Små kærlighedserklæringer

Små kærlighedserklæringer

Ægte hverdagslykke er små kærlighedserklæringer, dér hvor man mindst venter dem.

Jeg er ekstra vild med hende den lange 0.-klasser, jeg har herhjemme <3 Hendes umiddelbarhed og leg med sine nye færdigheder i at skrive og regne. Hun er ski** god til at fortælle, at hun elsker sin familie. Hun er super betænksom og kærlig. Hun er en mega-god storesøster og en rigtig god ven. Hun er en helt igennem fantastisk datter.

Noget helt vildt fantastisk er, at mine indkøbssedler og andre små noter til at hjælpe min trætte hjerne lidt på vej, efterhånden har udviklet sig til at være de skønneste og uskyldige kærlighedserklæringer. Mit lille moderhjerte kan næsten ikke bære al den kærlighed, der kan ligge i de sædvanelige mælk-rugbrød-gulerødder-gær-trivialiteter. Så kan man stå der i Fakta og føle sig helt lykkelig. Smil på læben, lidt tårer i øjnene og det hele.

Kærlighedserklæringer

Seriously, hvem kan stå for det????

Jeg ender med at blive den vildeste hoarder. En hoarder af huskesedler. For hvem kan smide noget så fint ud? Der kan jo tids nok komme et tidspunkt, hvor det jeg hører mest er suk og “f*** dig, mor.” Yay, teenageliv.

Så lige nu smider jeg så meget sukker og kærlighed efter sådanne små påmindelser om, at jeg har formået ikke at spolere hende helt.

<3

Til dig der kørte mig ned i dag

Til dig, der kørte mig ned i dag. Dig på cyklen, for fuld fart, på fortovet, mod køreretningen.
Dig, som ikke så noget som helst omkring dig og fortsatte for rødt med intentionen om at køre over fodgængerovergangen.

Så langt kom du ikke. For du kørte direkte ind i mig, da jeg cyklede over for grønt. I den rigtige retning. Ganske stille og roligt. På cykelstien.

Du sendte mig derimod direkte i asfalten og ud på kørebanen. Du landede blødt, for du landede oven på mig. Jeg fik derimod din cykel lige ind i kroppen og din vægt ind i siden af ansigtet.

Jeg blev vred. Råbte af dig. At det fandeme ikke var i orden. At du kørte over for rødt og ikke så noget som helst omkring dig. Du skyndte dig op og råbte, at jeg skulle slappe af. Og så skyndte du dig væk i en fart, uden at hjælpe mig op eller have nosser nok til at kigge op og se mig i øjnene. Måske endda sige undskyld. Så meget pli havde du ikke. Du holdt blikket under din hvide cap og skyndte dig væk. Over fodgængerfeltet. Denne gang for grønt. Fortsatte imod køreretningen på fortovet. Pisse ligeglad. Røvhul!

Jeg havde ondt i hovedet og kroppen og mit ben rystede, fordi det gjorde pisse ondt og fordi jeg var bange. Jer andre, der stod omkring, cyklede videre og havde ikke tid til at hjælpe mig op fra vejen. Heller ikke jer i bilerne, selv om jeg blev væltet ud på kørebanen. I så bare til.

Jeg kom op og trak cyklen væk, selv om benet gjorde ondt. 100 meter længere henne begyndte jeg at græde. Fordi det gjorde ondt. Fordi jeg blev bange. Fordi jeg var vred. En af jer gik forbi mig og sagde: Jamen, det var jo også glat. Jeg fortalte, at det ikke havde noget med glat at gøre, og hvordan det var sket. Svaret var: Fu** mand, og så råbte han af dig? Det må du sgu nok sige. Men du var gået videre.

Jeg var bare på vej hjem fra job og på vej til at hente mine børn. Det kunne være gået galt. Heldigvis kom jeg hjem på trods. På trods af smerter i kroppen, på trods af chok og på trods at, at folk i denne situation var pisse-ligeglade. Ingen handlede, selv om én kom til skade og en anden tydeligvis var skyld i det. Shame on you! Hvornår holdt vi op med at tænke på andre mennesker? Hvornår fik vi så meget nok i os selv?

Til dig, som kørte mig ned i dag. Jeg kom op, og fik hentet de vigtigste i mit liv. Jeg tør ikke tænke på, hvis en af dem havde været med, eller endnu værre: Var blevet ramt af dig eller en bil på kørebanen. Jeg tager hver dag mine forbehold for at komme hjem til mine børn. Jeg kører pænt. Det gjorde du ikke. Du var komplet ligeglad. Hvordan kan jeg nogensinde lade dem cykle selv, hvis omverdenen er ligeglade? Hvis ingen tænker eller hjælper? Hvordan kan jeg lade det dyrebareste i mit liv være afhængig af andres nåde og egoisme?

Til dig som kørte mig ned i dag. Jeg har blå mærker og skrammer på kroppen og ryg, hoved og nakke gør he**edes ondt. Heldigvis ikke mere. Men det der gør mest ondt, og som jeg hader dig pænt meget for lige nu, er tanken om, hvad der kunne være sket på grund af din hensynsløse kørsel og mangel på empati. Jeg er mor til to og jeg har et ansvar for at passe på dem. De er afhængige af, at jeg kommer hjem hver dag – og jeg omvendt.

Kan vi ikke godt aftale, at du fremover enten tager hensyn eller at du sørger for at køre ud foran en lastbil næste gang? For rødt. Imod køreretningen. For fuld fart. Pisse ligeglad.

 

 

Hjertedag

Hjertedag

I dag fejrer vi hjertedag. Min søn har nemlig to fødselsdage. Den dag han kom til verden og den dag, han fik lov at leve. Hans hjerte var svært misdannet, da han blev født, og ingen lovede mig, at han ville overleve.

Den 6. januar opererede lægerne i over 12 timer på hans præmature, ødelagte hjerte. Det lykkedes dem at lave hans hjerte i en form, så han kunne leve. Det lykkedes dem at give ham livet.

Derfor er 6. januar lige så vigtig som hans fødselsdag. Den er ikke fyldt med gaver. Denne dag fejrer vi i stedet den gave, vi fik denne dag. Den ufattelige glæde og smerte forbundet i minderne om én dag. Den længste dag i mit liv. Aldrig har jeg været så bange. Aldrig har jeg håbet så meget. Aldrig har jeg følt mig så tom. Den længste og værste dag i mit liv fik et lykkeligt udfald. Det fejrer vi. Vi fejrer livet og lykken den 6. januar.

6. januar 2014 kunne jeg ikke græde. Min krop var i en form for choktilstand. Jeg havde siddet oppe den halve nat ved siden af min søns kuvøse og havde nynnet for ham. Siddet og set på ham for at prøve at memorere hver eneste lille centimeter af ham. Vi lå på en afdeling med forsvindende lidt plads mellem de 6 kuvøser, der skulle være plads til. 6 kuvøser, 6 siddestole, 6 gange maskiner, der bippede og bimlede. Så tæt. at vi ofte stod ryg mod ryg, når vi skulle hjælpe sygeplejerskerne med at vaske og pleje vores børn. Vi måtte ikke tale sammen på stuen, for alle skulle have mulighed for ro i den situation, de nu hver især stod i. De bittesmå, præmature mennesker skulle have ro til at vokse.

Vi havde plads mod vinduet, da min søn var det eneste alvorligt syge barn på stuen og skulle have alt akutudstyr ved siden af sin kuvøse. Transportable iltflasker, ekstra sugeudstyr m.m., hvis de pludselig skulle køre med ham. Det var rart at have en vinduesplads, selv om den også var ud til en “befærdet” gennemgangsvej for personalet. Vinduet gav en eller anden følelse af, at der var en anden verden, end denne. En verden udenfor.

Natten før hans operation, kunne jeg ikke forlade ham, og alligevel ønskede jeg mig langt væk. Sammen med ham. Der blev sat en intermistisk stofskærm op mellem mig og resten af rummet. Og her kunne jeg så sidde og græde og bede de højere magter om hjælp til at min søn ville overleve, hvis det var det, jeg ville. Skærmet af, men med alle andre i rummet, der kunne høre med.

Jeg sad og stirrede på ham, for var det sidste gang, jeg havde ham i live? Der var ingen garantier. Jegt sang sagte alle vuggeviser, jeg kunne komme i tanke om.

Midt på natten skulle hjertekirurgen bruge forskellige prøver fra min søn, og jeg blev sendt over “for at få noget ro og hvile” på mit patientværelse. Ro var det sidste, min krop kunne finde, og jeg følte mig som en forrædder ved at sove. Hvad nu, hvis det kunne være den sidste tid, jeg fik sammen med ham?

Kl. 5 var jeg tilbage ved hans side. Jeg tog et foto af ham kl. 7.45. Han så jo ud som alle andre præmature babyer på 2 uger, hvis man ikke vidste bedre, ville han jo nærmest se rask ud. Min mand og datter kom også, og tavse kyssede og aede vi ham på skift. Da jeg hørte portøren på gangen, var mit hjerte nær stoppet.

Hjertedag

Jeg kunne ikke gå med ind på operationsstuen. Jeg kunne ikke se det sted, der skulle afgøre, om han ville overleve eller ej. Jeg kyssede ham i forrummet og stod som forstenet, da narkoselægen sagde “Og så siger vi farvel til mor”. For helvede, vi skulle ikke sige farvel! Vi skulle sige “på gensyn”! Den sætning gør stadig ondt.

Jeg kan ikke fortælle dig ret meget om, hvad vi fik dagen til at gå med. Vi var forældre for vores ældste. Eller i hvert fald prøvede vi på det. Jeg husker ikke rigtig noget før kl. 19.30, da min telefon endelig ringede. Lægen havde fortalt, at han regnede med at kunne ringe ved 15-tiden. Jeg sank sammen foran det patienthus, vi boede i. “Operationen tog længere tid, end vi havde forventet og der var endnu en hjertefejl, vi ikke havde set på skanningen. Men det er gået godt!”

En time senere måtte vi se ham på intensivafsnittet. Jeg havde kysset en lille fin baby på knap 1,9 kilo om morgenen, og her lå stadig min lille fine fyr, men fyldt med slanger og hævet til ukendelighed. over 1,5 kilo ekstra væske i hans lille krop. Jeg var lammet, taknemmelig, bange og fyldt med et moderinstinkt, jeg ikke kunne få lov at udøve, fordi andre nu skulle foretage de nødvendige ting, så han kunne komme igennem de næste 3 kritiske døgn. Jeg kunne bare stå og se på. Stå og håbe det bedste.

Jeg boede ved siden af hans kuvøse, de næste 20 dage, hvor han var i respirator. Fik nærmest et chok, hver gang hans krop gav et spjæt, fordi jeg ellers ingen reaktioner fik fra ham. I slutningen af januar blev han vækket, og jeg fik lov at holde ham. 2 måneder senere kom vi helt hjem.

Den 6. januar er en særlig dag. Det er en livsdag og en taknemmelighedsdag og en dag med smertefulde minder. Men mest af alt en taknemmelighedsdag. Jeg er usigeligt taknemmelig for, at min søn var stærk, lægerne dygtige og at karma, universet eller gud var på vores side, alt efter øjnene der ser.

Han er 4 år i dag. Stadig hjertebarn. Stadig i kontrol på sygehuset. Livslangt. Der er stadig intet, der er mejslet i sten, men vi er heldige og vi har en søn, der så vidt muligt lever som andre børn. En søn som er det stærkeste menneske, jeg kender.

I dag vil jeg grine mere, end jeg vil græde. Tårerne kommer og går, og det samme gør tankerne. Men jeg kan kramme ham og fortælle ham, at jeg elsker ham. Jeg kan lege med ham og se ham og røre ham. Alt det, jeg ønskede skulle ske, da jeg sad bag stofskærmen og græd natten før hans operation.

Jeg er fuldstændig på røven over det, vores dygtige læger kan udrette. Det skal vi være frygteligt glade for i vores land. At vi er SÅ heldige.

Tillykke med hjertedagen, min skat! Du er mit livs Superman! <3

Jule-detox

Jule-detox

Shiiiit! Min krop har brug for en jule-detox! Detox fra sukker og chokolade. Detox fra cola og Asti i lind strøm nytårs aften. Detox fra hjemmetid med ungerne. Detox fra et slukket vækkeur. Detox fra kaffe og dage i nattøj og detox fra gaver (selv om jeg er et relativt nøjsomt og taknemmeligt menneske, er det altså fedt at blive forkælet én gang om året, når man nu skal have fødselsdag og jul næsten oven i hinanden :-)).

Og det er så fuldstændig løgn. Jeg er simpelthen svært afhængig af alle dele – og jeg kunne  nyde det hele HVER DAG, hvis det skulle være!

Det er godt, jeg ikke lavede et nytårsforsæt om ikke at spise chokolade og drikke cola. Det ville være håbløst og i så fald brudt lige nu. Gensynet med hverdagen har ikke været glædeligt. Ok, det har heller ikke været helt hæsligt, men altså: Jeg skulle med glæde tage 11 dage mere.

Den ro og tid, der var i julen, var ekstremt vanedannende. Jeg nød SÅ meget ikke at have særlig mange planer. Det tror jeg også, mine børn gjorde. Den ældste havde nogle legeaftaler og vi havde også enkelte visit hos familie og venner. Men mest af alt var vi hjemme. Hun har været på nippet til at tude hver morgen i denne uge, uden helt at kunne sætte en finger på, hvad der er galt. Bliver jeg bekymret: JEP! Her til aften var der pludselig tårer i øjenkrogene igen inden sengetid. “Jeg vil bare gerne have fri sammen med dig, mor. En dag, hvor vi ikke skal noget”, snøftede hun.

Se dér lå hunden begravet. Hun er glad for skolen, men jeg tror, overgangen mellem hjemme og nærvær og hverdagen på godt og ondt har været stejl for hende. Også for hende.

Hverdagen er chokstartet. Ungerne sover meget lidt trods deres fremskredne alder, og jeg har kompenseret med sukker og kaffe. No news there. Jeg er priviligeret med en krop, der ikke trænger til en slankekur (*host*tyndfed*host*), og med en passion for at løbe. Så det går nu nok alt sammen. Men f**k, hvor jeg savner tid. Tid til at være hjemme og helt tæt på dem, jeg elsker!

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #4

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #4

Jubiii! I juleferien begyndte vi så småt at “flytte ind” i den nye del af huset! Juletræet stod (som det eneste) i den nye stue. Nøjh, det føltes godt! I sidste uge var det vores kæmpe klædeskab, som holdt flyttedag og er nu i det nye soveværelse. Hvis den famøse IKEA-test skulle have en sandhed i sig, så må mit ægteskab hermed være så godt som ubrydeligt! Vi har samlet det, skilt det ad og samlet det igen i de 6 år, vi har ejet det – helt uden at komme op og skændes over det! Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at det både er STORT og fyldt med detaljer og udtræk og andre fede ting. Vi bliver sgu sammen for evigt!

Der mangler stadig nogle ting, men de er relativt små. Hvis håndværkerne holder, hvad de lovede før jul, så burde vi om 14 dage have alt det indvendige på plads. Så venter “kun” det udvendige som først kan laves, når der ikke længere er risiko for frost. Regningerne er begyndt at tikke ind, og det er lidt vanvittigt at betale flere beløb på det sted mellem 4 og 6 cifre før kommaet.

Når det hele er ved at være beboeligt og Dankortet alligevel er i sving, hvorfor så ikke købe møblerne? Let´s do it. Har lige bestilt møbler til stuer og kontor for små 20.000 kr. Ret vildt på en højhellig 1. januar.

Nu føles det virkeligt. Også selv om der ligger adskillige timers malearbejde foran mig i de rum, vi skal flytte ud af og bruge til noget andet, så livet og hverdagen får mere plads. Når det nye står knivskarpt, så kan man pludselig se, hvor meget det andet trænger. At være husejer er et evighedsprojekt…

Men jeg er pisse-heldig. I min opvækst var penge en ret så knap ressource, og derfor giver det mig faktisk ondt i maven og også en god portion ydmyghed, at have mulighed for at have muligheden for at forbedre og skifte ud. Jeg føler mig priviligeret over at kunne give mine børn større og bedre rammer. Det var ikke en mulighed i min opvækst. Vi har sparet op og arbejdet for det. Og fortsætter med det. Vi skal stadig betale af på huslånet, men husets værdi er også steget. Plads til at være familie og til at leve er det primære, men værdistigningen spiller selvfølgelig også en rolle. Vi er trods alt ganske almindelige dødelige, som må prøve at sikre fremtiden.

Jeg glæder mig SÅ meget til at tage det nye i brug. Er bange for, at jeg kommer til at løbe fragtmanden med møblerne i møde og give ham en krammer af bare begejstring. Jeg glæder mig til at gøre huset til vores fremtidige hjem – forhåbentlig for rigtig mange år. Om 2 uger har vi ejet huset i 8 år. Det er lidt vildt at tænke på. Om 2 uger kan jeg forhåbentlig fejre årsdagen siddende i min nye stue med den flaske bobler i hånden, som jeg var for småbørns-mor-træt til at drikke i går aftes.

Jeg GLÆDER mig! (…også til at vise resultatet frem på bloggen, selvfølgelig :-P)

Byggeri og aftaler

I 2018 vil jeg sætte min hat, som jeg vil

I 2018 vil jeg sætte min hat, som jeg vil

Velkommen 2018! Hvad mon du har at byde på? Bliver du bedre end det år, vi lige har fyret? Det håber jeg sgu.

Hvis jeg får lov at bestemme, skal du være et godt år. Et år som byder på mere fornøjelse end pligt. Et år med mere grin end gråd, og et år, hvor jeg ikke skal føle helt så meget, at jeg ikke slår til og ikke kan løbe stærkere. Som mor af min tid og vores samfund, vil det være naivt at tro, at jeg ikke vil føle, at jeg er alle og ingen steder på én gang. 2018, du skal i hvert fald være det år, hvor jeg bliver bedre til at passe på mig selv. Kan vi ikke godt lige aftale det?

I 2018 har jeg i hvert fald tænkt mig i langt højere grad at sætte min egen dagsorden. I 2018 vil jeg tænke mindre på, hvad andre tænker om mig. For bliver jeg reelt set et bedre eller gladere menneske af andres holdninger til mig? Bliver jeg et bedre eller gladere menneske af, at tænke så meget på, om andre synes, mit tøj eller mine valg i livet er gode eller dårlige? Hvis jeg vil gå med min klassiske hat, som jeg synes er mega fed, hver eneste dag, så skal jeg jo ikke tænke, om andre synes, det skiller sig ud eller er mærkeligt at gå med hat. De kan deres og jeg kan passe mit. I 2018 vil jeg sætte min hat, som jeg vil.

Da jeg i går aftes hoppede direkte ind i 2018 til lyden af rådhusklokkerne, lavede jeg ingen nytårsforsæt om at spise mindre chokolade eller drikke mindre kaffe. Det vil alligevel ikke holde. Men jeg hoppede ind i det nye år med et løfte til mig selv om, at være bedre til at sige fra og ikke tage de bekymringer på mig, som ikke er mit ansvar. Der kommer en dag, hvor jeg sikkert melder mig som kontaktforælder i klassen og stiller op til både kagebagning og at arrangere en forældrefest. Der kommer en helt sikkert en dag, hvor jeg melder mig til at gå forrest og trække det store læs på en opgave eller et projekt på jobbet, som andre ikke higer efter. Der kommer en dag, hvor jeg siger ja til flere familieinvitationer og halloweenarrangementer og jeg skal komme efter dig. Det bliver bare ikke i 2018. Ikke af dovenskab eller foragt for andre, men i 2018 skal batterierne lades op igen.

Jeg håber, du kom rigtig godt ind i det nye år med alle ti fingre og tæer i behold. At du havde en fest og at dagen i dag må være fuld af håb for det nye år.

Rigtig godt nytår!

Møs fra Mette

 

2017 lærte mig en del

2017 lærte mig en del

Har du læst mine to foregående indlæg om 2017, er du nok ikke i tvivl om, at jeg er helt ok med, at vi vinker farvel i morgen. 2017 Men for ikke at lyde alt for tvær og bitterfisse-agtig, så har 2017 ret beset også lært mig en del!

Jeg har lært at gøre store og uoverskuelige ting, selv om knæene rystede og maven gjorde lidt ondt ved tanken. Jeg er til en vis grad tryghedsnarkoman, og jeg bruger helst ikke penge, jeg ikke har. Så at sige ja til en ombygning for over en halv million var VILDT! Jeg lærte at sige til og fra på nogle punkter. Og at vælge til og fra. Og ikke mindst at stille krav og forhandle om priser. Noget, jeg nok langt tidligere i livet burde have øvet  mig på.

Jeg lærte, at overvinde og ikke at tage livet eller relationer for givet. At overvinde frygten for svære samtaler. Overvinde det, jeg helst ville slippe for. Overvinde regn og blæsevejr og løbe en tur. Overvinde vrede. Overvinde hverdagen.

2017 lærte mig at holde fri. Faktisk har sidste halvdel af 2017 helt bevidst budt på weekender uden planer. Byggeriet har haft sin andel af den prioritering, og også ro efter ældstebarnets skolestart. For ja, det skete også i 2017. Og det er klart også på opturssiden! Jeg har simpelthen haft brug for at koble fra. Det skal vi helt sikkert fortsætte med i 2018 (på den ikke asociale måde).

Jeg lærte meget af 2017 – på godt og ondt – og jeg blev også bevidst om, at der er meget at arbejde på i 2018. F.eks. at blive bedre til at passe på mig selv. At blive bedre til at sige fra – og at blive bedre til ikke at tage andres problemer så meget ind, som jeg ellers gør. At sige fra, når jeg føler mig trådt på, og at huske at sige de positive ting ved andre mennesker, som falder mig ind. Blive en bedre kone, som indimellem tilsidesætter det praktiske og er bedre til at prioritere tosomheden. Fortsætte med at se, høre og forstå mine børn. Bygge videre på nye og gamle venskaber.

Jeg har holdt mere fri, men jeg har ikke været ret god ved mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig. Der er klart rum for forbedring. 2018 skal være et år, hvor jeg gør mere af det, der bygger min familie og jeg op. 2018 skal være et godt år!

Godt nytår! Vi ses på den anden side <32017

 

2017 rystede fundamentet

2017 rystede fundamentet

2017 rystede mit fundament godt og grundigt igennem. De elementer, som flest af os bygger vores liv omkring, blev udfordret. Det, som holder det hele sammen og holder os oppe: Familien, jobbet og hjemmet. Det gjorde, at jeg ikke følte mig tryg eller hjemme nogen af stederne.

Vi traf en stor (og dyr) beslutning. At starte et større ombygningsprojekt af vores hus. Vi bor i en 1950’er parcel, og har forbedret, men ikke gennemrenoveret. Vi har skabt en god kælder i huset – mere af nød end lyst, efter som tilstandsrapporten ikke nævnte noget om gamle rør eller fugt. Vi har desuden prioriteret energivenlige løsninger i huset, så som varmegenvinding, solfanger og ekstra isolering.

Huset var dog ikke “fremtidssikret” til at rumme en familie på 4. Ok, et eller andet sted et first world problem, men jeg er ret sikker på, at vi vil ønske os mere plads end 96 kvm, når børnene bliver teenagere… Vi er dog glade for at bo lige her, hvor vi gør. Så valget fald på ombygning frem for flytning.

Nu er huset 130 kvm., og vi er ret tæt på målstregen i byggeriet. Vi har skabt et barndomshjem. Det bliver godt – det er jeg sikker på – men vejen dertil har ikke været uden en del mavepine, en bunke frustrationer og lidt for meget stress. Som at være gæst i sit eget hus og ikke kunne lukke døren bag sig og være alene.
Du kan læse mere om byggeriet her, her og her.

Én ting er at bygge hjemme, en anden er – ufrivilligt – at arbejde midt i en byggeplads. Et helt år i støj, støv og gene er overstået på jobbet. Det er helt sikkert ét af lavpunkterne i 2017. De rester af svær stress, som jeg i hverdagen forsøger at holde i skak på 4. år, kom op til overfladen og følelserne fik indimellem frit – og ikke altid rationelt – løb. Mavepinen, hovedpinen, den trykkende fornemmelse i brystet, tvivlen på mig selv, angsten, gråden og den prikkende fornemmelse i kroppen over de mindste forandringer – eller blot tanken om dem.

Det har sat sine spor i mig i 2017, og også i min nære familie og på jobbet. Det har haft en afsmittende effekt på min effektivitet og på andres opfattelse af mig. Jeg har følt mig svag, og det gør ondt. Men hvad der gør endnu mere ondt er, når andre synes, man er svag, selv om man gør, hvad man kan for at holde modet oppe.

2017 byggede også et endnu stærkere moderskab. I sommeren blev det yngste (og sidste) barn ble- og suttefri, og dermed kunne jeg officielt sige, at jeg ikke havde små børn længere. Moderskabet var lidt et stormfuldt hav i sin begyndelse, men bølgerne er stilnet af. Hvor jeg for et eller to år siden ofte ønskede en pause fra børn, bleer og brok over banaliteter, så kan jeg mærke, at jeg længes mere efter at holde fri sammen med dem. Til at tage tidligere fri og hente dem og se deres glæde. Møde lidt tidligere (hurra for flekstid!) og tage tidligere fri for deres skyld. Jeg har altid elsket mine børn. Kærligheden er bare blevet endnu stærkere.

Sidst, men ikke mindst, brød 2017 min forestilling om familie og ophav op. Som barn så jeg min familie som en ubrydelig enhed. De seneste 5 år har jeg dog fået et andet og mindre glamourøst billede af, hvad der i virkeligheden er på spil. Bag facaden. Da familiens ældste døde i begyndelsen af året, gik familien op i limningen. Helt bogstaveligt talt. Splid, bagtalelse, smålighed og forurettede følelser. Alt sammen på grund af et dødsbo.

Det kom selvfølgelig ikke af boet alene. Det lå i kortene og boet væltede korthuset. Jeg savnede at se min familie samles om minderne og om at huske dem, hvis liv vi nu delte ud mellem os. I stedet for at savne og mindes, viste voksne mennesker sig fra en side, der på ingen måde klædte dem. Jeg blev tvunget til at gå ind i nogle konflikter, som mit konfliktsky selv ikke ønskede. Jeg stod i midten og betragtede god og dårlig opførsel. Jeg stod i midten, hvor jeg så og hørte begge sider og prøvede at være ærlig. Min barndoms ubrydelige enhed gik itu, og jeg tror desværre aldrig helt, skårene klinkes igen.

Heldigvis har jeg min egen familie, og jeg håber inderligt, at vi aldrig vil komme til at skændes over indbo og andre erstattelige ting. Jeg kan ikke forestille mig at erstatte min egen lille på 4 med noget som helst. Jeg håber, at vi sammen er større og stærkere, end at lade inventar komme imellem os.

2017 har været overvældende, og jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvad jeg helt har lært af året. Én ting er sikkert: 2017 har efterladt mig træt. Det kommer til at tage en god del af 2018 at fordøje og finde hoved og hale i. 2018 skal være året, hvor jeg bliver bedre til at sige nej og til at passe bedre på mig selv!

2017 tog fra den forkerte ende

2017 tog fra den forkerte ende

2017 var et hårdt år. Et år, som tog fra den forkerte ende, som min farbror udtrykte det, dengang da min far (hans lillebror) døde. De yngste skal ikke gå først.

2017 var knap i gang, før mit livs støtte døde. Efter 2 måneders uforklarlig sygdom, fik min bedstefar fred. Han havde et helt liv bag sig. Et levet liv med ægteskab, børn, børnebørn og oldebørn. Knap 90 år i alt.
Selv om hans liv var levet længe og godt, så var det alligevel trist og tomt at sige farvel til ham. På sygehuset fik han ikke en værdig død for et absolut værdigt menneske.

Han var min far, da min egen far rejste. Han var min læremester i alt fra syning til at bygge og reparere og skifte vinterhjul på bilen. Han var den, som lærte mig om min historie, og han fik lov at præge den, jeg er i dag og derned min fremtid. For ham betød familien alt og selv om han var en mand af den gamle skole på nogle punkter, udtrykte han sin kærlighed til mig på sin egen ærlige facon. Gennem opmærksomhed og anerkendelse. Da jeg var gravid med mit første barn, begyndte han pludselig at sætte ord på sine følelser. Han fortalte stolt til andre i Brugsen, at han skulle være oldefar, og når da jeg fortalte ham, at jeg ventede en pige, fik jeg mit livs største kompliment: “Det vigtigste for mig er, at hun bliver en klon af dig”.

Han var gammel og selv om døden ikke var hans væsen værdig, så var han mit forbillede. Jeg savner ham stadig.

Det værste ved 2017 var, at året som sagt ikke holdt sig til at tage vores kære i den naturlige rækkefølge. Fuldstændig uforståeligt og uden mening, mistede vores kære og nære venner deres lille søn få dage efter hans fødsel. En sund og fin dreng blev ramt af udefrakommende sygdom i sine første levedøgn og blev revet brutalt væk fra sine forældre, søskende og alle som holder af dem og ham, før vi dårligt fattede, at han var kommet. Det var så meningsløst og jeg græd. For mine venners tab og fordi min egen frygt kom så tæt på. Igen. Jeg var tæt på at miste min egen søn, men blev reddet på et hængende hår og af lægers dygtighed og viden. Deres sorg og tab gjorde så ondt, fordi den taler ind i en hver mors mareridt og ind i de dystre minder i mit eget sind. Det eneste jeg kunne gøre var at lytte, være der, vaske tøjet og hjælpe til – og så at kramme mine egne børn ekstra meget hver aften.

I efteråret krævede 2017 igen et offer – længe før tid og ikke mindre meningsløst. Min kusine på samme alder som jeg selv tabte kampen til kræften. Efter 3 års kamp forsvandt det sidste liv i hendes krop og efterlod forældre uden deres datter, en kæreste uden sin elskede og en lille pige uden sin mor. En lille pige på samme alder som min egen pige. At dø, når man er 35 år er ikke fair. At dø fra sit lille barn er umenneskeligt. At begrave sit eget barn er et mareridt. Til tonerne af Leonard Cohens Halleluja bar vi hende til graven – et hav af mennesker, som holdt af hende, anført af hendes kæreste og datter. Lige der havde jeg svært ved at holde af 2017. Lige der kunne jeg blive bange for, hvem der var næst på listen. Stop, blev der sagt! Ikke flere lige nu, vel?

På den front var 2017 et virkelig skod-år. Et år, som skærmte mig og mindede mig om, at alting langt fra er happy go lucky. Min søn snød døden. Jeg er her hos mine børn. Vi har det godt og vi har hinanden.

i 2017 oplevede jeg sorg igen – både min egen og i særdeleshed andres. Jeg håber meget på, at 2018 bliver et langt lykkeligere år på den front. At 2018 holder sig til at tage fra den rigtige ende. Når livet er levet og levet godt og man får sagt ordentligt farvel.

2017
Fra Marens kalender 2018

Min datters superkraft: Venskaber

Min datters superkraft: Venskaber

Jeg har en sej datter – ingen tvivl om det – og hun har en sej superkraft: Hun er en virklig god ven! Med sine kun 6,5 år, har hun lange venskaber. Et er grundlagt efter første møde med mødregruppen 14 dage efter min fødsel, og op til flere strækker sig tilbage til vuggestuetiden.

OK, ret beset var de ikke “venner” fra start. I hvert fald ikke bevidste om det. Men de startede 6 piger i samme vuggestue i løbet af 3 måneder. Heraf har hun stadig oprigtige venskaber med 4 af dem. Venskaber, som trods det faktum, at det ikke længere ses hver dag og i dag går på hver sin skole, stadig holdes ved lige. Hun savner dem, når det er for længe siden, hun har set dem. De savner hende ditto.

Hendes første ven i livet flyttede fra børnehaven for 2 år siden. En anden kom i skole et år før de andre og har derfor ikke delt hverdag med E i snart 2 år. Alligevel er det som om, der på magisk vis trykkes på en knap, når de ses – og vupti: Så starter legen for fuld skrue fra første minut.

Selv om de ikke ses ofte, så leger de uden et eneste skænderi eller sure miner i 7 timer +. De kender hinanden så godt, at legen er naturlig. Selv om deres veje er gået i hver sin retning, er det tydeligt at mærke, at de har et stærkt bånd og fundament. Sammen!

Hun er kun 6,5 år og har livslange venskaber. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun holder af sine veninder. Jeg var SÅ genert, da jeg var i hendes alder. Havde én eller to tætte veninder ad gangen. Vi flyttede meget, og venskaberne blev ikke holdt ved lige trods afstanden. Langsomt gled det ud. Ikke af ond vilje, men fordi vores veje ikke krydsede hinanden igen.

Og heri er en del af forklaringen: Det er også de voksnes opgave at hjælpe venskaberne på vej og holde dem i live. Hvis barnet vil. Hvis barnet giver udtryk for savn, er det vores opgave at hjælpe aftalen i stand. At hjælpe dem med at huske. Det er jeg så heldig at de øvrige mødre i gruppen også gør, og derfor har vi 5 små damer, som holder rigtig meget af hinanden, selv om de er vokset fra det sted, hvor det hele begyndte.

Jeg er vildt imponeret og bøjer mig i støvet over min datters sociale evner. Over hendes evne til at være en rigtig god ven. Til ikke altid at ville bestemme, men heller ikke altid give efter. Til at ville legen og vennerne og huske dem og savne dem. Det er så cool.

“Hun kan lege med alle”. “Hun er så social”. “Hun er en kapacitet i børnehuset”. “Hun inkluderer alle”. “Hun er en god ven”. De ord er sagt af andre om min datter fra børnehaventiden til skole-hjem-samtalen. Hun er rigtig meget, jeg ikke kunne/turde/fik lov at være som barn, og jeg vil hjælpe hende til at fortsætte sådan, hvis hun lader mig gøre det.

Den sidste dag i børnehaven skulle hvert barn have en gave. Gruppens pædagog holdt en gave frem og knyttede nogle ord til det barn, som skulle have gaven. Og så skulle børnene gætte, hvem gaven var til.
“Hun er ven med alle”, sagde pædagogen. Alle børn råbte min datters navn i kor. <3