Organdonation: Jeg har taget stilling

Kærlighed

Igår sad jeg og så første del af DR-programmet Organer for livet. Jeg forventede lidt en barsk omgang og helt ærligt også en masse gode grunde til at sige “ja” til organdonation. For for mig er der ingen tvivl: Jeg siger ja tak til organdonation.

Jeg tog stilling, allerede da jeg var 12 år gammel. I min familie har vi altid talt meget om større spørgsmål: Tro, politik, velfærd og organdonation f.eks. Især, da min families venner fik en søn, der var alvorligt syg og ikke havde udsigt til at leve uden en knoglemarvstransplantation. Familien var indlagt på Rigshospitalet fra han var ganske lille, og livet for deres 2 ½ år ældre datter var ikke altid bedst på sygehuset. Derfor var hun ofte på besøg hos os, når der var brug for det. Også den dag, hendes lillebror døde. Knoglemarven var faktisk kommet, men hans krop var for svag til at kæmpe videre.

Den dag besluttede jeg mig for at blive organdonor, men jeg var ikke gammel nok til det. Jeg underskrev det røde kort, der lå i lægens venteværelse få uger efter hans død. Og jeg sendte det den dag, jeg fyldte 18 år.

Little did I know. Små 20 år efter den lille drengs alt for tidlige død, hang min egen lille søns liv i en meget tynd tråd og en storesøster på 2,5 år, som sammen med os var tvunget til at følge skæbnens vej.

Lægerne gav mig tre scenarier for min lille fyrs hjerte: A: Hans krop ville arbejde lidt med og de ville kunne operere hjertet. B: Der ville ikke være tilstrækkelig vækst resten af graviditeten og han ville ende med univentrikulært hjerte (et hjerte uden skillevæg, hvor iltet og uiltet blod ville blandes og hans krop ville arbejde på højtryk). C: Han ville ikke overleve fødslen.

Hvis det endte med scenarie B, ville han have brug for et nyt hjerte, inden han blev 5 år. Der var stadig håb i dette scenarie, men vi var også pinligt bevidste om, at det ville indebære, at han skulle være ekstremt stærk, at det ville betyde store valg og fravalg i vores familie og så var der tanken om, hvad et donorhjerte betyder: Et andet barn skulle dø for at jeg kunne håbe på et hjerte til min søn. Det scenarie virkede nærmest lige så håbløst som scenarie C.

Vi endte med scenarie A. Og der er ikke ord for, hvor taknemmelig jeg er for det. Der er ingen, der dermed lover mig, at vi aldrig får brug for at tænke på organdonation igen. For det kan hverken han, du eller jeg sige os fri for at få brug for. Og lige præcis derfor skal vi tage stilling. Allesammen. Og gerne med det samme.

Jeg lyttede til argumenterne fra “nej-siden” i programmet i går. Faktisk er det første gang, jeg hører andre argumenter end: “Næ, de er mine organer”. Jeg lytter, men forstår nok ikke helt. Måske fordi mit indre har været fast besluttet i mange år. For når man er død, tror jeg ikke, det gør nogen forskel, hvorend man så kommer hen, om man har en lunge eller en nyre eller et hjerte for den sags skyld, mindre med sig. Jeg tror ikke, at man får brug for dem, der hvor man ender.

Men jeg tror, at det kan gøre en enorm forskel for andre at modtage. Lige som jeg selv ville være glad for at få et liv – eller blot nogle ekstra år sammen med dem, jeg elsker. Hvert et øjeblik ville tælle sammen med dem. Tænk bare på pigen, der fik nye lunger fra programmet, hvis altså du så det.

Når jeg engang forlader dette sted, må dem der har brug for det få det meste. For jeg er ikke mere hellig i min indstilling, end at jeg har taget to forbehold: Hud og hornhinder. Hvorfor? Fordi jeg et eller andet sted tænker på dem, der måske skal se mig i kisten. Mine nærmeste. For jeg ved, hvordan det ser ud, når et øje er åbnet efter døden for at fjerne hornhinden. Det er ikke det billede, jeg ønsker at efterlade dem med. Det samme gælder for huden, selv om jeg ikke tror, man vil, tage den fra et synligt sted.

Jeg donerer – organer, blod og knoglemarv. Jeg kan ikke redde verden, men hvis jeg kan gøre en forskel for et eller flere mennesker, så gør jeg det gerne. For jeg kan mærke i mig selv, hvor meget det vil betyde.

Har du taget stilling? Hvis ikke, så har du mulighed for at gøre det lige her.

På forhånd tak fordi du tager stilling!

Skriv et svar