Den dag, forældreintra gik amok

Den dag, forældreintra gik amok

I fredags gik forældreintra amok. Pling. Pling. Pling. Jeg opgav at tælle. Og jeg gad ærligt talt ikke kigge. Det var weekend for crying out loud!

Pling. Pling. Pling. Plingeling over hele linjen. Jeg tænkte, at det måtte være en systemfejl. Så meget kunne ingen forældre have at sige omkring kl. 17 en fredag aften.

Pling. Pling. Pling. F*cking pling!

Så måtte jeg jo kigge – teknologien vandt. Det skulle så vise sig, at der ikke var tale om en fejl. 45 beskeder, mine damer (og herrer, hvis nogen skulle have forvildet sig herind). 45 spørgsmål og svar og svar til alle og svar til nogen omkring biografklub, pædagogisk dag, glemte regnbukser (sendt til hele indskolingen), menu i boden og husk lineal til matematik på mandag.

Fair nok at spørge om bio-klub og hvem der er på hvilke hold eller køber voksenbilletter. Men det stikker helt af, når alle skal sige “også mig” eller “ok” eller “Jeg har ikke set Magnus’ grønne regnbukser heller”. Stop lige en halv. Nej, stop jer selv helt! Vi skal lige have en snak om, hvad det er for et medie, vi har med at gøre.

Lad mig minde om, at der er en funktion, der hedder “Svar” og én, der hedder “svar alle”. Use them wisely!

Det er en samtale, hvor nogen spørger, men med mindre man har set de skide regnbukser eller ikke ejer linealer, så tager vi den ikke i plenum, vel? Jeg er ligeglad med, om 5 forældre skriver “ok – og god weekend” til matematiklæreren, eller om nogen IKKE har set de grønne regnbukser. Havde vi talt sammen i klassen, havde vi sikkert knap hørt “ok” eller “ikke mig”, men på et alle-medie som Forældreintra, så hører alle med. Det er svært at overhøre. Tro mig. Også selv om det ikke vedkommer os.

Jeg har hørt rygter – og det er måske, hvad det rent faktisk er – om at nogle skoler har oplevet, at Forældreintra også var en dating-platform. Den del har jeg så ikke oplevet endnu, selv om den giver lidt kulør til mængden af høflighedsfraser og glemte sager. Nu er jeg jo også en gift kvinde, men derfor kunne det alligevel være en sjov detalje – især, hvis man kom til at bruge “svar alle”-funktionen 😀

Forældreintra blev hendes død
Forældreintra er fint, men hvilke regler styrer vi lige efter her? Det er møg-let, og når en lukket Facebook-gruppe blev nedstemt på første forældremøde, så er det jo ganske genialt, at vi har denne smukke platform til fælles. Så hvordan får vi stampet den bedste forældreintra-kultur op af jorden? Er det måske en utopisk drøm, jeg har, at forældreintra kan blive et sted med praktisk og relevant info og halvt eller helt blandet op med ligegyldige tilkendegivelser?

Har I i dine børns klasse talt om, hvordan Forældreintra kan bruges, så vi bliver oplyste og ikke det omvendte? Har du måske nogle gode fif, jeg kan tage med til næste forældremøde – sådan et virkeligt ét ansigt til ansigt?

Jeg vil virkelig gerne lære at elske Forældreintra – især gerne inden barn nr. 2 starter i skole om 5 måneder, så jeg ikke ender med 90 beskeder en fredag aften, hvoraf kun 5 reelt vedkommer mine børn.
Ellers tror jeg sgu, der ender med at stå “Forældreintra blev hendes endeligt” på min gravsten.

 

Skal jeg fortsætte med at blogge?

Skal jeg fortsætte med at blogge?

Ikke et ord på bloggen i lang tid, tænker du måske. Hvis du altså ikke helt har opgivet mig. For jeg ved godt, at frekvensen af mine indlæg er vigende. Undskyld!

Så hvad sker der egentlig? Nogle gange svigter tiden. Andre gange inspirationen, selv om der sker 100 ting om ugen – mindst. Jeg starter faktisk på 5-10 indlæg om ugen, men kommer helt ærligt til at tvivle på, om det jeg har at skrive eller sige overhovedet er relevant eller interessant. Jeg lever trods alt er relativt gennemsnitligt hverdagsliv, kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i byen og taler oftere med forældre i min datters klasse, end med mine bedste venner. Nogen gange kan jeg bare ikke rigtig mærke de samme følelser i indlæggene, som de følelser, jeg mærker IRL og netop trænger til at formidle eller bearbejde via bloggen.

Noget af forklaringen skal også findes i, at jeg p.t. er i gang med endnu et uddannnelsesforløb, hvor der skal læses godt 200 siders hard-core faglitteratur pr. undervisningsgang + skrives opgaver. Det er pi**e-spændende, men tager al den tid, der ikke går med ungerne. Lektier hver aften i 10 uger. Yay…

Jeg har kørt bloggen i 8 år og tænker fra tid til anden, om jeg skal fortsætte. Har jeg stadig lyst til at blogge? Er det, jeg vil fortælle relevant for nogen? Og er det stadig relevant for mig at blogge? Er markedet for moderskabsblogs så overloadet, at det har fået ca. samme status, som at døbe sit barn Brian eller Johnny? (Undskyld, hvis du eller dit barn hedder det). Døde min idé om at skrive om moderskabet definitivt, da jeg også tog beslutningen om, at min blog ikke skulle være kommerciel?

Først og fremmest: Ja, jeg har lyst til at skrive og dele. Før og efter jeg blev mor for første gang, havde jeg et enormt behov for at komme ud med allle de tanker, jeg ikke altid vidste, hvem jeg skulle tale med om, men stom trængte sig på inden i. Både gode og svære, that is. Det var relevant for mig – og i takt med, at jeg skrev, viste det sig, at andre også fandt det relevant. Mellem os sagt, kunne jeg slet ikke fatte det, første gang jeg fik en blog-kommentar. NOGEN havde LÆST mine tanker – på den gode måde. Seriøst!??!

Markedet for moderskabsblogs er vokset siden. Eksplosivt. Med større eller mindre held. Med større eller mindre relevans. Honestly. At være relevant kræver tid – ikke mindst for at forblive relevant. Jeg prøvede mig lidt med sponsorerede indlæg, men følte ret hurtigt, at jeg tabte mig selv og mit udgangspunkt i det. Min autencitet. Men når jeg ikke har tiden, ikke anmelder alverdens produkter? Ikke altid kan koncentrere mig tilstrækkeligt, render rundt efter børn, der ikke vil sove eller bliver revet væk i en storm af forældremøder, lektier (mine og børnenes), arbejde og alt det andet – hvad er jeg så i blogland? Skal man så bare lukke butikken ned og sige tak for denne gang?

Jeg ved det ikke. Det er super svært. Jeg hænger mig ikke i læsertal og klik-statistik. Men jeg kan mærke, at det går min ære nær, at jeg ikke får skrevet.

Nu ved du, hvad jeg laver og hvad jeg tænker på, når mine tanker ikke kanaliseres ned til tekst og indlæg. Jeg er her, men tænker på, hvad jeg har at bidrage med. For mig selv og for andre i blogland.

Well, hvis du stadig hænger på, så tak fordi du tog dig tid til at læse med. Hvis du har en kommentar til det, så skriv det endelig 🙂

Møs fra Mette

 

Then we take Berlin

Then we take Berlin

Smid mig dit bedste Berlin-tip og jeg skal være så taknemmmelig! Om en måned sætter manden og jeg nemlig kursen mod den tyske hovedstad og jeg glæder mig!

Valget er tidligere ellers faldet på London. Jeg elsker London, men denne gang drager vi tilbage til en by, vi hver især ikke har besøgt siden de sene teenageår. Dengang før Berlin var det foretrukne børnefamilie- og hipsterparadis. Dengang, hvor det hele var post-koldkrigs-gråt. I hvert fald set med danske gymnasieelevers øjne. Sådan er det heldigvis ikke mere.

Jeg glæder mig til at tage hul på Berlin igen. Kærestetid er virkelig sjældent på programmet, og jeg glæder mig selvfølgelig til tid, overskud og muligheden for at tale sammen, men også til at opleve sammen. En ven sagde engang, at det virker lidt som om, vi flygter, når vi har kærestetid. Det kan der være noget om, for de 2 gange om året, vi har 48 til 52 timer uden børn, så vælger vi at rejse på storbyophold. Måske det er fordi vi har en trang til igen at opleve verden? Måske det er fordi vi så er tilstrækkeligt langt fra opvask, oprydning og andre gøremål hjemme? Måske det er fordi der så ikke er nogen reel chance for, at farmor og farfar fortryder pasningen og ringer efter os 😛

Tilbage til Berlin. Der er Checkpoint Charlie, rester af muren, Zoo, Brandenburger Tor og de andre monumenter. Men hvad er der ellers? Hvor er dit yndlingssted i Berlin? Det, som måske ikke lige er i Turen går til… Hvor spiser man godt, når man er uden børn, men ikke er millionær? Hvilken transportform er den smarteste, når man har 2 dage på egen hånd og skal have mest ud af dem? Hvor ligger den café eller den lille butik, jeg bare ikke må gå glip af? Kvali-vare, high-street eller second-hand? Hvor får man den bedste kaffe to go? Hvilken lille gade skal man opleve? Eller noget helt andet.

Vi har tid, ingen bestemt senge- eller spisetid, et relativt budget og et hotel på Alexanderplatz. Derudover er vi åbne or forslag!

Hit me, Berlin-lovers!

Hvad jeg skal vide om drenge #2

Hvad jeg skal vide om drenge #2

Som drengemor er der meget, jeg skal lære. Blandt andet, at en drengs og mands liv handler om benhårde prioriteringer. Det handler jo for pokker om artens overlevelse – og et forkert valg kan have store konsekvenser. Løve = løb eller kæmp? Aftensmad = få det overstået eller tag 2 timer med iPaden? Kaste op = Nu eller senere? Forklaring følger…

Søn står og tripper som en gal på stuegulvet, alt imens han har et stykke vandmelon i den ene hånd og sin anden hånd solidt placeret på tissetrolden.

Moderen spørger, om han skal tisse. Han nægter. Nej, han skal bare have mere vandmelon. Få sekunder senere kommer han til konklusionen, at han skal tisse. Surpriiiiiise! For det er en anden ting, der er værd at vide om drenge. Du kan sige noget, og de kan nægte pure. Men så er et frø plantet, og lur mig, om de ikke selv kommer til samme konklusion lidt efter. De skal bare føle, at de selv kommer til løsningen. Kvindelist 101.

Søn sidder på toilettet og fortæller, at han føler, han skal kaste op. Straks spørger jeg, om han skal have en spand. Nej, det er bare kvalme. Han gør sig færdig og imens han vasker hænder, lyder det:

“Øhm, det der med at kaste op, det venter jeg lige med, til efter jeg har set tegnefilmen færdig”.

Som sagt: Det er vigtigt at kunne proritere 😛

For den uskyldsrene er alting rent

For den uskyldsrene er alting rent

Der er rigtig mange ting, man skal lære om den vide voksne verden – og så længe man er uskyldsren, siges det, at alt er rent.

Det giver anledning til mange ting, som min mor og mine kolleger af en aller anden grund altid kommenterer med: “Det skal du huske til konfirmationssangen!”. Der er en grund til, at jeg fuldt og helt HADER lejlighedssange. Både på mine egne og andres vegne. “Så du gjorde eller sagde noget pinligt, da du var 7 og ikke vidste bedre eller var 17 og pisse-hamrende fuld. Lad os da endelig sætte det på vers!” Hvis man virkelig har en virkelig nedrig familie eller vennekreds, så bliver det på Det er hammer, hammer fedt. #shootmeplease

Nå, men jeg hæver mig så skridtet over lejlighedssang og skriver det ned på en blog. Eller er det måske skridtet lavere endnu, da der er relativt flere, som læser bloggen, end der er medlemmer af min familie? Nå, nok om det. Dete var ikke mine short-comings, vi skulle tale om!

Aften kl. 19.15 i Danmark. Finke-frøkenen – 7 år gammel og to dage inde i 1. klasse skal have tøjet af og have nattøj på. Fjoller, overgearet og med ballade i øjnene beder hun sin far om hjælp til at få bukserne af.

“Kan du ikke lige hive bukserne af mig?” og fortsatte. “Har mor nogensinde bedt dig om det, far?”.

Jeg samtykkede fra badeværelset, hvor jeg var i gang med at finde hendes tandbørste: “Jooo, det er sket før”.

“Ok, har du så nogensinde bedt far om at hive dine underbukser af?”, fniste hun, alt imens hun moonede os, det bedste, hun kunne.

“Jooo, det er vidst også sket før”.

“Hvaaaad? Har du virkelig det, mor?”, kluklo hun, alt imens hun fortsatte med at vise sin ellers så søde po-po.

Hendes far var lammet et kort øjeblik, men genvandt fatningen og var dog åndsnærværende til at sende indforståede blikke og undertrykke et fnis.

Tjooo, det er sket et par gange eller sår’n.

Og når vi nu har stukket hovedet i den sjove og små-lumre afdeling, så råbte vores søn i går for sine lungers fulde kraft, imens han stod med sine underbukser omkring anklerne og beskuede rejen: “Moar, når jeg bliver stor, så vil jeg have en lige så stor tissemand som far!”. Vi bor relativt tæt på vores naboer og lufter forresten hele hytten ud lige inden ungernes sengetid. Så det ved naboerne også nu.

Tænk sig, en læringskurve man skal igennem fra 7 til 17 år til 37 år. Jeg husker stadig den gang, jeg spurgte min mor, hvad et kondom var, midt under familiemiddagen. DET endte heldigvis ikke i konfirmationssangen!

Klar til 1. klasse

Klar til 1. klasse

“Jeg glæder mig ikke til at starte i 1. klasse”. Det var ordene fra min ældste, da 0. klasse rindede ud. Jeg ville lyve ppå det groveste, hvis jeg sagde, at det ikke bekymrede mig. Det var sgu lidt tidligt at være skoletræt. Jeg trøstede mig selv med, at hun bare trængte til sommerferie. Jeg troede dog ikke helt på min egen trøst.

Ferien faldt på et tørt sted. Tør som bare pokker var sommeren det eneste rigtige. Fri fra skole, fri til at være sammen. Fri fra det hele for en stund.

Ferien var det eneste rigtige. Ferien var det, der skulle til. For da vi cyklede i fritter i morges, sagde hun:

“Mor, må jeg ikke godt have blomster med til min nye lærer på mandag?”

Selvfølgelig må hun det. Jeg fortalte hende, at det var en god idé. At mange gjorde sådan på 1. skoledag.

“Så vil jeg skrive et kort til hende og skrive, at jeg glæder mig til at starte i 1. klasse”.

De ord både overraskede mig og fyldte mig med glæde. I snart 6 uger har hun på intet tidspunkt nævnt 1. klasse eller nogen forventning til det. Hverken god eller dårlig. Jeg kender hende jo godt. Hvordan kan jeg glemme det?

Når min egen frygt eller bekymring får overtaget, så glemmer jeg, at min datter gør sig mange tanker, føler mange følelser og kommer ofte på magisk vis frem til løsningerne selv. Ofte skal hun “bare” have et lille skub eller en snak om ret og vrang, muligt og umuligt.

Det værste jeg kan gøre er at dele mine tunge tanker med hende. At spørge for meget. Jeg skal vægte mine ord, så hun selv kan komme til sine løsninger eller konklusioner, så de bliver muligheder frem for en form for angst eller vægring. Sådan er moderskabet vel generelt. Vi skal skabe livsduelige børn. Børn, som tør og gør. På den gode og fællesskabs-elskende måde.

Jeg er ærlig for hende. Alderssvarende ærlig. Fortæller hende, hvad der kunne være en mulig løsning og lader det synke ind hos hende. Nogen gange kommer hun overens med mine ord som en løsning. Andre gange beslutter hun, at det stik modsatte er det helt rigtige. Andre gange igen er det en kombination. Men når der er sunket ind, findes oftest en løsning. Vores fælles eller hendes egen.

Hun havde brug for ferie til at føle sig klar til 1. klasse. Til at få slettet tavlen efter et langt år med mange nye sociale og faglige oplevelser. Med nye og andre regler – i klassen og klassekammeraterne imellem. Det er i hvert fald, hvad jeg tror.

Hun havde vidst brug for at komme på afstand og savne. Og på det punkt er hun 100% mit kød, blod og sind. Åh, hvor jeg forstår den følelse.

Jeg håber, hun får verdens bedste skolestart på mandag. At hun får et godt og fedt skoleår i 1. klasse. Jeg forventer, at det bliver en(dnu) en omvæltning og at vi igen og atter igen vil få reaktioner på alt det nye. At hun igen vil blive træt og træt af det og trænge til ferie. Sådan husker jeg i hvert fald selv min skoletid. Jeg havde intet imod min skole og imod at lære, men jeg savnede fra tid til anden at flygte lidt i kortere eller længere tid.

Mandag morgen. Ja, så har jeg en 1. klasser. Store, søde pige. Smukke, tænksomme, følsomme, kærlige barn. Sådan har hun altid været – hvorfor mon jeg få undrede mig over, at hun var det for blot 1 måned siden? Mit moderhjerte skygede for det, jeg godt ved, fordi jeg ønsker alt det bedste for hende. En bedre og blidere skolegang end min egen.

Hun skal få blomster med og skrive sine ord. Og jeg håber, at hun vil blomstre fuldt ud i hele 1. klasse. Gerne resten af sin skoletid, tak!

Verdens bedste sommer

Verdens bedste sommer

Du danske sommer, jeg elsker dig! I dag er sidste dag. Sidste dag i en helt og aldeles skøn sommerferie. Jeg.Vil.Ikke.Tilbage.På.Job!!! Piv!

På feriens førstedag fortalte jeg om alle de ting, som gør en god sommer for mig. Og jeg kan med stolthed sige, at stort set alt på listen er opfyldt. Der har været havvand og havnebad, sand mellem tærerne – ja over hele kroppen. Der har været Jordbær, ærter, nye kartofler, mad under åben himmel. Der har været kærestetid, løbeture og en klædelig optimisme, som jeg håber kan vare måneder endnu.
Det eneste, det har skortet på er havearbejde, fordi det hele har været så tørt, at det ikke rigtig gav mening – og så har der klart været for lidt Asti i glassene. Det sidste må der seriøst gøres noget ved. Måske det bliver nødvendigt at drukne sorgerne over at hverdagen går i gang igen. For fuld styrke.

Vi har bygget en terrasse til huset. Vi har lært en dreng at cykle selv. Vi har brugt hver en given lejlighed til at bade og være ude i det skønne solskinsvejr. Vi har haft legeaftaler. Vi har besøgt venner og haft dem på besøg. Vi har boet på hotel og har været i Legoland. Vi har vandret og shoppet. Vi har været på restauranter og vi har sover i telt. Alt i alt har vi nydt livet og det helt igennem skønne vejr, vi har haft i år.

3 uger er gået og jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og gøre det hele om igen. Hvert eneste minut. Hvert eneste sekund.

Jeg ved, at der venter hasteopgaver og stramme deadlines fra det øjeblik, jeg åbner mailboksen i morgen tidlig. Jeg ved, at der er meget mindre tid og mange ting, vi skal nå, når skolen også starter. Jeg ved, at vi tager en tur mere i hamsterhjulet, hvor nogle ting på en eller anden måde synes at gå igen – både de gode og dem, man gerne ville være for uden. Jeg ved det, selv om jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at glemme det de seneste uger.

Men efter som jeg ikke har vundet den store gevinst i EuroJackpot, og desværre ikke kan leve af min blotte tilstedeværelse, så er der nok ingen vej uden om at møde op på jobbet i morgen. Tilbage til hverdagen, tilbage til børnehavelivet og ikke mindst skolelivet som mor til en 1. klasser! Det er altså lidt vildt, synes jeg. Hvad mon det vil byde?

Hverdagen kommer! Mellem dig og mig sagt, er det så ok allerede at glæde sig lidt til juleferien?????

Hvad jeg skal vide om drenge

Hvad jeg skal vide om drenge

Når man får et barn, er alting nyt. Man ved nok til ikke at tage livet af dem, men langt fra det dele.

At få et et barn af samme køn som én selv, er på mange måder alligevel lidt genkendeligt. Man kan genkende og spejle i sig selv. Vil man gerne tro, måske? Man har i hvert fald været der selv. Engang.

At få et barn af modsat køn end en selv, er temmelig meget uudforsket land. Noget er universelt, noget er let af forstå. Andet ryster man på hovedet eller trækker på smilebåndet af.

Jeg har én af hver – og skal dagligt lære noget nyt om dem begge. Selv om jeg kan spejle mig selv mest i min datter, er hun på forunderlig vis den, der synes sværest for mig at opdrage. Jeg vil gerne vise vejen, uden at knægte hendes vilje og selv. Hun vil ikke knægtes og vil ofte ikke have vejvisning.

Min søn er mere easy-going. Men alligevel er der en hel del, jeg skal lære om drenge. For eksempel:

At intet virkelig eksisterer, før det er slag- og tryk-testet

Alle legetøjsbiler i huset gennemgår ugentlig, hvad der mest af alt minder om en Euro NCAP-test på drengeværelset. Der er dømt fight-club superheltene imellem, og det er ikke for tøsedrenge, kan jeg fortælle. Bolde er til for at kaste med, alt der ligger på gulvet, må man træde på (undtagen kattene!) og alt hvad der ligner noget, man kan banke ind i noget andet, ER noget man kan banke ind i noget andet. Selvfølgelig…

Jeg er virkelig udfordret på denne egenskab. Min mand siger, at det bare er sådan, man som dreng sanser verden. At alt, hvad der laver lyd og siger band pr. definition er fedt. Hele mit “jeg-er-glad-for-mine-ting-og-passer-godt-på-dem”-gen er oprørt! Ifølge min mand er det ikke fordi vores søn ikke kan lide sine ting – tværtimod. Det er fordi han elsker dem ekstra meget. Mænd er i sandhed fra Mars!

Halleluja for hård plast. Halleluja for solide byggematerialer i huset. Halleluja for at min mand har to arme og derfor kan tage vores lille destructivo galore i hånden og male døre, paneler og vægge for slagmærker.

Der er virkelig meget, jeg skal lære om at have drenge!

Costa del Kolding

Costa del Kolding

Det lyder måske ikke så eksotisk som Caribien eller Comosøen, men Kolding kan altså også noget. Skal man holde ferie et sted i Danmark, er Kolding faktisk et ganske glimrende bud på en destination, som har ret meget at byde på. Du finder en liste over mine bedste bud her.

Som sagt holder vi ferien hjemme i dejlige Danmark og i sidste uge slog vi vores folder i Trekantsområdet (shssss….ingen vittigheder her! :-D).

Vi havde booket hotel med familieværelse i tre dage og herfra vi kunne køre ud og opleve. Ældste-elsklingen bliver voldsomt køresyg, og derfor er en tur hjemmefra og til f.eks. Legoland en overvindelse.

Jeg har taget et uddannelsesselester på SDU Kolding og allerede dengang (for læææænge siden), tabte jeg en lille del af mit hjerte til byen. Der er flere muligheder, end øjet måske lige umiddelbart ser.

Vi startede med at mødes med gode venner og deres børn i Kolding Legepark. En skøn lille perle midt i Kolding by, med legeplads, mooncarbane, minigolf, sejlesø til cykelbåde og robåde og masser af steder at sidde og være, imens ungerne leger. Og så er hele herligheden i øveigt gratis for besøgende. Vi har altid besøgt Madsbyparken i Fredericia, når vi skulle på en legetur lidt længere væk end egen baghave. Men Kolding Legepark kan på alle måder hamle op med Madsbyparken. Jeg ville ønske, at vi havde noget lignende her på Fyn.

Efter som vejret jo er uhørt fantastisk denne sommer, var godt gang i gågaden og byens restauranter. Gågadelivet indbød til at have ungerne med og lade dem lege, når maverne igen var fyldt op. Det siger man ikke nej til, hvis man også gerne vil catche up med venner, man desværre ser for lidt.

Lørdag forlod vi Kolding for en stund og kørte til Legoland. Altid et hit og selv om det er en smule pebret i pris, så kommer Fætter BR til undsætning (og vidst nok også ægggebakker og tegninger m.m.), så børnebilletterne i hvert fald var hjemme. 50 år senere er Legoland altså stadig god underholdning for børn og voksne i 6 timer+. I højsæsonen er det naivt at tro, at man rammer en dag uden kø i lange bane, men et tip fra mig til dig er at tage i Legoland om lørdagen. Her er det nemlig skiftedag i Lalandia og på diverse campingpladser, og derfor lidt færre i Legoland. Det tæller også, når ungerne er unger 8 år.

Som pendant til Legoland og legepark, tog vi turens sidste dag ved Hylkedal. Umiddelbart en rasteplads, hvis du pløjer igennem de sydgående motorveje i Danmark. Men prøv lige at stoppe med Hylkedal Øst, næste gang du kommer forbi.

Parker bilen og gå en tur ind bag hegnet. Der er en Funky Monkey-park med klatring og svævebane i weekenderne, men mit tip er at gå en tur i det bakkede, grønne område. Ned af stejle stier, over trærødder, ind af små stier og op af stejle bakker. Der er rum for at bruge en time eller to på blot at “opdage”. Der venter ikke noget vildt et eller andet sted – blot grønt og skønt og mulighed for at udfordre ungernes nysgerrighed.

Selv om det blot er en times kørsel hjemmefra, var det et skønt og tiltrængt afbræk fra hverdagen. Bløde hotelsenge og lækker morgenmadsbuffet, tid til at slentre uden at skulle noget, sjov sammen så længe vi gad, shopping, vaffelis og restauranter. Denne gang blev det Kolding. Inden længe bliver det et andet sted i dejlige Danmark. Bare tag ud efter næsen og væk fra de største byer. Så lover jeg dig, at der venter noget godt 🙂

I og omkring Kolding kan jeg i øvrigt også anbefale:

God sommer <3

OBS: Jeg har (desværre) ikke fået en stor sum penge fra Kolding Kommune eller de øvrige steder, jeg nævner i indlægget. Det hele beror udelukkende på min egen dybfølte og ærlige mening 🙂

 

De Urørlige og lidt om tiden, der tager os

De Urørlige og lidt om tiden, der tager os

Her i sommerferien har jeg haft lejlighed til at catche bare en lille smule op på film og bøger, jeg længe har haft lyst til at se og læse. Du kender sikkert det med at tænke, at de stadig er ret nye, når du endelig når til dem, for så at finde ud af, at den film eller den bog, du endelig sætter dig ned med, er endt med at være 2-5  år gammel.

Sådan havde jeg det, da jeg i går så De Urørlige. Oppe i mit hoved, var den 1-2 år gammel – men mine damer og herrer – den er fra 2011! 7 år…og dermed lige så gammel som mit første barn. Som jeg sender i 1. klasse om få uger by the way! Whaaaat?

Det var så, hvad der skete, imens jeg stod med bleer og børn, der hverken ville sove eller spise. Imens jeg byggede små mennesker og gjorde mit bedste for at hænge på og hænge i, så kørte verden videre. Selvfølgelig gjorde den det.

Jeg fik et flashback til dengang, hvor jeg på 3. måned var indlagt med min nyfødte søn på sygehuset og stod og kiggede ud i morgentrafikken omkring sygehuset. Det virkede som om, at hele verden kørte forbi mig som et tog, men at jeg ikke kunne hoppe på det. Heller ikke selv om hver en celle i mig skreg på at blive en del af livet igen.

Jeg gav liv, jeg blev en del af mine børns liv – den vigtigste del, vil jeg gerne tro. I hvert fald indtil de bliver store nok til selv at tage vare på sig selv. Jeg blev også en del af et liv, som jeg nok delte med tusinder af andre mødre, men hvor jeg alligevel ofte følte mig 100% alene. Og stadig kan det fra tid til anden. På 7 år er mit liv blevet et andet – på godt og ondt. Heldigvis mest godt.

I små glimt skimter jeg nu igen et tog. Det er ikke det samme tog, men derimod det tog som alle forældrene med større børn kører med. Det tog, hvor de  ude i horisonten pludselig kan se lidt af det, de var en gang – det de interesserede sig for, men ikke havde tid til i mange år. Det tog, hvor  langsomt med stødt kører mod den destination, hvor man bliver mere og mere perifær, fordi man har opdraget sine børn til selvstændighed og robusthed. Det tog, hvor man skal til at finde ud af, hvad man er blevet til i årene, der gik. For man er ikke den samme.

Nå, men det var De Urørlige, vi egentlig kom fra. Og selv om den er lige så gammel som min førstefødte, og du måske allerede har set den, så er det stadig en vildt god film. Livsbekræftende og sjov. Selv for én som aldrig rigtig har fundet charmen ved franske film (nej, heller ikke ved Den fabelagtige Amélie fra Montmartre).

Hvis du mangler noget at se en af i de resterende dage af din sommerferie, så er den både på Filmstriben og på Netflix <3