Torsdags-træls med et twist af galgenhumor

Underligliv

Jeg synes ellers, jeg efterhånden er er ganske god til at være mor om torsdagen. Jeg prøver altså også ihærdigt alle de andre dage. Men torsdag har jeg ikke så travlt – heller ikke selv om jeg står alene med banditterne til kl. sent. Ingen fritidsinteresser, vi skal nå, ingen indkøb og ikke ret meget “skal”.

Min mor kommer indimellem på besøg om torsdagen, hvilket indimellem kan hæve mit stressniveau indimellem, selv om vi så er to voksne om to børn. Den korte forklaring er, at min mor og jeg ser ikke altid ens på tingene, og det er ikke altid lige let. Nuff said.

Når jeg så ikke føler mig helt tilpas og føler, at jeg skal forsvare mine og mine børns handlinger, så kommer jeg – ironisk nok – til at skælde mere ud…på mine børn. Øv bøv! Det er ikke fedt. Hverken for dem eller for mig. Og sikkert heller ikke for min mor.

Filmen knækker, når alle stadig vil have et stykke af mig kl. 16.50, imens jeg prøver at få aftensmad på bordet. Når jeg prøver at få den ene til at lytte, hvad den anden siger og ikke afbryde hvert 5 sekund. Når det negative er i fokus og det positive har virkelig trange kår, og når jeg kan mærke en halsbetændelse komme snigende. Så hjælper det ikke altid at tænke på, at det er fredag i morgen og at solen skinner, selv om det er pissekoldt, at det er lønningsdag og at vi ikke skal andet end det, vi vil i weekenden. Åbenbart ikke.

Jeg prøvede, men alligevel kom jeg til at bide af den ældste, da hun tredje gang i streg afbrød mig, selv om jeg bad hende om lige at høre mig til ende. Resultat? Hun stormede ud af køkkenet, græd og var uforsonelig i en halv time. Den yngste har et attentionspan så lille, at man skal lede efter det med lup, og ordet nej har aldrig rigtig haft en effekt på ham. Især ikke, når han er sulten og raider hele køleskabet for ostehaps og smoothies, hvis jeg ikke er vaks ved havelågen. Min mor bemærkede deres “mærkelige opførsel”. Jeg var træt!

Og nu er jeg virkelig træt af det. Træt af, at jeg ikke var nok i kontakt med min fornuft, og lød følelserne få lang line. It’s a fu*king Jane Austen! Træt af ikke helt at slå til. Igen. Bare træt! Det er super træls at sidde i sofaen og være ked af det, der skete. At have lyst til at storme ind i soveværelset og vække ældsten og kysse-kramme livet halvt af hende og sige undskyld. Ret beset skal det siges, at jeg sagde undskyld og fortalte hende, at min måde at reagere på ikke var god mor-opførsel. Selv om intentionen var at gøre godt, så hun mere trist ud, og så tvivlede jeg igen på, om det var det rette. Skulle jeg så bare have ladet være og ladet som ingenting for ikke at åbne situationen igen? Hvad pokker gør man, når man gør det rigtigt? Hvordan gør den gode mor, når hun både er forstående og sætter grænser?

Jeg ved det ikke og indimellem tænker jeg på, om jeg nogensinde lærer det. Om jeg nogensinde føler, at jeg gjorde det helt rigtige. Når man så er torsdags-træls, så er det godt, at Intra kan sørge for lidt opmuntring.

 

Skriv et svar