Skal jeg fortsætte med at blogge?

Underligliv

Ikke et ord på bloggen i lang tid, tænker du måske. Hvis du altså ikke helt har opgivet mig. For jeg ved godt, at frekvensen af mine indlæg er vigende. Undskyld!

Så hvad sker der egentlig? Nogle gange svigter tiden. Andre gange inspirationen, selv om der sker 100 ting om ugen – mindst. Jeg starter faktisk på 5-10 indlæg om ugen, men kommer helt ærligt til at tvivle på, om det jeg har at skrive eller sige overhovedet er relevant eller interessant. Jeg lever trods alt er relativt gennemsnitligt hverdagsliv, kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i byen og taler oftere med forældre i min datters klasse, end med mine bedste venner. Nogen gange kan jeg bare ikke rigtig mærke de samme følelser i indlæggene, som de følelser, jeg mærker IRL og netop trænger til at formidle eller bearbejde via bloggen.

Noget af forklaringen skal også findes i, at jeg p.t. er i gang med endnu et uddannnelsesforløb, hvor der skal læses godt 200 siders hard-core faglitteratur pr. undervisningsgang + skrives opgaver. Det er pi**e-spændende, men tager al den tid, der ikke går med ungerne. Lektier hver aften i 10 uger. Yay…

Jeg har kørt bloggen i 8 år og tænker fra tid til anden, om jeg skal fortsætte. Har jeg stadig lyst til at blogge? Er det, jeg vil fortælle relevant for nogen? Og er det stadig relevant for mig at blogge? Er markedet for moderskabsblogs så overloadet, at det har fået ca. samme status, som at døbe sit barn Brian eller Johnny? (Undskyld, hvis du eller dit barn hedder det). Døde min idé om at skrive om moderskabet definitivt, da jeg også tog beslutningen om, at min blog ikke skulle være kommerciel?

Først og fremmest: Ja, jeg har lyst til at skrive og dele. Før og efter jeg blev mor for første gang, havde jeg et enormt behov for at komme ud med allle de tanker, jeg ikke altid vidste, hvem jeg skulle tale med om, men stom trængte sig på inden i. Både gode og svære, that is. Det var relevant for mig – og i takt med, at jeg skrev, viste det sig, at andre også fandt det relevant. Mellem os sagt, kunne jeg slet ikke fatte det, første gang jeg fik en blog-kommentar. NOGEN havde LÆST mine tanker – på den gode måde. Seriøst!??!

Markedet for moderskabsblogs er vokset siden. Eksplosivt. Med større eller mindre held. Med større eller mindre relevans. Honestly. At være relevant kræver tid – ikke mindst for at forblive relevant. Jeg prøvede mig lidt med sponsorerede indlæg, men følte ret hurtigt, at jeg tabte mig selv og mit udgangspunkt i det. Min autencitet. Men når jeg ikke har tiden, ikke anmelder alverdens produkter? Ikke altid kan koncentrere mig tilstrækkeligt, render rundt efter børn, der ikke vil sove eller bliver revet væk i en storm af forældremøder, lektier (mine og børnenes), arbejde og alt det andet – hvad er jeg så i blogland? Skal man så bare lukke butikken ned og sige tak for denne gang?

Jeg ved det ikke. Det er super svært. Jeg hænger mig ikke i læsertal og klik-statistik. Men jeg kan mærke, at det går min ære nær, at jeg ikke får skrevet.

Nu ved du, hvad jeg laver og hvad jeg tænker på, når mine tanker ikke kanaliseres ned til tekst og indlæg. Jeg er her, men tænker på, hvad jeg har at bidrage med. For mig selv og for andre i blogland.

Well, hvis du stadig hænger på, så tak fordi du tog dig tid til at læse med. Hvis du har en kommentar til det, så skriv det endelig 🙂

Møs fra Mette

 

10 comments / Add your comment below

  1. Kære Mette
    Jeg har med begejstring og interesse/facination fuldt din blog igennem adskillige år. Den har tjent som spejl for min egen hverdag, men også et unikt vindue til at forstå en skøn veninde, som tør give så meget af sig selv, både på bloggen og i real life. Personligt vil jeg være ked af, hvis du lukkede bloggen, men jeg har også kunnet fornemme et skifte. Der skal måske være et genbesøg af, hvad du oprindeligt ville med bloggen. Du er jo ikke samme Mette, som for 8 år siden (og jeg er dybt taknemmelig for at have fuldt din udvikling), så hvis du skal fortsætte i bloguniverset, er det måske nogen andre vinkler af dig? Noget som ikke kun er mor. Selvfølegelig fylder børnene, men de er blevet større, og der begynder så småt at være mulighed for at sætte dig selv i centrum og være kreativ i sproget, som jeg ved, du nyder.
    Alt det bedstetil dig, og jeg lægger gerne øre til dine overvejelser 😘
    Kh Nina

    1. Tusind tak, Nina. Det gør mig glad at høre. Det kan godt være, at jeg skal ændre fokus lidt mere til andre sider af min hverdag, som ikke altid har så meget med børnene at gøre men også jobbet og det at nærme sig 40 år. Så længe jeg er en del af Momster, er det nok børnene, der skal være primært fokus, men mine overvejelser går på, hvorvidt jeg stadig har nok at bidrage med her i forhold til et – lad os være ærlige – relativt mættet mommy-blogger-marked.

      <3 Kh, Mette

  2. Jeg vil savne dig og din blog hvis du forsvinder. Det skal ikke være hele tiden og altid for at være godt, det skal være nærværende når det er og det er du god til – og derfor er du ikke som alle andre og derfor kan jeg lide at følge med dig.

    1. Tusind tak for de pæne ord. De varmer og giver blod på tanden til at skrive mere, omend frekvensen indimellem svigter!

      Tak! <3

      Kh, Mette

  3. Jeg kigger faktisk ind på din blog hver dag.
    Jeg forventer slet ikke, at der skal ligge et indlæg hver dag eller hver ugen, for den sags skyld. Men når der gør, bliver jeg glad. Du skriver på en så jordnær måde og rammer lige de hverdags “kedelige” emner, som jeg selv går og tumler med. For mig er det en god blanding af alm hverdag og nogle gange et strejf af dybere tænker og konklusioner, som gør at jeg finder din blog interessant. At kunne spejle sig i bloggen “dig”, lære af dig og selv være reflekterende på livets plusser og minusser, det giver mening for mig.
    Jeg erkender dog blankt, at jeg sjældent får svaret på dine indlæg. Men tro mig, de bliver læst. Tak for en skøn blog.

    1. Årh, af hjertet tak for de søde ord. De varmer meget mere, end du tror. Hvis min kedelige og hels igennem almindelige hverdag kan være til gavn for andre, så er der i hvert fald et mål med at fortsætte <3

      TAK!

      Kh, Mette

  4. Jeg læser kun to morblogs, herunder din, som jeg fandt i en desperat søgen på internettet efter ligesindede, da jeg fik mit første barn. Det fandt jeg hos dig, og det finder jeg stadig. Så jeg håber, du har mod på at fortsætte lidt endnu.

    1. Tak – det er jeg beæret over at læse <3 Jeg skal gøre mit bedste for stadig at have hjertet med, selv om tiden ofte svigter!

      Kh, Mette

  5. Hej Mette.

    Jeg vil være rigtig ærgelig over, hvis du stopper med at blogge. Livet går videre og alt det dér, men for mig er der to ting i det.

    1: Din blog er den jeg tjekker flest gange.
    2: Såfremt du dropper din blog, bliver jeg nødt til at få din mailadresse, så jeg stadig kan få mit “førstegangsmor-livet-går op og ned-fix” i rå mængder.

    Helt ærligt, din blog er bedst fordi du beskriver alt foran og bagved familielivet og hverdagsovervejelser vi alle har. Du aftabuisere dem på fineste vis.
    Og fortæller dem som de reelt er, uden for meget eller for lidt drysset på.

    Kh AM

    1. Årh, hvor er du sød! Det varmer virkelig meget.
      Jeg skal nok gøre mit bedste for at fortsætte med at få tanker og tosserier fra den krøllede hjerne ned gennem fingrene og ud på bloggen.

      Og mailadressen kan altid bruges, hvis der er noget, du gerne vil vide mere om eller undrer dig over. Den er i Kontakt-fanen 🙂

      Kh, Mette

Skriv et svar