Om Nutella og verdens lækreste mand

Nutella

Det er måske ikke helt normalt at få tårer i øjnene, når man spiser ristet brød med nutella. Det kunne være fordi det smager noget nær guddommeligt. Men i mit tilfælde er det fordi det minder mig om en tid, som jeg ikke savner, men ikke kan glemme.

Sidst jeg spiste ristet brød med nutella var en kold vintermorgen i 2015 på afdeling A40 på Skejby Sygehus. Min søn sov rusen ud efter endnu en narkose, og jeg smurte mig en mad og fik en kop kaffe i mørket på stuen. Vi lå alene på stuen og ventede på forhåbentlig at blive udskrevet eller i værste fald at få endnu en stuekammerat, som græd hjerteskærende enten før eller efter operation.

Min søn havde denne gang “kun” været igennem et forsøg på kateterisation af arvævet efter hans store åbne hjerteoperation. Men selv om det “kun” var en lille omgang denne gang, var det ikke lykkedes at udvide afvævet og der var tilstødt endnu en komplikation i form af en åre i lysken, som skulle observeres for potentiel blodprop. Vi havde endnu ikke været igennem et indgreb eller en undersøgelse uden mindst én komplikation, som komplicerede hans forløb. Derfor var det lidt svært at få armene over hovedet i forhold til udskrivelse, for 1) hvad så, når udvidelsen ikke lykkedes? og 2) hvor fedt var det at forlade sygehuset og køre 150 km. hjem med viden om, at min søn potentielt kunne udvikle en blodprop i benet?

Nutella was highly needed!

Det er 3 år siden nu, og vi har HELDIGVIS ikke været indlagt siden. Ikke for noget med hjertet i hvert fald. Det er jeg mega taknemmelig for! Han er en sej bøf, ham den lille. Her i ferien har jeg haft ekstra tid til at tænke over, hvor stor og sej, han egentlig er. Han er faktisk det sejeste menneske, jeg kender. Fra lille og uden garatier for at overleve til en stor dreng, som or alvor udvikler sig i børnehaven. Sproget, legen og hans viden om verden. Han leger med sin søster og sine venner og med, hvad hans egen krop kan. Dykker i svømmehallen i en sådan grad, at jeg indimellem kommer hen og hiver ham op af ren og skær refleks, fordi mit moderhjerte og min hukommelse fortæller mig, at han må være i fare. Tro m ig, han hyler og skriger og råber “Neeeeej, mor! Jeg kan godt selv! Du ødelægger det!”.

Sorry, baby! Mors hjerne har været programmeret til at gøre alt for at redde dig siden 20. graviditetsuge.

Om 11 måneder skal han i skole. Shit og Yay på samme tid. Min lille dreng bliver for hurtigt stor og det er helt vildt fedt, at han er kommet så langt trods alle odds. Jeg endevendte hans skab i weekenden, og alt i 104 var håbløst for småt. Da jeg ryddede op i hans skab i juleferien passede det fint. Han vokser og udvikler sig helt som han skal.

Han er så sej og stærk, at han indimellem får sin mor til at glemme, at han var syg. Og det er noget af en præstation, for det er som om, det blev en del af min DNA at være i panik-mode, da hjertelægerne skannede og fandt massiv deformitet. Han viser mig hver dag, hvor sej han er, og det gør det lettere at leve med minderne om den tid, der var og ønskerne om at hans fremtid må blive lige så stærk og relativt problemfri, som nu.

Verdens lækreste og stærkeste mand er 4 år, 107 cm. lang, vejer 19 kilo og har små 30. cm ar fra hals til mave. Og jeg er verdens heldigste kvinde, at få lov til at være hans mor <3

Skriv et svar