Til dig der kørte mig ned i dag

Til dig, der kørte mig ned i dag. Dig på cyklen, for fuld fart, på fortovet, mod køreretningen.
Dig, som ikke så noget som helst omkring dig og fortsatte for rødt med intentionen om at køre over fodgængerovergangen.

Så langt kom du ikke. For du kørte direkte ind i mig, da jeg cyklede over for grønt. I den rigtige retning. Ganske stille og roligt. På cykelstien.

Du sendte mig derimod direkte i asfalten og ud på kørebanen. Du landede blødt, for du landede oven på mig. Jeg fik derimod din cykel lige ind i kroppen og din vægt ind i siden af ansigtet.

Jeg blev vred. Råbte af dig. At det fandeme ikke var i orden. At du kørte over for rødt og ikke så noget som helst omkring dig. Du skyndte dig op og råbte, at jeg skulle slappe af. Og så skyndte du dig væk i en fart, uden at hjælpe mig op eller have nosser nok til at kigge op og se mig i øjnene. Måske endda sige undskyld. Så meget pli havde du ikke. Du holdt blikket under din hvide cap og skyndte dig væk. Over fodgængerfeltet. Denne gang for grønt. Fortsatte imod køreretningen på fortovet. Pisse ligeglad. Røvhul!

Jeg havde ondt i hovedet og kroppen og mit ben rystede, fordi det gjorde pisse ondt og fordi jeg var bange. Jer andre, der stod omkring, cyklede videre og havde ikke tid til at hjælpe mig op fra vejen. Heller ikke jer i bilerne, selv om jeg blev væltet ud på kørebanen. I så bare til.

Jeg kom op og trak cyklen væk, selv om benet gjorde ondt. 100 meter længere henne begyndte jeg at græde. Fordi det gjorde ondt. Fordi jeg blev bange. Fordi jeg var vred. En af jer gik forbi mig og sagde: Jamen, det var jo også glat. Jeg fortalte, at det ikke havde noget med glat at gøre, og hvordan det var sket. Svaret var: Fu** mand, og så råbte han af dig? Det må du sgu nok sige. Men du var gået videre.

Jeg var bare på vej hjem fra job og på vej til at hente mine børn. Det kunne være gået galt. Heldigvis kom jeg hjem på trods. På trods af smerter i kroppen, på trods af chok og på trods at, at folk i denne situation var pisse-ligeglade. Ingen handlede, selv om én kom til skade og en anden tydeligvis var skyld i det. Shame on you! Hvornår holdt vi op med at tænke på andre mennesker? Hvornår fik vi så meget nok i os selv?

Til dig, som kørte mig ned i dag. Jeg kom op, og fik hentet de vigtigste i mit liv. Jeg tør ikke tænke på, hvis en af dem havde været med, eller endnu værre: Var blevet ramt af dig eller en bil på kørebanen. Jeg tager hver dag mine forbehold for at komme hjem til mine børn. Jeg kører pænt. Det gjorde du ikke. Du var komplet ligeglad. Hvordan kan jeg nogensinde lade dem cykle selv, hvis omverdenen er ligeglade? Hvis ingen tænker eller hjælper? Hvordan kan jeg lade det dyrebareste i mit liv være afhængig af andres nåde og egoisme?

Til dig som kørte mig ned i dag. Jeg har blå mærker og skrammer på kroppen og ryg, hoved og nakke gør he**edes ondt. Heldigvis ikke mere. Men det der gør mest ondt, og som jeg hader dig pænt meget for lige nu, er tanken om, hvad der kunne være sket på grund af din hensynsløse kørsel og mangel på empati. Jeg er mor til to og jeg har et ansvar for at passe på dem. De er afhængige af, at jeg kommer hjem hver dag – og jeg omvendt.

Kan vi ikke godt aftale, at du fremover enten tager hensyn eller at du sørger for at køre ud foran en lastbil næste gang? For rødt. Imod køreretningen. For fuld fart. Pisse ligeglad.

 

 

2 comments / Add your comment below

    1. Tak, Thea.

      Det skete i Odense C og jeg har en god ide om, hvor jeg skal finde vedkommende, selv om han ikke havde røv nok til at se mig i øjnene.

      De blå mærker og smerterne aftager forhåbentlig snart :-).

      Kh, Mette

Skriv et svar