Når sommerfuglene flyver fra maven til ørerne

Øreringe

“Hvor gammel skal man være for at få huller i ørerne, mor?”. Spørgsmålet kom fra den 7-årige. Årh mand, hvor har hun stillet det spørgsmål mange gange. Fra hun var 5 år, tror jeg. I børnehaven havde flere af hendes små veninder huller i ørerne fra de var helt små, og en anden god veninde fik det, da hun var 5 år. Betagelsen ville ingen ende tage.

“Når du er 8 år”, svarede jeg – uden helt at vide hvorfor, det lige præcis blev 8 år. Nok bare fordi det var tilstrækkeligt ude i fremtiden på daværende tidspunkt.

Grundig, som hun er, blev jeg afkrævet en forklaring på, hvor gammel jeg selv var, da jeg fik huller i ørerne. Og hvad mormor havde sagt til mig!

Jeg var 10 år, og jeg kan faktisk stadig huske både situationen, hvor jeg endelig fik et ja, og selve det rum og følelsen, da jeg fik det lavet. Sært, ikke? For så skelsættende er det nu heller ikke? Det var nok spændingen over, hvor ondt det ville gøre. Jeg havde ikke rigtig oplevet anden smerte, end et vognlæs hudafskrabninger og en brækket lillefinger. Men jeg var præcis lige så optaget af at få lov, som hun har været. Den slags nedarves åbenbart 😛

Igennem det seneste halve år er “8-års-reglen” blevet udfordret. Hvorfor? Gælder den stadig? Hvad hvis det var en uge før 8 år?

Jeg har selvfølgelig godt kunnet se, hvor lange blikke hun sendte til andre piger med huller i ørerne, og hvordan jeg selv nærmest bliver ædt med øjnene, når jeg indimellem tager øreringe på.

Hun er så mega sej og mega pligtopfyldende. Hvis hun får et ansvar, så lever hun op til det, så godt, hun kan. Sååååå jeg bøjede reglen. Og så var hun sgu ikke helt sikker på, at hun var klar. Jeg har hende lettere mistænkt for, at det egentlig bare handlede om, hvor meget hun kunne forhandle mig ned i tid 😛 Røver!

Vi har talt om øreringe, vi har set på øreringe, vi har talt om smerte eller ej – som er en pokkers svær størrelse at relatere til, både når man er 7 og på vej til 37. Det bedste, jeg kunne give hende med på vej, var at opfordre til at spørge hendes små veninder.

“De siger, at det kun gør ondt, lige når det sker og så ikke mere. Men ikke ret meget ondt, mor.” Det tænker jeg, var et meget smart træk, når jeg selv skal sige det.

I søndags kom hun så med en mine, som jeg genkender, når hun er fast besluttet på noget. “Jeg vil gerne ud og kigge på øreringe med dig nu”. Ay captain! Afsted med os.

Vi besøgte omkring halvdelen af byens guldsmede. Grundig er hun. Måske min fars kvart-tyske gener slår igennem nu? De fleste steder var de super-pædagogiske og talte med hende i øjenhøjde og lyttede og viste de “pistoler”, som skulle lave hullerne. Nogle steder sagde de et højt klik. Andre steder ikke. Nogle steder “skød” de begge ører på én gang. Andre steder ét af gangen. Nogle steder sværgede de til guld, andre steder til titanium og tredje steder igen til medicinsk kirurgisk stål. Hvis hun havde haft mange overvejelser inden, fik jeg mange overvejelser nu.

“Jeg er klar til det i dag”. Hun er sk**e smuk, når hun er fast besluttet på noget. Som om, hun vokser 10 cm i højden og endnu mere i modenhed. Faktisk er hun generelt det smukkeste, jeg nogensinde har set.

Så var der jo ingen vej uden om. To “skud” og der sad en funklende sommerfugl i medicinsk kirurgisk stål i hver øreflip. Ikke et piv. Ikke engang et klem i min hånd, da damen “skød”. Så sej var jeg ikke, da jeg fik mine i – det kan jeg garantere.

Styrke har hun rigeligt af – og de rette ord også:

“Før havde jeg sommerfugle i maven. Nu er de fløjet op i ørerne, mor”.

Shit, hvor jeg elsker hende! <3 <3 <3

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar