag fortalte jeg om alle de ting, som gør en god sommer for mig. Og jeg kan med stolthed sige, at stort set alt på listen er opfyldt. Der har været havvand og havnebad, sand mellem tærerne – ja over hele kroppen. Der har været Jordbær, ærter, nye kartofler, mad under åben himmel. Der har været kærestetid, løbeture og en klædelig optimisme, som jeg håber kan vare måneder endnu.
Det eneste, det har skortet på er havearbejde, fordi det hele har været så tørt, at det ikke rigtig gav mening – og så har der klart været for lidt Asti i glassene. Det sidste må der seriøst gøres noget ved. Måske det bliver nødvendigt at drukne sorgerne over at hverdagen går i gang igen. For fuld styrke.

Vi har bygget en terrasse til huset. Vi har lært en dreng at cykle selv. Vi har brugt hver en given lejlighed til at bade og være ude i det skønne solskinsvejr. Vi har haft legeaftaler. Vi har besøgt venner og haft dem på besøg. Vi har boet på hotel og har været i Legoland. Vi har vandret og shoppet. Vi har været på restauranter og vi har sover i telt. Alt i alt har vi nydt livet og det helt igennem skønne vejr, vi har haft i år.

3 uger er gået og jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og gøre det hele om igen. Hvert eneste minut. Hvert eneste sekund.

Jeg ved, at der venter hasteopgaver og stramme deadlines fra det øjeblik, jeg åbner mailboksen i morgen tidlig. Jeg ved, at der er meget mindre tid og mange ting, vi skal nå, når skolen også starter. Jeg ved, at vi tager en tur mere i hamsterhjulet, hvor nogle ting på en eller anden måde synes at gå igen – både de gode og dem, man gerne ville være for uden. Jeg ved det, selv om jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at glemme det de seneste uger.

Men efter som jeg ikke har vundet den store gevinst i EuroJackpot, og desværre ikke kan leve af min blotte tilstedeværelse, så er der nok ingen vej uden om at møde op på jobbet i morgen. Tilbage til hverdagen, tilbage til børnehavelivet og ikke mindst skolelivet som mor til en 1. klasser! Det er altså lidt vildt, synes jeg. Hvad mon det vil byde?

Hverdagen kommer! Mellem dig og mig sagt, er det så ok allerede at glæde sig lidt til juleferien?????

Hvad jeg skal vide om drenge

Hvad jeg skal vide om drenge

Når man får et barn, er alting nyt. Man ved nok til ikke at tage livet af dem, men langt fra det dele.

At få et et barn af samme køn som én selv, er på mange måder alligevel lidt genkendeligt. Man kan genkende og spejle i sig selv. Vil man gerne tro, måske? Man har i hvert fald været der selv. Engang.

At få et barn af modsat køn end en selv, er temmelig meget uudforsket land. Noget er universelt, noget er let af forstå. Andet ryster man på hovedet eller trækker på smilebåndet af.

Jeg har én af hver – og skal dagligt lære noget nyt om dem begge. Selv om jeg kan spejle mig selv mest i min datter, er hun på forunderlig vis den, der synes sværest for mig at opdrage. Jeg vil gerne vise vejen, uden at knægte hendes vilje og selv. Hun vil ikke knægtes og vil ofte ikke have vejvisning.

Min søn er mere easy-going. Men alligevel er der en hel del, jeg skal lære om drenge. For eksempel:

At intet virkelig eksisterer, før det er slag- og tryk-testet

Alle legetøjsbiler i huset gennemgår ugentlig, hvad der mest af alt minder om en Euro NCAP-test på drengeværelset. Der er dømt fight-club superheltene imellem, og det er ikke for tøsedrenge, kan jeg fortælle. Bolde er til for at kaste med, alt der ligger på gulvet, må man træde på (undtagen kattene!) og alt hvad der ligner noget, man kan banke ind i noget andet, ER noget man kan banke ind i noget andet. Selvfølgelig…

Jeg er virkelig udfordret på denne egenskab. Min mand siger, at det bare er sådan, man som dreng sanser verden. At alt, hvad der laver lyd og siger band pr. definition er fedt. Hele mit “jeg-er-glad-for-mine-ting-og-passer-godt-på-dem”-gen er oprørt! Ifølge min mand er det ikke fordi vores søn ikke kan lide sine ting – tværtimod. Det er fordi han elsker dem ekstra meget. Mænd er i sandhed fra Mars!

Halleluja for hård plast. Halleluja for solide byggematerialer i huset. Halleluja for at min mand har to arme og derfor kan tage vores lille destructivo galore i hånden og male døre, paneler og vægge for slagmærker.

Der er virkelig meget, jeg skal lære om at have drenge!

Costa del Kolding

Costa del Kolding

Det lyder måske ikke så eksotisk som Caribien eller Comosøen, men Kolding kan altså også noget. Skal man holde ferie et sted i Danmark, er Kolding faktisk et ganske glimrende bud på en destination, som har ret meget at byde på. Du finder en liste over mine bedste bud her.

Som sagt holder vi ferien hjemme i dejlige Danmark og i sidste uge slog vi vores folder i Trekantsområdet (shssss….ingen vittigheder her! :-D).

Vi havde booket hotel med familieværelse i tre dage og herfra vi kunne køre ud og opleve. Ældste-elsklingen bliver voldsomt køresyg, og derfor er en tur hjemmefra og til f.eks. Legoland en overvindelse.

Jeg har taget et uddannelsesselester på SDU Kolding og allerede dengang (for læææænge siden), tabte jeg en lille del af mit hjerte til byen. Der er flere muligheder, end øjet måske lige umiddelbart ser.

Vi startede med at mødes med gode venner og deres børn i Kolding Legepark. En skøn lille perle midt i Kolding by, med legeplads, mooncarbane, minigolf, sejlesø til cykelbåde og robåde og masser af steder at sidde og være, imens ungerne leger. Og så er hele herligheden i øveigt gratis for besøgende. Vi har altid besøgt Madsbyparken i Fredericia, når vi skulle på en legetur lidt længere væk end egen baghave. Men Kolding Legepark kan på alle måder hamle op med Madsbyparken. Jeg ville ønske, at vi havde noget lignende her på Fyn.

Efter som vejret jo er uhørt fantastisk denne sommer, var godt gang i gågaden og byens restauranter. Gågadelivet indbød til at have ungerne med og lade dem lege, når maverne igen var fyldt op. Det siger man ikke nej til, hvis man også gerne vil catche up med venner, man desværre ser for lidt.

Lørdag forlod vi Kolding for en stund og kørte til Legoland. Altid et hit og selv om det er en smule pebret i pris, så kommer Fætter BR til undsætning (og vidst nok også ægggebakker og tegninger m.m.), så børnebilletterne i hvert fald var hjemme. 50 år senere er Legoland altså stadig god underholdning for børn og voksne i 6 timer+. I højsæsonen er det naivt at tro, at man rammer en dag uden kø i lange bane, men et tip fra mig til dig er at tage i Legoland om lørdagen. Her er det nemlig skiftedag i Lalandia og på diverse campingpladser, og derfor lidt færre i Legoland. Det tæller også, når ungerne er unger 8 år.

Som pendant til Legoland og legepark, tog vi turens sidste dag ved Hylkedal. Umiddelbart en rasteplads, hvis du pløjer igennem de sydgående motorveje i Danmark. Men prøv lige at stoppe med Hylkedal Øst, næste gang du kommer forbi.

Parker bilen og gå en tur ind bag hegnet. Der er en Funky Monkey-park med klatring og svævebane i weekenderne, men mit tip er at gå en tur i det bakkede, grønne område. Ned af stejle stier, over trærødder, ind af små stier og op af stejle bakker. Der er rum for at bruge en time eller to på blot at “opdage”. Der venter ikke noget vildt et eller andet sted – blot grønt og skønt og mulighed for at udfordre ungernes nysgerrighed.

Selv om det blot er en times kørsel hjemmefra, var det et skønt og tiltrængt afbræk fra hverdagen. Bløde hotelsenge og lækker morgenmadsbuffet, tid til at slentre uden at skulle noget, sjov sammen så længe vi gad, shopping, vaffelis og restauranter. Denne gang blev det Kolding. Inden længe bliver det et andet sted i dejlige Danmark. Bare tag ud efter næsen og væk fra de største byer. Så lover jeg dig, at der venter noget godt 🙂

I og omkring Kolding kan jeg i øvrigt også anbefale:

God sommer <3

OBS: Jeg har (desværre) ikke fået en stor sum penge fra Kolding Kommune eller de øvrige steder, jeg nævner i indlægget. Det hele beror udelukkende på min egen dybfølte og ærlige mening 🙂

 

De Urørlige og lidt om tiden, der tager os

De Urørlige og lidt om tiden, der tager os

Her i sommerferien har jeg haft lejlighed til at catche bare en lille smule op på film og bøger, jeg længe har haft lyst til at se og læse. Du kender sikkert det med at tænke, at de stadig er ret nye, når du endelig når til dem, for så at finde ud af, at den film eller den bog, du endelig sætter dig ned med, er endt med at være 2-5  år gammel.

Sådan havde jeg det, da jeg i går så De Urørlige. Oppe i mit hoved, var den 1-2 år gammel – men mine damer og herrer – den er fra 2011! 7 år…og dermed lige så gammel som mit første barn. Som jeg sender i 1. klasse om få uger by the way! Whaaaat?

Det var så, hvad der skete, imens jeg stod med bleer og børn, der hverken ville sove eller spise. Imens jeg byggede små mennesker og gjorde mit bedste for at hænge på og hænge i, så kørte verden videre. Selvfølgelig gjorde den det.

Jeg fik et flashback til dengang, hvor jeg på 3. måned var indlagt med min nyfødte søn på sygehuset og stod og kiggede ud i morgentrafikken omkring sygehuset. Det virkede som om, at hele verden kørte forbi mig som et tog, men at jeg ikke kunne hoppe på det. Heller ikke selv om hver en celle i mig skreg på at blive en del af livet igen.

Jeg gav liv, jeg blev en del af mine børns liv – den vigtigste del, vil jeg gerne tro. I hvert fald indtil de bliver store nok til selv at tage vare på sig selv. Jeg blev også en del af et liv, som jeg nok delte med tusinder af andre mødre, men hvor jeg alligevel ofte følte mig 100% alene. Og stadig kan det fra tid til anden. På 7 år er mit liv blevet et andet – på godt og ondt. Heldigvis mest godt.

I små glimt skimter jeg nu igen et tog. Det er ikke det samme tog, men derimod det tog som alle forældrene med større børn kører med. Det tog, hvor de  ude i horisonten pludselig kan se lidt af det, de var en gang – det de interesserede sig for, men ikke havde tid til i mange år. Det tog, hvor  langsomt med stødt kører mod den destination, hvor man bliver mere og mere perifær, fordi man har opdraget sine børn til selvstændighed og robusthed. Det tog, hvor man skal til at finde ud af, hvad man er blevet til i årene, der gik. For man er ikke den samme.

Nå, men det var De Urørlige, vi egentlig kom fra. Og selv om den er lige så gammel som min førstefødte, og du måske allerede har set den, så er det stadig en vildt god film. Livsbekræftende og sjov. Selv for én som aldrig rigtig har fundet charmen ved franske film (nej, heller ikke ved Den fabelagtige Amélie fra Montmartre).

Hvis du mangler noget at se en af i de resterende dage af din sommerferie, så er den både på Filmstriben og på Netflix <3

10 ting, der er sommerferie for mig

10 ting, der er sommerferie for mig

I går aftes fik jeg endelig sommerferie. Wuhuuuu! Årh mand, den havde ladet vente længe på sig! 3,5 uger hjemme sammmen med de sødeste. Det er årets højdepunkt.

Vi er mega fans af staycation om sommeren. Eller sådan generelt. Når jeg nærmest hver dag føler, at andre eller andet stryer mit liv, i stedet for at jeg selv sætter kursen på GPS’en, så har jeg ikke overskud til at planlægge en eksotisk og Instagramvenlig ferie med snorkling, øhop og sightseeing. Det må komme på et tidspunkt og heldigvis er mine unger ikke gamle nok til at stille spørgsmålstegn ved det.

Vi skal ikke sidde i sofaen eller havestolen alle tre uger, men i hvert fald en god del af dem. Der skal i hvert fald være et passende antal dage, hvor man ikke behøver kigge på klokken. Dage hvor ingen venter eller forventer.

Danmark er for mig dejligst om sommeren og derfor har jeg slet ikke lyst til at forlade landet. Der er mindst 100 ting at tage sig til på frivillig basis, hvis man altså skulle få lyst til at rejse sig fra havestolen. Min top-10 over ting, en fuldendt sommerferie skal indeholde er:

  • Sand imellem tærerne og saltvand på kroppen:
    Jeg elsker-elsker-elsker de danske strande og viser gladeligt både kejsersnitar og strækmærker på lårbasserne frem, hvis blot jeg kan kaste mig i bølgen blå. Jeg vil 100 gange hellere bade i havvand, end jeg vil henlæbe mig til en klorstinkende svømmehal med tis i vandet. Boede jeg tættere på vandet, er jeg ret sikker på, at jeg ville blive helårsbader.
  • Aftensmad ved vandet:
    Jeg sejlede en del som ung (hvilket nok også forklarer min kærlighed til havvand). Her var der noget magisk over at sidde og nyde aftensmaden med udsigt over en himmel, som gradvist ændrede farve til nattens toner. Lyden af bølger, måger og andre menneskers småsludren. Kogte majskolber, godt brød, friske rejer eller et stykke røget laks. Om det så er på en havnemole eller på stranden, det spiller ingen rolle.
  • Lange morgener på ubestemt tid: 
    Det er fedt, når klokken, mobiltelefonen eller kalenderen ikke betyder miget. Når man er i nattøj hele dagen og leger at virkeligheden ikke findes. At ligge på sofaen og se en film eller læse en lang kapitelbog med ungerne – fuldstændig ligeglad med spisetider og gøremål. At blive vækket af arvingerne før kl. 6 (den del ændrer sig ikke, blot fordi det er ferie) og til sin store overraskelse kigge på uret “lidt senere” og se, at klokken pludselig er 14.30 – for så at læse videre, da der jo ikke er noget, vi skal nå og at det ikke kan betale sig at tage nattøjet af igen.
  • Jordbær, ærter, vandmelon, majskolber, nye kartofler – og kold Asti:
    Det behøver vidst ingen forklaring, vel?
  • Løbeture med overskud:
    Min kærlighed til løb fylder ikke så meget på bloggen. Løb er mit frirum og i ferierne er jeg ikke henlagt til at løbe kl. 20.30, når ungerne er faldet i søvn og opvasken er taget.
    Det startede som en erkendelse af, at det var dyrt at forære Fitness.dk 259 kr. hver måned, når jeg kun kom 1 eller ingen gange, efter at jeg fik mit første barn. Før hun blev født, så jeg mig selv i centeret – fit – of course – og i fuld gang med at træne, imens hun sov sødt. Det lykkedes dog aldrig. Jeg havde ikke godt sovende børn, lette og overskudsfyldte barsler eller en mand, som gladeligt tog de små, imens jeg fik et par timer til mig selv. En dag blev det for meget og jeg smed i arrigskab et par løbesko på og forsøgte at flygte fra det hele. I hvert fald i en time. Jeg nåede ikke så langt væk, før jeg egentlig savnede dem igen. Men jeg kom i tanke om, at jeg vidst nok var mega god til at løbe, da jeg var yngre. Den del af mig, der lå før børn og barsel, kunne jeg nærmest ikke huske. Og så løb jeg noget mere – og gør det stadig. Faktisk ret godt, i al ydmyghed.
  • At sige nej:
    I ferierne kan man ellers sige ja til meget mere end i hverdagen. Men for at sige ja til det, jeg gerne vil, kræver det også, at jeg siger nej. Nej til andres behov for at se mig og min familie, hvis vi ikke har lyst eller ikke orker det. Nej til dårlig samvittighed – eller et forsøg på det i hvert fald. Nej til arbejdstelefonen og -mailen. Og nej til ungerne, når de for gang nr. 100 råber af hinanden eller råber: “Moar, kom lige og se”. Misforstå ikke: Jeg vil hjertens gerne se mine og høre mine unger, men ikke 30 gange i løbet af en kop kaffe eller for den mindste streg på tegningen. Det er altså helt ok bare at sidde og ikke være til rådighed.
  • Kærestetid:
    Min mand og jeg har kærestetid 1-2 gange om året. Den måde, vores familier er og ser ud på, giver ikke rum for små ferier ved og med bedsteforældrene eller en weekend fri en gang imellem. Vi elsker vores unger, og vi er sammen med dem mellem 360 og 363 dage om året. Og lige præcis derfor er de 24-48 timers kærestetid, vi ofte er heldige at kunne få i sommerferien, hellig. Vi plejer at sætte os i bilen og køre ud efter næsen – første gang kører vi til højre og næste gang til venstre – og så ender vi et eller andet sted, vi enten kommer i tanke om eller endnu ikke kender. Bare det er et sted, hvor man kan holde i hånden og snakke sammen uforstyrret. Det er klart en af de ting ved sommeren, som jeg holder allermest af.
  • Havearbejde: 
    Den havde du nok ikke set komme, hva’? Men der er også en frihed i at gå og luge og rydde eller male og reparere og se, hvor langt man kommer. Jeg arbejder med ord, viden og koncepter, og når jeg går hjem fra arbejde, kan jeg ikke altid fisisk se, hvad jeg egentlig har udrettet. Den vare jeg sælger er vigtig, men den kan ikke altid måles og vejes lige nu og her. Når jeg luger haven, kan jeg se, hvor langt jeg er kommet. Når jeg maler er det det samme. Når jeg reparerer eller bygger, står der oftest et færdigt realutat, jeg kan se og føle på. Det føles godt.
  • Optimisme:
    Sommerferie er lidt som nytåret. Det er en form for skæringsdato for at forandre noget, der ikke er hensigtsmæssigt eller at drømme om noget nyt. Det er en pause fra hverdagen, hvor man har tid og mulighed for at stoppe op og mærke rigtig efter, hvad det er man vil. Det er sørgerligt at indrømme, men det er først i de store ferier, jeg kan mærke mig selv igen. Når hamsterhjulet står stille.
    Der er en optimisme omkring sommeren, hvor lyset, tiden og friheden får mig til at drømme og tænke og mærke ekstra efter. Som ungerne synger den sidste fredag inden ferien: “Alt det vi har lært, alt det der var så svært, skal vi glemme, for hovedet skal ha’ ro”.
  • Kærlighed:
    Ferie giver mere plads til den kærlighed, som er der, men som indimellem har lidt trange kår i en hektisk hverdag. Det værende kærlighed til mine børn og ekstra meget tid til at fortælle og vise dem det, kærlighed til min mand og til at huske på, at der er mere end børnene og et realkreditlån, der binder os sammen, kærlighed til mine to katte, som på alle måder viser mig deres kærlighed og hengivenhed efter en travl dag. Og kærlighed til mig selv. For når jeg er afslappet og i balance, virker de begyndende rynker ikke så tydelige igen, de kilo som aldrig forlod min krop efter 2. graviditet generer ikke så meget og de gråhår udlignes af solen. Kort sagt, så kan jeg i de store ferier igen begynde at mærke, hvem jeg er og hvem jeg er blevet efter 7 år som mor, små 13 år som kone/kæreste og snart 37 år som menneske.

Det skarpe øje vil sandsynligvis have set en tendens. Det handler mere eller mindre om at manglende tid spænder ben for en hel del godt. At man kan knokle nok så meget i hverdagen i et moderne konsulentjob og nogen gange gå hjem og være i tvivl om, hvor meget man konkret har udført – sådan for real – og hvor man egentlig er på vej hen. At selv om jeg er sammen med min mand og mine børn stort set alle årets dage – og mig selv ditto alle f*cking 365 – så kan jeg stadig føle mig lidt fremmed i eget liv, når tid og overskud til for alvor at mærke efter og stoppe op indimellem mangler.

Man burde seriøst kunne tage en hel måned ud af kalenderen mindst én gang om året og komme helt ned på jorden igen og føle frihed, så man ikke er henvist til kun at drømme om at vinde den næste EuroJackpot og skride fra jobbet for good.

Men for nu kan både jobbet og telefonen rende og hoppe frem til 2. august. Vejret ser det jo ikke ud til, at man kan klage over, så bare kom an, sommerferie. Jeg er SÅ klar til dig!

God ferie, derude!

Når sommerfuglene flyver fra maven til ørerne

Når sommerfuglene flyver fra maven til ørerne

“Hvor gammel skal man være for at få huller i ørerne, mor?”. Spørgsmålet kom fra den 7-årige. Årh mand, hvor har hun stillet det spørgsmål mange gange. Fra hun var 5 år, tror jeg. I børnehaven havde flere af hendes små veninder huller i ørerne fra de var helt små, og en anden god veninde fik det, da hun var 5 år. Betagelsen ville ingen ende tage.

“Når du er 8 år”, svarede jeg – uden helt at vide hvorfor, det lige præcis blev 8 år. Nok bare fordi det var tilstrækkeligt ude i fremtiden på daværende tidspunkt.

Grundig, som hun er, blev jeg afkrævet en forklaring på, hvor gammel jeg selv var, da jeg fik huller i ørerne. Og hvad mormor havde sagt til mig!

Jeg var 10 år, og jeg kan faktisk stadig huske både situationen, hvor jeg endelig fik et ja, og selve det rum og følelsen, da jeg fik det lavet. Sært, ikke? For så skelsættende er det nu heller ikke? Det var nok spændingen over, hvor ondt det ville gøre. Jeg havde ikke rigtig oplevet anden smerte, end et vognlæs hudafskrabninger og en brækket lillefinger. Men jeg var præcis lige så optaget af at få lov, som hun har været. Den slags nedarves åbenbart 😛

Igennem det seneste halve år er “8-års-reglen” blevet udfordret. Hvorfor? Gælder den stadig? Hvad hvis det var en uge før 8 år?

Jeg har selvfølgelig godt kunnet se, hvor lange blikke hun sendte til andre piger med huller i ørerne, og hvordan jeg selv nærmest bliver ædt med øjnene, når jeg indimellem tager øreringe på.

Hun er så mega sej og mega pligtopfyldende. Hvis hun får et ansvar, så lever hun op til det, så godt, hun kan. Sååååå jeg bøjede reglen. Og så var hun sgu ikke helt sikker på, at hun var klar. Jeg har hende lettere mistænkt for, at det egentlig bare handlede om, hvor meget hun kunne forhandle mig ned i tid 😛 Røver!

Vi har talt om øreringe, vi har set på øreringe, vi har talt om smerte eller ej – som er en pokkers svær størrelse at relatere til, både når man er 7 og på vej til 37. Det bedste, jeg kunne give hende med på vej, var at opfordre til at spørge hendes små veninder.

“De siger, at det kun gør ondt, lige når det sker og så ikke mere. Men ikke ret meget ondt, mor.” Det tænker jeg, var et meget smart træk, når jeg selv skal sige det.

I søndags kom hun så med en mine, som jeg genkender, når hun er fast besluttet på noget. “Jeg vil gerne ud og kigge på øreringe med dig nu”. Ay captain! Afsted med os.

Vi besøgte omkring halvdelen af byens guldsmede. Grundig er hun. Måske min fars kvart-tyske gener slår igennem nu? De fleste steder var de super-pædagogiske og talte med hende i øjenhøjde og lyttede og viste de “pistoler”, som skulle lave hullerne. Nogle steder sagde de et højt klik. Andre steder ikke. Nogle steder “skød” de begge ører på én gang. Andre steder ét af gangen. Nogle steder sværgede de til guld, andre steder til titanium og tredje steder igen til medicinsk kirurgisk stål. Hvis hun havde haft mange overvejelser inden, fik jeg mange overvejelser nu.

“Jeg er klar til det i dag”. Hun er sk**e smuk, når hun er fast besluttet på noget. Som om, hun vokser 10 cm i højden og endnu mere i modenhed. Faktisk er hun generelt det smukkeste, jeg nogensinde har set.

Så var der jo ingen vej uden om. To “skud” og der sad en funklende sommerfugl i medicinsk kirurgisk stål i hver øreflip. Ikke et piv. Ikke engang et klem i min hånd, da damen “skød”. Så sej var jeg ikke, da jeg fik mine i – det kan jeg garantere.

Styrke har hun rigeligt af – og de rette ord også:

“Før havde jeg sommerfugle i maven. Nu er de fløjet op i ørerne, mor”.

Shit, hvor jeg elsker hende! <3 <3 <3

Og pist væk var 0. klasse

Og pist væk var 0. klasse

I fredags forsvandt 0. klasse. Pist væk – 200 skoledage er gået så hurtigt! Det er ikke helt til at forstå, at det er et år siden, vi sagde farvel til forårs-fritteren med 0. klasse stående som et lysende objekt i en nær fremtid. Hvor pokker blev tiden dog af?

For ét år siden var skoletasken ny og hun kunne ikke vente med at få den på ryggen. For et år siden kunne hun nok alle bogstaverne, men der var ingen forventning om, at hun kunne sætte dem sammen til ord. For et år siden kunne hun næsten ikke vente til sommerferien endte.

Meget har ændret sig på 1 år og fredag var både ganske speciel og samtidig velodig.

Hendes vanvittigt dygtige, empatiske, kompetente og kærlige 0.-klasselærer gik på pension efter en halv menneskealder på skolen. En lærer, som har betydet alverden for en god skolestart. Alverden for os og for vores datter.

Bare hun kunne følge os helt til 10. klasse“, sagde E, da hun hørte, at læreren skulle stoppe. Omend det ikke bliver fysisk at følge dem, så tror jeg, at de har fået et stærkt fundament med, som forhåbentlig holder hele vejen til de går ud igennem skolens smedejerneporte om 10 år. Jeg ville godt nok give meget for, at hun også havde nået at have vores yngste i 0. klasse. Men jeg er sikker på, at de har lagt kræfter i at finde én, som kan fylde så fantastisk en plads ud.

Det var vemodigt at sige farvel, om end det blev en helt speciel og kærlig afsked.

0. klasse har været et år med stor udvikling. Det er ikke  samme pige, vi satte ind i 0. klasse, som vi nu sender i 1. klasse om 1½ måned. Hun har lært en masse. Men hun har – ærligt talt – ikke altid elsket 0. klasse og lige nu får 1. klasse en lettere lunken velkomst fra hendes side af.

Hendes lærer spurgte i fredags: “Og hvem glæder sig så mega meget til at komme i 1.B?” Alle undtagen min datter rakte ivrigt hånden op. I stedet kiggede hun ned i bordet med en fast mine.

Det er ikke fordi hun ikke vil i skole hver dag. Tværtimod. Det vil hun faktisk gerne, men det er indimellem som om en lille del af hendes helt fantastiske glød og energi slukkes, når vi rammer klasselokalet. Og jeg tror det er en følelse af pres. Det ord kommer bare til at lyde så grimt og som om pilen skal peges et sted hen – oftest på forældrene. Men jeg synes ikke, vi presser hende. Der er ting, man skal, når man går i skole, men der skal også være rum til at være den, man er, selv om man er skolebarn. Lad os kalde det forventninger i stedet.

Jeg ser nærmere, at hun lægger et enormt pres på sig selv. Og det er pisseærgerligt og pissetidligt. Hun er kun 7 år. Det er som om, hvis hun ikke kan det hele perfekt, så vil hun ikke. Hendes angst for at fejle er imdimellem for stor til, at hun vil prøve. Det gælder for læsningen, for at klatre op i klatrestativet, for at prøve den lille rutsjebane i svømmehallen.

Hun reagerer måske ganske alderssvarende – kaster sig væk fra situationen med en mine og en tone, som om hele verden faldt om hendes ører. I øjnene kan man imidlertid se en prøvende mine: Hvad skete der ved det, hvor jeg gør sådan? Hvad gør mor og far? Hvad gør mine venner? Det handler helt sikkert om en grad af usikkerhed. Om hvordan hendes plads er i verden. Hvad der sker ved bestemte handlinger og holdninger. Og så handler det om, at det ER et kæmpe spring, hun har været igennem i 0. klasse, og at hun trænger til en lang sommerferie. Fra børnehavens leg til et skema med mange nye fag og nye lærere, som venter efter ferien. Og hvad vil det så sige for hende, når hun ikke kan løbe tilbage i sikker havn og få en krammer af hendes skønne og altfavnende 0. klasselærer.

Det er i hvert fald, hvad jeg tror, der sker i hendes hjerne. Hun er ikke så meget for at lukke op og lade mig ind lige nu. Jeg tror såmen, at bag den afvisende holdning, kan hun fint læse. Bag det afventende, ligger der en lyst til at prøve noget nyt. Der er mindst 100 andre punkter, hvor hun er den sejeste tøs og den vildeste first-mover, der tør være sig selv fuldt ud. Vi skal “bare” finde den rette vej ind i modviljen, så den ikke bliver en hæmsko for hende.

Men nu er der snart ferie. En halv uge mere i fritteren med en detour til farmor og farfar og en dag med mig på job. 0. klasse skal fordøjes i 6 uger nu, og 1. klasse skal i den grad tales op, så det nye og uvante kan mødes med åbent sind. Jeg er i hvert fald super optimistisk over hendes nye lærer-team, som virker så søde og kompetente. De bliver på alle måder værdige arvtagere fra den nu pensionerede børnehaveklasselærer.

Hvis du har gode råd om at tale ind i angsten for at fejle i en 7-årigs høejhøjde, så del lige ud, ikke?