Åndehul

Dinah Washington sang det. “What a difference a day made. Twenty-four little hours. Brought the sun and the flowers. Where there used to be rain”. Ved godt, at det er en kærlighedssang, som overhovedet ikke handler om vejret og en dag i haven. Men tog man den nu helt bogstaveligt, så er den et godt soundtrack til min dag.

Weekenden var i udgangspunktet uden planer, men min mor havde behov for hjælp (eller nok mest bare besøg), der kom uventet besøg (hvilket i og for sig var ganske ok) og der var beslutninger, som skulle tages, for at vi kan komme videre med vores planer om at renovere huset (med alt for store beløb på skrift). Pist væk var dagen, og jeg kunne ikke helt undgå at føle mig lidt trist over det. Jeg har et behov for hjemmetid på størrelse med Lolland-Falster p.t.

Men i dag var det strengt forbudt at skulle andet end at være hjemme, være sammen alle 4 og at være ude i det helt fantastiske forårsvejr.
Jeg har savnet foråret, lyset, duften af jord og græs og lyden af vejens unger, som leger, og det var ubeskriveligt rart at trække i striktrøjen og gummirøjserne og rode lidt i haven. Stikke komposten om, fylde krukkerne med god jord, så jeg kan plante forårsblomster ud i løbet af ugen, beskære roserne og ikke mindst plante de rabarnerknolde, jeg har hentet i oldefars have, inden hans hus får en ny ejer.

Da vi købte vores hus for 8 år siden, så jeg ikke for mig, at vi skulle have så meget andet end græs, et æbletræ og de smukke syrener, som haven allerede havde. Vi er langt fra selvforsynende, men i dag har vi desuden blåbærbuske, solbærbuske, en ribsbusk, et staudebed, et rosenbed og nu også rabarber. Kort sagt: Vores have er en mindre udgave af  mine bedsteforældres, og jeg elsker det. Den er som et trygt barndomsminde fyldt med dufte, gøremål, gemmesteder og farver, som jeg rigtig gerne vil give videre til mine egne børn. Hvis mine bedsteforældre kan kigge med et eller andet sted fra, så tror jeg, de ville være glade og rørt over at se deres oldebarn fylde jord på planterne og vande sammen med mig. Selv om sådanne tanker ikke rigtig ligger til min  rationelle natur, kunne jeg godt lide tanken om, at de fik muligheden.

Det var så rart at kigge på trampolinen og lytte til lyde med ældstepigen. At drikke rød saft og spise æblebåde i haven. Bare hun og jeg, imens lillebror samlede kræfter oven på to døgns voldsom hoste dag og nat. Selvfølgelig gad hun ikke ligge der sammen med mig hele dagen, men foretrak naturligt nabobørnenes selskab, så snart de også kom ud i deres have. Kommandocentralen er et hul i hækken, og herigennem fjolles, byttes ting fra haven og aftales legeaftaler her eller der. Vel at mærke af børnene selv, og der gik ikke lang tid, før vi havde fire børn i en bunke på trampolinen. Den mulighed kunne mindstemanden alligevel ikke lade gå fra sig – hoste eller ej. Fire grinende, højlydte unger i en selvopfunden leg, imens min mand og jeg sad og så på dem og grinede af deres påfund.

Jeg sugede den sidste sol ud af dagen med en løbetur. Søndag er den bedste dag at løbe. Vejene anderledes stille, og duftene er anderledes her i udkanten af byen. Ikke så meget bilos og langt mere duft af skovbund og nyslået græs efter mange måneders kulde og regn.

Nu er dagen gået og den har virkelig være god. Jeg håber, mine børn synes det samme. Jeg håber, at ældstepigen synes, det har vejet lidt op for den tid, jeg ikke har haft tid i ugens løb på grund af en syg dreng og mangel på overskud og søvn. Jeg håber, hun vil huske dagen i dag. Det vil jeg i hvert fald!

IMG_20170326_134045_849

Skriv et svar