For den uskyldsrene er alting rent

Der er rigtig mange ting, man skal lære om den vide voksne verden – og så længe man er uskyldsren, siges det, at alt er rent.

Det giver anledning til mange ting, som min mor og mine kolleger af en aller anden grund altid kommenterer med: “Det skal du huske til konfirmationssangen!”. Der er en grund til, at jeg fuldt og helt HADER lejlighedssange. Både på mine egne og andres vegne. “Så du gjorde eller sagde noget pinligt, da du var 7 og ikke vidste bedre eller var 17 og pisse-hamrende fuld. Lad os da endelig sætte det på vers!” Hvis man virkelig har en virkelig nedrig familie eller vennekreds, så bliver det på Det er hammer, hammer fedt. #shootmeplease

Nå, men jeg hæver mig så skridtet over lejlighedssang og skriver det ned på en blog. Eller er det måske skridtet lavere endnu, da der er relativt flere, som læser bloggen, end der er medlemmer af min familie? Nå, nok om det. Dete var ikke mine short-comings, vi skulle tale om!

Aften kl. 19.15 i Danmark. Finke-frøkenen – 7 år gammel og to dage inde i 1. klasse skal have tøjet af og have nattøj på. Fjoller, overgearet og med ballade i øjnene beder hun sin far om hjælp til at få bukserne af.

“Kan du ikke lige hive bukserne af mig?” og fortsatte. “Har mor nogensinde bedt dig om det, far?”.

Jeg samtykkede fra badeværelset, hvor jeg var i gang med at finde hendes tandbørste: “Jooo, det er sket før”.

“Ok, har du så nogensinde bedt far om at hive dine underbukser af?”, fniste hun, alt imens hun moonede os, det bedste, hun kunne.

“Jooo, det er vidst også sket før”.

“Hvaaaad? Har du virkelig det, mor?”, kluklo hun, alt imens hun fortsatte med at vise sin ellers så søde po-po.

Hendes far var lammet et kort øjeblik, men genvandt fatningen og var dog åndsnærværende til at sende indforståede blikke og undertrykke et fnis.

Tjooo, det er sket et par gange eller sår’n.

Og når vi nu har stukket hovedet i den sjove og små-lumre afdeling, så råbte vores søn i går for sine lungers fulde kraft, imens han stod med sine underbukser omkring anklerne og beskuede rejen: “Moar, når jeg bliver stor, så vil jeg have en lige så stor tissemand som far!”. Vi bor relativt tæt på vores naboer og lufter forresten hele hytten ud lige inden ungernes sengetid. Så det ved naboerne også nu.

Tænk sig, en læringskurve man skal igennem fra 7 til 17 år til 37 år. Jeg husker stadig den gang, jeg spurgte min mor, hvad et kondom var, midt under familiemiddagen. DET endte heldigvis ikke i konfirmationssangen!

1 comment / Add your comment below

  1. Ahaha!! Fedt med dine ungers kommentarer!
    Har én på snart 4, der har den samme humor – ligesom os voksne.

    Der er altid forfinet værkstedshumor herhjemme – det gør da livet meget sjovere…

Skriv et svar