Sne er sundt for sjælen

Det var måske ikke sne, jeg drømte om i min påskeferie. Men når den nu er her, så lad os få det bedste ud af den. Det fik vi i dén grad her i ferien. Vi fik også det bedste ud af ferien generelt.

Jeg synes ofte, at jeg er nærmest latterligt dårlig til at lege og lade fantasien få frit spil sammen med ungerne. Hvem kan ikke lege med sine børn? I mit baghovede rumsterer der tit tusind ting, jeg kan eller skal, og så har jeg svært ved at forholde mig til, hvad Barbie sagde eller gjorde, og hvor mange kilometer i timen, bilerne skal køre på rumbanen på Mars og siger “piiivvvv crash bum bang swisssssh”.

Her i påskeferien har jeg virkelig lagt mig selen for at være den gode, sjove, nærværende mor. Jeg har leget med Polly Pocket, har bagt boller og pølsehorn, har taget ungerne med i biffen, har læst løjt i timevis, har sunget og tegnet, klippe-klistret, budt legekammerater velkommen, leget i sne, været på legepladsen og meget andet. Det har været sjovt og godt, men ikke uden børn, der trods rigelige mængder opmærksomhed alligevel fadt tid og behov for at slås over småting. Heller ikke uden til en vis grad at trække veksler på mig selv, kan jeg mærke. Jeg har trængt til selv at ånde lidt op og trække mig tilbage, men har givet ungerne så meget, jeg kunne, fordi jeg føler at jeg giver for lidt opmærksomhed i hverdagen.

2 gange i løbet af ferien har jeg overvejet at spille time-out-kortet. At sige nej til en oplevelse for at blive hjemme og mærke stilhed og alenetid i eget hjem. Den slags tid har der været forsvindende lidt af de seneste 7 år. Manden og børnene ville gerne på kælkebakken og en tur i svømmehallen. Jeg overvejede virkelig at blive hjemme begge gange, og måske burde jeg have gjort det, men det er på kælkebakken og i svømmehallen har det med at blive hængende i hukommelsen. En tur ud i et noget nær magisk sneklædt landskab med kælk i ferien, hvor tiden ikke betød noget – det er den slags oplevelser, der bliver til minder. Og det minde ville jeg ikke være fraværende i!

Sne er klart smukkere, når man har fri og kan gå og kigge på det, end når man skal afsted 15 minutter forsinket med to børn før en arbejdsdag. Det var sk**eflot! Der manglede bare lige en talende snemand og et rensdyr og en isdronning – så var det ren magi.

Svømmehallen var – tja…svømmehallen, og ikke tilnærmelsesvis magisk i sammenligning med ovennævnte. Jeg er normalt ikke til klor og fællesbad, men indrømmet: Det var sjaw! Især fordi at lige pæcis i dag min datter overvandt skrækken for vandrutsjebanen og min søn pludselig begyndte at dykke frivilligt.

Det var vigtige øjeblikke, og jeg er glad for, at jeg ikke valgte at blive hjemme. Så vil jeg hellere øve mig i at trække stikket lidt mere i hverdagen. Vi skabte minder i denne ferie. Vi gav nærhed og viste ungerne, at mor og far ikke kun er formaninger, for lidt tid og jævnt fortravlede individer. Vi kan også være fjollede og sule hinanden i sneen eller kaste rundt med hinanden i svømmehallen. Vi var både mor og far – og kærester – som vi gerne ville være. Vi var fakisk i nærheden af at være så carefree, som vi var, før vi blev forældre og et enormt ansvar hvilede på vores skuldre. Who would have thought.

Hvorfor pokker er det så svært i hverdagen? Hvorfor skal hverdagen føles som en marathon og ferierne som et flygtigt øjebik?

Denne ferie gav minder og noget udefinerbart, som er værd at minde hinanden om, når hverdagen igen sluger det bedste af os. Er jeg udhvilet? Ikke i nærheden af. Glæder jeg mig til at komme på job? Ærligt svar: Ikke det fjerneste! Jeg håber, mine børn har fået lige så meget ud af ferien, som jeg har, for jeg synes, den har været god trods tanker om strejke, lockout m.m.

Åh, hvor jeg allered glæder mig til den næste ferie sammen med min lille enhed og føle mig som mig igen <3

Skriv et svar