10 ting, der er sommerferie for mig

Sommerferie

I går aftes fik jeg endelig sommerferie. Wuhuuuu! Årh mand, den havde ladet vente længe på sig! 3,5 uger hjemme sammmen med de sødeste. Det er årets højdepunkt.

Vi er mega fans af staycation om sommeren. Eller sådan generelt. Når jeg nærmest hver dag føler, at andre eller andet stryer mit liv, i stedet for at jeg selv sætter kursen på GPS’en, så har jeg ikke overskud til at planlægge en eksotisk og Instagramvenlig ferie med snorkling, øhop og sightseeing. Det må komme på et tidspunkt og heldigvis er mine unger ikke gamle nok til at stille spørgsmålstegn ved det.

Vi skal ikke sidde i sofaen eller havestolen alle tre uger, men i hvert fald en god del af dem. Der skal i hvert fald være et passende antal dage, hvor man ikke behøver kigge på klokken. Dage hvor ingen venter eller forventer.

Danmark er for mig dejligst om sommeren og derfor har jeg slet ikke lyst til at forlade landet. Der er mindst 100 ting at tage sig til på frivillig basis, hvis man altså skulle få lyst til at rejse sig fra havestolen. Min top-10 over ting, en fuldendt sommerferie skal indeholde er:

  • Sand imellem tærerne og saltvand på kroppen:
    Jeg elsker-elsker-elsker de danske strande og viser gladeligt både kejsersnitar og strækmærker på lårbasserne frem, hvis blot jeg kan kaste mig i bølgen blå. Jeg vil 100 gange hellere bade i havvand, end jeg vil henlæbe mig til en klorstinkende svømmehal med tis i vandet. Boede jeg tættere på vandet, er jeg ret sikker på, at jeg ville blive helårsbader.
  • Aftensmad ved vandet:
    Jeg sejlede en del som ung (hvilket nok også forklarer min kærlighed til havvand). Her var der noget magisk over at sidde og nyde aftensmaden med udsigt over en himmel, som gradvist ændrede farve til nattens toner. Lyden af bølger, måger og andre menneskers småsludren. Kogte majskolber, godt brød, friske rejer eller et stykke røget laks. Om det så er på en havnemole eller på stranden, det spiller ingen rolle.
  • Lange morgener på ubestemt tid: 
    Det er fedt, når klokken, mobiltelefonen eller kalenderen ikke betyder miget. Når man er i nattøj hele dagen og leger at virkeligheden ikke findes. At ligge på sofaen og se en film eller læse en lang kapitelbog med ungerne – fuldstændig ligeglad med spisetider og gøremål. At blive vækket af arvingerne før kl. 6 (den del ændrer sig ikke, blot fordi det er ferie) og til sin store overraskelse kigge på uret “lidt senere” og se, at klokken pludselig er 14.30 – for så at læse videre, da der jo ikke er noget, vi skal nå og at det ikke kan betale sig at tage nattøjet af igen.
  • Jordbær, ærter, vandmelon, majskolber, nye kartofler – og kold Asti:
    Det behøver vidst ingen forklaring, vel?
  • Løbeture med overskud:
    Min kærlighed til løb fylder ikke så meget på bloggen. Løb er mit frirum og i ferierne er jeg ikke henlagt til at løbe kl. 20.30, når ungerne er faldet i søvn og opvasken er taget.
    Det startede som en erkendelse af, at det var dyrt at forære Fitness.dk 259 kr. hver måned, når jeg kun kom 1 eller ingen gange, efter at jeg fik mit første barn. Før hun blev født, så jeg mig selv i centeret – fit – of course – og i fuld gang med at træne, imens hun sov sødt. Det lykkedes dog aldrig. Jeg havde ikke godt sovende børn, lette og overskudsfyldte barsler eller en mand, som gladeligt tog de små, imens jeg fik et par timer til mig selv. En dag blev det for meget og jeg smed i arrigskab et par løbesko på og forsøgte at flygte fra det hele. I hvert fald i en time. Jeg nåede ikke så langt væk, før jeg egentlig savnede dem igen. Men jeg kom i tanke om, at jeg vidst nok var mega god til at løbe, da jeg var yngre. Den del af mig, der lå før børn og barsel, kunne jeg nærmest ikke huske. Og så løb jeg noget mere – og gør det stadig. Faktisk ret godt, i al ydmyghed.
  • At sige nej:
    I ferierne kan man ellers sige ja til meget mere end i hverdagen. Men for at sige ja til det, jeg gerne vil, kræver det også, at jeg siger nej. Nej til andres behov for at se mig og min familie, hvis vi ikke har lyst eller ikke orker det. Nej til dårlig samvittighed – eller et forsøg på det i hvert fald. Nej til arbejdstelefonen og -mailen. Og nej til ungerne, når de for gang nr. 100 råber af hinanden eller råber: “Moar, kom lige og se”. Misforstå ikke: Jeg vil hjertens gerne se mine og høre mine unger, men ikke 30 gange i løbet af en kop kaffe eller for den mindste streg på tegningen. Det er altså helt ok bare at sidde og ikke være til rådighed.
  • Kærestetid:
    Min mand og jeg har kærestetid 1-2 gange om året. Den måde, vores familier er og ser ud på, giver ikke rum for små ferier ved og med bedsteforældrene eller en weekend fri en gang imellem. Vi elsker vores unger, og vi er sammen med dem mellem 360 og 363 dage om året. Og lige præcis derfor er de 24-48 timers kærestetid, vi ofte er heldige at kunne få i sommerferien, hellig. Vi plejer at sætte os i bilen og køre ud efter næsen – første gang kører vi til højre og næste gang til venstre – og så ender vi et eller andet sted, vi enten kommer i tanke om eller endnu ikke kender. Bare det er et sted, hvor man kan holde i hånden og snakke sammen uforstyrret. Det er klart en af de ting ved sommeren, som jeg holder allermest af.
  • Havearbejde: 
    Den havde du nok ikke set komme, hva’? Men der er også en frihed i at gå og luge og rydde eller male og reparere og se, hvor langt man kommer. Jeg arbejder med ord, viden og koncepter, og når jeg går hjem fra arbejde, kan jeg ikke altid fisisk se, hvad jeg egentlig har udrettet. Den vare jeg sælger er vigtig, men den kan ikke altid måles og vejes lige nu og her. Når jeg luger haven, kan jeg se, hvor langt jeg er kommet. Når jeg maler er det det samme. Når jeg reparerer eller bygger, står der oftest et færdigt realutat, jeg kan se og føle på. Det føles godt.
  • Optimisme:
    Sommerferie er lidt som nytåret. Det er en form for skæringsdato for at forandre noget, der ikke er hensigtsmæssigt eller at drømme om noget nyt. Det er en pause fra hverdagen, hvor man har tid og mulighed for at stoppe op og mærke rigtig efter, hvad det er man vil. Det er sørgerligt at indrømme, men det er først i de store ferier, jeg kan mærke mig selv igen. Når hamsterhjulet står stille.
    Der er en optimisme omkring sommeren, hvor lyset, tiden og friheden får mig til at drømme og tænke og mærke ekstra efter. Som ungerne synger den sidste fredag inden ferien: “Alt det vi har lært, alt det der var så svært, skal vi glemme, for hovedet skal ha’ ro”.
  • Kærlighed:
    Ferie giver mere plads til den kærlighed, som er der, men som indimellem har lidt trange kår i en hektisk hverdag. Det værende kærlighed til mine børn og ekstra meget tid til at fortælle og vise dem det, kærlighed til min mand og til at huske på, at der er mere end børnene og et realkreditlån, der binder os sammen, kærlighed til mine to katte, som på alle måder viser mig deres kærlighed og hengivenhed efter en travl dag. Og kærlighed til mig selv. For når jeg er afslappet og i balance, virker de begyndende rynker ikke så tydelige igen, de kilo som aldrig forlod min krop efter 2. graviditet generer ikke så meget og de gråhår udlignes af solen. Kort sagt, så kan jeg i de store ferier igen begynde at mærke, hvem jeg er og hvem jeg er blevet efter 7 år som mor, små 13 år som kone/kæreste og snart 37 år som menneske.

Det skarpe øje vil sandsynligvis have set en tendens. Det handler mere eller mindre om at manglende tid spænder ben for en hel del godt. At man kan knokle nok så meget i hverdagen i et moderne konsulentjob og nogen gange gå hjem og være i tvivl om, hvor meget man konkret har udført – sådan for real – og hvor man egentlig er på vej hen. At selv om jeg er sammen med min mand og mine børn stort set alle årets dage – og mig selv ditto alle f*cking 365 – så kan jeg stadig føle mig lidt fremmed i eget liv, når tid og overskud til for alvor at mærke efter og stoppe op indimellem mangler.

Man burde seriøst kunne tage en hel måned ud af kalenderen mindst én gang om året og komme helt ned på jorden igen og føle frihed, så man ikke er henvist til kun at drømme om at vinde den næste EuroJackpot og skride fra jobbet for good.

Men for nu kan både jobbet og telefonen rende og hoppe frem til 2. august. Vejret ser det jo ikke ud til, at man kan klage over, så bare kom an, sommerferie. Jeg er SÅ klar til dig!

God ferie, derude!

2 comments / Add your comment below

  1. Du og din familie må have den allerbedste ferie, kære Mette! <3
    Hvor var det et dejligt indlæg at læse, og det er fuldstændig rigtigt. Det er tiden til at være taknemmelig og bare være til. Tænk, hvor priviligerede vi er til at kunne hive 3-4 uger i sammenhæng ud af kalenderen fra arbejde.
    Vi tyvstarter i dag og i morgen, da pigerne er hos deres morfar, og manden og jeg kan have børnefrizone/kærestetid/smid-sig-på-sofaen-efter-arbejde/restaurant-om-aftenen/lav-mad-som-man-selv-godt-kan-lide-og-spise-uforstyrret 😉
    Og så er der ellers 3 ugers frihed fra fredag!!!!!!

Skriv et svar