Min datters superkraft: Venskaber

Valg

Jeg har en sej datter – ingen tvivl om det – og hun har en sej superkraft: Hun er en virklig god ven! Med sine kun 6,5 år, har hun lange venskaber. Et er grundlagt efter første møde med mødregruppen 14 dage efter min fødsel, og op til flere strækker sig tilbage til vuggestuetiden.

OK, ret beset var de ikke “venner” fra start. I hvert fald ikke bevidste om det. Men de startede 6 piger i samme vuggestue i løbet af 3 måneder. Heraf har hun stadig oprigtige venskaber med 4 af dem. Venskaber, som trods det faktum, at det ikke længere ses hver dag og i dag går på hver sin skole, stadig holdes ved lige. Hun savner dem, når det er for længe siden, hun har set dem. De savner hende ditto.

Hendes første ven i livet flyttede fra børnehaven for 2 år siden. En anden kom i skole et år før de andre og har derfor ikke delt hverdag med E i snart 2 år. Alligevel er det som om, der på magisk vis trykkes på en knap, når de ses – og vupti: Så starter legen for fuld skrue fra første minut.

Selv om de ikke ses ofte, så leger de uden et eneste skænderi eller sure miner i 7 timer +. De kender hinanden så godt, at legen er naturlig. Selv om deres veje er gået i hver sin retning, er det tydeligt at mærke, at de har et stærkt bånd og fundament. Sammen!

Hun er kun 6,5 år og har livslange venskaber. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun holder af sine veninder. Jeg var SÅ genert, da jeg var i hendes alder. Havde én eller to tætte veninder ad gangen. Vi flyttede meget, og venskaberne blev ikke holdt ved lige trods afstanden. Langsomt gled det ud. Ikke af ond vilje, men fordi vores veje ikke krydsede hinanden igen.

Og heri er en del af forklaringen: Det er også de voksnes opgave at hjælpe venskaberne på vej og holde dem i live. Hvis barnet vil. Hvis barnet giver udtryk for savn, er det vores opgave at hjælpe aftalen i stand. At hjælpe dem med at huske. Det er jeg så heldig at de øvrige mødre i gruppen også gør, og derfor har vi 5 små damer, som holder rigtig meget af hinanden, selv om de er vokset fra det sted, hvor det hele begyndte.

Jeg er vildt imponeret og bøjer mig i støvet over min datters sociale evner. Over hendes evne til at være en rigtig god ven. Til ikke altid at ville bestemme, men heller ikke altid give efter. Til at ville legen og vennerne og huske dem og savne dem. Det er så cool.

“Hun kan lege med alle”. “Hun er så social”. “Hun er en kapacitet i børnehuset”. “Hun inkluderer alle”. “Hun er en god ven”. De ord er sagt af andre om min datter fra børnehaventiden til skole-hjem-samtalen. Hun er rigtig meget, jeg ikke kunne/turde/fik lov at være som barn, og jeg vil hjælpe hende til at fortsætte sådan, hvis hun lader mig gøre det.

Den sidste dag i børnehaven skulle hvert barn have en gave. Gruppens pædagog holdt en gave frem og knyttede nogle ord til det barn, som skulle have gaven. Og så skulle børnene gætte, hvem gaven var til.
“Hun er ven med alle”, sagde pædagogen. Alle børn råbte min datters navn i kor. <3

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar