Under(lig)liv #1

Fødsel og underliv

Advarsel: Dette indlæg kommer til at gå tæt på. Dette er beretningen om at få smadret sit underliv efter fødslen og at bruge over 6 år på at prøve at løse det eller lære at leve med det.

I 2011 fødte jeg den mest vidunderlige pige. Min smukke, skønne førstefødte. Lige i dette øjeblik ændrede mit liv sig. Intet var som før. Mit hjerte boblede over af kærlighed, men hverdagen var for altid forandret. Og det skulle parforholdet senere også vise sig at være.

For lykkeboblen lige efter fødslen bristede imidlertid for en stund, da en nål ramte mit underliv. Jordemoderen var gået i gang med at sy mig efter fødslen. I kvindelighedens allerstørste og vildeste øjeblik, havde jeg ikke ænset, at jeg overhovedet var gået i stykker. Jeg havde godt nok hørt historier om dem, der bristede lidt, og nogle om klip, som stadig den dag i dag, kan give mig kvalme bare ved tanken.

Forskrækket mødte jeg jordemoderens blik, og spurgte, hvor meget der var sket. Hun svarede kun, at det ville komme til at tage noget tid og at jeg i øvrigt var bedøvet. Det var jeg dog ikke, og jeg var nær endt i loftet af smerte, da nålen nåede til den udgang, jeg med garanti vidste, den lille IKKE var kommet ud af. Sorry – det er sandheden uden filter. Jeg troede ikke i min vildeste fantasi, at en lang, men ukompliceret fødsel kunne forårsage SÅ meget ravage, at der også skulle broderes DEROMME!

Sagen var den, at min datter havde fået navlesnoren omkring hals og højre arm, så armen bøjet i vinkel og var låst fast ved hendes øre. Ergo havde jeg født både hoved, arm og skuldre på samme tid. No wonder, at flæsket ikke holdt til mosten. Det tog jordemoderen 45 min. at færdiggøre broderiet (45 f***ing minutter uden tilstrækkelig bedøvelse!), og jeg blev sendt over på en hvilestue sammen med min lille guldklump, så symbiosen kunne fortsætte.

I 6 uger var underlivet så medtaget, at jeg havde svært ved at gå og ikke mindst holde på vand m.m.. Men hvad vidste jeg? Jeg var jo førstegangsfødende, så det var sikkert meget normalt. Selv om sårene umiddelbart helede, føltes det ikke rigtigt.

Da jeg kom til 8-ugers-undersøgelse, fortalte jeg min daværende læge, at jeg følte, der var noget galt. At det føltes som om nerveenderne var alt for følsomme og at det føltes som om, mine muskler ikke helt reagerede. Hun kiggede skeptisk og svarede, at det var syet pænt og at jeg bare var bange for at have sex igen. Det virkede ikke som om, hun forstod, at det egentlig var det, jeg faktisk gerne ville.

Post-fødsel-sex blev prøvet. Det var langt fra fantastisk og gjorde ondt, men jeg prøvede at slå det hen med, at det bare var begyndervanskeligheder. Mit underliv havde trods alt givet plads plads til et menneske og været igennem en større rekonstruktion.

Det blev bare ikke rigtig bedre.

Jeg opsøgte min egen læge tre gange det næste halve år, men hver gang blev det slået hen med, at jeg bare var bange for sex, og jeg fik noget smertestillende creme. Cremen forslog som en skrædder i helvede, og det værste var næsten, at jeg slet ikke kom igennem med mit budskab: Der er noget galt – og nej, jeg er ikke bange: Det var jo lige præcis det, jeg gerne ville, men ikke kunne for smerterne!.

Først 11 måneder efter fødslen lykkedes det mig at blive henvist til gyn-obs-afdelingen på sygehuset. og de havde 10 måneders ventetid…

Jeg ønsker ikke at gå for meget i detaljer med denne del, men du har sikkert ikke svært ved at forestille dig, hvad dette gør ved et parforhold, der i forvejen er presset af, at hele verden er vendt op og ned og et lille nyt menneske, som tager – og fortjener – opmærksomhed. Smerterne fortsatte og for at opretholde parforholdet og husfreden, bed jeg tænderne sammen. Men lige meget hvor meget man end forsøger, bliver man i lige netop denne akt hurtigt gennemskuet. Initiativet faldt drastisk fra min side og min mand følte sig i den grad afvist. Det gjorde ondt på os begge. For mig både fysisk og psykisk.

Det kostede enorme mængder frustrationer og diskussioner, dårlig samvittighed og afmagt. Det kostede vildt meget på parforholdskontoen. Så meget at den kom i underskud, og den ene part “lånte” lidt opmærksomhed uden for hjemmet. Selv om det blev opdaget “i tide”, stak det i hjertet og gav et voldsomt brud i tilliden. Jeg følte mig så svigtet, men et andet sted langt inde i mig selv godt kunne finde en smule forståelse for hvorfor. Der var ikke just meget bekræftelse at hente hjemme i dobbeltsengen.

I lang tid herefter var jeg bange. Bange for at det sammenhold jeg troede vi havde, ville forsvinde. Bange for at blive forladt. Jeg havde mareridt om, at komme hjem og finde en anden kvinde i min seng. Heldigvis forblev de kun dumme drømme. Jeg prøvede at bekræfte mere – både fysisk og verbalt, men på grund af tiltagende smerter, forblev det overvejende ved det verbale.

Det var ikke fedt. Det var ikke altid lykkeligt. Der var smækkede døre og diskussioner. Der var tårer og tavshed. Men vi holdt ved og holdt ud.

Da jeg endelig havde mulighed for at få en tid på sygehuset, ville skæbnen, at jeg lige havde opdaget, at jeg var gravid igen. Det betød, at doktordamen kunne undersøge, men ikke gøre så pokkers meget. Hun kunne se arvævet, finde den gennemborende smerte, se mangelfuldt arbejde under huden og finde en muskel, som ikke var syet sammen og derfor ikke var i funktion længere, og fortælle mig, at hun ville anbefale et kejsersnit denne gang. Og når jeg havde født, skulle jeg bede egen læge om en henvisning til rekonstruktion af underlivet efter 6 måneder. Jeg følte mig på toppen af verden – endelig, endelig, ENDELIG var der én, som kunne se, at der var et problem. Én som forstod mig.

6 måneder efter fødslen, kontaktede jeg min (nye) læge igen. Hun kiggede også på mit understel og sagde de gyldne ord: “Det er ellers flot syet”. Jeg kunne have hvæset: “Men ikke arbejde!”.

Denne gang kom jeg hurtigere til undersøgelse på sygehuset. Der var også kommet en ny læge på, og hun lyttede, men forstod ikke, hvilken operation jeg henviste til. Der var nemlig ingen journalnotater fra mit sidste besøg på afdelingen! Der stod godt nok at jeg havde været der, men der var af uransagelige årsager ikke skrevet noget som helst i journalen.

Hun undersøgte og fandt ikke det samme som den første læge. Og i hendes optik, var rekonstruktion ikke en mulighed. Det var medicin og samtaler med en sexolog derimod, sagde hun.

Jeg vil ikke muntre dig med beskrivelser af injektioner direkte i mit aller-farligste sted – uden bedøvelse af nogen art. Heller ikke med, hvor meget man kan tale, men ingen steder komme ved en sexolog, så længe problemet stadig står ved magt og smerterne bare fortsætter med uformindsket styrke. Jeg vil dog sige, at medicin kan ødelægge meget. En kras binyrebarkhormon m.m.-blanding gjorde skade andre steder, hvor jeg trods alt kunne føle en lille smule lyst, hvilket var min hovedårsag til at gennemføre smertefulde forsøg på tosomhed.

Efter 5 “behandlinger” sagde jeg stop. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Intet hjalp og ondt blev værre. Jeg sagde også stop til sexologen, da jeg talte og talte, men kun blev mere og mere led og ked af mig selv.

Fysioterapi, dilatation, anti-depressivaet Saroten (som også kan virke smertestillende, men som har pokkers mange bivirkninger) – ja, sågar botox blev prøvet. Ja, det var ikke den ende af kroppen, jeg troede, jeg skulle prøve det i… Intet havde den ønskede effekt, efter som problemet stadig stod ved magt.

Jeg gik ind til hvert forsøg i håbet om, at det ville blive bedre denne gang. Jeg troede på, at løsningen nok skulle komme. Men for hvert mislykket forsøg, brød jeg mere og mere sammen inden i. Selv om selvtilliden var i bund, fik jeg dog mandet mig op til at bede om en second opinion – bl.a. med fysioterapeutens opbakning, da hun også lokaliserede et problem, som for os begge var tydeligt, men for lægerne syntes fuldstændig usynligt.

Med vedholdenhed lykkedes det mig at blive henvist til et andet sygehus.

……fortsættes……

3 comments / Add your comment below

  1. Kære Mette

    Det er et utrolig stærkt og privat indlæg. Jeg synes, det er så flot, at du tør fortælle denne historie, og jeg ved, hvor meget det har kostet dig i årenes løb (og så alligevel ikke, da jeg ikke selv har oplevet det). Du rører også ved noget essentielt, nemlig hvor meget og hvor lidt sexlivet betyder for et parforhold. Hvor mange taler ærligt om det? Både i parforholdet og med andre?
    Tak fordi du er så modig! Og al mulig god karma til dig og din mand i at finde en vej sammen og hele sammen.

    Knus, kram og mange tanker herfra

    1. Tusind tak, søde Nina. Idag – et år efter operation, føler jeg for første gang, at jeg kan tale om det, uden at føle det forkert. Det har været et ødelæggende forløb, omend det heldigvis har en (relativt) lykkelig udgang. Jeg håber, at jeg kan være med til, at andre ikke skal bruge 6 år på at komme til en løsning.

      Kh, Mette

Skriv et svar