For ung til at dø

Gravsted

I går skrev jeg om ting, der burde dø med sin ungdom. Lige nu bliver jeg desværre nødt til at skrive om at dø i sin ungdom. Min kusine på alder mig er død af kræft. Hun har kæmpet med kræften i flere år og der var tegn på bedring. Men så fortalte lægerne, at der ikke var mere at gøre, og hun skulle nyde desten af sin tid. Ingen “tidsfrist” som sådan. En måned senere er hun nu død.

Det er intet mindre end tragisk at tænke på. Tilbage sidder nu en far og en mor uden datter. En storesøster uden lillesøster. En kæreste uden sin kærlighed. Og nok værst af alt, en lille pige uden sin mor. Det er så uretfærdigt, at mit hjerte slet ikke kan rumme det.

Hvordan forklarer man så lille et menneske, at mor ikke kommer tilbage mere? At mor er død og skal fastholdes i minder gennem livet? Selvfølgelig er barnet fuldt ud klar over, at mor var syg – alvorligt syg – men i et barns optik, er en forælder for altid. En, som skal passe på én. Der er altid et håb. Hvordan holder man sig selv oppe, når man lige har mistet sin kæreste og sit barns mor, og stadig skal være far og rumme og trøste og samtidig sørge for, at livet for barnet er så normalt, som det under omstændighederne kan.

SHIT! Jeg ved sket ikke, hvor jeg skal placere det. Selv om jeg nok også vidste, at håbet ikke ville sejre, så er det først nu, det er virkeligt. At dø som 35-årig? At dø fra sit barn? Det sætter hele mit system igang. Jeg vidste det, da jeg fik en sms fra hendes far midt om formiddagen på en almindelig tirsdag. Jeg vidste godt, hvad der stod, før jeg løftede telefonen fra bordet. Siden har min mave knuget sig sammen og tankerne vandret steder hen, hvor jeg helst ikke vil have dem.

Det kunne have været mig. Vi er jo lige gamle og deler en portion gener. Det kunne være mig, der skulle finde den rette måde at sige farvel til mit barn. Hvis en rigtig vej eller måde overhovedet findes. Det kunne være mig, der mærkede livet forsvinde.

Det kunne have været mine børn, der skulle savne. Vores piger er lige gamle. Når jeg ser på mit eget barn, kan jeg ikke forestille mig, hvordan hun skulle kunne fatte det. Så skrøbelig og lille, selv om vi i hverdagen hele tiden siger til hende, at hun er stor.

Ingen forældre burde opleve at begrave deres børn. Hun var jo alt for ung til at dø. Det er så uretfærdigt.

Det kan godt være, at der er for meget lort og leverpostejmadder i hverdagen. At den hænger os langt ud af halsen, og vi ønsker os væk fra det hele. Men vi vil heller ikke undvære det helt. Vi vil ikke, at det ender, når vi tænker sådan over det. Jeg har tænkt og tænkt og tænkt siden i går. Tænkt på, at jeg skal kramme mine børn ekstra meget. At jeg skal være mere overbærende og ikke, indimellem når lokummet brænder på, ønske, at de bare bliver større og man får mere tid til sig selv. Jeg skal huske at sige til dem jeg har kær, at jeg elsker dem. Jeg skal huske at gøre det, jeg drømmer om. Springe ud i det, før det er for sent. Jeg skal huske at leve noget mere, imens jeg gør det. Og være glad for, at jeg kan, det jeg vil – at min krop arbejder med og ikke imod.

Man skal ikke gå og være bange for, at det hele slutter i morgen. For så lever man heller ikke. Man skal bare huske at leve og mærke at man lever.

Giv din partner et kys, kram dine børn ekstra meget, spis den flødeskumskage du har nægtet din krop i en uge. Dans til din yndlingssang, ring til din mor, husk at sige Jeg elsker dig. Oplev den del af verden, du altid har drømt om – spar sammen om så det tager et år og du skal leve af havregrød et par gange om ugen. Pas på dig selv og dem, du ikke vil undvære.

Kys det nu, det satans liv <3

4 comments / Add your comment below

  1. Hvor er det smukt, rørende og utrolig rigtigt skrevet!!! ❤️
    Man kan desværre ikke tage for givet at man skal blive gammel 😢
    Det gør helt ondt i maven at tænke på at skulle dø fra sit barn før det er voksent og klar til det. Jeg sender en masse tanker til dig og din familie ❤️

    1. Tusind tak for dine ord. Jeg tænker rigtig, rigtig meget på, hvor skrøbelig en størrelse, livet kan være. Og endnu mere på den lille. Jeg håber, hun en dag finder en form for forståelse <3

Skriv et svar