Værested for dagdrømmere

Så så man lige mig få sommerferie! Udsigt til 3 uger i det danske wannabe efterårsvejr sammen med slyngenynglen og en lille del af tiden også barnefaderen. 3 uger, med praktiske opgaver og oprydning med hård hånd – og ellers udflugter, haveliv, legepladser, legeaftaler og ret mange is. Ingen udenlandsrejser eller fancy sommerhuse eller uger, hvor bedsteforældrene tager ungerne med på ferie.

Ældstebarnet er ved at gå ud af sit gode skind af bare mangel på legekammerater i hendes optik (selv om der har været 3 spontane legeaftaler på en uge). Troede egentlig først, det startede senere i livet, at man var ved at DØ af kedsomhed ved tanken om 3 ugers ferie med forældrene… Yngstebarnet hærger som sædvanligt alt, hvad han kan komme til på sin vej og står glad og fro op kl. 5 hver morgen. Man skulle jo nødig spilde tiden…ZZzZZ

Et af de projekter, der stod på listen over gøremål i ferien, var at forvandle en gammel boksmadras til en skøn daybed, der skal pryde vores udestue, der er et levn fra den tidligere ejer af huset. Lad os sige det, som det er: Han var ingen Byggemand Bob – og en forholdvis vægelsindet mand, der ikke helt kunne bestemme sig for, om den skulle være halvtag, terrasse med sider eller en udestue og manglede evnerne til at tilføje en (ret) nødvendig portion finish, så den er mere eller mindre, hvad man vel kan kalde en øjebæ. Manden (altså min) gik amok på mængderne af rod i udestuen i sidste uge – nok lidt i desperation over at have to børn på for lidt plads, og udestuen i den forstand tjener det noble formål, at minde os om ønsket om en tilbygning – og imens vi drømmer – et kærkomment sted for ungerne at rykke legen og dermed også mængden af legetøj ud. Vi har ellers mest brugt den til opbevaring af pap og ting, der skulle på lossepladsen og til tørrerum. Men nu er den fint opryddet og har fået nyt tæppe på!

Hvem skulle have troet, at inspirationen kunne slå mig en fredag efter arbejde – med en ny og ubrugt sommerferie i baggagen – og at ungerne artede sig i en sådan grad, at jeg kunne sætte mig ved symaskinen og producere 5 kæmpe-puder til “projekt daybed”. Fandt et vattæppe og en bunke hyggetæpper frem fra gemmerne og voila! Første etape af rummets forvandligt er gennemført! Gennemført, siger jeg. Ikke blot et påbegyndt projekt, der strander, fordi børnenes og hverdagens behov tager over.

Næste etape byder på små hylder mellem ruderne, hvorpå der kan være grønne slyngplanter og krydderurter, samt at finde et lille bord til kaffen (ikke at forglemme!).

Men indtil da vil jeg smide mig her og nyde, at jeg rent faktisk fuldførte noget og fik en lille følelse af overskud. Og håbe inderligt på, at de to små banditter vil give mig flere af sådanne stunder, de næste tre uger!

(pssssst…luk lige øjnene for det knæhøje græs og ukrudtet i haven, ikke?)

Skriv et svar