Fastelavns-nægteren

Fastelavn

“Fastelavn, er mit navn”, synger ældsten, alt imens hun er i gang med at kreere sit outfit til på fredag i skolen. Hun har aldrig været noget “konventionelt” til fastelavn, men har altid insisteret på at sætte sit eget præg på tingene. Allerhelst skabe sit eget kostume selv. En Minnie Mouse, der kan flyve (aka. Minnie-kostume og fe-vinger), en prinsesseflagremus (det meget mærkværdige barn, der kommer ud af et potentielt forhold mellem Elsa og Batman), et kostume som ligner hendes yndlingsbamse (som mor her blev sat til at sy), en pirat-prinsesse og i år: En cowgirl med balletkjole. ‘

Fantasi har hun – det må man give hende. Fantastisk er hun også i ret udpræget grad <3

Hun tager det hele ind og giver sig selv fuldt ud. Synger, klæder ud og er hamrende ligeglad med, om hun er noget helt andet end resten.

Hendes bror derimod, han vil hellere end gerne slippe for hele udklædningsræset. Faktisk er han ved at krybe i et musehul ved tanken. Første år vi prøvede, var han en svært vrangvillig pirat og skreg sig gennem arrangementet. Begyndervanskeligheder, tænkte jeg. Det var nyt og uprøvet. Andet år var han klædt ud som sin yndlingsbamse, hvilket han var med på, imens jeg syede kostumet på hans ønske. På dagen skreg han som en pisket, indtil jeg tog kostumet af ham igen. Jeg så et vist mønster. I år valgte jeg at spørge forsigtigt ind til, hvad han ønskede. “Jeg vil gerne være mig selv”, lød svaret. Fair nok. Jeg har nu fattet pointen.

I morges gav jeg det sidste shot i at motivere til evt. udklædning. Iført cowpoyhat, Motor Mille-briller og overskæg, gik jeg rundt og pakkede tasker m.m. Og trak gardinerne fra, hvilket naboen gjorde på præcis samme tid. Vi fik øjenkontakt, og han er nu sandsynligvis ret sikker på, at vi er kugleskøre på den anden side af hækken.

Mine krumspring ændrede imidlertid ikke på noget. Og det er nu heller ikke, fordi han skal have hele fastelavnskonceptet stoppet ned i halsen, fordi jeg synes, det kunne være sjovt eller sødt. Vi forsøger at få ham til at tage lidt mere del i fællesskabet i børnehaven. Derfor gav jeg det et ekstra skud.

Vi blev enige om, at han kunne tage sin badekåbe med drageøjne og -tænder på hætten med. Hvis han skulle ændre mening. Den blev i tasken og det var fint. Han skulle ikke tvinges til noget, og den hang bare i garderoben.

Og lur mig, om han ikke havde badekåben på på alle fotos fra børnehaven i dag. Det havde jeg alligevel ikke set komme. Jeg skal nok bare vænne mig til at min lille fyr selv skal komme til konklusionen. Han vil ikke, fordi vi andre siger det. Han skal vænne sig til tanken og er overraskende god til at mærke efter i en alder af kun 4 år plus det løse. Det er nu sejt og prisværdigt nok.

Jeg har nogle cool unger, hvis jeg selv skal sige det. Den ene er fri og fjerdig. Den anden mærker efter og drager sin egen konklusion. Som søskende af samme forældre og dermed relativt ens genpulje, ligner de hinanden uden på, men er vidt forskellige inden i. Hvad der virker for den ene gør ikke for den anden, nødvendigvis.

Det er lidt en svær øvelse som mor at finde det rette for dem begge sammen og for dem hver især. Men jeg prøver – og forhåbentlig bliver jeg god til det en dag 🙂

Fastelavn

 

Skriv et svar