Får man nogensinde søvn nok igen?

Søvn

Er jeg den eneste, der har taget en fridag for simpelthen at forsøge at sove ud? Det gjorde jeg i dag. Desværre ringede det på døren, lige så snart jeg var faldet i søvn. Jeg tvivler dog på, at en enkelt dag overhovedet ville kunne gøre op for det søvnunderskud, jeg har opbygget over igennem de seneste 7 år.

Jeg har egentlig altid sovet ok – med mindre min hjerne havde fundet en eller anden ting, den ikke kunne slippe. Jeg har sovet i telt, på sovesal, på kollegiet med papirtynde vægge og højlydte naboer – ja, jeg har sovet mig igennem en Kashmir-koncert, dengang de var hottest (…om det så siger mest om Kashmir eller mit sovehjerte, skal jeg ikke gøre mig til dommer over).

Efter jeg har fået børn, sover jeg ikke. Mest fordi jeg ikke får lov, og indimellem fordi jeg ikke kan få mig selv til det.

Mine børn vågner, før fanden får sko på. Kl. 5 eller før. Jeg har forsøgt at lægge dem i seng igen, skubbe deres sengetider, overbevise dem om, at det er mega-fedt at tage dynen med ned på sofaen og se morgen-TV, selv om mor og far stadig sover, lært dem at tage havregryn selv om morgenen, you name it – I’ve tried! Men det virker ikke. Intet slår åbenbart mors og fars fulde – og vågne – tilstedeværelse.

Vores datter var 5, før hun præsterede at sove igennem en hel nat. Hun sov 2×15 min. til middag, da hun var baby, og hun ynder – stadigvæk – at stå ved siden af min seng før kl. 5. Det er en lille smule skræmmende at vågne ved, at et barn står stille og stirrer på dig…

Da hun var lille, kunne vi vikle hende og få hende til at slappe nok af til at falde i søvn. Med tiden kørte det løb i takt med at hun fik flere centimeter på kroppen. Det er ikke skide nemt at vikle en knap 7-årig.

Hendes bror sov egentlig ganske udemærket som spæd. Dog skulle jeg enten give sonde eller medicin hver eneste f***ing time det første halve år. Kan godt forstå, at nogen vælger afbrudt søvn som torturmetode. Det føltes i hvert fald sådan dengang. Pludselig vendte det – så sov han ikke længere så godt, og vi blev banket tilbage til start som brikker i et spil Matador. Sh*t!

Givet hans hjertesygdom, har jeg indimellem – ironisk nok – svært ved at give mig hen til søvnen. I de perioder, hvor angst og frygt overmander mig, kan jeg nærmest ikke lukke et øje. Tænk, hvis noget skete, imens jeg sov. De perioder kommer og går. Jeg kan vågne af de mindste lyde, som minder mig om hans tid i respirator, eller når han fejlsank mad eller medicin. Det var – og er – hæsligt.

Jeg føler, at jeg kunne stå op og sove. At kroppen lige nu er så meget i søvnunderskud, at der bare ikke er mere at tage af. Og så bliver jeg et meget lille menneske, når jeg hører om andre, der lige får børnene passet i weekenden, så de kan sove eller knalde, så meget de vil. Jeg vil også!!! Der er bare ikke rigtig nogen til at passe.

Får man mon nogensinde sovet helt ud? Eller bliver man notorisk ved med at mangle søvn – med tiden fordi man gradvist skal give slip og dermed kan ligge og spekulere på, om de nu også har lyttet til det, man forsøgte at lære dem og ikke gør noget dumt? Ligge og vente på lyden af døren eller en sms, hvor der står, at de er kommet sikkert hjem? Bliver det bare ved fra nu af og til de selv får børn? Eller længere?

Nu er det vinterferie, og det er fedt! Også selv om jeg godt ved, at jeg ikke får min søvn dér heller. Men jeg glæder mig til ikke at skulle præstere på jobbet, alt imens hele kroppen skriger på hvile og øjnene er ved at falde i. Sig det ikke til min chef!

Hvis jeg er heldig, falder de stadig for det gamle “når-man-bruger-briller-bliver-man-nødt-til-at-lukke-øjnene-imdimellem-trick og lægge nakken tilbage på sofaens ryglæn og powernappe, imens de ser en tegnefilm på Netflix! Min version af Netflix n’ chill. For lige nu er søvn i højere kurs end sex.

Søvn

3 comments / Add your comment below

  1. Til din overskrift: nej.
    De måneder med graviditet og års søvnforstyrrelser er opbevaret af enkropslig hukommelse, der reaktiveres, hver gang hun stirrer på dig.

    Sådan har jeg det fx efter nogle år med ombygning. Når min mand nævner noget der kræver værktøj, finesse og en trillebør, så bliver jeg træt.

    1. Tror desværre, at du har ret. En dag kommer der måske endda et tidspunkt, hvor man kommer til at savne de morgeren, hvor hun stod lige ved siden af. Nok mest af alt at putte med hende og vide, at man kunne passe 100% på hende <3

      Kh, Mette

Skriv et svar