Jeg er bedst til at være mor om torsdagen

Torsdag er jeg alene hjemme med børnene fra de hentes i indtitutionen til omkring midnat. Manden arbejder længe. 

Torsdag står den på grød eller brød til aftensmad for alle mand og det fungerer sgu meget godt. Ikke den mest inspirerende menu, men det fratager mig tiden bundet i køkkenet, når den ene tæver fjernsynet med vilde jubel-hyl til følge, eller stikker fingre i stikkontakterne, og den anden råber “Jeg haaaar pøøøølleeeeet” fra toilettet i den anden ende af huset og man skal tørre måsen på hende midt i forberedelsen af råkostsalaten. 

Torsdag går egentlig mest med at servicere og prøve at være alle og ingen steder på én gang. På at rydde op i det spor af ren og skær vandalisme, som yngstebarnet efterlader sig fra skabe og skuffer og vindueskarme på sit togt huset rundt. Og efter ældsten, der træder ud af jakke, overtræksbukser og termostøvler i entréen, som om det er det mest naturlige i verden, at efterlade det der og vente på, at husslaver hænger det op og sætter på plads.  På at forsøge at tømme opvaskemaskinen uden at Lillemanden “hjælper til” og smider alt, hvad han tager over højre skulder, eller forsøger at give maskinen et servicetjek fra indersiden, hver gang lågen åbnes. På at imødekomme ældstebarnets ønsker om mælk, gulerødder, leverpostejmadder og hendes gentagne vrængen på næsen af aftenens menu. På at nå at børste tænder og give nattøj på, før børnene kapitulerer i tremmesengen og på sofaen efter en lang dag.

Hver torsdag går jeg fra jobbet med en lille knude i maven, ved tanken om, at nu er jeg alene med eventuelle konflikter og madkriser eller børn, der tuder og nægter at sove. Men det har bare ikke været tilfældet i ugevis. Torsdage er bare gået bedre end alle ugens øvrige dage. Det er ikke vildt eksotisk, men derimod familieliv 1:1, så ægte som man får det. Om torsdagen glider det hele bare lidt lettere. Maden, legen, tid til den store, når lillebror sover. Jeg er ikke sure mor, jeg føler mig ikke så presset, jeg tager tingene mere, som de kommer og får læst godnathistorien i ro og mag og får vasket gryderne af, inden nyhederne. Der er faktisk mere tid og overskud om torsdagen. Ironisk nok, når der er mandefald på forældrefronten og jeg spiller i undertal. 

Hvorfor er det mon sådan? Hvorfor giver én forælder mere overskud i torsdagsregnskabet? Måske børnene instinktivt ved, at når der kun er en forældre, er der ikke så stor sandsynlighed for at trods og stædighed giver pote? Måske de ved, at jeg bare er mig med de ressourcer (eller mangel på samme), det giver? Er det bare nemmere for mig at sætte dagsordenen selv, og derved ikke blive modsagt af manden, eller måske skuffet eller irriteret overst tabletten, toilettet eller noget tredje tager hans fokus? Måske fordi jeg selv accepterer, at dagen kan ende i kaos, hvis jeg ikke smider alle planer og forventninger på jorden og efterlader dem uden for døren? Lægger mig fladt ned for omstændighederne. Måske fordijeg VED at jeg er alene.

Jeg ved det ikke. Måske du har det på samme måde ind imellem? Hvorfor er det (åbenbart) nemmere at sætte dagsordenen selv en gang imellem, selv om det burde være stik modsat? 

6 comments / Add your comment below

  1. Åh, Mette. Du skriver så mange indlæg, hvor jeg bare tænker: “Sådan har jeg det også!”. Og dette er endnu ét af dem. 🙂
    Jeg har selv en teori om, at det dels skyldes, at børnene (i hvert fald den ældste), ved, at mor har brug for lidt ekstra “hjælp” (aka ingen brok og modstand). Dels, at man selv er indstillet på, at man ER alene. Som du så rigtigt skriver, så er der ingen mand/kæreste at blive skuffet over og man kender ligesom betingelserne. Jeg oplever i hvert fald, at jeg selv er indstillet på, at når jeg er alene med børnene (dreng på 3 år og pige på 10 måneder), så er jeg indstillet på at bruge al min tid på dem og hjemmet. Så er der ikke en flig af forhåbning om, at farmand lige tømmer opvaskeren eller sætter en vask over, så mor kan få bare 5 minutter for sig selv.
    Ingen forventninger, ingen skuffelser – og så er jeg bare en meget rarere mor at være sammen med. 🙂 Jeg har tit tænkt over, nøjagtig som du gør; hvordan kan det dog være. Og nøjagtig som dig, har jeg også altid en lille rumlen i maven, når jeg ved, at jeg skal være alene med ungerne – hente, ulvetime, putte. Men samtidig, så er det skønt at erfare, at man faktisk er en rigtig god mor, der er tilstede for ungerne og sørger for, at de får en dejlig (tors)dag. Og grød og brød kan være en vigtig brik i dette. 😉

    1. Hej Maren.

      Jeg er glad for, at du finder mine skriverier brugbare/genkendelige. Og tænker: Så er jeg ikke alene 🙂 Skriv endelig løs, når inspirationen melder sig!!!

      Du har helt ret i, at når man ve, man skal være alene med ungerne, så er man indstillet på det uforudsete også – rumlen i maven eller ej. Og så er det også helt klart noget med forventningsafstemningen i forhold til partneren. F.eks. som når han lørdag morgen kl. 6.30 – midt i skrigende børn og morgenmad og bleskift m.m. råber fra entréen: Jeg løber lige en tur, hej hej”. Det skal der selvfølgelig også være plads til i hverdagen og forholdet. Det handler bare om timingen, ikke? Der skulle der måske være stukket en fingere i jorden og lige netop her blev morgenen langt mere stressende.

      Jeg ville gerne være en rarere og langt mere tilstedeværende mor hver dag, men p.t. går det bedst om torsdagen. Så øver jeg mig resten af ugen 🙂

      God weekend fra Mette

  2. Jeg oplever det samme. Min teori er, at når vi er alene, så skal man kun forholde sig til hinanden (har jo så også kun 1 barn, men..) Man er selv indstillet på, at der ER kun 1 person til at ordne det hele. Så 1) du er forberedt på dette og 2) du irriteres over ikke hvis modparten gør det for sent/forkert/modarbejder/prioriterer noget andet.

    Og så reagerer ungerne naturligvis positivt på dén ro. Tror reelt ikke de forholder sig til at skulle være nemmere at have med at gøre, fordi mor er “alene”.

    1. Hej Tanja.

      Tak for dit input. Jeg tænker også, at jeg udstråler en anden ro, fordi jeg allerede på forhånd har lagt mig fladt ned og erkendt, at det bliver de lette løsningers dag. De øvrige dage ligner hjemmet stadig en slagmark, men når man er to hjemme, skal man jo ligesom forsøge at rette op på roderiet og gøre sig lidt mere umage – men måske det bliver bare mere kaotisk af det?

      God weekend fra Mette

Skriv et svar