De tænder-ud-trækkende to

Som fast læser, vil du vide, at det med spædbørnstiden ikke helt var mig. Jeg blev ligesom aldrig dus med det, forstås. Jeg er langt bedre til 1 år +. Når de begynder at gå og gøre sig forståelige, og når de begynder for alvor at vise deres personlighed og give udtryk for deres behov. Jeg har aldrig været fan af gættelege…

Nu hvor ældste-pigen er 4,5 år og tester sin egen indflydelse her i verden dagligt, har hendes lillebror virket som en ferie. Glad og tøffer rundt med en bil i hånden og gider putte og kramme og siger ”Mor er dejlig” kontra ”Hey mor? Jeg tænkte på, om du kunne gå ud og lukke døren bag dig nu”, som søster tester reaktionen på fra tid til anden. Lille og rund og uden kanter. Indtil nu… For pludselig begyndte det at dæmre i hukommelsen. I takt med ”Neeeeeeej”, ”Miiiiiin” og ”Nej, mig seeeeeeeelv” eller ”Nej, kun ha’ faaaaaaaaar”, toppet med primadonna-fald og hysteri på gulvet, alt imens han råber for sine lungers fulde kraft, begyndte det at gå op for mig, at der er noget, der hedder ”The Terrible Twos”. Helt hvad det indbefattede, havde jeg lykkeligt glemt igen.

Mindstemanden er 2 år inden månedens udgang, og han holder sig ikke tilbage i forhold til udviklingen. Han har både fysisk og mentalt glemt alt om, at han er præmatur. Og det er nu meget godt. Men hold nu kæft, hvor havde jeg lykkeligt glemt, hvordan han kan kaste sig i hysteri over, at jeg af ren og skær vane hælder rosiner på havregrynene eller giver ham støvler på. ”Mig seeeeeeelv!”, og så kan måltidet eller morgene nærmest løbe af sporet. Han er også begyndt at teste sin egen vilje (overraskende lig hans søster), og stikker af, hver gang, han skal skiftes eller have tøj på, eller man råber STOP, for at forhindre ham i at løbe ud på vejen. Han kvitterer med raseri og tåre-strøm, når man fanger ham, som havde han fået nej til julegaver resten af livet.

Han har langt større vilje til selvstændighed. Det må jeg altså give ham. Sammenlignet med hans søster, der stadig synes, verden ville være et bedre sted, hvis blot jeg gjorde alting for hende. Sammen med ordene ”Det er en fase”, prøver jeg at finde noget mindfulness i, at han forhåbentlig ikke tramper afsted med korslagte arme og trutmund, når han er 4,5 år, blot fordi han skal lyne jakken selv, hvis han allerede nu udviser en form for selvstændighed.

Det er som om, der er åbnet en låge i en mental julekalender for ham over den seneste uge. En låge, hvorfra trods, selvstændighed, ballade og raseri får lov at strømme frit. Et eller andet sted er det fedt, for selvfølgelig skal han lære at kunne selv. Men det er altså også lettere anstrengende. Hvad der til gengæld er fedt, er at trække andengangsmor-kortet. Jeg har prøvet det før og ved, at det rent faktisk ER en fase og jeg ikke har behov for at kontakte en eksorcist lige med det samme.

e-Cards behøver sjældent så mange ord som mig for at sige præcis det samme:

Skriv et svar