DIY: Baggy-babybukser

Baggy-babybuks

Jeg har endelig fået gang i symaskinen igen og der er kommet hele to par baggy-babybukser fra min hånd her til aften.

Jeg skal ikke selv have flere børn, men det forhindrer mig heldigvis ikke i at sy til andre. Og når vores gode venner skal have en lille pige i maj, så er det er god grund til at sætte foden på pedalen og sy en masse fine små ting.

Jeg har en masse “rester” fra tidligere projekter. Ikke nok til at skabe noget i str. 110 eller 122 til mine egne banditter, men rigeligt til at sy babytøj i både str. 56 og 62. Bukser, huer, body, pandebånd osv. Det er total win-win. Det giver plads i skabet hos mig, det er godt at være nøjsom og bruge op, og de færdige stykker tøj giver luft i et budget, hvor pengene med fordel kan bruges til andet end babytøj. Og så gør det glad at give.

Jeg har brugt et mønster fra denne blog. Den er ret genial, fordi du let og enkelt kan måle mønster op til den størrelse, du skal bruge, og selv bestemme, hvor “baggy” modellen skal være. Helt op til str. 110.

Det meste af mit stof køber jeg hos Piraf.dk – også det stof, jeg benytter her: Resterne af en rapport med dådyr og resterne af top-lækkert stof fra Elvelyckan Design.

Baggy-babybuks

Denne model er super enkel at sy – faktisk så enkel, at min 4-årige har hjulpet mig ved maskinen (ok, med ført hånd). Det er sgu lidt vildt at tænke på, at en størrelse 56, som vi har syet i dag, engang var håbløst for stor til hans præmature krop. Når jeg sidder med det i dag, og knap kan sy buksebensrib sammen for mine tykke pølsefingre – og samtidig har en stor knægt i str. 110 siddende på lårene – så virker det som en fjern fortid. Som noget fra en anden planet.

Baggy-babybuks

1 time = to par “reste”bukser (og en hue, som ældstepigen har syet). Det er god brug, vil jeg vove at påstå.

Lur mig, om der ikke kommer en hel del mere fra hånden, når jeg får det sidste stof på plads i mit nye syværelse? Både til andre, til mine egne og til mig selv.

Hvis du vil se, hvad jeg ellers syr, så følg hashtagget #madebymetten på Insta, eller se med i sidemenuen.

God sylyst!

 

3 comments / Add your comment below

    1. Hej Nanna.

      I lige måde – så lige den fine buksedragt på din blog – hvor er mønsteret fra?

      Kh, Mette

Skriv et svar