Under(lig)liv #2

Under(lig)liv #2

…Fortsat…

Jeg ved ikke helt, hvilke forventninger jeg havde, da jeg blev henvist til et andet hospital. Jeg havde dog tusind (modsatrettede) følelser inden i. Jeg havde et inderligt håb om, at de ville kunne se problemet og forstå mig, men samtidig var der også bange anelser om ikke at møde forståelse. De tidligere års oplevelser sad dybt i mig. Selvtilliden var i bund, og jeg begyndte selv at tvivle på, om det var mig, der var galt på den. Men jeg mærkede jo smerten hver gang.

Jeg var blevet opfordret til at sende min journal til hospitalet, inden jeg ankom, så de havde mulighed for at læse den. Jeg havde indhentet hele fire forskellige journaler på mit hjemhospital, fordi man ikke kunne udlevere journaludskrifter på tværs af afdelinger. Det hele var sendt 3 uger i forvejen, men da jeg ankom, havde lægen aldrig set min journal. Ej heller havde hun mulighed for det på grund af, at det var to forskellige regioner. Her sank hjertet i brystet på mig. Så nyttede det jo ikke noget.

Hun lyttede til min fortælling, stillede spørgsmål og undersøgte mig. Da hun sagde, at hun klart så et problem, brød hele min verden sammen. Hun så det, jeg mærkede! Hun skannede og fandt både gammelt arvæv, blottede nerver, mangelfuld syning af muskulatur og hvad der tydede på manglende sammesyning af fedtvæv. Hun forstod godt, at jeg havde smerter.

Hun forklarede mig, at der var en operation, man kunne tilbyde, men at den ikke blev tilbudt, før alle andre muligheder var udtømt. De anvendte ikke binyrebarkhormon på grund af evt. negative påvirkninger. Men de brugte Botox for at lamme vævet. Det kunne give sjat-tisseri og manglende følelse af kontrol i nedre region, men hun ville gerne have, at jeg prøvede det. Som med de andre gange, følte jeg ingen anden mulighed, end at sige ja. Tage imod stikket og håbe på det bedste.

Der var ikke sjat-tisseri, men der var desværre heller ikke nedsættelse af smerter. Problemet vedblev. Vi fulgte op på behandlingen via telefon, og her ville hun gerne have, at jeg i stedet begyndte at tage det anti-depressive middel Saroten. Ikke fordi jeg var depressiv, men fordi det også har vist at have en nervesmerte-nedsættende effekt. Det var en meget stor kamel at sluge – at tage antidepressiv medicin var bestemt ikke noget, jeg havde lyst til. Igen gjorde jeg det – desperat som jeg var for en løsning. Smerterne forsvandt stadig ikke. Til gengæld fik jeg en ordentlig røvfuld bivirkninger. Svimmelhed, mundtørhed, svigtende kræfter i hele kroppen, hovedpine og så dejsede jeg simpelthen om fra tid til anden. Lægens ønske var, at jeg skulle fortsætte, men jeg kunne ikke holde bivirkningerne ud. Især ikke, når den smertestillende effekt udeblev.

Ved endnu et telefonmøde, fortalte jeg, at jeg ikke kunne eller ville mere. Jeg ville gerne vide, om en operation overhovedet ville komme på tale. Jeg orkede ikke at være forsøgskanin længere. Min krop var endnu mere ødelagt af de mange medicinske forsøg, og mit sind var på vej til at blive det. Hvis der ikke var udsigt til en operation efter knap 6 års forsøg på at råbe vagt i gevær og på at bedre situationen, så var endestationen i sygehussystemet for mit vedkommende nået.

Herefter blev jeg indstillet til operation. En såkaldt vestibulektomi. Jeg græd på åben gade – af lettelse, selv om jeg igen ikke vidste, om det overhovedet ville være løsningen. Og selv om jeg var rædselsslagen for at komme under kniven. Jeg græd, fordi jeg endelig følte, at mit ord blev taget seriøst, selv om det er noget mystisk noget, at tænke på en operation som form for lykke.

I dag er det 1 år siden, jeg blev opereret. En operation, som lægerne på den afdeling beskriver som noget af det mest smertefulde, de kan udsætte deres patienter for. Det kan jeg skrive under på – jeg kravlede rundt i tre uger efter operationen. Jeg har fulgt genoptræning og har gjort alt, hvad jeg fik besked på, Og jeg er virkelig glad for at sige, at det VAR løsningen! Ja, jeg tuder, bare ved at skrive det lige nu. Det tog smerterne. I hvert fald efter at genoptræningen var i gang.

Var det det hele værd? Operationen, ja. Men vejen dertil kæmper jeg stadig med at forstå. Den har amputeret mig i en sådan grad, at jeg ikke rigtig har ord for det. Der er psykosomatiske reaktioner tilbage. En pryglet hund lærer ikke tryghed fra den ene dag til den anden. Heller ikke helt efter et år. For jeg føler mig som sådan. Som en gennemtævet hund, ingen rigtig ville kendes ved eller tage ansvar for. Som om, jeg blev opfattet som sart og sippet, selv om smerterne var mit bevis. Som om det var lettere at sige, at jeg var sart og bange, end at tage hånd om problemet.

Jeg er uendeligt glad for, at jeg bad om en second opinion. For at jeg ikke bare affandt mig med det. For det tror jeg ikke, hverken mit forhold eller jeg ville kunne holde til.

Indlægget kan godt komme til at lyde som om, at jeg er imod den ganske danske lægestand. Det er jeg dog bestemt ikke! Jeg respekterer fuldt ud, at de hver især så noget, men desværre ikke det samme. Jeg respekterer deres faglighed og forskellige tilgang til, hvad de fandt som løsningen.

Jeg anfægter dog, at jeg som patient skulle råbe så højt så længe, før det blev taget seriøst, at jeg talte sandt. At jeg skulle brydes yderligere ned, før jeg fik lov til at få skaden brudt op. At det ikke syntes som om nogen i systemet talte sammen. Ventetider, manglende journalføring og behandlinger, som havde flere bivirkninger end virkninger. Det har været en ufattelig lang rejse og nu står jeg her. Rekonstrueret men nedbrudt på andre punkter.

Jeg er taknemmelig for, at det kunne lade sig gøre at operere – at den type operation findes. Men jeg kommer aldrig til at forstå, at vejen dertil skulle være SÅ lang og traumatisk.

Jeg har taget et stort skridt – for mig i hvert fald – og har bedt om en samtale med den læge fra mit hjemhospital, som aldrig endte med at forstå. Den skal jeg snart have. Ikke for at råbe skældsord og pege fingre og plante skyld. Men for at fortælle, hvad det har gjort ved mig, og forhåbentlig undgå, at andre skal ende i samme situation. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg helt vil sige. Bare være ærlig og fortælle om de varige men, binyrebarkhormonet har givet. Hvordan det føles, ikke at blive forstået og afskrevet som sart, selv om jeg nærmest hang oppe under loftet, blot en vatpind rørte mit allerhelligste.

Hvis ikke du siger det, ved de det ikke, sagde de til mig, da jeg var til 1-års-kontrol på det andet hospital. Det har jeg taget til mig, og her håber jeg, at mine ord bliver taget til efterretning. Jeg går ikke ud med et underliv, der på magisk vis derefter bliver fuldt fungerende. Men forhåbentlig kan jeg lukke ned for en del af de dårlige oplevelser, forløbet gav, og komme videre.

Tak fordi du læste med. Jeg har lagt noget af mit allerinderste frem her, og jeg beder dig om at tage det med i dine overvejelser, hvis du vælger at kommentere.

Under(lig)liv #1

Under(lig)liv #1

Advarsel: Dette indlæg kommer til at gå tæt på. Dette er beretningen om at få smadret sit underliv efter fødslen og at bruge over 6 år på at prøve at løse det eller lære at leve med det.

I 2011 fødte jeg den mest vidunderlige pige. Min smukke, skønne førstefødte. Lige i dette øjeblik ændrede mit liv sig. Intet var som før. Mit hjerte boblede over af kærlighed, men hverdagen var for altid forandret. Og det skulle parforholdet senere også vise sig at være.

For lykkeboblen lige efter fødslen bristede imidlertid for en stund, da en nål ramte mit underliv. Jordemoderen var gået i gang med at sy mig efter fødslen. I kvindelighedens allerstørste og vildeste øjeblik, havde jeg ikke ænset, at jeg overhovedet var gået i stykker. Jeg havde godt nok hørt historier om dem, der bristede lidt, og nogle om klip, som stadig den dag i dag, kan give mig kvalme bare ved tanken.

Forskrækket mødte jeg jordemoderens blik, og spurgte, hvor meget der var sket. Hun svarede kun, at det ville komme til at tage noget tid og at jeg i øvrigt var bedøvet. Det var jeg dog ikke, og jeg var nær endt i loftet af smerte, da nålen nåede til den udgang, jeg med garanti vidste, den lille IKKE var kommet ud af. Sorry – det er sandheden uden filter. Jeg troede ikke i min vildeste fantasi, at en lang, men ukompliceret fødsel kunne forårsage SÅ meget ravage, at der også skulle broderes DEROMME!

Sagen var den, at min datter havde fået navlesnoren omkring hals og højre arm, så armen bøjet i vinkel og var låst fast ved hendes øre. Ergo havde jeg født både hoved, arm og skuldre på samme tid. No wonder, at flæsket ikke holdt til mosten. Det tog jordemoderen 45 min. at færdiggøre broderiet (45 f***ing minutter uden tilstrækkelig bedøvelse!), og jeg blev sendt over på en hvilestue sammen med min lille guldklump, så symbiosen kunne fortsætte.

I 6 uger var underlivet så medtaget, at jeg havde svært ved at gå og ikke mindst holde på vand m.m.. Men hvad vidste jeg? Jeg var jo førstegangsfødende, så det var sikkert meget normalt. Selv om sårene umiddelbart helede, føltes det ikke rigtigt.

Da jeg kom til 8-ugers-undersøgelse, fortalte jeg min daværende læge, at jeg følte, der var noget galt. At det føltes som om nerveenderne var alt for følsomme og at det føltes som om, mine muskler ikke helt reagerede. Hun kiggede skeptisk og svarede, at det var syet pænt og at jeg bare var bange for at have sex igen. Det virkede ikke som om, hun forstod, at det egentlig var det, jeg faktisk gerne ville.

Post-fødsel-sex blev prøvet. Det var langt fra fantastisk og gjorde ondt, men jeg prøvede at slå det hen med, at det bare var begyndervanskeligheder. Mit underliv havde trods alt givet plads plads til et menneske og været igennem en større rekonstruktion.

Det blev bare ikke rigtig bedre.

Jeg opsøgte min egen læge tre gange det næste halve år, men hver gang blev det slået hen med, at jeg bare var bange for sex, og jeg fik noget smertestillende creme. Cremen forslog som en skrædder i helvede, og det værste var næsten, at jeg slet ikke kom igennem med mit budskab: Der er noget galt – og nej, jeg er ikke bange: Det var jo lige præcis det, jeg gerne ville, men ikke kunne for smerterne!.

Først 11 måneder efter fødslen lykkedes det mig at blive henvist til gyn-obs-afdelingen på sygehuset. og de havde 10 måneders ventetid…

Jeg ønsker ikke at gå for meget i detaljer med denne del, men du har sikkert ikke svært ved at forestille dig, hvad dette gør ved et parforhold, der i forvejen er presset af, at hele verden er vendt op og ned og et lille nyt menneske, som tager – og fortjener – opmærksomhed. Smerterne fortsatte og for at opretholde parforholdet og husfreden, bed jeg tænderne sammen. Men lige meget hvor meget man end forsøger, bliver man i lige netop denne akt hurtigt gennemskuet. Initiativet faldt drastisk fra min side og min mand følte sig i den grad afvist. Det gjorde ondt på os begge. For mig både fysisk og psykisk.

Det kostede enorme mængder frustrationer og diskussioner, dårlig samvittighed og afmagt. Det kostede vildt meget på parforholdskontoen. Så meget at den kom i underskud, og den ene part “lånte” lidt opmærksomhed uden for hjemmet. Selv om det blev opdaget “i tide”, stak det i hjertet og gav et voldsomt brud i tilliden. Jeg følte mig så svigtet, men et andet sted langt inde i mig selv godt kunne finde en smule forståelse for hvorfor. Der var ikke just meget bekræftelse at hente hjemme i dobbeltsengen.

I lang tid herefter var jeg bange. Bange for at det sammenhold jeg troede vi havde, ville forsvinde. Bange for at blive forladt. Jeg havde mareridt om, at komme hjem og finde en anden kvinde i min seng. Heldigvis forblev de kun dumme drømme. Jeg prøvede at bekræfte mere – både fysisk og verbalt, men på grund af tiltagende smerter, forblev det overvejende ved det verbale.

Det var ikke fedt. Det var ikke altid lykkeligt. Der var smækkede døre og diskussioner. Der var tårer og tavshed. Men vi holdt ved og holdt ud.

Da jeg endelig havde mulighed for at få en tid på sygehuset, ville skæbnen, at jeg lige havde opdaget, at jeg var gravid igen. Det betød, at doktordamen kunne undersøge, men ikke gøre så pokkers meget. Hun kunne se arvævet, finde den gennemborende smerte, se mangelfuldt arbejde under huden og finde en muskel, som ikke var syet sammen og derfor ikke var i funktion længere, og fortælle mig, at hun ville anbefale et kejsersnit denne gang. Og når jeg havde født, skulle jeg bede egen læge om en henvisning til rekonstruktion af underlivet efter 6 måneder. Jeg følte mig på toppen af verden – endelig, endelig, ENDELIG var der én, som kunne se, at der var et problem. Én som forstod mig.

6 måneder efter fødslen, kontaktede jeg min (nye) læge igen. Hun kiggede også på mit understel og sagde de gyldne ord: “Det er ellers flot syet”. Jeg kunne have hvæset: “Men ikke arbejde!”.

Denne gang kom jeg hurtigere til undersøgelse på sygehuset. Der var også kommet en ny læge på, og hun lyttede, men forstod ikke, hvilken operation jeg henviste til. Der var nemlig ingen journalnotater fra mit sidste besøg på afdelingen! Der stod godt nok at jeg havde været der, men der var af uransagelige årsager ikke skrevet noget som helst i journalen.

Hun undersøgte og fandt ikke det samme som den første læge. Og i hendes optik, var rekonstruktion ikke en mulighed. Det var medicin og samtaler med en sexolog derimod, sagde hun.

Jeg vil ikke muntre dig med beskrivelser af injektioner direkte i mit aller-farligste sted – uden bedøvelse af nogen art. Heller ikke med, hvor meget man kan tale, men ingen steder komme ved en sexolog, så længe problemet stadig står ved magt og smerterne bare fortsætter med uformindsket styrke. Jeg vil dog sige, at medicin kan ødelægge meget. En kras binyrebarkhormon m.m.-blanding gjorde skade andre steder, hvor jeg trods alt kunne føle en lille smule lyst, hvilket var min hovedårsag til at gennemføre smertefulde forsøg på tosomhed.

Efter 5 “behandlinger” sagde jeg stop. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Intet hjalp og ondt blev værre. Jeg sagde også stop til sexologen, da jeg talte og talte, men kun blev mere og mere led og ked af mig selv.

Fysioterapi, dilatation, anti-depressivaet Saroten (som også kan virke smertestillende, men som har pokkers mange bivirkninger) – ja, sågar botox blev prøvet. Ja, det var ikke den ende af kroppen, jeg troede, jeg skulle prøve det i… Intet havde den ønskede effekt, efter som problemet stadig stod ved magt.

Jeg gik ind til hvert forsøg i håbet om, at det ville blive bedre denne gang. Jeg troede på, at løsningen nok skulle komme. Men for hvert mislykket forsøg, brød jeg mere og mere sammen inden i. Selv om selvtilliden var i bund, fik jeg dog mandet mig op til at bede om en second opinion – bl.a. med fysioterapeutens opbakning, da hun også lokaliserede et problem, som for os begge var tydeligt, men for lægerne syntes fuldstændig usynligt.

Med vedholdenhed lykkedes det mig at blive henvist til et andet sygehus.

……fortsættes……

Jeg drømmer om…LONDON!

Jeg drømmer om…LONDON!

Jeg drømmer mig væk. Til London. Min by. 

Jeg har tabt mit hjerte til London og dens puls. Til shopping og gåture i parkerne. Til mangfoldighed og musiklivet. På en måde føler jeg mig så meget hjemme i byen, at den ikke længere synes at være så stor. Jeg kender det meste af indre London nok til, at kunne finde vej og genkende små og store ting.

Jeg har været der med min mand, og også på egen hånd. Begge dele har sin charme på hver sin måde. Kæresteintimitet, hånd i hånd gennem Kensington Garden med en kop kaffe, tid til at se hinanden i øjnene over middagen på restaurant. Alene, take away fra forskellige verdenshjørner, shopping og afslapning, læsning i sengen om aftenen.

Jeg savner livet omkring Covent Garden. Jeg savner Kensington-området eller at slentre på Portobello Market i Notting Hill. Jeg savner sushi to go og cool personligheder i bybilledet. Jeg savner butikker, der ikke findes i Danmark og det at føle, at jeg har fri, uden at nogen kan stjæle min opmærksomhed. Bare være mig, eller bare være sammen med min mand alene. Det er meget sjældent, efterhånden, at både det ene og det andet sker.

Det er jo et eller andet sted bare at tage afsted. Billetter og hoteller er relativt betalelige på alle tider af året. Det, der ikke er billigt, er alle de penge, man kommer til at bruge derovre…
Der er bare lige det med børnepasningen. Den hænger bestemt ikke på træerne her hos os. Og skal jeg afsted alene, føler jeg lidt, at jeg svigter min mand, da vi begge p.t. kunne bruge det break BIG TIME! Det er min by og det er vores by.

London er lækker, og jeg vil afsted igen. Snart! Meget snart! Åh, jeg drømmer om London <3

London

Frække SMSer

Frække SMSer

Når man har været gift i snart 10 år, har to børn, arbejder 37 timer + og bygger huset om, så skal der indimellem arbejdes lidt for at holde parforholdet kørende. Min mand og jeg er ikke typerne, som skændes, så de nye ruder klirer – vi er faktisk stort set altid gode venner trods mange års forhold og en galoperende trodsalder hos den yngste. Kærligheden er der, men vi glemmer at hive den frem i lyset lidt oftere.

Min kusine kom til at sende en SMS forkert den anden dag. Beskeden var tiltænkt hendes mand (gennem 17 år), og ikke mig. Det går jeg i hvert fald stærkt ud fra. Ellers ville vi have et VIRKELIG mærkeligt familieforhold… Indholdet kan du nu gætte på, men jeg prøver stadig at slette det fra min hukommelse (o:

Jeg kan i hvert fald konstatere, at det er lidt op ad bakke med de kinky SMSer hjemme hos os. Der er virkelig meget hverdag i den…

Fredag: ”Sidder i toget nu”
Lørdag: ”Skal vi også have toastbrød?”
Lørdag: ”Vi mangler også leverpostej”
Søndag: ”Ved du, om naboen har en affugter til 30 kvm?”
Mandag: ”Bliver i tvivl – hvilket barn henter jeg i dag?”
Tirsdag: ”Havde V også gul afføring i går? Det er i hvert fald meget gult nu. Hvad har de fået at spise i børnehaven i dag?”
Tirsdag: ”Blikkenslageren kommer i morgen kl. 7.00”
Onsdag: ”De har en affugter i Harald Nyborg til 995 kr.”

Bum bum….der er lidt langt igen til frække SMSer og kærlige små beskeder, som holder forholdet og hverdagen kørende. Den eneste fugt i fundamentet der er i spil her, er åbenbart kun den slags, som en affugter til en lille tusse kan fjerne.

Det er jo ikke fordi vi ikke elsker hinanden eller vil hinanden, slet ikke, men midt i hele familie-hejset forsvinder de små kærlighedserklæringer indimellem. Gætter på, at det generelt er én af årsagerne til den høje skilsmisseprocent. At vi indimellem glemmer, at det ikke kun er børnene, som binder os sammen og som vi kan tale sammen om. At vi engang forelskede os i et menneske, som på et tidspunkt gik fra kæreste til far eller fra kvinde til kone og mor. Han er stadig min fyr og min flamme.

Vi er ikke fans af skilsmisse herhjemme (HELDIGVIS!). Derfor:
Note to self: Start altid en besked med at skrive Kære kæreste, søde kæreste eller min skat. Krydr med Jeg elsker dig og fuldend så værket med lidt kys, kærlighed og kram på toppen.

SMSer

Store drenge står op!

Store drenge står op!

I den forgangne uge delte jeg et ganske særligt øjeblik med min lille mand. Han bliver 4 år inden længe, og er lige midt i sit børnehaveliv. Han er et særdeles opmærksomt barn (og sød og klog og lækker og…sagde moderen!), og han spejler sig meget i, hvad de ældre børn gør. Blandt anden Store S fra skolegruppen.

Da jeg vækkede ham den anden dag, sagde han: “Mor? Store S nede fra børnehaven, han står op og tisser!”
“Gør han det?”, svarede jeg med et skævt smil om munden. Han nikkede.
“Vil du også gerne prøve det?, spurgte jeg? Han nikkede ivrigt!

Sammen gik vi ud på toilettet, og konstaterede, at der måtte en lille skammel til, hvis projektet skulle kunne lykkes. Lige så stolt tog min lille mand fat i sin lille mand, og så forventningsfuldt ned i kummen.

“Husk, at det er lige som med vandslangen. Man vander ofte samme vej, som man kigger”, råbte faren fra køkkenet. Mindstemanden holdt sin lille ven i hånden, og jeg havde blidt fat i hans overarm, så jeg kunne styre strålen tilbage på plads igen, hvis den kom ud af kurs.

Og så skete det. En fin lille stråle ned i kummen og en lille fyr, der tydeligvis var stolt og følte sig rigtig stor! Med næsen ned i hans hår og en lille tåre i øjenkrogen over at dele et vigtigt øjeblik i min lille mands liv med ham – ja, jeg er virkelig en tudeMarie, når det kommer til milepælene i mine børns liv.

Min lille mand, som engang var så skrøbelig, er ved at blive en stor dreng. Han suger hele verden til sig, og jeg elsker hans nysgerrighed. Store S er nu ikke den eneste, som står op og tisser! Det gør Store V også – også selv om han ikke skal i skole endnu.

Ak, de vokser ud af mig, de små banditter. Det er jo ikke længe siden, han smed bleen og tog den sidste rest tumling med sig!?!!?
Jeg føler mig dog heldig v´for hvert et øjeblik i deres liv, som jeg får lov at dele med dem <3

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #3

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #3

Det skal handle om aftaler og håndværkere. Jeg er total byggeprojekt-noob, og der er virkelig mange ting, man skal lære, når man vælger at gå ind i et større ombygningsprojekt.

Det virkede så let, dengang i januar sidste år, hvor vi for alvor valgte at gøre noget ved tankerne om at udvide huset. Vi byggede jo bare lige til og fik nyt tag og nyt køkken og skiftede vandrørene i kælderen. Og ja, så kunne vi også lige tage tagrenderne med, og vinduer og døre i det eksisterende hus også, og hvis der er penge til overs, så også anlægge en lækker træterrasse. Men så ville vi nok også ende med at bruge omkring en halv million.

Drømme er én ting, realiteter en anden, når man ikke selv er håndværker, gift med en eller har en håndfuld af dem i familien. Drømme koster ikke noget, men DET gør virkeligheden altså! Vi bygger til, får nyt tag, får nye vandrør og nye døre og vinduer. Og 500.000 kr. forslår som en skrædder i helvede. Allerede her lærte jeg min første lektie.

Byggeriet rejser sig nu stødt, selv om det kom (for) langsomt i gang. Det kan være nok så kompliceret at indhente tilbud – og at forstå dem til fulde – men det er altså også sin sag at være sikker på, at aftaler holder. Selv om vi har valgt håndværkere med Byg Garanti-ordning og Dansk Håndværk-ordning, så indbefatter det ikke nødvendigvis, at de kommer som planlagt og lovet (mundtlig). Med fare for at generalisere groft (og det er altså ikke meningen), så har det været op af bakke at få klarhed over aftalerne. Hvornår starter projektet præcis? Hvornår forventes det færdigt? Hvem koordinerer med hvem? Og hvem kan komme til hvornår?

Vi indkaldte til et byggemøde i starten af projektet, og måske var vi ikke klare nok i spyttet omkring, hvad vi forventede. Vi tegnede ikke så hårde deadlines op, hvilket vi nok burde have gjort. Vi troede lidt for godt på, at mundtlige aftaler om tid og varighed var nok. Det har det ikke været, må vi så sande. Her burde vi have haft de aftaler på skrift. Én ting er, at ting kan ændre sig, folk kan blive syge og materialer kan blive forsinket. Noget andet er, at man ikke møder op til aftalt tid, og ikke meddeler det til “bygherre” (vænner mig aldrig til det ord). Man kan virkelig godt blive træt af at hænge i telefonen mange gange om ugen eller at møde samme telefonsvarer gang på gang.

Der er rigtig mange faggrupper inde i vores projekt, og det skal ret beset siges, at der har været nogle af dem, der har været enormt punktlige, men det har så sandelig også været enkelte, som var det stik modsatte. Det er frustrerende. Især, når man ikke går hjemme og kan være med i tingene, men er 37-timer+ lønslave med hente-bringe-tjans med to små unger.

Jeg kan pege pilen mod manglende kommunikation og pli fra håndværkernes side. Dog kan den i lige så høj grad peges mod min mand og jeg. Vi har ikke erfaringen, og derfor er der ting, som vi kunne have været langt skarpere på og have undgået. Steder, hvor vi ikke har lukket faldgrupper, vi ikke kendte (endnu). Før vi startede projektet, var der mange meninger fra vores nærmeste om, at det med at hyre en arkitekt eller anden koordinator var spild af penge. Det kunne vi saaaagtens selv. Nu hvor byggeplanen skrider, siger de samme mennesker på mystisk vis, at vi BURDE have hyret en arkitekt eller koordinator til byggeriet, så vi kunne have undgået de her ting. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der ville have været bedst. Det kommer vel an på, hvor mange penge man har, tænker jeg. Men det kunne helt sikkert have sparet mig nogle frustrationer, tænker jeg.

Jeg har lært meget indtil nu, og vi er stadig ikke færdige med at bygge. Så hvis det kan hjælpe dig lidt, så kommer her mine “lærestreger”:

  • Få aftalerne på skrift. Både dem om prisen på byggeriet, men i lige så høj grad dem, der handler om start, slut og hvem der gør hvad. Se evt. mere på f.eks. Byg Garantis hjemmeside eller Dansk Håndværk.
  • Få tilbud fra flere håndværkere fra samme faggruppe, og gennemgå dem med en uvildig person med kendskab til den slags byggeri, du/I skal have udført. Der kan være mange penge at hente i at se, om du betaler for det samme to gange. F.eks. en toiletvogn eller et stillads, som med fordel kan bruges af flere håndværkere på én gang.
  • Vær tydelig omkring dine forventninger til de folk, du har aftaler med. Hvad vil du være med til, og hvad vil du ikke være med til. Mærk efter, om det f.eks. er rigtigt for dig, at du har en nøgle hos dem, så de selv låser sig ind, eller om du har det bedst med, at du eller naboen/familien låser op fra gang til gang, eller om det er ok, at de benytter dit toilet eller skal have deres egen toiletvogn på stedet.
  • Hold byggemøder før og under byggeriet, så både du og håndværkerne ved, hvilke aftaler I har, hvad der skal ske og hvem der kontakter hvem.
  • Find ud af, hvad dine rettigheder er – f.eks. som i vores tilfælde, hvor hele haven ligner Jerusalems ødelæggelse efter at en minigraver har kørt markræs på græsset. Det fandt jeg så ud af, er “følgeskade” og dermed ikke dækket af noget som helst. Surt for os.
  • Tegn en entrepriseforsikring, som dækker evt. skader og tyveri. De penge giver dig lidt ekstra tryghed, når forhaven er fuld af dyre byggematerialer.
  • Hvis du er i et forhold, så vær ærlig omkring de ting, du føler og tænker over for din partner. Det er super frustrerende at bygge til, og her ligger kimen til 100 skænderier om både detaljer og de store linjer. Det er hårdt at være i en længere byggeproces og være afhængig af andre og af hinanden (på en anden måde, end man plejer). Det er trods alt kun et byggeri og ikke grund nok til skilsmisse.
  • Hvis du får f.eks. familiemedlemmer til at være til stede og låse op eller på anden måde hjælpe med byggeriet, så lav klare aftaler om, hvad deres “beføjelser” er. Hvad kan de tage stilling til, og hvad vil du selv have retten til at bestemme over? Et ja til at tilføje en ekstra ting til projektet, som for andre kan synes som en lille del, eller som noget håndværkeren gør for sine blå øjnes skyld, kan komme til at koste dig dyrt! Intet er gratis.
  • Hav en buffer i budgettet til alt fra ekstraregningen (så som når man overser, at et tilbud er eks. moms…), og når man får nye døre og den gamle væg skal repareres og males efterfølgende. Der kommer ALTID ekstraudgifter.

Byggeriet fortsætter, og jeg må indrømme, at jeg glæder mig til det er slut og kontoen er slunken. Nogen siger, at det skal være skidt, før det bliver godt. I så fald bliver vores byggeri awesome!

Hjertet banker: Børn i bevægelse

Hjertet banker: Børn i bevægelse

I samarbejde med Reima.
Lørdag uden planer – det er virkelig en lækker følelse! Tid til en lang morgen med byens sjoveste børn, lune fiskefrikadeller til frokost og masser af muligheder for at komme ud og få dejlige, røde kinder i efterårsvejret. Ud og blive blæst igennem som modstykke til skole og kontor.

Vi har verdens bedste grønne område så godt som i baghaven, og imens vi bygger hele hytten om, så er det virkelig fedt at kunne tage derhen, når haven mildest talt er i undtagelsestilstand.
Lige bag ved huset er der nemlig bakker og klatretræer og masser af gemmesteder. Steder, hvor man kan blive væk for en stund.

Legen er ikke givet på forhånd – der er 1000 muligheder, hvis vi selv finder på dem. Vi har altid været meget ude, og vi elsker den slags udendørsliv, hvor man bliver lidt (meget) beskidt. Om sommeren sover vi i telt eller tager ud til vandet og ser solen stå op. Ligger på græsset og kigger op på skyerne eller træernes grene. Og om efteråret er der næsten ikke noget bedre end at hoppe i vandpytter og lege krig med de nedfaldne blade.

Efterår

 

I børnehaven har det ikke været et problem at være ude og være i bevægelse i mere end 60 minutter om dagen, og begge børn svømmer én gang om ugen. Men efter at den ældste er kommet i skole, kommer jeg oftere til at tænke på, om hun nu har været ude og/eller aktiv nok i løbet af dagen. De leger og er ude i frikvarterene, og hun cykler i skole. Alligevel er det bare ikke helt det samme. Så er det min opgave at sørge for, at hun kommer ud og får pulsen op.

Og det er så spørgsmålet: Hvordan kan man få lidt ekstra bevægelse ind i et skolebarns liv, når hun kommer træt hjem? Så det bliver naturligt og ikke en byrde, hun også skal?

Her er mine hverdagstips:

  • “Hjemme-gymnastik”: Efter en lang dag med masser af hjernegymnastik, skal legen have lov at tage over. En stærk krop er en del af min mands og mit liv, og derfor findes der både en ribbe og et par gymnastikringe i huset. Det, det har vist sig , er, at det er børnene, der bruger begge dele mest. Ribben er på ældstebarnets værelse, og hun elsker at kravle via den op i sin seng og tilbage på gulvet igen. Ofte hænger jeg hendes udklædningstøj øverst i ribben – mest af pladshensyn – men også så der er en lille udfordring i at kravle op og hente det. Gymastik-ringene hænger ned fra loftet mellem børnenes værelser, og derfor er det nærliggende at svinge en tur i dem, til og fra leg, måltider eller bare fordi.
  • Vi stopper ofte ved en legeplads på vej hjem fra skole og klatrer eller rutsjer. Det gør både den kedelige cykeltur hjem sjovere, og får lidt gang i kroppen efter en skoledag, hvor de sidder meget ned.
  • Børnene har fået haveredskaber i deres egen højde, og vi er i gang med at anlægge en køkkenhave til hver af dem, hvor de kan dyrke det, de selv vil have. De synes, det er mega-fedt at grave huller (liiiidt dybere end gulerødder og kartofler normalt skal bruge…) og at hoppe over og mellem de nygravede huller.
  • Vi leger indimellem også Jorden er Giftig i gennem huset. De yngste finder på banen, og så er det ellers børn mod voksne – 3-2-1 GO!

Der er som sagt 1000 ting, man kan finde på, og her er det ikke kun sommeren, der du’r. Denne årstid kræver egentlig ikke så meget andet end godt og vandtæt overtøj og fodtøj. Så er det bare ud i det blå og få pulsen op sammen. Jeg lover dig: Det går lige i hjertet <3

Hvor aktive er dine børn? 
Læs mere og leg med på www.reima.com/kidventure og se, hvor meget I sammen kan være aktive og lade iPaden ligge og kede sig. Måske er de andre i klassen klar på en lille venskabelig dyst?

#millionhoursofjoy #reimakidventure

Efterår

Er jeg en dårlig kone

Er jeg en dårlig kone

På mange måder har min mand en ret god kone, hvis jeg selv skal sige det. Men måske er jeg alligevel lidt en dårlig kone ved at fryde mig max ved, at hans tablet pludselig gik i sort i dag? Den vil ikke lade op, den vil ikke tænde – den vil bare ikke noget! Det var godt nok ærgerligt, hva??? #notreally

Følger du bloggen, vil du vide, at min mand er gift med to. Mig – lovformeligt – og sin tablet rent opmærksomhedsmæssigt. Han nægter afhængigheden, men skal vi være ærlige, rører han sgu nok mere ved den end mig i løbet af en dag. Han kan ikke gå på arbejde – ej heller på toilettet uden den. Stakkels pus…

Får han af vide, at det på ingen måde er ok? JEP! Bliver jeg pissetræt af ham? JEP! Ændrer han ved det? Han prøver, men intet varer som bekendt evigt. Er jeg vedholdende og sk**eirriterende? You bet, I am! Det er både en kones og en mors lod, åbenbart.

Så måske universet lige har sendt mig en lille fredagshilsen i dag. En HEL weekend uden tabletten kunne godt ligne svaret på mine bønner, udover mindre regn og pålidelige og meddelsomme håndværkere. Det kunne faktisk ikke komme på et bedre tidspunkt. Vi har nemlig ingen planer overhovedet hele weekenden!

Ja ja, han har sin telefon – men så er der ikke TO skærme, den knap 40-årige teenager skal forholde sig til. Så skal han forholde sig til mig og børnene (og de opgaver, jeg saaaaagtens kan finde på til ham!). YAY!

Jeg ved godt, at jeg er lidt af en kælling ved at fryde mig over det, og jeg elsker ham trods tablettens indflydelse, men det er både ret sjovt og ret rart. Gnæk, gnæk, gnæk! Jeg kan faktisk ikke rigtig få dårlig samvittighed over det 😀

God weekend!

At spænde buen for hårdt

At spænde buen for hårdt

Der har været lidt for stille på bloggen på det seneste. Grunden er, at jeg har haft for meget om ørerne. Efteruddannelse, eksamensopgave, kronisk (for) travlt på jobbet, skolestart for ældsten, trodsalder amok hos yngsten, byggeri hjemme og byggeri på jobbet og udfordringer i nær familie. Og så lige dele børnefamiliehverdag ved siden af.

Det har ikke været s**de sjovt, ærligt. Men noget af det værste ved det er egentlig, at jeg har gjort mig SÅ mange kloge tanker (synes jeg selv :-)) om alle de ting, der passerede forbi. Hvordan de føltes og påvirkede os alle 4 på godt og ondt. Ret tarveligt at have så mange følelser og tanker, når tiden svigter, ikke?

Jeg vidste godt, at efteråret ville blive et mareridt. Ikke frivilligt, men omstændighederne tegnede ret hurtigt et billede af, at det hele ville ende oven i hinanden.

I går afleverede jeg min eksamensopgave. Pyh ha! Det lettede! Så er det “bare” at vente på karakteren. I går faldt der ting på plads i forhold til mit job, som ikke betyder mindre arbejde, men dog at jeg kan komme fremad i mine projekter i stedet for at stå i et dødvande. Det løser ikke det hele, men det løsner op, og det er helt vildt rart.

Jeg håber virkelig, at det kan give lidt mere overskud og en bedre følelse inden i. Allerhelst følelsen af at være en god og nærværende mor. Jeg synes, jeg har skøjtet alt for meget på overfladen lidt for længe, når det kommer til virkelig at dykke ned i mine børns hverdag. Hvad tænker de egentlig på og hvad vil de helst lige nu? Ikke bare spørge, om de har haft en god dag og acceptere svaret: Det kan jeg ikke huske. Det hele kommer ofte, når man bare “er” ved siden af dem.

Buen har været spændt alt for hårdt dette efterår. Udfordringer er godt, og jeg er blevet klogere på mig selv, mit fag og på at koordinere en masse, som ikke giver mening. Byggeriet hjemme fortsætter, og det vil det komme til noget tid endnu. Jobbet bliver ikke nødvendigvis lettere, men forhåbentlig får jeg mere gang i symaskinen og farveblyanterne her i efteråret. Et godt tegn er i hvert fald, at jeg er begyndt at glæde mig til jul! Jeg plejer ellers at være lidt af en grinch på den front. Så sejrer moderligheden alligevel.

Hvad vil jeg egentlig sige med dette indlæg? Ikke rigtig andet, end at jeg er tilbage fra eksamensland og at det føles helt vildt godt.

Vi ses på bloggen!

Vred ung mand

Vred ung mand

Trodsalderen er en helt fantastisk periode i ens (barns) liv…sagde ingen mor nogensinde. Deler hus med en ung mand, som er tre år og temmelig trodsig! Vred på verden og i særdeleshed på mor og ordet “nej”. I kombinationen “Mor siger nej”, kan man godt forberede sig på, at hele verden ramler. Shit! Hvis jeg troede, hans søster var hidsig og stædig, så kan jeg godt tro om igen. Han overgår hende med længder!

Jeg er jo naiv nok til at tro, at fordi jeg overlevede hans søsters 2½ år med trods og generelle tvære indstilling til livet, så ville jeg også have værktøjerne til at komme lettere igennem hans. Her må Mutti tro om igen! Han er tifold trodsig og virkelig vred. Det går dagligt op for mig, hvor “let” storesøster var…sammenlignet med ham. Hende kunne man tale fornuft til, når hun havde forsøgt at sprænge mine trommehinder i 30-60 minutter. Så kunne man nå ind til hende og høre, hvad hun havde at sige og fortælle, hvorfor man sagde nej/blev vred/ikke ville være med til det. Det preller 100% af på brormand.

Hvad pokker skal en stakkels træt dame gøre, for at få sit yngste-sønnebarn til at høre efter? Det er dagens 1 mio.-spørgsmål!

Hændelser som oftest udløser herrens vrede er:

  • Godmorgen = Uhuuuummmmm, gå væk! Jeg vil kun have far!
  • Far kommer ind og siger godmorgen = NEEEEEEEJ! Jeg gider ikke!!!!
  • Morgenmad: Jeg vil ikke have det der (selv om han lige har bedt om det). Herefter sætter han sig på gulvet og laver trutmund og lægger armene over kors. Lader man ham sidde, skriger han højere og højere og sparker til stolen. Beder man ham om at opføre sig pænt, skriger han nej i en sådan grad, at det giver udslag på Richter-skalaen. Fører man ham stille og roligt tilbage på værelset, smider han sig på gulvet og skriger AAAAAV og NEEEEEJ, selv om man dårligt nok rører ved ham. Bliver man gal, fordi klokken er 5 og han allerede har gennemspillet ovenstående, skriger han og slår i gulvet. Oftest ender jeg med at lade ham sidde.
  • Tøj på: Se ovenstående.
  • Tandbørstning: Se ovenstående. Evt. med varianten Dumme mor eller at forsøge at slå tandbørsten ud af hånden på mig.
  • Søster forsøger at hjælpe (selv om jeg siger, at hun skal være ligeglad med hans opførsel og lade mor/far ordne det) = Han slår hende. To børn græder nu. Yay!
  • Ud af døren = Hyl og total hjælpeløshed. Kasten sig ned på gulvet 3-5 gange. Sparker til støvlerne og smider med jakken. Her er min tålmodighed oftest opbrugt. Sorry! Jeg er den type, der ikke har uendelige mængder af overskud.
  • Ind i børnehaven = NEEEEEJ – Jeg vil HJEEEEEM. Og så ellers hælene i gulvet.
  • Overtøj af i børnehaven = Se ovenstående.
  • Farvel til mor i børnehaven = Skrig og hyl indtil jeg krammer ham. Herefter enten “Jeg vil have dig, mor” eller 5 flade fingre plantet lige i fjæset på mig (hans fingre vel at mærke).
  • Hjem fra børnehave = Neeeeeej! Jeg vil ikke hjem!
  • Hjemme fra børnehave = Trods over for søster OG mor.
  • Aftensmad = Se Morgenmad + 10 “flugtforsøg” fra bordet. Mindst.
  • Tandbørstning = Ikke en s**d anderledes end om morgenen.
  • Vil have mad efter sengetid = HYYYYYYL!
  • Godnat og sov godt, lille skat = Jeg vil ikke sooooove i mindst 10 stigende lydstyrker. Spark på seng og “flugtforsøg”.
  • Hvis karma har en fest, tager vi også en tur om natten, når han pludselig er vågen og insisterer på Ramasjang kl. 3.30…

Hvad pokker gør man? Venter på, at det går over, I know. Men har du et råd eller to inden, så kom lige med det. (Og ja, jeg ved godt, at jeg ikke bør blive gal, men jeg er også kun et sølle menneske med alle dets fejl og mangler).

På mit køleskab hænger et udklip, hvorpå der står:

It’s called the terrible twos, because fucking aweful doesn’t start with a “T”

Amen til det, siger jeg bare. Herhjemme kunne vi sige “The Terrorist Threes”. Jeg ved godt at det på politisk og pædagogisk korrekt dansk hedder Selvstændighedsalder. Men det gør den altså ikke lettere at komme igen.