Lidt om legeaftaler

Hvor mange legeaftaler har en gennemsnitlig 4-årig? Jeg synes, det er lidt svært, når mine børn på lige præcis den front er son nat og dag.

Den ældste er maks inkluderende. Hun har altid haft en kæmpe omsorg for andre og udelukker helst ingen. Hun har gamle venskaber og nye venskaber. Hun er typen, der får en ny ven i toget eller på færgen blot ved at sige: “Hej, hvad hedder du? Skal vi lege?”. Hun er egentlig stille af væsen – ikke den mest frembrusende i klassen, men god til at lege og give sig hen til legen. Hun har ikke de vilde kanter, når blot alle er med og får lov at bestemme.

Hendes bror er lige modsat. Han er også født med et omsorgsgen på størrelse med Lolland-Falster, men han er langt mere lukket. Han kan lege med sine biler eller Star Wars-figurer i timevis – eller se Netflix lige så længe, hvis det stod til ham. Det synes at være nok for ham at have sin søster at lege med en hel weekend. Han leger i børnehaven, men trækker sig også, når det bliver for meget.

Da min datter var 4 år, havde hun ofte legeaftaler og spurgte indimellem selv efter dem. Min søn er lige blevet 4 år, og han siger konsekvent nej, hvis jeg spørger,, om han vil have en ven med hjem eller lege med dem.

Jeg vil rigtig gerne, at han får et godt forhold til sine børnehavevenner, men jeg vil heller ikke presse legeaftalerne ned i halsen på ham. Jeg har været så vant til, at min ældste selv rystede dem ud af ærmet, at det kommer til at virke “ualmindeligt”, at min yngste slet ikke efterspørger dem. Modsætningen er tydelig.

Når jeg funderer over det, havde jeg med garanti ikke ret mange legeaftaler, da jeg var fire år – hvis nogen overhovedet. Jeg kan huske, hvor benovet jeg var (og stadig er), over at min datter opsøgte det så aktivt. Det var heller ikke noget, min mor gik op i eller efterstræbte.

Set i bakspejlet, ville jeg måske gerne have været skubbet lidt mere i retningen af et større socialt liv. Jeg tror, det ville have hjulpet mig senere i livet. Men går jeg nu og lægger mine egne oplevelser over på min søn?

Han leger i børnehaven. Mest med pigerne og mest med dem, som enten er yngre end ham selv, eller dem, som har sociale udfordringer. Det virker som om, de flokkes om ham. Han er børnehavens klovnehoved. Ham som fjoller og danser og siger skøre ting, Seriøsitet og koncentration er ikke hans stærkeste side.

Jeg tager mig selv i at være bekymret for, at han ikke får sine sociale relationer. Og ærligt: At han ikke bliver en del af drengenes netværk i den kommende “skolegruppe” i børnehaven, fordi han søger væk fra den. Lige nu er det min bekymring, fordi jeg ikke ønsker, at det skal blive hans bekymring. Giver det mening?

Skal jeg bare lade være med at bekymre mig? Lade ham styre det hele selv og tænke, at han finder sin egen vej? Eller skal jeg prøve at “præge” og hjælpe nye venskaber på vej? Fordi jeg tænker på, hvad jeg selv tænker, ville have styrket mig som både barn og voksen?

Han er kun 4 år – I know – men gode og kærlige råd modtages gerne.

 

 

6 comments / Add your comment below

  1. Jeg forstår dig udemærket. Jeg kan tænke det samme som dig ift din egen barndom og bakspejlet, samt frygten for at han bliver “udenfor”.

    Det overordnede problem er “bare” at vi generelt indretter vores samfundsstruktur i kasser, som selv små børn skal passe i. Uanset deres behov, personlighed. Det handler om, at de i sidste ende skal kunne være velfungerende, arbejdsvillige borgere, der er fysisk og psykisk sunde, og derved kan arbejde i et langt liv uden for mange omkostninger.
    Alle de gode intentioner starter med “… at undersøgelser viser…” og den virkelighed eller kasse, er der en hel masse der bare ikke passer i.
    Og hvor vil jeg hen med det? Ingen forældre ønsker jo at få ensomme børn. Men hvis vi nu i stedet kiggede den anden vej og skabte et miljø, hvor BØRNENE valgte leg, kammerater mm uden at påduttes noget fra voksnes ideologier om dette og hint, og så på barnets trivsel – hvad betyder systemet og kassen så?
    Kig på barnet. Du kender ham bedst. Trives han? Hvis ja, så støt op om hans valg, som han tager ift leg og venner 🙂

  2. Hej Mette
    Jeg har lige læst dit indlæg om legeaftaler. Jeg har gjort mig nogle af de samme tanker i forhold til min søn på 4 år. Han takkede også nej til at starte med, men pludselig slog det mig at han ikke havde en erfarings”ramme” i forhold til legeaftaler derhjemme, og så tror jeg bare at han takkede nej for at være på den sikre side. Han har godt nok en søster på 7 år, så han har erfaringer med at hun har venner hjemme, men der bliver han ofte til overs i legen og så kan jeg godt forstå at han takkede nej. Vi drøftede det og besluttede , at sige til ham at vi havde besluttet at invitere en børnehaveven med hjem så han kunne prøve det. Det satte han ikke spørgsmålstegn ved. Det gik rigtig fint. Jeg tror simpelthen bare at han manglede en erfaring med hvad det var. Vores erfaring er så, at 1 1/2-2 timer er rigeligt for ham og det er kun 2-3 forskellige han har behov for at have legeaftaler med. Vi drøftede det med en pædagog fra børnehaven vi har stor tillid til, og spurgte hvilke børn hun mente der var aktuelle at invitere med hjem. Nu er vi nået så langt at vi spørger ham om han har lyst og i så fald hvilken ven han gerne vil lege med. Somme tider takker han nej, andre gange ja og begge dele respekterer vi. Han havde desuden en kæmpe succesoplevelse med at invitere hans stue hjem til leg i haven i efteråret.
    Når alt det er sagt, så kan jeg sagtens forstå at du synes at det er svært at adskille hvis behov man egentlig tager hånd om. Vores ræsonnement var, at vi i det mindste kunne tilbyde ham en erfaring med hvad han takkede nej til, og så tage stilling til hvad vi så ville gøre ud fra hans reaktion på en legeaftale.
    Giver det mening?
    Mvh Jette

    1. Kære Jette.

      Det giver rigtig god mening. Og tak fordi du tog dig tid til at kommentere og dele ud af din erfaring. I en mega hektisk hverdag kan det være svært at tage et ekstra barn med hjem efter en lang dag, men jeg tror, vi skal til at prøve det. Når han siger ja. Som du selv siger, har han ikke erfaringen – endnu – til at tage stilling til, hvad han vil eller ikke vil.

      Vi har også rådført os med hans gruppepædagog i børnehaven. Der kommer også mange helligdage i den kommende tid, hvor vi kan invitere hjem og tage det lidt mere som det kommer. Det er i hvert fald mit mål <3

      Tak for tips og tillid.

      Kh, Mette

      1. Et lille P. S. herfra, som jeg ikke lige havde tænkt på i min kommentar overfor: jeg ved simpelthen ikke hvordan andre mennesker gør med legeaftaler i hverdagen. Mine børn er simpelthen ikke særligt oplagte til legeaftaler efter en skoledag/børnehavedag, og det er jeg heller ikke for den sags skyld. Vi har forsøgt os lidt med hverdagsaftaler med den ældste, men det er som om at tiden mest går med at fodre dem af med eftermiddagsmad, rede tråde ud i træthedskonflikter de ikke selv kan løse, mens jeg forsøger at aktivere lillebror med den ene hånd eller noget tv og lave aftensmad med den anden. Det fungerer ikke for os. Min mand er aldrig tidligt hjemme, så når forældrene kommer for at afhente det endnu trættere barn, så står jeg også for at sludre med forældre mens jeg stadig forsøger at lave aftensmad og afværge det totale sammenbrud hos lillebror. Hvordan filan gør andre mennesker det? Weekendaftaler er vores løsning. Og så får den søskende der ikke har besøg en tur ud af huset alene med en af os. Det gør det langt hyggeligere for alle parter. I dag havde min søn besøg af en børnehaveven Mens søster var på tur. Jeg så dem kun mens de spiste frokost. Resten af tiden havde de travlt med leg og jeg nåede at lave aftensmad til to dage imens! Det var virkelig en gevinst.

        1. Åh, Jette. Du og jeg kunne lever tilsyneladende samme liv – og det er mega rart at læse. At jeg ikke er alene om lige præcis de ting, som jeg synes er svære at leve op til og frustrerende, hvis jeg prøver! Tak! Bare tak fordi du giver din mening til kende og dermed styrker mig i, at jeg ikke er alene om at tænke sådan <3

          Kh, Mette

Skriv et svar