2017 tog fra den forkerte ende

Gravsted

2017 var et hårdt år. Et år, som tog fra den forkerte ende, som min farbror udtrykte det, dengang da min far (hans lillebror) døde. De yngste skal ikke gå først.

2017 var knap i gang, før mit livs støtte døde. Efter 2 måneders uforklarlig sygdom, fik min bedstefar fred. Han havde et helt liv bag sig. Et levet liv med ægteskab, børn, børnebørn og oldebørn. Knap 90 år i alt.
Selv om hans liv var levet længe og godt, så var det alligevel trist og tomt at sige farvel til ham. På sygehuset fik han ikke en værdig død for et absolut værdigt menneske.

Han var min far, da min egen far rejste. Han var min læremester i alt fra syning til at bygge og reparere og skifte vinterhjul på bilen. Han var den, som lærte mig om min historie, og han fik lov at præge den, jeg er i dag og derned min fremtid. For ham betød familien alt og selv om han var en mand af den gamle skole på nogle punkter, udtrykte han sin kærlighed til mig på sin egen ærlige facon. Gennem opmærksomhed og anerkendelse. Da jeg var gravid med mit første barn, begyndte han pludselig at sætte ord på sine følelser. Han fortalte stolt til andre i Brugsen, at han skulle være oldefar, og når da jeg fortalte ham, at jeg ventede en pige, fik jeg mit livs største kompliment: “Det vigtigste for mig er, at hun bliver en klon af dig”.

Han var gammel og selv om døden ikke var hans væsen værdig, så var han mit forbillede. Jeg savner ham stadig.

Det værste ved 2017 var, at året som sagt ikke holdt sig til at tage vores kære i den naturlige rækkefølge. Fuldstændig uforståeligt og uden mening, mistede vores kære og nære venner deres lille søn få dage efter hans fødsel. En sund og fin dreng blev ramt af udefrakommende sygdom i sine første levedøgn og blev revet brutalt væk fra sine forældre, søskende og alle som holder af dem og ham, før vi dårligt fattede, at han var kommet. Det var så meningsløst og jeg græd. For mine venners tab og fordi min egen frygt kom så tæt på. Igen. Jeg var tæt på at miste min egen søn, men blev reddet på et hængende hår og af lægers dygtighed og viden. Deres sorg og tab gjorde så ondt, fordi den taler ind i en hver mors mareridt og ind i de dystre minder i mit eget sind. Det eneste jeg kunne gøre var at lytte, være der, vaske tøjet og hjælpe til – og så at kramme mine egne børn ekstra meget hver aften.

I efteråret krævede 2017 igen et offer – længe før tid og ikke mindre meningsløst. Min kusine på samme alder som jeg selv tabte kampen til kræften. Efter 3 års kamp forsvandt det sidste liv i hendes krop og efterlod forældre uden deres datter, en kæreste uden sin elskede og en lille pige uden sin mor. En lille pige på samme alder som min egen pige. At dø, når man er 35 år er ikke fair. At dø fra sit lille barn er umenneskeligt. At begrave sit eget barn er et mareridt. Til tonerne af Leonard Cohens Halleluja bar vi hende til graven – et hav af mennesker, som holdt af hende, anført af hendes kæreste og datter. Lige der havde jeg svært ved at holde af 2017. Lige der kunne jeg blive bange for, hvem der var næst på listen. Stop, blev der sagt! Ikke flere lige nu, vel?

På den front var 2017 et virkelig skod-år. Et år, som skærmte mig og mindede mig om, at alting langt fra er happy go lucky. Min søn snød døden. Jeg er her hos mine børn. Vi har det godt og vi har hinanden.

i 2017 oplevede jeg sorg igen – både min egen og i særdeleshed andres. Jeg håber meget på, at 2018 bliver et langt lykkeligere år på den front. At 2018 holder sig til at tage fra den rigtige ende. Når livet er levet og levet godt og man får sagt ordentligt farvel.

2017
Fra Marens kalender 2018

Skriv et svar