Første børnefødselsdag for klassen

Vi er godt i gang med store-fødselsdagsweekend. Prinsessebarnet fylder 7 år og den får ikke for lidt på fejringskontoen (eller mors konto, for den sags skyld).

I går havde vi klassen på besøg. Vi slog fødselsdagen sammen med en anden pige fra klassen. Det skulle vise sig at være en rigtig god idé. Hvis jeg før hen syntes, at børnefødselsdage kunne være hektiske, så tog det lige et trin op af skalaen i går.

22 stk. 0. klasser på relativt lidt plads i haven og tilhørende græsareal bag huset – det føltes indimellem som en eller andet form for selvmordsmission. Knap havde de været der i 5 min, før drengene var ved at smadre hinanden og alt i 2 meters afstand med de balloner, som hang som pynt, 10 min inde i festen græd den første pige og følte sig forurettet og alle gode forsøg på at tale til en eller anden form for skjult fornuft, var spild af kræfter. Jesus – hvad havde vi frivilligt kastet os ud i?

Der har været en tendens til at holde fødselsdagene i legeland eller store idrætsparker eller til at dele klassen op i drenge og piger ved fødselsdage. Jeg har altid været vant til at vil holdt fødselsdagene hjemme, og det har den anden familie, vi holdt fødselsdagen sammen med også. Vi var enige om, at det var overkill at sætte en standard for legeland og tivoli allerede ved deres 7-års fødselsdag.

Men oh my, det er forskel på at have et sted mellem 10 og 18 børnehavebørn hjemme og så at have 22 0. klasser!!!! Set i bakspejlet, så forstår jeg pludselig godt, hvorfor de foregående fødselsdage i klassen har været holdt ude. Alle vores “forgængere” har også ældre børn på skolen, og jeg kan godt se, at hvis de har prøvet det her tilstrækkeligt mange gange, så er man villig til at betale kassen for at slippe for at stå med hele hejset selv, hvis man kan!

Festen blev gennemført, vi havde også 22 børn ved festens afslutning, vi fik bespist dem med pølsehorn, frugt, gnavegrønt, kage og slikposer. Vi fik leget en hjemmelavet 5-kamp med tovtrækning, lakridssnørespisning, slå-søm-i-på-tid-leg, gummistøvlekast og toiletpapirmumie-løb. Alt sammen i strålende solskin udendørs – halleluja!

Status efter 3 timer var to knæ med skrammer på, et utal af pige-dramaer, to mavepustere (delt ud af drengene imellem, forstås), en enkelt fodbold lige i hovedet (på mig), fuckfingre og mega-klamme ord under fødselsdagssang og spisning, en dreng som muligvis får problemer med at få børn på sigt efter en velplaceret fodbold lige i løgene, to piger som allerede nu er fuldstændig ligeglade med, hvad voksne siger og en enkelt lussing uddelt (igen uddelt imellem børnene og ikke fra os voksne, selv om det indimellem kunne virke fristende :-P).

Er det virkelig sådan, det allerede er i 0. klasse? Mavepustere og lussinger og begyndende pige-intriger? I så fald er skolelærere hermed verdens overmennesker. At håndtere sådan en flok barylere mange timer om dagen – hver dag! Håber godt nok, at min egen opfører sig pænt, når hun er ude!

Da alle børn var hentet og vi havde klaret oprydningen, sad vi alle 4 forældre alligevel tilbage med følelsen af, at det havde været en fin fødselsdag. Legene havde fungeret fint og vores piger så glade ud, som de lå på trampolinen og kiggede deres gaver igennem. Ærligt var vi også lidt glade for at overleve, og glade for, at der er et helt år til det sker igen.

Det er alligevel vildt, så meget forskel, der er på at have drenge og piger og på at holde hof for børnehavebørn og skolebørn. Man skulle måske tro, at det var lettere at holde styr på sidstnævnte. Vi er nu den erfaring rigere og klogere. Om vi holder det hjemme næste år, er lidt svært at sige. Egentlig er jeg af den overbevisning, at det bør holdes på det plan, men som sagt forstår jeg så småt godt, at andre med glæde betaler sig fra at rykke det ud.

Jeg ved nu, at man holder børnefødselsdage at to grunde: Fordi man VIRKELIG elsker sine børn og fordi børnefødselsdage er en fin årlig reminder om, at man er glad for, at man fik præcis de børn, man fik – og at man kan sende resten hjem igen.

Nu vil jeg gøre hytten ren igen og bage nogle boller og lave en lagkage. For i eftermiddag kommer familien, og så starter vi fejringen forfra <3

 

10 comments / Add your comment below

  1. Hold nu op et sjovt indlæg, der fik mig både til at grine og næsten græde, da jeg jo kender det så godt 🙂 🙂 Børnefødselsdage er jo et helt disciplin for sig selv – glem marathon! Det er her, man virkelig viser sit værd som menneske 🙂

    1. Ja, det er en manddomsprøve for begge køn. Jeg har haft sangen I will survive på hovedet hele dagen – tænker, at det er min krop og min mentale sundhed, der prøver at sende mig en taknemmelig hilsen, nu hvor det er overstået og en opfordring til aldrig at gøre det igen 😛

      Kh, Mette

  2. Oh yes! Sidder jeg og tænker efter at have læst dit alt for morsomme indlæg. Minibossen Noah på 4 år er født mellem jul og Nytår og vi har derfor ikke haft børnehaven på besøg for at fejre ham. Mon vi kan slippe for al det postyr, når han starter i skole? Ellers må vi have gang i en særskilt opsparing, så vi kan tage turen i legeland og slippe for pre-tøse-teenage skænderier og drenge Ninja kampe 🤣

    1. Måske vi i fællesskab skal ideudvikle på det, for jeg har en juleknægt, som fylder 5 i år og skal i skole næste år. Jeg er selv slut-december-barn og min mor flyttede konsekvent min fødselsdag til maj måned hvert år, hvilket – set i bakspejlet – var en pænt nederen ting at gøre. Men det fungerede. Jeg husker i hvert fald kun mine børnefødselsdage som gode med udendørs leg.

      Dog tror jeg, vi måske tager julemodellen med æbleskiver, kakao, leg m.m. i stedet for at lade ham vente 5 måneder med at fejre fødselsdag 😛

      Kh, Mette

    1. Hehe – tak! Jeg føler mig også en smule overmenneskelig i kølvandet på det 😛

      Kh, Mette

  3. Har lige været igennem samme mølle. 25børn med hjemme fredag, min familie lørdsg og min mands søndag. Det var pænt hårdt, men dejlig at se hvor glad min datter blev. Forresten.. Hvordan abonnerer jeg på bloggen, så jeg får den i min mail? Fik den på den gamle blog men kan ikke finde ud af det her..

    1. Hej Anette. Det er jo lige det – barnets glæde gør det det hele værd.

      Og tillykke med din datter også!

      I forhold til at abonnere, så har jeg efterspurgt det i dette fællesskab. Skal nok spørge igen!

      Kh, Mette

  4. hejsa .. dejligt indlæg som jeg kender så godt da jeg er mor til 5 stk børn der (heldigvis) næste alle er voksne eller 2 af dem er på vej ud af folkeskolen .. men jeg kender de der fødelsdags så godt og jeg kan kun sige … hold for eftertiden fødelsdag ude og sammen med andre forældre ellers køre man surt i det 🙂

    1. Heldigvis teamer børnene i klassen op to og to, for ikke at have 2 fødselsdage hver måned (og for at have ekstra forældreoverskud at trække på). Kan endnu ikke rigtig forestille mig næste års fødselsdag, men den kommer jo, og så kan det være, vi skal udvide skaren af børn, der fejrer sammen 🙂

Skriv et svar