En stor, fed nej-hat

Shit, min seng holdt godt fast i mig i morges. Det har være en helt og aldeles glimrende forlænget weekend. Uden de store begivenheder – bare fælles arbejde i hus og have omkring vores kommende byggeprojekt. Kan ikke huske, om jeg har skrevet om det, men hvis ikke, så kommer der nok en del mere om det det næste halve år.

På sin helt egen stilfærdige facon, var det vare rart at være sammen om noget som familie. Helt lavpraktisk og uden fest og kulørte lamper. Det savner jeg virkelig, imens hverdagen hvirvler afsted.

Hvem der til gengæld er alt andet end stilfærdig, er ham den lille. 3,5 år og i besiddelse af verdens største nej-hat. Han har desværre bestilt den adskillige numre for stor, så den dækker hele hans udsyn og gør det helt og aldeles sort. Shiiiiiiit, hvor er han Mester Modsat!

Det skægge ved bloggen er at kunne gå tilbage og læse/huske, hvordan det var med hans søster. Dette indlæg er skrevet for 3 år siden – ca. 6 måneder før den alder, han er nu. Det passer sgu meget godt overens med det, vi oplever lige nu. Der er mindre trutmund og mere stampen i gulvet og råb. Der er også mere eftergivenhed og mindre “nag”. Men det passer nok også ret godt overens med kønsforskellen, tænker jeg.

Jeg hælder vand op til os alle ved aftensmaden. “Neeeeej, mælk”, hyler knægten.
Jeg siger sandaler – han skriger på kondisko. Når vi når børnehaven, er det kun de sandaler, vi ikke har med, der du’r.
Jeg har ham i bad under HØJLYDTE protester, adskillige flugtforsøg og trampen i gulvet, alt imens han skriger “Neeeeeeej, jeg vil ikke i baaaaad”. Det sekund jeg slukker for vandet, skiftede han mening: “Neeeeeeej, jeg vil i baaaaad”.
Jeg kunne fortsætte eksempelsamlingen fra nu af og til midnat.

Hvis jeg synes, det er svært at være hans mor p.t. og at holde hovedet nogenlunde koldt, fordi jeg ved, at det bare er en fase, hvor lang den end må blive, så kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan det må være, at være i hans lille hoved. Forvirring – BIG TIME! Alle de følelser, der styrter gennem hans krop med få minutters mellemrum. Fra den ene pol til den anden.

Nej-hatten klæder ham ikke, og jeg tvivler på, at den er mega behagelig at have på. I hvert fald var der ingen anden løsning ved sengetid, end at krybe ned i sengen til ham og holde om ham, for at få ham til at falde til ro. Ligge der og mærke, hvordan al trods og modstand forsvandt i mine arme. Først protesterede han over mit valg af godnatsang. “Neeeeej, ikke solen, mor”, imens jeg sagte sang “Solen er så rød, mor”, som jeg har gjort siden tiden, hvor han lå hjælpeløs i kuvøsen og jeg ikke måtte røre ham. Imellem snøftene kunne jeg høre ham mumle “Solen igen, mor. Solen igen”, før han faldt i søvn.

Selv om hans vejrtrækning for længst afslørede, at han var på vej til drømmeland, blev jeg liggende og nynnede for ham. Holdt om min lille dreng, som vokser for stærkt. Overvejede at blive liggende krøllet sammen på 140×70 cm. og snuse til hans hår og finde minderne frem. Taknemmelig og lidt ekstra lykkelig, selv om overskuddet er flosset. Bare ligge der uden nogen anden grund end at det var lige dér, han faldt til ro og fandt trygheden midt i sit følelsesmæssige kaos. Lige dér i min favn <3

 

4 comments / Add your comment below

Skriv et svar